Læsetid: 3 min.

Chokoladepastillerne og bullshit-testen

Obamas besøg på topmødet i København har afsat ringe i vandet, som de færreste kender til, men på en nytårsaften kan man få ting og sager at vide
Obama har en sød tand og har indført M&M's i specielle æsker med Air Force One-logo på.

Obama har en sød tand og har indført M&M's i specielle æsker med Air Force One-logo på.

Jewel Samad

6. januar 2010

Hvert år holder jeg nytårsaften sammen med de samme fire ægtepar, og sådan har det været i flere årtier. Det er der noget trygt ved. Ikke mindst fordi holdet består af en hjertelæge, en kræftlæge, en psykiater, en tandlæge, en fremtidsforsker, en økonomiprofessor, en billedkunstner og en filmmand. Så skulle vi være dækket ind, og bare rolig: De har alle et tæt forhold til Information. Nogle af dem har abonneret siden studieårene, andre off and on.

Økonomen har jeg kendt, siden vi var 12 år, men vi ses ikke nødvendigvis resten af året. Filmmanden hedder sådan, fordi han har haft flere forskellige funktioner i filmverdenen, deraf den uautoriserede titel. Systemet, eller hvad man skal kalde det, er ud over det kammeratlige af flere grunde glimrende. Blandt andet er det en god måde at holde sig opdateret på om, hvad der sker andre steder i samfundet. Der sker sære ting både på universiteterne og hospitalerne, hvor der arbejdes under diverse pres.

Air Force One

I år kunne kunstnerparret således fortælle en historie, som relaterer sig til klimatopmødet COP15 i København. Sønnen er kok og var for sine meriter udvalgt til at stå for maden til Obama og andre toppolitikere i VIP-restauranten i Bella Centret. Maden kreerede han, omgivet af sikkerhedsfolk. Et par af hans medarbejdere var ikke blevet sikkerhedsgodkendt, fordi de havde deltaget i oprøret på Nørrebro. Men så gav hans hustru en hånd med i køkkenet.

Bagefter blev han opsøgt af nogle af Obamas folk. Præsidenten ville give ham en gave som tak for indsatsen og til evig erindring. Det viste sig at være en meget lille papæske med M&M chokoladepastiller. Obama ville dog ikke være Obama, hvis papæsken ikke var lidt finere end dem, man køber for en flad tier i slikbutikkerne. Der var tale om en hardbox, og forsiden var prydet af et Air Force One-emblem. Venlig hilsen fra præsidenten.

Arnolds aha

Fruen havde også en oplevelse af de helt usædvanlige. Netop som hun er ved at lægge an til at cykle hjem, kommer en lille bilkortege op fra parkeringskælderen. Hun ser straks, hvem der sidder i bilen i midten: Arnold! Altså speeder hun op og kører op på siden af bilen. Hun gør tegn til, at hun har noget at sige, og minsandten om ikke Californiens guvernør, ruller ruden ned.

»Aha?« siger han.

»I just made food for you,« siger hun med et smil.

»Ahaaa!« udbryder han, nu også smilende velvilligt.

Kun det. Så er han videre, og hun er videre, hver til deres. Et kort møde, men hvilket! Begge oplevelser er uforglemmelige, og den unge mand overvejer nu at købe et særligt glasskab til at udstille pastilæsken i i deres fælles hjem. Således afsætter topmødet ringe i vandet, som man ikke sådan tænker på i det daglige. Smart markedsføring af Obama. Omtrent som når hvide mænd tog glasperler med i gamle dage, når de rejste i Afrika. Og dog alligevel noget helt andet. Der kan være utroligt mange små M&M-æsker i en flyvemaskine til at dele ud her og der.

Fremtidsmål

Sådan er vore nytårsaftener nu også beriget med, hvad vore børn oplever. Selv er vi blevet så aldrende, at nogle af os er begyndt at trappe ned. For hjertelægen har det betydet, at han har fået nok fritid til at realisere en drøm om at lave film. Hans første værk, Instant love, som virker helt professional i udførelsen, handler om glaskunstneren Finn Lynggaard og glasmuseet i Ebeltoft. Nytårsvennerne er nemlig alle meget kunstinteresserede. Halvdelen af os bor i København, halvdelen i provinsen, hvorfor arrangementet går på skift. Vi fik en snak om den afdøde maler Poul Anker Bech, som er skammeligt overset i hovedstaden, men enormt populær i Jylland.

Morgenen derpå lærte jeg et for mig nyt udtryk, bull-shit-testen. Hvis nogle udsagn har en sådan karakter, at alle kan være enige i dem, har de ikke bestået testen. Dette gælder eksempelvis det meste af Lars Løkkes nytårstale og også hans program med 10 fremtidsmål, som først skal være opfyldt i 2020, for hvad pokker? Til den tid er der en ny statsminister. Velkommen til et nyt tiår!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu