Læsetid: 23 min.

Vil vore børn hade os?

Vi er ikke den første civilisation, der står over for truslen om et sammenbrud. Det kan godt være, at vore forgængere i selvødelæggelsens skødesløse kunst, troede, at afslutningen på deres samfundsform var afslutningen på verden. Forskellen på dem og os er blot, at denne gang er det sandt, skriver Carsten Jensen om det ansvar vi er nødt til at tage på os. Nu
Vi er ikke den første civilisation, der står over for truslen om et sammenbrud. Det kan godt være, at vore forgængere i selvødelæggelsens skødesløse kunst, troede, at afslutningen på deres samfundsform var afslutningen på verden. Forskellen på dem og os er blot, at denne gang er det sandt, skriver Carsten Jensen om det ansvar vi er nødt til at tage på os. Nu
19. december 2009

»Kommer jeg til at få børn? Og hvad med børnebørn?«

Hun var 11 år, da hun spurgte første gang. Det var også på det tidspunkt, hun begyndte at slukke lyset bag mig, når jeg forlod et af værelserne i lejligheden og begav mig ind i det næste. Vi sad i små øer af lys i den ellers mørklagte lejlighed. Vi slukkede ikke bare for afbryderknappen på fjernbetjeningen, når vi slukkede for fjernsynet. Vi gik hen til kontakten på væggen og afbrød.

Min kæreste bor i London, og det medfører en del pendlen frem og tilbage over Nordsøen. Den 11-årige mente, jeg fløj for meget. Jeg forklarede mig og brugte ordet kærlighed en hel del. »Du må vælge mellem din kæreste og verden,« sagde hun i et tonefald, så jeg et øjeblik troede, jeg stod over for en hjemmegroet repræsentant for Taleban, der forklarede mig de nyeste forbud i sharia-loven.

Det var ikke sådan, at jeg havde talt meget om den globale opvarmning. Den optog mig selvfølgelig, men jeg er også af den overbevisning, at et barns grundlæggende forhold til naturen skal grundes på glæde og forundring over planetens mangfoldighed, ikke på bekymring. Så vi kunne godt tale om verdens dyrearter uden, at ordet truet dukkede op. Jeg kunne også godt sige klima uden at nævne ordet opvarmning, ligesom natur i mit ordforråd ikke var synonymt med forurening.

Hun er ligesom alle andre omgivet af en mur af informationer, og noget kom fra medierne. Alligevel syntes jeg, det var usædvanligt, at et barn på 11 bekymrede sig om, hvorvidt den klode, hun boede på, overhovedet havde plads til hendes børn og børnebørn. Et eller andet sted følte jeg, at det var noget andet og mere end bare et ekko af tidens diskussioner, der talte gennem hende. Det var, som om det var et overlevelsesinstinkt på artens vegne, der dikterede hendes adfærd og spørgsmål.

Normalt tænker børn på 11 ikke på deres mulighed for at få efterkommere. I dag er det måske nødvendigt, at de gør det, i hvert fald hvis de vil have nogen, eller i det mindste give dem muligheden for et liv, der handler om andet end overlevelse.

Forbrydere mod fremtiden

Polerne smelter, havenes temperatur stiger, ørkenerne breder sig, skovene fældes, og det hele sker med en accelererende hast, der gør alle videnskabelige forudsigelser til skamme. Vi har mistet kontrollen over vore livsvilkår. Vil der stadig være en verden med plads til os? »Vil jeg få børn og børnebørn?« Hvad skulle en 11-årig ellers spørge om?

Det er uvægerligt sådan, at vi gør nogle ting rigtigt som forældre, mens vi griber andre ting helt forkert an. Det er en uomstødelig kendsgerning, og hvis vi ikke indser det, vil vi en dag læse sandheden om vores fejltagelser i vores børns øjne eller høre den direkte fra deres mund. Der findes ikke noget sandere spejl end den dom, vore børn fælder over os, og alt, hvad vi kan håbe på, er tilgivelse.

Der er forældre, som i historiens løb, har gjort utilgivelige ting. De har ofret deres sønner i meningsløse krige. De har kvalt deres døtre i klaustrofobiske tvangsægteskaber. Alligevel tror jeg ikke, at nogen tidligere generation vil blive dømt så hårdt som vores, til trods for den påstand, vi så selvtilfredse smykker os med, at vi overdrager dem en verden, der hvad angår velfærd og komfort er uden sidestykke i historien. Men prisen for denne verden er alt for høj. Vi er forbrydere på en ny og uforudset måde, og ofrene for vores forbrydelse er vores egne børn og de endnu ufødte generationer, hvis liv vil blive reduceret til en forbitret kamp for overlevelse. Vi er forbrydere mod fremtiden, og derfor kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Vil vore børn hade os?

Egentlig er det jo sådan, at ens forhold til fremtiden ændrer sig afgørende i det øjeblik, man får børn. Fremtiden er ikke længere noget privat, den er ikke engang et nationalt anliggende, du indser pludselig, at der består et kollektivt ejerskab til planeten, og at den ikke længere tilhører dig. Den tilhører dine børn. Det er den indre mening med generationsopgør. Planetens nye ejere melder deres ankomst, og hvis døren ikke allerede står åben, sparker de den ind. Det betyder ikke, at de unge altid vinder, fordi tiden er på deres side, og graven venter på de gamle. Der er mange måder at gå i graven på, og magtstrukturer kan være så etablerede, at de overlever dem, der skabte dem.

1960’erne var det et af de øjeblikke i historien, der kan sammenlignes med den oplevelse en bjergbestiger har, når han omsider når toppen. Han kan både se den strækning, han har tilbagelagt, og de nye tinder, der venter på ham. Videnskab og teknologi havde bragt hele menneskeheden sammen på en aldrig før set måde, og planeten blev sammenlignet med et landsbyfællesskab: den globale landsby.

Men den herskende følelse var meget lidt landsbyagtig: Den rummede både triumf og det modsatte, en skrækblandet ærefrygt for det potentiale for ødelæggelse, som menneskeheden havde demonstreret ikke blot i to verdenskrige, men frem for alt i opfindelsen af atombomben. Planetens skæbne befandt sig for første gang nogen sinde i vore hænder: vi blomstrede som art og legede på samme tid med tanken om vores egen udslettelse i et atomart ragnarok, og der var endda dem, der allerede dengang advarede mod den uhæmmede vækst, som kunne ende med at undergrave vores eget naturgrundlag.

En søgen efter optimisme

Den aldrende amerikanske antropolog Margaret Mead gav i 1969 en på samme tid smuk og bevægende tale, hvor hun udtrykte de blandede følelser, som menneskehedens umådelige fremskridt indgav hende.
Jeg læste den for første gang for ganske nylig, og når den gjorde så stort indtryk på mig, skyldes det ikke så meget, at den handler om generationskløfter, et fænomen, som vi jo ikke for alvor har oplevet siden 60’erne, som de tanker, hun gør sig om børnenes rolle i et samfund, der er inde i voldsomme forandringer.

Der er noget paradoksalt over Margaret Meads overvejelser på netop dette tidspunkt i historien. Det har aldrig gået så godt, og alligevel er det betingelserne for vores overlevelse, hun bekymrer sig om. Det spørgsmål, hun stiller, er, om vi er i stand til at ændre vores adfærd, når vi konfronteres med en dødelig trussel. Hun leder efter grunde til at være optimistisk.

Der er, siger hun i sin tale, som hun kalder Culture and commitment (Kultur og engagement), tre forskellige former for kultur. Den første er den fortidsrettede kultur. Den hersker i et samfund, hvor livet er statisk og styret af tradition. Bedsteforældrene er de store autoriteter, den visdom, de overleverer til de yngre generationer, vil være brugbar mange slægtled frem, fordi basale livsmønstre ikke forandrer sig. Den anden kultur er samtidsrettet. Tradition og sædvane er inde i et opbrud, og det gælder om at tilpasse sig helt nye situationer og adfærdsmønstre. Det er emigrantens situation. Han har bevæget sig fra et gammelt kontinent til et nyt og udskiftet en kultur med en anden. De overleverede leveregler gælder ikke mere, og han og hans børn befinder sig i samme situation, hvor de er tvunget til ikke blot at tage ved lære af hinanden, men også af fremmede, hvis de skal kunne begå sig.

Endelig er der, hvad Margaret Mead kalder den fremtidsrettede kultur. Her ser hun en helt ny type kultur uden historiske fortilfælde, skønt også dens medlemmer er emigranter. Det er blot ikke i rummet, de bevæger sig. Det er i tiden. De er på vej ind i en helt ny type fremtid, hvor truslen om menneskets udslettelse er overhængende.

Det var ikke kun en atomkrig, Margaret Mead tænkte på. Det var også den stadig mere dramatiske ødelæggelse af naturen. Ansvaret for planeten er fra nu af i vores hænder, og i en sådan situation er der ingen voksne, der kan udpege vejen frem for den opvoksende generation. Det er barnet, ikke forældrene eller bedsteforældrene, der har nøglen til fremtiden.

Det var 60’ernes oprørere, hun beskrev. Hendes synspunkt var ikke, at den generation, der voksede op i 60’erne, var i besiddelse af et specielt oprørsk temperament, sådan som dens aldrende repræsentanter i dag ynder at hævde. Der var i stedet tale om en helt ny historisk situation, som krævede helt nye og radikale svar. Hvilke svar kom der så?

»We want the world and we want it now,« sang Jim Morrison fra det amerikanske rockband The Doors. De to nøgleord er want og now. Det var en hedonistisk revolution med fokus på nuet, der meldte sin ankomst. Dens svar på udfordringen fra en ukendt fremtid var simpelthen at vende ryggen til den, og fra modkultur blev oprøret snart til forbrugerkultur med en selvdyrkende fokus på ungdom og livsstil.

Eksemplet Lomborg

I dag eksisterer der en global middelklasse, som forfængeligt har udnævnt sig selv til den kreative klasse, mens andre, som den amerikanske sociolog David Brooks, mere nøgternt har peget på klassens indre modsætninger ved at benævne den bobo’erne. Betegnelsen er sammensat af ordene bourgeois og boheme. Den nye globale middelklasses medlemmer er en blanding af begge dele: De er kreative konservative i cowboybukser. Deres livsstil og retorik er radikal, men deres politiske krav er ikke. De er nuets selvdyrkende børn med en vældig og konsekvensløs sympati for en række globale mærkesager, inklusive miljøet, men i deres eget liv modsætter de sig enhver forandring. Individualisme og frihed er deres eneste værdier, og min datters spørgsmål »Kommer jeg til at få børn?« vil være dem fuldstændigt uforståeligt, eftersom de aldrig på nogen alvorlig måde har bekymret sig om fremtiden.

På spørgsmålet »Hvad vil vi med verden?« kender de kun et svar. Den skal fortsætte, som den hidtil har gjort, muligvis med mindre justeringer, der dog aldrig antager et omfang, så de for alvor truer deres livsstil. Det er det svar Vestens middelklasse, der stadig styrer planeten, vil give. Det er det svar, den opkommende middelklasse i Kina, Indien og Brasilien, som snart tager magten fra os, vil give, den samme desperate fornægtelse, den samme blindhed over alt. Rør ikke ved vores livsstil.

Hvis De vil se en typisk repræsentant for denne herskende middelklasse, som vi i de veluddannede eliter alle sammen tilhører, så se på Bjørn Lomborg, når han i kropsnær t-shirt og sorte jeans, med aktivistens energi og engagement afleverer den mest virkelighedsfornægtende, småtskårne konservatismes budskaber.

Vi lever stadig midt i det, Margaret Mead kaldte en fremtidsrettet kultur. Også for vores børn gælder det, at de intet kan lære af os, men i stedet må finde ud af helt på egen hånd at navigere i en verden på vej mod dramatiske forandringer.

Vi står et lignende sted, som Margaret ­Mead gjorde for 40 år siden. Blot er bjergtoppen denne gang højere, udsynet endnu større – og lige så skræmmende, om end på en ny måde. Vi ved mere om os selv og den planet, vi bebor, end nogen sinde før. Lytter vi til videnskaben, kan vi også se ind i fremtiden, og det klimaforskerne fortæller os, er, at der ikke er meget tilbage af den. Hvis vi fortsætter ad vores nuværende kurs, vil den smule menneskehed, der er tilbage om hundrede år, være ugenkendelig for os.
Få dage før starten på klimakonferencen i København annoncerede 26 af verdens førende klimaeksperter i en fælles udtale, at den globale opvarmning foregår med langt større hast end forudset, og at temperaturen, medmindre vi inden for de næste fem år foretager os noget drastisk, vil være steget med syv grader i år 2100.

Permtidens afslutning

Jeg læser Mark Lynas’ bog Six Degrees. Baseret på den hidtil mest omfattende indsamling af den viden, der står til vores rådighed, når det gælder konsekvenserne af den globale opvarmning, beskriver Lynas grad for grad den fremtid, der venter os, når kloden opvarmes. Fire grader: Fra nu er alt definitivt ude af kontrol. Vi er for alvor reduceret til passive ofre for vores selvskabte katastrofe, og fire grader vil takket være opvarmningens feed-back-effekter uvægerligt blive til seks grader: De enorme mængder af frossen metangas, der dækker kontinentalsoklerne smelter og stiger op mod havoverfladen, hvor de bryder i brand og forårsager supersoniske eksplosioner af en kraft, der er 10.000 gange større end verdens samlede lager af atomvåben, samtidig med at de sammenskrevne kontinentalsokler forårsager tsunamier i bjergstørrelse. Planeten vil blive forvandlet til en blanding af Hiroshima og New Orleans. Det er sket før i jordens historie: ved afslutningen på permtiden for omkring 250 millioner år siden, hvor 95 procent af alt liv på Jorden uddøde.

Jeg læser Mark Lynas’ kapitel om de seks grader, og jeg genlæser artiklen om forskernes advarsel. Hvis vi ikke tager drastiske skridt inden for de næste fem år, vil den globale temperatur være steget med syv grader i løbet af de næste 90 år. Jeg forstår, at vi nærmer os permtidens afslutning.

Jeg ved ikke, om spørgsmålet, hvad vi vil med verden, længere giver nogen mening. Vi er i færd med at miste kontrollen over planeten, og det korte øjeblik, hvor vi holdt planetens skæbne i vores hænder, er forbi. Fra nu af vil andre, voldsomme kræfter diktere os vores livsbetingelser. Det er kapitulationens former, vi diskuterer på klimatopmødet, selv om vi stadig anser os for naturens overmænd, og som sejrherrer, der har fortrudt visse, uheldige aspekter ved voldtægten af en overvunden fjende, nådigt overvejer førstehjælp. Vi synes ude af stand til at forstå vores situation. Fornuftens stemme når os ikke: Det er ikke planeten, der skal frelses. Det er os selv. Naturen er ikke truet. Det er os, der er den truede art. Livets former har skiftet igen og igen, og den ene dyreart efter den anden er trådt op på sejrsskamlen kun for efter kort tid at blive stødt ned. Vi er ikke andet end intelligente fortidsuhyrer, og den eneste forskel på os og de dumme dinosaurer er, at vi aktivt bidrager til vores egen udslettelse.

Frygt for naturen, dens ukontrollable magt, dens ubarmhjertighed, dens uforudsigelighed er roden til al religion. Da videnskaben og teknologien lagde Fenris-ulven i lænker og tæmmede den, mistede religionen også sin magt over vores fantasi. Hvis vi overhovedet bekymrede os om naturen, var det, fordi vi ønskede at passe på den, næsten som man passer på et svageligt barn, der er truet af skoldkopper. Naturen var ikke længere et monster. Den var den panda, der blev brugt som logo for Verdens Naturfond. Vi var kede af det, når arter uddøde og mente i vage termer, at det på en eller anden måde gjorde vort fælles liv fattigere.
Sådan kan vi ikke længere se på naturen. Den er ingen panda, intet kæledyr, der kalder på vores beskyttelse og omsorg. Naturen er ikke god i nogen menneskelig forstand. Vores overlevelse er den ligegyldig, og søger planeten en balance, der fortsat muliggør liv, er det mest sandsynligt, at vi ikke er en del af den. Fenris-ulven har brudt sin lænke. Monstret sov, og vi vækkede det, da vi med vores mangelfulde viden pillede ved de love, der styrer livet på planeten.

Vi får snart brug for et gemmested

Vi drømmer måske om en ny harmoni med Jorden, men enhver harmoni er blot en pause i en krig, vi ikke kan vinde. Greenpeace hedder en organisation, der tror på harmonien mellem os og planeten, men vi er midt i en grøn krig, hvor det er os og ikke naturen, der er dømt til at blive taberen. Vi er ikke Jordens ejere. Vi er blot en art, der snart vil have brug for et sted at gemme sig.

Jeg forstår klimaforskernes advarsler sådan, at medmindre drastiske ændringer indtræffer i vores levevis, så vil den tid snart komme, hvor vi akkurat som det forhistoriske menneske vil se op mod himlen og lytte til tordenen med øjne, der er opspærrede af frygt. Intet rovdyr vil ganske vist jagte os, ingen tigre, ingen ulve, ingen løver, de vil alle være uddøde, og vi vil følge dem, når tordenen bebuder, at klimatiske og geologiske ændringer hinsides enhver menneskelig kontrol er på vej til at knuse den civilisation, det tog os 5.000 år at opbygge.

Vi er ikke den første civilisation, der står over for truslen om et sammenbrud. Det kan godt være, at vore forgængere i selvødelæggelsens skødesløse kunst, højt udviklede civilisationer som mayaindianernes eller de cambodjanske khmerers, anså sig selv for at være de eneste sande mennesker og derfor troede, at afslutningen på deres samfundsform var afslutningen på verden. Forskellen på dem og os er blot, at denne gang er det sandt.

Historisk har der været to grunde til, at et højtudviklet samfund pludselig bryder sammen. Dets livsstil er i konflikt med naturgrundlaget, og det nægter at ændre sig eller tilpasse sig nye omstændigheder. Den socialt avancerede og kreative Maya-kultur kunne ikke længere brødføde en hastigt voksende befolkning. Skovene forsvandt, og landbrugsjorden blev eroderet, mens et samfund på permanent krigsfod brugte løs af hastigt svindende ressourcer. Vigtigst af alt: En herskende klasse blændet af sin egen grådighed viste sig ude af stand til at tænke fremad.

Nordboerne og svinet i Stillehavet

Historien om nordboerne på Grønland, der forsvinder sporløst engang i det 15. århundrede, er endnu mere sigende. Den populæreste forklaring på deres forsvinden er klimaforandring, den såkaldte lille istid, der gjorde de grønlandske kyster så meget koldere, end de havde været ved nordboernes ankomst 400 år tidligere. Men nordboerne uddøde ikke på grund af klimaforandringer. De uddøde, fordi de nægtede at tilpasse sig. Deres kulturelle identitet var vigtigere for dem end deres overlevelse. De så sig selv som europæiske kristne. De nægtede at lære af deres naboer, inuitterne, som de hverken handlede eller giftede sig med. Frem for alt vendte de ryggen til de fangstmetoder, der kunne have sikret deres overlevelse. Da deres køer, som var helt uegnede til polarklimaet, døde, sprang de med ned i graven.

Der findes også eksempler på det modsatte, civilisationer, som så muligheden af deres egen undergang i møde og foretog en radikal ændring af deres levevis. Det mest opløftende eksempel er måske den lille Stillehavsø Tikopia med kun 1.200 indbyggere. Ikke blot var øens indbyggere i stand til gennem 3.000 år at begrænse deres eget antal til omkring 1.200, hvilket var, hvad deres ø med dens begrænsede ressourcer kunne bære. Men da der pludselig indtrådte en alvorlig ubalance i øens skrøbelige økologi, en ubalance, de selv var årsag til, var de også i stand til at foretage drastiske justeringer af deres egen kultur.

På et tidspunkt i deres historie blev svin introduceret på øen, og svinene indtog snart en helt fundamental rolle ikke blot i deres spisevaner, men også i deres kultur. Svin blev en målestok ikke blot for rigdom, men også for social prestige, og svinene endte med at spille samme rolle på Tikopia som forbrug og penge i vores kultur. Besiddelsen af svin var status- og identitetsgivende. En dag indså øens indbyggere, at den hastigt voksende bestand af svin ødelagde øens naturgrundlag, og de tog derpå en beslutning med vidtrækkende konsekvenser: De slog samtlige øens svin ihjel. De reddede deres eget samfund fra en økologisk katastrofe, som det aldrig ville have forvundet. De gjorde det modsatte af nordboerne. De ændrede deres kultur.
Der er et vigtigt aspekt ved denne beslutning.

Den kom ikke oppefra, den kom nedefra og op. Tikopia havde ikke noget stærkt hierarki. Det ville være forkert at sige, at øens høvdinge var svage. Det ville være mere rigtigt at konstatere, at de på grund af øens ringe størrelse delte deres undersåtters livsvilkår, og at der derfor var et nærmest naturbestemt fællesskab mellem høj og lav. De havde samme erfaringer og derfor var de også i stand til at blive enige om de beslutninger, der var nødvendige.

Slagmarken kan ses i spejlet

Der er mange vigtige ting at lære af disse historier om samfund, der vælger at forandre sig for at overleve eller må bukke under, fordi de stædigt tror på evigheden. Læren fra mayaindianerne har meget at gøre med lederskab og en autoritær elites mangel på fremsyn og fantasi. I Tikopias tilfælde er det fraværet af en herskende elite opsat på at bevare sine privilegier, der sikrer fællesskabet overlevelse.

Nordboernes undergang har derimod ikke noget at gøre med lederskab. Den har alt at gøre med identitet og uvildigheden til at opgive den. Den handler om det meningsløse i at skelne mellem højere og lavere, mellem udviklede og udviklede civilisationer. Nordboerne så utvivlsomt sig selv som repræsentanter for en overlegen civilisation, ja, endog en overlegen race sammenlignet med de primitive inuitter. De var europæere og kristne, de var i besiddelse af et skriftsprog, de byggede stenhuse og havde mosaikruder i deres kirker og langt mere slagkraftige og avancerede våben. Inuitterne anså de for primitive vilde, og tanken om at lære af dem eller endog på visse måder at efterligne dem, må have repræsenteret en utålelig ydmygelse for nordboerne.

Men inuitterne var hverken vilde eller primitive. De kunne ikke læse i Bibelen, til gengæld kunne de læse i naturens bog og var perfekt tilpasset et stadigt koldere klima. De repræsenterede i virkeligheden en langt mere sofistikeret kultur end nordboerne, når det drejede sig om klimaforandring og den afvisende polarkulde. Nordboerne kunne ikke leve uden den tanke, at de var de overlegne. De spændte brynjen og stod fast på deres værdier. Den stædighed døde de af.

München havde været mere passende

Det er læren af nordboernes undergang. Når vi bliver udfordret af noget så fundamentalt som en klimaforandring, er det vores egen identitet, der bliver sat spørgsmålstegn ved. Slagmarken er i spejlet foran dig. Overlevelseskampen finder også sted på den kulturelle identitets indre fronter. Vi er nødt til at se på os selv og gøre den ubehagelige opdagelse, at spørgsmålet om, hvem vi ønsker at være, i stigende grad er ude af vore hænder og erstattet af et andet: spørgsmålet om, hvem vi er nødt til at være.

Det antages uden videre, at et globalt problem også vil skabe et globalt fællesskab. Man kan se det i den tyske sociolog Ulrich Becks bog om Weltrisikogesellschaft (Verdensrisikosamfundet), hvis uudtalte præmis er, at den truende økologiske katastrofe vil samle planeten. Læser man andre bøger om forsøget på at undgå katastrofen, ser verden lige så splittet ud, som den altid har gjort. Thomas L. ­Fried­man ser i sin berømmede, robust-optimistiske bog om klimaproblemerne Hot, flat and crowded først og fremmest den globale opvarmning som en enestående chance for, at USA kan genvinde det moralske lederskab, verdens stærkeste nation tabte under den fatale præsident Bush.

Den 90-årige James Lovelock, manden bag Gaia-teorien om jorden som et organisk, selvregulerende system, tror i sine sidste to bøger slet ikke, vi har nogen fremtid. Tiden er løbet fra os. Alt, hvad vi kan gøre er at tilpasse os, en ændret klode med meget lidt plads til os. Og så overvældes han pludselig af gammel-imperiale drømme på Storbritanniens vegne. England vil ligge isoleret i havet som civilisationens redningsbåd, mens Europa går under, og et nødregime, der har set sig nødsaget til at opgive det ineffektive demokrati, må lade sig styre af redningsbådens ubarmhjertige etik: Der er ikke plads til alle.

Der er altid en dagsorden bag dagsordenen, som det også illustreres af klimakonferencen i København, hvis dage er plaget af splittelse i stedet for samling. Det er selvfølgelig en misforståelse, at klimakonferencen finder sted i København. I hvert fald viser valget af værtsby en slående mangel på fornemmelse for historiske paralleller. Havde vi haft bare en vis sans for selvironi – en måske upassende følelse i denne sammenhæng – havde vi i stedet valgt München som værtsby, byen, der er gået over i historien, som det sted, hvor en politisk blind britisk premierminister Chamberlain i 1938 mødtes med den tyske nazifører Adolf Hitler, der som motor i en af historiens største og mest fatale militære oprustningsprocesser hyklerisk strakte hånden frem til forsoning.

Chamberlain rejste hjem til Storbritannien med det hjerteskærende misforståede budskab, at han nu havde opnået fred i vor tid, skønt hans forhandlingspartner var et krigsgalt monster. I dag venter der ingen Hitler på den anden side af vores grænser, men der er en planet, der opruster imod os, fordi vi uansvarligt har blandet os i dens love og sat dens selvreguleringsmekanismer ud af kraft uden at tænke over konsekvenserne.

Mayacivilisationen brød sammen, fordi dens almægtige ledere var ude af stand til at se fremad. Tikopias indbyggere overlevede, fordi deres ledere var svage og derfor ikke formåede at blokere den modige beslutning, hvis nødvendighed øens kyndige indbyggere indså. Det taler alt sammen til demokratiets fordel. En beslutningsmodel, der fungerer nedefra og op, ser ud til at være mere effektiv – og virkelighedsnær – end en beslutningsmodel, der fungerer den modsatte vej.

Livet som verdensanliggende

Vores problem i dag er ikke demokratiet, og heller ikke vore ledere, skønt flertallet af dem er så inkompetente, at de synes at fortjene vores foragt i højere grad end vores stemmer. Vores problem er, at det netop er den type ledere, vi ønsker. Vi ønsker ledere, som ikke stiller krav til os, som er uambitiøse indtil det selvudslettende, og så snæversynede, at de ikke virker, som om de går ind for andet end, at dagen i morgen ikke er til at skelne fra dagen i dag.

Klimakonferencens vært, den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen er netop sådan en mand, hvis formatløshed er nærmest monumental, men han er nøjagtig det, hans vælgere ønsker: en garanti for, at deres komfortable liv aldrig vil forandre sig. Han har en eneste historisk opgave, som han vil blive husket for: med sit fumlegængeri at få klimakonferencen til at gå i kage. Han er den globale klimakrises Chamberlain.
Vi elsker vore børn. Vi ønsker alt det bedste for dem. Vi har sørget for, at de har en opvækst, der hvad angår komfort, tryghed og uddannelsesmuligheder er uden sidestykke i historien. Men vi forstår ikke, at vi ikke kan ønske alt det bedste for vore børn uden samtidig at ønske det bedste for planeten. Det er vores skæbnesvangre blinde plet, og det er på grund af den, at vi er i færd med at stjæle fremtiden fra de børn, vi påstår, at vi elsker så højt.

Et privat, lokalt eller nationalt liv, isoleret og uafhængigt af den omgivende verden findes ikke mere. Hver eneste private eksistens, et hvilket som helst liv, uanset hvordan det leves, har globale konsekvenser. Det er ikke et valg, vi har. Det er et vilkår, og hvis vi ikke indser det, risikerer vi bogstaveligt talt at forkæle os selv og vore børn til døde.

Verden er altid større end summen af dens enkeltdele, og det er denne glemte indsigt, vi er nødt til at genfinde, hvis vi skal blive de globale borgere, klimaforandringen kræver, i stand til at give et fælles svar på den største udfordring, vi nogen sinde har stået over for som art.

Frygt kan være en stærk, motiverende kraft. I krigstid kan hele befolkninger uventet stå sammen og give eksempler på uhørt mod, disciplin og opfindsomhed. Det er den form for motivation, vi har brug for nu. Problemet er blot, at på det tidspunkt, hvor konsekvenserne af den globale opvarmning bliver tilstrækkeligt voldsomme til for alvor at skræmme os, vil det være for sent.

Et før og et efter

Alle, der tager den globale opvarmning alvorligt og bekymrer sig for dens konsekvenser, er enige om, at vi kun kan motivere hinanden for de nødvendige forandringer, hvis vi gør det med en entusiastisk og optimistisk stemmeføring og mere end antyder, at den nye verden, vi snart vil befinde os i, ikke kun vil være anderledes end den, vi kender, men i en eller anden forstand også menneskeligt bedre. Jeg kan ikke være andet end enig. Men det kan ikke nytte noget at benægte, at den globale opvarmnings konsekvenser ender med at skabe et før og et efter, et afgørende skel i vores levevis, og at verden efter aldrig vil kunne blive lige så komfortabel og velstående som verden før. Vi vil blive udfordret i det, der er kernen i vores hedonistiske forbrugerkultur, vores forestillinger om en ukrænkelig frihed og en lige så ukrænkelig individualitet. Vi bliver nødt til at gøre, hvad indbyggerne på Tikopia var i stand til, og nordboerne på Grønland ikke var. Vi må ændre vores identitet og skabe en ny.

Vi behøver ikke at opgive demokratiet til fordel for en ny type autoritært samfund, men vi bliver nødt til at føre demokratiet i en ny retning og forestille os en helt ny klasse af politikere med tilstrækkeligt udsyn og mod til også at kræve afkald og ofre af os. Vi må indse, at de politikere, vi i dag vælger til at tage vare på vores fælles fremtid, er livsfarlige drømmere hjemsøgt af den forestilling, at alting kan fortsætte som før. Det er den mest virkelighedsfjerne utopi af alle: at vi kan nøjes med at bestyre verden, som den er. Den, der nøjes med at se på sine skosnuder og ikke kender skyernes sprog, er fortabt i en verden, hvor himlen over os hver dag melder om nye, voldsomme forandringer.

Klokken er syv om aftenen. Det er den 16. december, to dage før klimakonferencen slutter. På tv-skærmen annoncerer Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard, at byens borgere nu slukker for det elektriske lys i en time i en symbolsk anerkendelse af alvoren i de problemer, den globale opvarmning stiller os over for.

Min datter går en runde og slukker for lamperne i stuen og i køkkenet. Også for fjernsynet. Så stiller vi os hen til vinduerne. På den anden side af gaden er der lys i hver eneste lejlighed. Et par gader væk, ned mod havnen, er en 16 etager høj kontorbygning et lyshav, skønt personalet for længst er gået hjem. Også i gården brydes vintermørket af vinduernes hyggelige firkanter af lys.

Det er spisetid i de mange hjem. Eller der er vigtige og interessante programmer i fjernsynet. Man kan ikke bare sådan afbryde mennesker midt i deres hverdag. Livet må jo gå videre.

Min datter skriver små gule sedler, en for hver lejlighed i opgangen. Så går hun ud på trappen og smider sedlerne ind gennem brevsprækkerne. »Sluk lyset! Tænk på klimaet.«

Vil vore børn hade os?Skønt vi giver dem masser af gode grunde til at gøre det, vil de sikkert bruge deres energi på vigtigere ting end os.

Uanset, hvor trist det er at måtte indrømme det, så tror jeg, at det eneste håb, vi i dag har, er den foragt, vi allerede nu ser i vore børns øjne, når deres bekymrede blik et øjeblik strejfer os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Klart tænkt, klart sagt! En mere alvorlig opstilling af de brikker, vi har at flytte rundt med, har jeg ikke læst. Jeg vil ikke engang spørge om, hvad vi nu skal gøre, for det gælder for hver især af os at handle ud fra vores inderste fornemmelse.

Alligevel kommer vi ikke udenom, at morgendagen stiller krav. Her vil vi gøre noget forskelligt, men filosofien bag kan ikke være meget anderledes end det C.J. beskriver.
Man kan håbe på, at den mislykkede klimakonference om ikke andet så vil få endnu flere til at tænke mere realistisk over situationen og handle derudfra.

Hans Jørgen Lassen

Muligvis har jeg misset pointen:

Skulle den være, at Carsten Jensen nu er holdt op med at flyve frem og tilbage mellem London-kæresten og København?

Hans Jørgen Lassen

Inger,

det var sådan set netop Carsten Jensens uvilje til at tilpasse sig, jeg sigtede til.

Skrive op og ned ad stolper og vægge vil han jo gerne.

Men ikke give afkald på flyveturen til kæresten i London.

Han er med andre ord: en hykler.

Inger Sundsvald

Hvor svært kan det være at forstå?

Carsten Jensen får af sin datter smidt lige i synet at han må vælge. Når han gengiver dette pinlige øjeblik, så kaldes det ”selverkendelse”, ”at gribe i egen barm”, ”at se splinten i sit eget øje”, etc. Og så skal han kaldes for en hykler!

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at hvis bare mennesker som Carsten Jensen var politikere, så ville meget se anderledes ud. Ikke fordi det ville give magt, men fordi indsigten ”nedefra” ville blive opfattet som det nødvendige for både ”top og bund”.

Hvor mange landmænd har mon i tidens løb set det uholdbare i svineproduktion med alt hvad det medfører af svineri, på bekostning af jordens naturlige økosystem?

Desværre forholder det sig jo sådan, at for at få den indsigt som Carsten Jensen har, så har man ikke tid til at være politiker, og en politiker har ikke tid til at få den indsigt.

Og hvis alle sejl ikke sættes til i denne debat, så ender det med at Carsten Jensens vidtfavnende artikel drukner i ”hegemoni” og svinske beskyldninger.

Inger Sundsvald

Hans Jørgen Lassen

Du er god til at stille retoriske spørgsmål og afkræve andre svar på den sort/hvide skala: ”Ja/nej?”.

Men hvor stor en hykler er du mon selv? Har du mod til at indrømme egen ufuldkommenhed, eller ser vi her det perfekte menneske, som er holdt op med at slå sin kone?

Personligt mener jeg topmødet burde have foregået i Folkekongressens lokaler i Wien. For som datidens ledere ikke forstod/formåede/ønskede at undgå krig, vil den nuværende mangel på handling føre til krig.
Vi tager livet af os selv før Gaia når at hive stikket.

De eneste løsninger kommer nedefra. Eliten vil aldrig kunne se ud over deres egen navle, mens sultens slavehær intet har at miste.
Hvis du har forberedt dine børn til den situation vil de ikke hade dig, men hvis de tror de er født til et liv på første klasse, bliver de nok skuffede.

Vil vore børn hade os?

Tjah, rollingerne vil nok ikke være særlig imponerede over Anders Fogh Rasmussen, og Lars Lykke Rasmussen, når de engang læser i fremtidens historiebøger...

Marianne Mandoe

Nu siger jeg det for omkring 117ende gang.
PLANETEN FORSVINDER IKKE HVIS MENNESKET IKKE KAN FINDE UD AF AT TILPASSE SIG.

Mennesket forsvinder en dag. Hvor hurtigt det sker afhænger af hvor gode eller dårlige vi er til at tilpasse os.
Men uanset om vi er her eller ej, så fortsætter LIVET på planeten jorden.

Det bedste vi kan gøre for at overleve er at nedsætte al forurening, ikke bare CO2.
At mindske vores antal. Et-barns-politiken er et godt bud. Og så lære at tilpasse os.
For livet omkring os tilpasser sig en foranderlig verden meget bedre og hurtigere end vi gør. Og hvis vi ikke følger med, så bliver vi udkonkurerede.

Maria Francisca Torrezão

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, som man siger.

Det er derfor mit håb, at vi, efter COP15, bliver fri for disse yderst velmenende, men desværre dybest set camouflerede ”Rudyard Kiplingske” analyser.

I modsætning til Carsten Jensen, som mener at ”vi” skulle have valgt München, som værtsby for Klimatopmødet, mener jeg at ”vi” skulle have blandt os udenom FN’s turnusordning og lade COP15 blive afholdt i Latinamerika/Brasil, som planlagt.

Men ellers – ja – lad os slukke lyset, det er det mindste vi kan gøre.

Niels-Simon Larsen

Ang. Carstens kæreste:
Det er fuldstændig vanvittigt at trække den detalje frem. Det skete også ved Jakob Holts artikel. Der var det hans barn, han havde sat i privatskole, der blev tværet i.

Når man ulejliger sig med at skrive et gennemtænkt oplæg, skal det mødes af gennemtænkte svar. Somme tider kan jeg ikke forstå ud fra svarene, at de pågældende holder en ’tænksom’ avis som Inf.

Forummet her er som en park, let at hærge. Dumme svar skal vi bare gå forbi og så ellers koncentrere os om de gode. Man kan jo også ret hurtigt se, om et svar er velment, eller om det bare er en, der har tabt hovedet på tastaturet og kommet til at trykke på SEND.

Marianne Mandoe:
Mennesket forsvinder en dag.

Med mindre vi bliver brændt væk i et meteornedslag, kan jeg ikke se hvordan mennesket skulle forsvinde som art …men måske transformeres vi til cyborg’er og ender som rene cyb'er - jeg kan i den forbindelse anbefale Stanley Kubric/Steven Spielberg’s film "AI" ...et mesterværk

Hans Jørgen Lassen

Nej,

Niels-Simon, det er ikke vanvittigt at trække den detalje frem

Den viser, hvor lidet seriøs Carsten Jensen er.

Han vil gerne lufte sin "bekymring" for miljøet. Men selv, personligt, vil han intet ændre. Han vil flyve, som han altid har gjort - alt imens han kritiserer andre for at svine miljøet til.

Selvfølgelig vil vores børn ikke hade os. Vi skal jo ikke have nogle børn, da de er nogle enorme CO2-udledere. Nu kan vi kalde dem der får børn for nogle miljøsvin.

Niels Henriksen

"Alligevel syntes jeg, det var usædvanligt, at et barn på 11 bekymrede sig om, hvorvidt den klode, hun boede på, overhovedet havde plads til hendes børn og børnebørn."

Hvis Carsten Jensen ellers fulgte bare en lille smule med i debatten, ville han vide, at skoler og institutioner i det ganske land i øjeblikket hærges af selvudnævnte klimaambassadører, hvis fornemmeste opgave er at jage en skræk i livet på de små poder.

I realiteten er der tale om mental børnemishandling og selvom Carsten Jensen's datter virker som en særdeles opvakt 11-årig, må man dog håbe, at hun ikke render rundt med en evig angst for jordens snarlige undergang pga. disse dommedagsprædikanter.

Gert Lünekilde

Man kan overveje om der er stof i Carsten Jensens indlæg, man intellektuelt kan reflektere over. Om der er vinkler, sammenhænge eller budskaber der er værd at spilde sin tid med eller om der er beskrivelser som har en gyldighed, for så vidt at nogle læsere måske genkender mange af de tanker og oplevelser CJ prøver at kaste lys over.

Eller man kan beskæftige sig med om CJ flyver til l´London engang imellem.

Jeg fortrækker at tage tråden op fra CJ´s budskab.
Det vil jeg læse en gang til, lade tankerne fare i alle retninger og sammenholde det med mine egne erfainger, holdninger, mine egne vinkler og associationer, det bringer mig vidt omkring.
Så kan vi nok senere finde en bedre løsning på
CJ´s CO2 forbrugende flyveture senere.

Han bor sikkert også i Villa og har scoret skattefri
friværdigevinst på bekostning af andre samfundsgrupper. Han har sikkert beriget sig, eller han har forbrudt sig på anden vis. Ren spekulation,

Ligenu er det jo ikke miljøet der er vores problem, det er vores adfærd.
Vores fordummende accept af nysprog og rensprog
der renser vores intellekt for enhver kritisk og nuanceret tilgang til verden og som efterlader rum for endeløse ligegyldige diskusionner der ikke fører videre.

Tak til Karsten Jensen for et indlæg båret af vrede og indignation og alle de urfølelser som vokser i
barnets hjerte.
Den engelske forfatter Ben Okri vl jeg citere for at sige,"der er for lidt vrede i verden"
Ben Okri taler om den vrede der aldrig vågner når menneskers adfærd bliver umenneskelig.
Lyt tll dit barn og du skal kende sandgeden.

Den store hovedrystende jubeloptimisme består i
at opretholde mantraet om at vi kan forsætte det frie
kapitaliske markedsvilkårlige forbrugeradfærdsregulerende system med fortsat vækst, fuldstændig som hidtil. Vi bliver endda istand til at tilpasse os sideløbende klimaændringer og øse ud af øget vvelstand til en stadig stigende verdensbefolkning.
ALT SAMMEN blot ved at bygge vindmøller og solceller til hinanden og brænde al biomasse i nye
fushionshybridbiler. Teknologien er gud og har frelst os i utallige Hollywwodproduktioner og i vores drømme er det allerede en virtuel realitet.
The matter dreams are made of.......

En velskrevet artikel som vækker til eftertænksomhed.

Carsten Jensens datter spørger: "Kommer jeg til at få børn? Og hvad med børnebørn"

Svaret er: ja måske, men sikkert færre end tidligere generationer. Dette skyldes ikke kun vores forvaltning af miljøet, men også, for at bruge modernitetens merkantile sprog, at vi har "prissat" børn så at de ikke længere kan konkurrere på "markedet". De kan ikke konkurrere med forældrenes lange uddannelse og de anses (fejlagtigt) ikke længere for nødvendige for forældrenes forsørgelse i alderdommen. I Tyskland får 1/3 af kvinderne ikke længere børn.

Vi har skabt et samfund som bruger planeten som en losseplads og hvor børn er blevet en luksus. Markedsøkonomien er omsider nået dertil, at den art som skabte den ikke længere selv er et konkurrencedygtigt "produkt".

Om Carsten Jensen tager flyet eller ej er for så vidt ligegyldigt. Hvis han rejser med SAS kan han booke en billet, hvor han betaler for sit forbrug af CO2 på flyrejsen.

Blot er det ej det, som dette må, skal og bør handle om. Det moderne liv kan ej klare sig uden flyrejser. I stedet må vi kræve at politikerne i EU, og andre steder, kræver, at der udvikles fly-benzin som er mindre forurenende end den der bruges i dag. Vi må, bør og skal også kræve at den olie/benzin, som bruges i skibs-farten bliver ej heller bruger så meget C02 som nu. Hvad nytter det at samtluge hus-stande i København slukket lyset i en time? når A.P. Møllers olie-tankere bruger ekstremt meget CO2?

Hvad der er brug for fra de riges (dvs. især vestens side) er teknologisk hjælp til f.eks. Brasilien, Indien og Kina til at omstille deres industri-produktion såvel som anden produktion, så den bliver mindre CO2 forurenende. Og så advare dem imod at adoptere/overtage den vestlige livsstil med at spise så ekstremt meget kød som vi gør.

I Danmark er der ca. 35 millioner svin (mener jeg); mon ikke det tal kunne bringes en tredjedel ned. Så undgår vi også skulderskader mm. på grisene.

Meget er sagt om køerne og deres prutter. Ja, køerne prutter, men ikke i Danmark. Og det er fordi køer i Danmark i dag går rundt indenfor. Deres prutter kommer slet ikke udenfor, men bliver holdt indenfor - i store løsdriftsstalde. Kun økologiske køer kommer på græs. Og det er godt, fordi de så afgræsser jorden, engene og markerne.

En anden ting er vores overforbrug. I de gyldne år i 1990erne smed vi først det gamle billedrørs tv ud; så fik vi et 100 hertz tv; et fladskærmstv eller fire har vi nu. Og alt sammen sluger de strøm. Det samme gør opladerne til mobilerne, ungernes spille-konsoler og meget andet elektronik.

I dag var jeg f.eks. ude at købe ind i Bilka (skulle have en slange og bruser til mit bad - fordi der var hul i den gamle bruseslange). Før jeg var i Bilka var jeg i Elgiganten eller var det mon Expert.
Anyway, der så jeg en dame tage en elektronisk billedfremviser; en sådan bruger strøm, tænker jeg. Den er sikkert vældig smart, men er den for os en nødvendig. Nej, den er ej. En anden dag var jeg hos Imerco; en kunde ville have en elektrisk knivsliber. Hvad er der nu galt med det gode gammeldags strygestål, tænkte jeg. En anden ville have en kaffekværn (som sikkert aldrig bliver brugt).
Igen er den elektrisk; et luksusitem(ting) er det jo. Og unødvendig er den jo - medmindre man absolut synes at kaffen skal være en bestemt sort, som så....

Meget er også sagt om transport af varer, f.eks. fra Italien. Her er det desværre blevet sådan, at varer fra f.eks. Spanien eller Italien er bedre for miljøet, ja også i CO2 udledning, da de f.eks. tomater og andre eksotiske frugter bliver varmet af op af sydens sol, inden de flyves, afskibes, eller køres til Danmark. I Danmark bruger man nemlig nu at dyrke f.eks. tomater eller kartofler i spagnum, og så tilsætte de nærings-salte, planterne har brug for. Og det hele sker i drivhuse som opvarmes eller under store plastic-dækker, hvor man også opvarmer planterne.

En anden ting er emballagen; ofte er der alt for meget emballage omkring vore varer. Og en helt tredje ting er altså, at vi, hver familie, i Danmark, smider ca. 250 kg mad ud - hvert år. Jeg forsøger at begrænse mine indkøb til det mest nødvendinge, men det er svært. Især fordi supermarkederne stadig tror, at der kun bor familier med to eller tre børn i Danmark.

Om Carsten Jensens datter kommer til at få børn eller børnebørn, ved jeg ikke...

Det kan tiden vise...

Jamen, det er jo netop det der er pointen. Vi ved det jo godt. Men ingen - absolut ingen - gør noget!

Og pointen med at vise at jeg var i Bilka for at købe en ny vandslange til min bruser, fordi den gamle dryppede, var jo at vise, at jeg også gør mit + har sparepærer.

Pointen er jo også at vise, om vi så allesammen skiftede til sparepærer mm. - så hjælper det jo ikke noget hvis skibstrafikken mm. stadig udleder CO2.

Jeg mener bestemt ikke, at landmændene er nogle svin. Pointen er at vi må tage os sammen til igen at producere mad på en bæredygtig måde. Og fly - og skibstrafikken bør bestemt da ej heller skære ned på aktiviteterne. Der skal bare udvikles nye typer fly og skibs-brændstof.

jennifer conway

Such a clear, concise and moving piece of literature...thank you, Carsten.....and , yes, it is time we of the elite/mddle classes became accountable to our children and to our global, not merely national, ethnic, or religious, communities......and simply to the seasonal and unseasonal uncertainties of Nature.

uha en gang teatralsk patos, incl de oblikatoriske maya indianere ,nordiske mytologiske figurer og inuitter , som selvfølgelig er de ellers opdagelsesrejsende nordboere overlegne på alle tænkelige måder !

Vi står midt i et paradigmeskift og CJ står desværre på den isflage som brækker af.
CJ blev ,som sin datter idag, sikkert selv ulejliget af datidens selvbestaltede experter i sin skoletid som indprentede ham naturen er uundværlig, hver uddøende dyreart er et tab for menneskeheden, demokrati og menneskerettigheder kommer til at regere verden når de sande politiske idealer har overvundet den vestlige verdens/hvide mands ondskab og forbrydelser, etc etc etc.

Dette klimatopmøde sætter streg under de nye magtforhold i verden.
Verdens mægtigste land er et diktatur, Kina. Kina er hele verden sweatshop og ejer USA, har opkøbt stort i vest-europa.
Det er ikke vesten der forandrer og demokratiserer verden, det er verden som kommer til vesten iform af indvandring , flygtninge. Det er verden som forandrer vesten, feks ved at reetablere religion som en magtfaktor i vestlige samfund.
Man kunne blive ved med at nævne alle de virkelige hændelser som direkte modbeviser de tvangstanker som CJ og alle andre danske/vestlige skoleelever fik indprentet dengang.

Om de tvangstanker omrejsende selvbestaltede klimaexperter i nutiden indprenter i de unge ,incl CJ's datter, er religion eller fakta kan kun tiden vise.
Sikkert er det at nutidens unge kommer til at leve i skyggen af disse indprentede tvangstanker.

Det er verden som forandrer vesten

Fordi vesten har droppet sin oprindelige kultur til fordel for 'the american way' ... og det bytte er uden solide menneskelige værdier - og derfor risikerer vi at bliver rendt over ende ...

United Bluf

...............en der lever af sine meninger.
Men jeg lufter blot mine fordomme ( undskyld
Carsten Jensen......Du er ikke alene ).
Topmødet var et flop, men måske en øjenåbner for mange. Der er jo ikke noget der tvinger Danmark,
til bevidstløst, at følge USA ind i blindgyden. Vi ku´jo starte med at vælte den siddende regering..............
Luftforandring, om jeg så må sige...Sweet Dreams!

Beklager Bill Atkins, selvom jeg godt kan følge hvor du vil hen, så fristes jeg til at dissekere lidt : Tag det pænt, nothing personal, din tekst bliver bare brugt som 'trigger'.

Ang. det du benævner 'vestens oprindelige kultur', som har overgivet sig til the american way ?
En sådan eventuel oprindelig vestlig, US-bluff-fri kultur er vel den som mødte sit waterloo i 1945.. Savner den så meget ?.

Nej egentlig ikke. Da var den allerede degenereret til pagan forvirring, udløst af at videnskaben beskæftigede sig voldsomt meget med metafysik fra 1880erne og frem i en bekymring over at 'Gud' skulle være død. Det var ikke særlig videnskabeligt og blev enden på 'vestlig oprindelig kultur' som vi kender den fra Det Hellige Romerske Rige etc....

peter fonnesbech

Utroligt at læse alle de negative indlæg overfor CJ.

Har i ikke noget mere konstruktivt at bruge tiden på eller er i alle barnløse.

Cj`s perspektiv er rigtigt og vedkommende.
Vi bør se sagen fra børnenes perspektiv, da det er deres fremtid det gælder.

Og så vi have et tiltrængt opgør med vores selvopfattelse som forbrugere.

Det er her det største problem ligger for mig at se.

Verden danser jo stadig i de samme taktarter om gulvkalven som den altid har gjort, og næsten alle medierne byder hele tiden op til dans.

Public service og reklamekroner.

Et spørgsmål om overlevelse vil de alle sige for at undskylde sig.

odd bjertnes
Jeg ønsker ikke at skrue tiden eller kulturen tilbage...
Jeg ville blot ønske at Danmark i højere grad havde satset på et nordisk kulturfællesskab på grænsen mellem USA og Sovjetunionen, samt en større folkelig bevidstgørelse om værdien af den sociale politiske samfundsmodel.

Den hurtige tilslutning til Nato uden en folkelig debat var første skridt i en undergravning af de enestående kulturværdier, der var skabt af en stærk fagbevægelse i klinch med den kapitalistisk klasse. Næste skridt i denne underminering af den sociale samfundsmodel var et knæfald for den amerikanske forbrugsmodel som åbnede op for en helt ny klasse af liberalister, der ikke var værdiskabende i samfundet, men udelukkende koncetrerede sig om handel og import og eksport...

En kultur der ikke udvikler sig er dømt til undergang - en kultur der glemmer sin baggrund er et forræderi.

@Niels-Simon Larsen: "Forummet her er som en park, let at hærge. Dumme svar skal vi bare gå forbi og så ellers koncentrere os om de gode. Man kan jo også ret hurtigt se, om et svar er velment, eller om det bare er en, der har tabt hovedet på tastaturet og kommet til at trykke på SEND."

Fuldkommen enig, og tak for det billede (med hovedet og tastaturet) - dejligt med et grin her til morgen.

Hvis man vil lære noget af Brokenhagen, er det at man ikke kan tørre sit ansvar af på politiske ledere. Vil man have gjort tingene ordentligt, må man gøre dem selv.

Derfor blev klimakampen ikke tabt i Bellacenteret. Det blev blot slået fast, at planetens fremtid beror på dig og mig.

Positivt er det også, at vi nu ved hvem fjenden er, nemlig olieindustrien og dens lakajer. Og på nærmeste plan, søfarten og den private bilisme i Danmark!

@Inger Sundsvald: 'Når han gengiver dette pinlige øjeblik, så kaldes det ”selverkendelse”, ”at gribe i egen barm”, ”at se splinten i sit eget øje”, etc. Og så skal han kaldes for en hykler!'

Fuldkommen enig. Jeg sad i går med nogenlunde de samme tanker efter at have læst Hans Jørgen Lassen's kommentar. Der er selvsagt en meget væsentlig forskel på at turde erkende, at man selv er en del af problemet, og så det at benægte enhver form for medansvar. Førstnævnte er nemlig, modsat sidstnævnte, et nødvendigt skridt imod forandring.

@asger pedersen: "Ingen, absolut ingen, er parate til at acceptere en lavere levestandard på den konto."

Vil du hermed påstå, at du kender samtlige - hver og én, rub og stub, altså - menneskers grundlæggende værdier og forandringsvillighed med hensyn til denne problematik? Sådanne alt/intet påstande er sjældent hverken kloge, præcise eller rimelige, således heller ikke her.

Det er dybt usmageligt at opleve personlige angreb; det er altså ikke det som det handler om.
(og undskyldning accepteret, Anders :) )

Og bæredygtig behøver altså ikke betyde økologisk. Man skal bare indføre det gode gamle princip om skiftebrug, hvor man har en afgrøde på en mark et år, en anden et andet andet og det tredje år ligger jorden brak. Så får jorden/marken tid til at hvile og aflufte, inden der kommer afgrøder i den igen.

Mht. konventional landbrug er det sådan at ca. 80% af det korn, der dyrkers bruges til - dyrefoder. Vi bliver altså nødt til at sætte vort (Vestens) forbrug af kød ned. Og regnskoven bliver fældet for at give plads til soja-bønner - som bruges til foder for grise.

Og ja, man bliver nødt til at flyve på jet fuel; blot siger jeg, at det mp være muligt at udvikle en bedre jet fuel. Men se om politikerne vil kræve dette.

Kan I huske da hele køleskabs-industrien råbte og skreg, fordi freon nu blev forbudt i f.eks. køleskabe og frysere? Det kan jeg - indtil politikerne satte triumf på - så rettede de ind - og fandt andre måder at holde køleskabe koldt på.

Mads Keiser-Nielsen

Jeg forstår virkelig ikke helt, hvad det er Carsten Jensen vil ha' vi skal gøre?
Vælge nogle andre politikere? Har Carsten Jensen nogle bud?
Vi kan alle stille diagnosen (Politikerene er dumme, vi sviner, Jorden bløder, Lomborg har en kropsnær trøje osv.), men hvad er kuren?
At vi alle sammen skal tage os sammen, det er jeg med på, men hvad skal vi gøre? Sådan helt konkret .

I min (ikke altid helt pålidelige) krystalkugle, skal vi nok forberede os på at WWIII løber af stablen, lang tid før det første menneske dør af klimaforandringer.

Den der krystalkugle du kigger i .... er du sikker på det ikker et bagspejl ??

jeg prøver lige igen

I min (ikke altid helt pålidelige) krystalkugle, skal vi nok forberede os på at WWIII løber af stablen, lang tid før det første menneske dør af klimaforandringer.

Den der krystalkugle du kigger i …. er du sikker på det ikke er et bakspejl ??

Den vigtigste parameter er befolkningstallet. Mennesker kan formere sig nærmest eksponentielt, og kan på få hundrede år overbefolke en planet langt større end jorden.

Hvis man ikke må tale om dette, er teknologiske fix den næste mulighed.

Dobbeltmoralske klynkerier nytter ikke noget.

Kun en meget lille del af den teknologi vi kender i dag havde eksisteret, hvis den skulle have været udviklet i en markedsøkonomi.

Investorer ønsker hurtigt afkast, og de langsigtede strategiske udviklingsprojekter (horisonter på over 20 år) som Den Kolde Krigs planøkonomi medførte, kunne ikke have set dagens lys uden denne statsdrevne motor.

Hovedparten af de store hi-tech firmaer der findes i dag, var oprindeligt spin-off fra de store statslige projekter.

De teknologiske fix (nulenergi-huse - elbiler der oplades af vindmøller o.s.v.) er teknologisk set banaliteter sammenlignet med, hvad våbenkapløbet præsterede.

Teknologisk udvikling og markedsøkonomi passer bare ikke så godt sammen, hvis den teknologiske udvikling skal præstere andet end banaliteter (f.ex. nyt bagtæppe til skrivebordet).

Investorer gider nemlig ikke blive ved med at poste penge i et bundløst hul, som tidligst om 10-20 år (om overhovedet) vil begynde at give overskud.

Markedsøkonomi kan derimod fint fungere for småvirksomheder rundt omkring et stort statsdrevet "lokomotiv".

Før vi får aftraumatiseret ordet "planøkonomi" kan vi intet stille op.

"Mads Keiser-Nielsen siger:
Jeg forstår virkelig ikke helt, hvad det er Carsten Jensen vil ha’ vi skal gøre?"

ehe, god kommentar.
For CJ kommer aldrig til løsninger eller forslag.
Hans projekt er at fortælle alt vi o du har gjort til nu har været forkert.
CJ's bevisførelse består som sædvanligt at romantiske forstillingen omkring naturfolk, myaer, inuitter, indianere osv.

CJ har desværre ingen visioner,løsningsforslag , jeg er da oss helt sikker på han stadig tager flyveren til kæresten i London.
Han er fuldstændigt lisså selvisk , ufleksibel og tunnelsynet som den vestlige kultur han altid har revset.

Peter B. Jensen

Det er bagsiden af den Darwinisme som vi længe har hyldet, når den kunne give os moralsk rygdækning i at vi var 'the fittest' og derfor bedst fortjente at overleve. 'Survival of the fittest' fortæller implicit også historien om de ikke tilpasningsdygtige, altså dem der ikke overlever. I trusselsform kunne den måske omskrives til 'adapt or die'.

Carsten Jensen udstiller, med sig selv som eksempel, problematikken i at dette naturligvis skal indpasses andre af livets prioriteter. Kærligheden skal også varetages, og fra tid til anden kommer vores forskellige, og hver især rigtige, dispositioner i konflikt. I disse dage står der klima overalt, hvilket er ganske naturligt, da vi lige har været fokuspunkt for hele verdens opmærksomhed på denne udfordring. Men der findes næppe mange som vil ophøje klimaet til fremover at skulle være den eneste parameter i alt hvad vi foretager os, så den antager form af en ny religiøsitet.
Grundet det eksistentielle problem, hvis ikke klodens klima er menneskeværdig, er det dog et problem som vi ikke kan undsige eller underprioritere - uanset hvad vores idealer så får være.

Det første skridt er erkendelse. Der er stadig mange som ikke vil erkende det, nok fordi kravet det stiller lægger begrænsninger på deres frie udfoldelse. For dem er det lettere at pege på andres hykleri og kræve at man lever som rendyrket asket i en hule, før man har moralsk berettigelse til at udtale sig. Gad vide, hvis dette skulle være betingelsen, hvor meget vi så egentlig kan ytre os om?
Men erkendelsen synes at have sneget sig ind mange steder, og mere væsentlig så er den ufravigelig, for vores afkom. Dette er ikke en udfordring som vi løser på en generation, og så går videre med business as usual. Det er, som Carsten siger, et spørgsmål om at indrette os efter forholdene - og her er det forandrede forhold menneskets egne evner.

Det næste skridt er vel at finde løsningerne. Tage fat om nældens rod og luge ud i den praksis, der har ført os til at glemme biologien, alt imens vi kultiverede teknologien og de mirakuløse landvindinger den har bidraget med. Her kan jeg, for en sjælden gang skyld, give Lomborg og co. ret i at vi ikke skal udelukkende fokusere på kuldioxid. Med eksperimentering i generne, kemisk kontrolleret bearbejdning af alt hvad vi omgiver os med, og introduktionen til nanoskalaens forunderlige univers, er den selvskabte trussel et uhyre med mange hoveder - inklusive dem vi ikke har opfattet endnu.
Så løsningen kan ikke, som vi typisk har været vant til, være symptombehandling hver eneste gang vi ser en balance der vakler. Det må og skal være en gennemgribende revurdering af vores forestilling af det gode liv, denne gang med forbehold at det gode liv er det globalt anliggende, og ikke bekvemt kan afgrænses til et nationalt forehave hvor vi kan eksportere de negative omkostninger ud af systemet.

Nogle af løsningerne ligger hos individet. At tænke over vores forbrug, vaner og mønstre, så vi i det mindste ikke dyrker et unødigt overforbrug. Andre dele ordnes bedst i de fællesskaber der allerede indgår i vores identitet, nationalt eller kulturelt. Det kunne til eksempel være at opdyrke den kollektive brug af redskaber, så vi ikke hver især behøver eje den maskine vi benytter en gang om året. En udvikling der har været helt i tråd med produktionssamfundet, hvor flere enheder betyder større profit, og som har fordret prestige i at eje flest ting, uanset om de forbedrer vores liv andet end som symboler.
Men den helt svære udfordring, som klimatopmødet effektivt udstiller manglen af, er at oparbejde en global instans, så arten kan agere som enhed imod de trusler der udfordrer os alle. Ikke nødvendigvis en global regering, der på sigt vil have beslutningsret om vi må bære tørklæder eller ej, men en moralsk bemyndiget og handlekraftig enhed der kan sætte foden ned, når og hvis en udvikling antager et faretruende omfang.

Vores børn vil utvivlsomt forbande os for nogle af vores prioriteringer, lige som vi selv kan kigge tilbage på historien og mene vores. Hvis de kommer til at hade os er det fordi de ikke forstår os, for vi har jo gjort det hele i den bedste mening, og uanset hvad er vi forudsætningen for at de overhovedet findes. Men vi afkræves også at indtænke dem i vores beslutninger, hvis vi respekterer at livet er andet og mere end blot os, lige nu og her.

Jeg beklager den lange smøre, men det var et godt og inspirerende indlæg fra Carsten Jensen side:)

Peter B. Jensen

@Gorm Petersen
Hvis befolkningstallet er den største udfordring, er det vel endnu mere væsentligt, at vi kigger på hvad i vores egen udvikling der grundlagde en befolkningsbegrænsning. Vi kan mene, så meget vi vil, at tredieverdens lande skal begrænse deres befolkning, men hvis det er et krav for deres overlevelse i alderdommen at have subsidierende afkom. Så grundlæggende tror jeg svaret er det samme. Giv dem bedre levevilkår, så de ikke er afhængige af storfamilier.

Til din anden pointe, så er det jo svært at sammenligne med kontrafaktisk historie. Du har ret i at vi har meget udvikling, som er resultatet af vores iver for at lære nye og bedre metoder til at slå ihjel - men gad vide om vi ikke kunne opnå det samme, hvis vi havde lagt den indsats på fredelige forhold?
Det samme gælder for markedsøkonomi. Det er for mig ikke overraskende at et konkurrencesamfund udkonkurrerer et samarbejdssamfund - lige som en idiot med en pistol vil vinde over et geni med en kuglepen i en duel.

En fælles myndighed har lettere ved at prioritere hvilken retning vi skal tage, og her har du nok ret i at det derfor er svært for dem at se ud over egne forestillinger - hvilket kan hæmme innovationen.
Men markedsøkonomi har også sine bagsider. Når succeskriteriet blot er at producere, fremelsker vi en tendens hvor vi også gerne producerer ligegyldige, uoverflødige og direkte skadelige ting. Hvor mange mennesker er 'beskæftiget' med at presse os til at købe, så meget at vores medier nu er på vippen til at blive afhængige af disse underlødige budskaber blot for at overleve - for blot at tage én markedsdrevet udvikling.

Det bør være en afbalancering, lige som den politiske pendulfart, imellem det individuelle og det kollektive.

"Det bedste vi kan gøre for at overleve er at nedsætte al forurening, ikke bare CO2.
At mindske vores antal. Et-barns-politiken er et godt bud. Og så lære at tilpasse os."

Og vippe magtbalancen endnu et alderstrin op (i 'demokratiet's navn)? Nej tak. På baggrund af artiklen vil jeg gerne slå endnu et slag for at vende myndighedsalderen (inkl stemmeret) på hovedet: fjerne minimumsalderen men sætte et loft på - skal vi sige 45 år.

Udover den indlysende inkompetence der følger med aldringens egenskaber: magelighed, fantasiløshed, bestikkelighed, assimilation (/uddannelse/tilpasning til idealerne) etc etc., kan vi nu tilføje endnu et element til alders-fascismens uretfærdigheder: virker det ikke uansvarligt, at lade en flok magelige, gamle egoiste bestyre en fremtid de ikke selv har del i? Kan det forsvares (og i så fald: hvordan?), at disse tydeligvis inkompetente mænd får lov at ødelægge det hele før de lægger sig til at dø i fløjels-polstrede kister?

Et-barns-politik er slet ikke nødvendig, nærmere skadelig. Fratag i stedet folk myndigheden inden de når den alder, hvor de kun kan se deres egen død i øjnene, og bekæmper ethvert fremtids-hensyn og mådehold, som de nidkære nihilister magten og mageligheden nu engang har gjort dem til.

På vegne af min generation,
Andreas Jensen

John F,

Selvfølgelig kender jeg ikke alle, men

Cj s moralske opstød, ændring i livsførelse etc, hænger ikke sammen med de fysiske realiteter, som er, at alene frembringelsen af føde til de ca. 7 mia. indbygger på planeten, kan ikke lade sig gøre uden et kolosalt input af energi.

For tiden kommer den energi i det væsentlige fra afbrænding af fossiler.

Uanset, at vi finder ud af at lave mere energi effektive løsninger såsom, nøjsomme afgrøder, lavenergi belysning, får kreatuere til at holde op med at bøvse metan osv osv, så vil vores energi budget stadig indeholde en kæmpe manko.

Hvis vi ikke vil fylde mankoen med fossilt energi er der kun to veje. Laver antal indbyggere og/eller teknologiske fix.

Når jeg siger at ingen, absolut ingen, vil skærer i deres levestandard så er det i lige så høj grad et udtryk for, at det heller ikke er muligt for nogen.

Hvis du eller jeg ville leve et 0-energi liv så er det muligt. Men det kræver areal. Ved at optage det areal så holder vi nogle andre væk fra samme mulighed, også går regnskabet ikke op. Det kan kun kompenseres med energi, eller ved at slå nogen ihjel.

Derfor er filosofkonger, der prædiker hænderne over dynen ikke bevendt til noget som helst.

Det er der i mod, de landmænd, smedemestre og ingeniører som skal lave de fix, der gør, at vi kan høste energien fra solen på et langt tidliger tidspunkt end de 2 - 3 hundred millioner år der er tilfældet med fossiler.

I øvrigt er det her ikke et problem. Planeten skal nok klarer sig. Kan indbyggerne ikke indrette sig så er det vind eller forsvind.

den nye forestilling om en miljø rigitg, co2 rigtig verden er lisså realistisk som den gamle forestilling om en demokratisk verden hvor demokrati som en naturlov overvinder alle andre og underlegne styreformer.

@asger pedersen: Det var mere fornuftigt. Jeg er enig i det meste af det, som du skriver, men jeg har oprigtigt svært ved at se, at det ikke skulle være muligt at skære i vores/nogens levestandard. Hvorfor dog ikke? Hvorfor skulle det kræve mere areal at begrænse sig?

Hans Jørgen Lassen

C. Jensen skriver:

Alligevel tror jeg ikke, at nogen tidligere generation vil blive dømt så hårdt som vores

Nå, så det tror Jensen? Hvorfor tror han mon det? Har han noget som helst belæg for dette gætteri?

Hvem skulle i øvrigt dømme? Kan Jensen også forudsige, om dommen eventuelt vil blive afsagt med dissens?

Endelig, og det er selvfølgelig det værste: Hvordan kan nogen over en kam dømme en hel generation?

Jamen, det giver jo slet ingen mening, og udstiller Jensens ideologiske tågesnak i al dens mangel på substans.

Generationsracisme?

Han skriver videre (for han skriver jo meget):

Den påstand, vi så selvtilfredse smykker os med, at vi overdrager dem en verden, der hvad angår velfærd og komfort er uden sidestykke i historien

Hvem smykker sig med denne påstand? Hvem er selvtilfreds?

C. Jensen?

Eller er der bare, som så mange af Jensens udsagn, tale om en ansvars- og adresseløs blafrende påstand?

Vil vore børn hade os?

Som Storm P. sagde, så er det svært at spå, især om fremtiden.

Jensens spørgsmål er aldeles meningsløst, tomt, hult og absurd.

Han kan eventuelt spørge sin datter, om hun hader ham, hvad hun næppe gør, for han er givetvis en kærlig far, selv om han er en elendig ideolog (men en glimrende skønlitterær forfatter).

Her siger han dog noget rigtigt, men rigtigt af en forkert grund:

Jeg ved ikke, om spørgsmålet, hvad vi vil med verden, længere giver nogen mening.

Grunden til, at dette er rigtigt, er, at der ikke findes noget “vi”, i denne sammenhæng.

Men igen er Jensen typisk ideologisk; det er typisk ideologisk at operere med svævende, abstrakte størrelser som et altinkluderende “vi”.

Nordboerne kunne ikke leve uden den tanke, at de var de overlegne. De spændte brynjen og stod fast på deres værdier. Den stædighed døde de af.

Den påstand er nok vanskelig at bevise rent historisk.

Men måske er det heller ikke væsentligt. Det væsentlige er nok ideologisk, at hudflette nutidens nordboere = danskere. De er faneme så dumme! Lige så dumme som deres forfædre.

Eller er der en anden, mere konstruktiv pointe?

den foragt, vi allerede nu ser i vore børns øjne

Hvis han ser foragt i sine børns øjne, må han jo gøre noget ved den sag.

Og i øvrigt må han tale for sig selv. Dette “vi” er ikke velanbragt. “Vi” ser ikke foragt i vore børns øjne - og det gør Jensen sgu nok heller ikke selv.

For at omskrive gamle grækere til nutidssprog:

Demokrati dur ikke. Halvdelen af alle vælgere er dummere end gennemsnittet, så det bliver en kamp om, hvem der er bedst til at narre denne halvdel af vælgersegmentet.

Da det næppe kan sandsynliggøres, at de politikere der har de mest skrupelløse spindoktorer (tænk på Bush-geniet Karl Rove) også skulle være dem, der giver den bedste ledelse, er demokrati-ideen dødsdømt på forhånd.

Demokratiet er derfor et "mislykket socialt eksperiment" (med eller uden hashboder).

Lad os spørge CEPOS hvordan vi løser klimakrisen. Lur mig om der ikke kommer noget metafysik med "usynlige hænder" og deslige.

Sider