Læsetid: 6 min.

Døren er sparket ind til de riges fest

Oprør. De såkaldte Big Four er under pres i den britiske Premier League, hvor Tottenham, Aston Villa og Manchester City har gjort kampen om topplaceringerne mere spændende end længe
Javier Garrido jubler efter en frisparksscoring for sin klub, Manchester City, der sammen med Aston Villa og Tottenham er begyndt at blande sig i topstriden i engelsk fodbold efter mange år domineret af the Big Four: Chelsea, Manchester United, Arsenal og Liverpool.

Javier Garrido jubler efter en frisparksscoring for sin klub, Manchester City, der sammen med Aston Villa og Tottenham er begyndt at blande sig i topstriden i engelsk fodbold efter mange år domineret af the Big Four: Chelsea, Manchester United, Arsenal og Liverpool.

Nick Wilkinson

2. januar 2010

I de gode gamle dage, altså tilbage i 70'erne og 80'erne, dengang engelsk fodbold virkelig blev afviklet på engelsk manér, med bolde der blev tampet i tre etagers højde fremover uopvarmede, plørede eller stenhårde baner; hvor hooligans jævnligt brød ud i kæmpeslagsmål på de nedslidte betonterrasser, der gjorde det ud for ståpladser; hvor garderhøje centerforsvarere anvendte både albuer og pandebrask til at rydde op i luftrummet foran eget mål og bissede midtbanespillere foretog sig ting på det centrale spillefelt, der ville have udløst længerevarende fængselsstraffe, hvis de var blevet udført foran den lokale pub fredag aften; hvor kraftige snefald hyppigt aflyste kampene i den nordlige del af England og førte til det berømte tegn 'mangler' på de hjemlige tipskuponer; hvor alle raske, danske drenge ville være Billy Bremner, Kevin Keegan, Ian Rush eller Osvaldo Ardiles, når de spillede bold på den lokale græsmark; ja, dengang hvor bakkenbarterne, de små shorts og det høje hår dominerede engelsk fodboldmode og hele molevitten blev vist én gang om ugen i Sportslørdag på Danmarks eneste tv-kanal; dengang var der faktisk ægte konkurrence i den gamle First Division.

Dengang var det ikke ualmindeligt, at det hold, der vandt det engelske mesterskab, tabte syv-otte kampe på vejen mod guldet, ligesom man jævnligt oplevede nærmest ukendte mandskaber med beskedne budgetter slå sig vej op til toppen af tabellen. Tag bare Ipswichs andenpladser i 1981 og 1982 og Watfords ditto i 1983. Eller - som det bedste eksempel - Nottingham Forests forbløffende opstigning fra anden division til mesterskabet på blot ét år (1977 - 1978).

Den slags historier fortælles ikke længere. Og er sådan set ikke blevet det siden 1992, da Premier League blev dannet med det formål at skabe en struktur, hvorigennem de bedste klubber kunne afskære tonserholdene i de lavere rækker fra at få del i de hastigt stigende tv-indtægter. Dengang blev det gjort klart, at topholdene agtede at dele kagen imellem sig, og denne udvikling blev yderligere accentueret nogle år senere - i 2003 - da Roman Abramovich købte Chelsea og med sine enorme investeringer i klubben løftede kravene for at kunne kæmpe med om guldet og Champions League-placeringerne til et niveau, hvor kun de allerbedste og rigeste kan være med.

Lige siden har top fire i England - med en enkelt undtagelse i 2005, da Everton lige akkurat sneg sig ind på fjerdepladsen - været støbt i beton, udgjort af Chelsea, Manchester United, Arsenal og Liverpool, hvilket fuldstændig har pillet uforudsigeligheden og romantikken ud af den bedste engelske række. Ja, selv FA Cuppen, hvis magi netop altid har været hentet i det faktum, at nærmest enhver klub med et heldigt og dygtigt cup-run kunne vinde pokalen, er siden 1996 - med Portsmouth som eneste hæderlige undtagelse - blevet vundet af repræsentanterne for the Big Four.

Dette har ført til frustration blandt tilhængerne af de øvrige Premier League-klubber, der i mange sæsoner har måttet erkende, at deres hold ikke har haft andet at kæmpe for end æren og en placering på afstand af nedrykningspladserne, og sidste år kom den daværende Newcastle-træner Kevin Keegan for skade at sige offentligt, hvad mange tænker, da han efter et opgør med Chelsea udtalte:

»Denne liga er i fare for at blive den mest kedelige af de store ligaer i verden. De hold, der slutter i top fire i år, vil også slutte i top fire til næste år. Mit budskab til Newcastles tilhængere er, at vi vil forsøge at blive nummer fem og altså vinde den konkurrence, der finder sted under de fire bedste hold.«

Den lukkede fest er blevet gatecrashet

Keegans ord gav anledning til en hidsig debat, hvor mange af spillets egne aktører og kommentatorer gav udtryk for bekymring over den forudsigelige ramme, der var lagt ned over kampen om topplaceringerne i Premier League. Men allerede nu ser det ud til, at bekymringerne kan viftes bort. Denne sæson har i hvert fald været den mest jævnbyrdige og spændende i England i mange år, ikke mindst fordi tre af holdene lige under toppen har besluttet sig for at gatecrashe de riges lukkede fest.

De tre hold er Manchester City, Tottenham og Aston Villa, og de har sat kurs mod toppen ad vidt forskellige ruter.

City forsøger helt uden skam at købe sig til øjeblikkelig succes Abramovich-style. Holdet er ejet af et investeringsselskab fra den stenrige oliestat Abu Dhabi, og i et forsøg på at skabe et nyt storhold over night har de arabiske bagmænd brugt kæmpe summer på stjernespillere som Shay Given, Robinho, Carlos Tévez og Adebayor samt udskiftet den kedsommelige, men driftsikre træner Mark Hughes med den mere flashy norditaliener Roberto Mancini. Foreløbig virker det dog mere realistisk at satse på en plads i næste sæsons Champions League for the Blues, der efter en stærk sæsonstart er faldet en anelse i kadence og p.t. indtager femtepladsen i ligaen.

To point højere oppe - på fjerdepladsen - ligger det gamle storhold Tottenham Hotspurs, der efter flere sæsoner med svingende resultater atter er at finde i toppen af den bedste række. Spurs råder ikke over nær de samme ressourcer som rivalerne fra City, men til gengæld har de en klassetræner i Harry Redknapp, der dygtigt har bygget videre på forgængerne Martin Jol og Juande Ramos' arbejde og opbygget en talentfuld og offensivt orienteret trup, hvor den kroatiske playmaker Luka Modric udgør omdrejningspunktet for en angrebskæde, der tæller kvalificerede kræfter som Robbie Keane, Peter Crouch og Jermain Defoe. Disse spillere excellerer primært i kvikt og seværdigt short-passing spil og viderefører dermed Tottenhams tradition for seværdigt og teknisk betonet angrebsfodbold, samtidig med at de tegner en markant kontrast til den sidste af de nye bejlere i topstriden, nemlig Aston Villa, der nok må betegnes som den mest britiske af de tre udfordrere.

Med den nordirske VM-helt fra 1982 Martin O'Neill som træner spiller Villa nemlig klassisk britisk fodbold, lagt an på en solid fire-back-kæde, lynhurtige kantspillere og et par høje folk helt i front i skikkelse af John Carew og Emile Heskey til at tilkæmpe sig de høje bolde, der bliver hældt frem til dem fra alle kanter af banen.

»Ingen slår bedre indlæg ind i straffesparkfeltet end Villas spillere,« udtalte Manchester Uniteds træner Alex Ferguson for nylig, og da Villa i oktober besejrede Chelsea, skete det da også på to mål scoret efter hjørnespark.

Villa er et hold, der beror på hårdt arbejde, en stram organisation og evnen til at få det maksimale ud af dødboldsituationer, men holdet må ligesom de øvrige klubber lige under toppen - med undtagelse af Manchester City - døje med det faktum, at de ikke kan tiltrække de absolutte topspillere. Aktører som Torres, Ronaldo og Drogba vil altid foretrække at skifte til hold, der i forvejen har en lang historie i toppen af europæisk fodbold bag sig, hvilket Villas træner da også selv er den første til at erkende:

»Den slags spillere ville vi aldrig kunne tiltrække, ikke engang selv om vi havde pengene til at købe dem,« har Martin O´Neill udtalt.

Og derfor brugte han primært sine transfermidler i sommeren til at styrke den defensive organisation, hvilket har gjort Villa til et ualmindeligt svært mandskab at bryde ned. Det blå og bordeauxrøde hold mangler dog de individualister i front, der kan gøre hele forskellen, og lige nu ligger Villa nummer seks, a point med Manchester City, men adskilt fra sine nyrige rivaler af en dårligere målscore.

»Dette er den mest spændende Premier League-sæson nogensinde,« har Chelseas målmand Petr Cech udtalt, især med henvisning til styrken hos de hold, der udfordrer giganterne fra the Big Four.

Noget tyder på, at han har ret. Selv om vi blot er halvvejs henne i kampprogrammet, har de to tophold, Chelsea og Manchester United allerede tabt henholdsvis tre og fem kampe og dermed demonstreret en helt ny sårbarhed over for forfølgerne. I de tre seneste år, hvor United er blevet mestre, har de højest tabt fem kampe på hele sæsonen, men nu er det tal altså blevet nået allerede ved nytårstid, så noget tyder på, at vi er ved at vende tilbage til de gode gamle dage - i hvert fald hvad angår jævnbyrdigheden i den bedste engelske række. De små shorts og bakkenbarterne vender nok aldrig tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu