Nyhed
Læsetid: 1 min.

Coetzee kørt over af kollega

Den engelske bulderbasse Martin Amis anklager sin forfatterkollega, den tidligere nobelprisvinder i litteratur JM Coetzee, for at være 'talentløs'
Kultur
28. januar 2010

Han har startet mange litterære fejder gennem tiden, og nu gør han det igen. Den engelske forfatter Martin Amis langer i et interview med Prospect Magazine hårdt ud efter sin sydafrikanske kollega JM Coetzee, der modtog Nobelprisen i litteratur i 2003 og vandt den prestigefyldte Booker Prize i 1983 og 1999.

Ifølge Amis dementerer bestsellerfænomenet Coetzee den alt for almindelige misforståelse, at dystre bøger af en eller anden grund skulle være mere seriøse.

»Der er absolut ingen nydelse i at læse hans bøger,« siger Amis ifølge Telegraph.co.uk.

»Jeg har læst en af hans bøger og tænkte med det samme, at 'han er talentløs'. Men det er åbenbart blevet populært af fornægte nydelse,« fortsætter Amis.

JM Coetzee udgav sin seneste roman, Diary of a Bad Year, i 2007, og hans forfatterskab har typisk fornedrelsen og lidelsen som tema.

Det er ikke første gang, den 60-årige bulderbasse Martin Amis tiltrækker sig opmærksomhed med kontroversielle bemærkninger i offentligheden.

Frygtelige indvandrere

Så sent som i sidste uge sammenlignede han Storbritanniens voksende ældrebyrde med »en invasion af frygtelige indvandrere« og fore-slog, at man satte »dødskabiner« op på gadehjørnerne, så de gamle kunne slå sig selv ihjel.

»Hvordan skal samfundet kunne holde til denne sølv-tsunami? Der vil komme en invasion af meget gamle, demente mennesker, der som frygtelige indvandrere vil stinke i vores restauranter, cafeer og butikker,« sagde Martin Amis til Sunday Times:

»Jeg kan forestille mig en slags borgerkrig mellem de gamle og de unge om 10 eller 15 år.«

I modsætning til JM Coetzee har Martin Amis aldrig selv vundet hverken Nobelprisen eller Booker Prize, men som figur er han højt respekteret i den litterære verdensoffentlighed.

Bedst kendt er han for sine tidlige værker Money (1986) og London Fields (1989), hvorimod han i sine senere værker selv har måttet lægge ryg til en del hård kritik.

Forfatterkollegaen Tibor Fischer har således kaldt hans roman Yellow Dog fra 2003 for »forfærdelig«, mens romanen House of Meetings fra 2006 hovedsageligt blev rost for at være kort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Diary of a Bad Year er ikke Coetzees seneste bog
http://www.information.dk/204783