Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
»Min mand, Søren Mørch, har lige skrevet to store og tykke bøger, Store Forandringer og Vældige Ting, som man skal læse, hvis man gerne vil have genopfrisket og udvidet sin viden om, hvordan og hvorfor den verden, vi lever i, er blevet, som den er. Bøgerne indeholder til sammen 124 fortællinger, der kan læses forfra eller hver for sig i den rækkefølge, man selv synes passer én bedst. Jeg vil anbefale, at man begynder med det, man kender bedst, f. eks. om H. C. Andersen, der kører med jernbane eller om Hitler som kunstner. Man kan også begynde med Luther eller Napoleon, eller om jøderne. Hvis man bliver ved, vil man opleve, hvordan historierne supplerer hinanden og danner en helhed, som er ny og overraskende og som gør, at man selv kan tænke videre.«
Amerikaniserede vaner
Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
»Det er svært at besvare, fordi bøger betyder noget forskelligt i forhold til, hvor man selv er i livet. Min far læste Jack Londons Ulvehunden højt for os, da jeg var barn, og ved nylæsning kan jeg se i hvor høj grad den afspejlede hans egen tro på, at menneskene selv kan bestemme over deres liv. Det var miljøet, påvirkningerne, kærligheden eller den manglende omsorg, der er afgørende ikke generne. «
»Doris Lessings bog Shikasta betød meget for mig, da den udkom i 1980, fordi den igennem science fiction-formen fortalte mig noget nyt om den tid, jeg selv levede i, og jeg kan se, at jeg har streget og kommenteret meget i den. Jeg er spændt på at se, om den kan overleve årene, der er gået.«
»Og i de senere år har Günter Grass bøger spillet en stor rolle, og det har interesseret mig at følge den politiske debat, der tit er fulgt med. Han formår at sætte fingeren på ømme punkter hos tyskerne.«
Hvad er den værste bog, du har læst?
»Det kan jeg ikke besvare, men det irriterer mig, at vore læsevaner er blevet så amerikansk domineret, at det er de færreste, der følger med i tyske og franske bøger endsige bøger fra andre dele af verden. Forlagene er jo så også mindre tilbøjelig til at oversætte dem. Tænk på den oplevelse der ligger i at læse tyrkiske Orhan Pamuks bog Sne.«
På alle tidspunkter
Hvilken type læser er du?
»Jeg er glad for danske og nordiske forfattere og har igennem årene læst alle Kerstin Ekmans og Hanne Marie Svendsens bøger. Men Hanne-Vibeke Holst rammer også meget præcist det politiske liv i bøgerne Dronningeofret, Kongemordet og Kronprinsessen. Og herudover er der nogle spændende og gode beskrivelser af volden i et ægteskab og i den sidste bog af det højreradikale miljø. Hun har en uovertruffen evne til at skildre miljøer og de folk, der lever i dem.«
»Lige nu læser jeg alle Per Pettersons bøger, og jeg nyder den seneste, Månen over porten, hvor jeg får lyst til at læse alle de bøger, han selv har haft glæde af at læse. Nogle, fordi jeg for længe siden har læst dem, og fordi han fortæller mig noget nyt om dem. Andre, fordi jeg slet ikke har læst dem.«
Hvornår læser du?
»Indtil 1. januar har det mest været på ferier og på længere flyrejser. Jeg husker endnu med glæde, hvor meget jeg fik læst, mens jeg var Kommissær for miljøet, fordi der var så mange rejser og ventetid i lufthavne.«
»Nu regner jeg med at få mere tid, så jeg har en hel bunke bøger liggende, som nu bare skal nydes, fordi jeg for første gang i 40 år selv kan bestemme over min tid. Så nu vil jeg læse på alle tidspunkter.«