Nyhed
Læsetid: 6 min.

Dansk litteratur er smattet ind i wienerbrødsoptimisme

Der er for meget anddedam og for lidt udsyn i dansk litteratur. For meget madro og for lidt vrede, mener professor i litteraturvidenskab Uffe Hansen, der i ugens løb gæstede Testrup Højskole for at forklare, hvorfor Céline er en umulighed i dansk litteratur
Madro. Professor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet Uffe Hansen gæstede mandag Testrup Højskoles litteraturseminar. Under sit foredrag sagde han blandt andet, at det er umuligt at finde ægte raseri i dansk litteratur, og at det mest danske ord, der findes, er madro: 'Danskernes reaktion på de katastrofer, vi har oplevet gennem tiden, har været et rungende brøl fra folkedybet: Madro! Jeg kan derimod se raseriet og protesten imod verden i svensk litteratur', sagde han. Her ses nogle af kursisterne i en pause.

Madro. Professor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet Uffe Hansen gæstede mandag Testrup Højskoles litteraturseminar. Under sit foredrag sagde han blandt andet, at det er umuligt at finde ægte raseri i dansk litteratur, og at det mest danske ord, der findes, er madro: 'Danskernes reaktion på de katastrofer, vi har oplevet gennem tiden, har været et rungende brøl fra folkedybet: Madro! Jeg kan derimod se raseriet og protesten imod verden i svensk litteratur', sagde han. Her ses nogle af kursisterne i en pause.

Martin Dam Kristensen

Kultur
14. januar 2010

Som forårssolen morgenrød/ stod Jesus op af jordens skød/ med liv og lys tillige

Grundtvigs gamle påskesalme rungede højt i foredragssalen på Testrup Højskole, da godt 85 velsmurte struber, akkompagneret af et klimprende klaver, mandag sang den fjerde udgave af litteraturkurset »Tag og læs!« ind.

Temaet for årets kursus, der kulminerer fredag med uddelingen af Montanas Litteraturpris på 100.000 kr., er i år UDBLIK en mangelvare i dansk litteratur, hvis man skal tro kursusarrangørerne. Selv om Danmark har mange dygtige forfattere, er der nemlig »en tendens til, at der spilles på det sikre, at vi ikke orienterer os nok i forhold til den internationale scene og ikke holder tilstrækkeligt øje med, hvad der sker i andre landes litteratur, og derfor går der nogle gange andedam i foretagendet,« som det formuleres i kursusoplægget.

Eller som Uffe Hansen, professor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, formulerede det, da han mandag over middag besteg podiet i den gamle foredragssal for at besvare overskriften på sit foredrag: Hvorfor er en Céline umulig i dansk litteratur?

»Der er en form for smattet wienerbrøds-optimisme i dansk litteratur,« lød den kontante dom fra professor Hansen, der ikke mente, det var noget tilfælde, at den sortseende Céline er fransk og ikke dansk.

»Hos Céline er det sort hele vejen igennem, og det adskiller ham radikalt fra det optimistiske danske temperament,« sagde han og vendte for en kort stund tilbage til Grundtvigs påskesalme, som han højskoletraditionen tro selv havde udvalgt på forhånd. Ifølge Uffe Hansen er grundtonen hos den danske salmedigter lys sandheden er håndgribelig og findes i det nære, i det daglige, i årstidernes gang, vi skal bare åbne øjnene for at se den. Hos den sortseende franske romanforfatter, derimod, er sandheden gemt under et tykt lag af smerte, ondskab og nederdrægtighed, som man først må gå igennem. Man må rejse til nattens ende for at se lys, det vælder ikke bare frem af sig selv som forårssolen hos Grundtvig. Sagde altså professoren. Men nede blandt publikum var man ikke helt overbevist om argumentationen.

»Du forsøger at tage et billigt stik hjem,« lød det anklagende fra en spørger, der ikke kunne se rimeligheden i at føre Grundtvig som bevis for, at en dansk Céline er en umulighed. For der har vel trods alt, indvendte spørgeren, været andre forfattere siden Grundtvig.

»Du har ret, det er et billigt stik,« erkendte Uffe Hansen med et afvæbnende smil, »men man skal heller ikke foragte de billige stik,« fortsatte han, mens salen brød ud i en rungende latter.

»Men man skal heller ikke lade sig nøje,« slog spørgeren tilbage og høstede sit eget fortjente bifald.

»Enig,« fortsatte den rutinerede professor, da roen igen havde sænket sig over salen, »men der er heller ikke kun tale om et billigt stik. Når jeg bruger Grundtvig som eksempel, er det, fordi jeg mener, vi alle sammen har fået Grundtvigs livsforståelse ind med modermælken. Og derfor tror jeg, der dybt i os alle sammen ligger en idé om, at verden grundlæggende er i orden«.

Uffe Hansen holdt en lille kunstpause, mens han kiggede ud over publikum:

»Nu kommer der endnu et billigt stik,« fortsatte han: »Hvad er det mest danske ord, vi har?«

»Hygge,« lød det prompte fra det engagerede publikum.

»Forkert,« replicerede Uffe Hansen triumferende: »Det er madro. Jeg kan oversætte hygge til svensk og tysk og engelsk, men jeg har aldrig kunnet oversætte ordet madro til noget kendt sprog,« sagde han og fortsatte:

»Danskernes reaktion på de katastrofer, vi har oplevet gennem tiden, har været et rungende brøl fra folkedybet: Madro! Jeg kan se raseriet og protesten imod verden i svensk litteratur, for eksempel i Strindbergs selvbiografiske Tjenestepigens søn, hvor den første sætning lyder: Rädd och hungrig. Bange og sulten. Men findes der nogen danske bøger, der starter med sådanne ord?,« spurgte den drevne debattør retorisk, mens konturen af et lille tilfreds smil tegnede sig i hans mundvig.

»Hvad med Jørgen Nielsen,« lød det så fra salen.

»Rigtigt,« svarede Uffe Hansen, »Jørgen Nielsen kunne være en undtagelse. Og så alligevel ikke helt. For selv Jørgen Nielsen har jo en tendens til at synke hen i tårer mod slutningen. Og man græder ikke i selskab med Céline. Det kan være, man ler, men det er ikke nogen god latter.«

Mens han kigger i sin gullasch

»Hvad har fraværet af en dansk Céline betydet for dansk litteratur?« ville en tilhører nu vide, og Uffe Hansen der er en grådig læser og har tygget det meste af den samtidige danske skønlitteratur igennem var ikke sen til at levere et svar:

»Det kan selvfølgelig være svært at sammenligne litteratur hen over et halvt århundrede,« begyndte han, »men lad os alligevel gøre forsøget. Jeg anser Helle Helles i øvrigt fortræffelige forfatterskab som en meget god temperaturmåler i forhold til nyere dansk litteratur. Og her savner jeg raseriet og protesten. Der er den lavmælte finden sig i, at man er kommet ud et sted, hvor man har det rigtig skidt. Men vi får for eksempel aldrig at vide, hvorfor hovedpersonen i Ned til hundene er alene og tilskyndet til at søge ind hos vildt fremmede mennesker. Det célinske raseri ville have sat navn på, hvad der var gået galt også med risiko for at være urimelig over for de mennesker, som skytset blev rettet imod,« sagde Uffe Hansen og fortsatte:

»Og det er jo i virkeligheden underligt, at madro-komplekset, på trods af romanernes tragiske undertone, alligevel sniger sig med ind i teksterne.«

Nu meldte en yngre kvindelig kursist sig på banen med en tese. Måske, foreslog hun, er en af forklaringerne på fraværet af en dansk Céline, at det med et treårigt arbejdslegat i ryggen er svært for alvor at være mørk og vred:

»Måske hersker der i Danmark en idé om, at litteratur kun er for sjov. At det bare er dejligt at læse nogle gode bøger,« foreslog hun.

»Det tror jeg, du har ret i,« sagde Uffe Hansen og nikkede:

»Selv Tom Kristensen er jo rar. Når han længes efter skibskatastrofer og pludselig død, ligger madroen og lurer lige bagved. Han fortæller om sin længsel, mens han kigger ned i gullaschen!«

Endnu engang havde den rutinerede professor taget et billigt stik. Men nu havde publikum fået nok og kastede på tur nye forfatternavne i retning af Uffe Hansen i et forsøg på at gennemtrænge den selvsikre professors argumentation. For der måtte da være én, bare én dansk forfatter, der igennem tiden tilnærmelsesvis havde udvist en vrede, der kunne matche Célines. Hvad med Claus Beck-Nielsens Horneland, forsøgte en kvindelig spørger sig.

»Claus Beck-Nielsen iscenesætter sig selv, der er ingen iscenesættelse hos Céline,« indvendte Uffe Hansen.

Knud Romer så? Hos ham er der da både vrede og lede, mente en spørger.

»Knud Romer har ganske rigtigt blik for skyggesiderne, men han har ikke det samme frådende temperament og misantropi som Céline,« lød det afvisende fra Uffe Hansen.

I et sidste desperat forsøg på at få skovlen under den påståelige professor forsøgte en spørger sig nu med et dobbeltangreb. Erling Kristensen, hvis forfatterskab »da for fanden er sort, sort, sort« og Jakob Ejersbos Nordkraft, som »er meget pessimistisk i sin tone«:

»Jeg synes, det er for let bare at sige, at der ikke er plads til den slags forfattere i dansk litteratur,« sluttede spørgeren sit indlæg af.

Et kort øjeblik blev der stille i salen, mens publikum afventede professorens reaktion. Var han endelig blevet fanget på det forkerte ben?

»Måske jeg ikke har udtrykt mig klart nok,« lød det så:

»Forskellen mellem Céline og de to forfattere, du nævner Kristensen fra 30erne og Ejersbo i dag er, at de danske forfattere er samfundskritikere og moralister. Der ligger hos dem en fundamental optimisme, der siger, at hvis bare vi får ændret magtstrukturerne i vores samfund, så bliver livet bedre. Man finder den samme forestilling hos Jeppe Aakjær. Men hos Céline er livet elendighed at leve er at være elendig og det er der ingen verdens ting, der kan ændre på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Glaz Serup

Er der ingen selviscenesættelse hos Céline??? Det er noget vrøvl. Men derudover: hvad har det med sagen at gøre? (der er måske heller ingen selviscenesættelse hos Strindberg?)

Det giver ingen mening at tale om et enkelt del-element (som raseri) af Célines skrivepraksis. Célines skrivepraksis udgør en fornem konsistent helhed. Det giver heller ikke mening at omtale Céline som sort hele vejen igennem (hvad han ikke er/var). Céline var et geni, som formåede at skabe sin helt egen skrivestil, med hvilken han kunne skildre mennesker på godt og ondt. Det er en ekstatisk oplevelse at læse Céline, fordi forfatteren formåede at omdanne sine visioner til krystalklare billeder, som tatoveres direkte på læserens hornhinde. At forsøge at indkorporere Célines stil i sin egen, ville være litterært selvmord for en forfatter. Céline var ét med sin stil. Bliv ét med dig selv. Og glem Uffe Hansen!