Læsetid: 4 min.

Eftersyn, nej, skoleløfte

Der er ikke alene brug for et skoleeftersyn, men et nyt partnerskab. En forudsætning for det læseløfte statsministeren gav vore børn er, at skolens partnere giver hinanden et skoleløfte
30. januar 2010

I denne uge gennemføres en lang række samtaler på Marienborg. Statsministeren taler med stort set alt der kan krybe og gå blandt nøgleaktørerne i folkeskolen. Lærerne, skolelederne, professionshøjskoler, der uddanner lærere, skoleledere, elever, forældre, kommunalpolitikere, forskere, fagbevægelsen og mange, mange flere. Det lover egentlig godt, ligesom det havde en løfterig klang, at statsministeren viede skolen betydelig opmærksomhed i sin nytårstale. Skolen har ikke brug for arbejdsro forstået som stilstand og politisk passivitet. Det er den alt for politisk og reguleret til. Og alt for vigtig. Den er dybt funderet i forfatningen og den oplysningsarv, vi ofte har svært ved at vedkende os. Skolen er i midten af samfundet og er krystalliseringen af fortidens ambitioner og den gryende fremtid. Ja, fremtidens samfund skabes i relationen mellem lærer og elev.

Mere eller mindre salvelsesfulde udsagn som disse diskvalificerer ingenlunde et eftersyn, og der er da også noget snusfornuftigt og sympatisk i, at en regering, der efter mere end otte års usvækket lovgivningsmagt, lige tager et tjek og med statsministerens ord i denne uge bramfrit erklærer, at man naturligvis kunne have gjort det bedre.

Mikromanagement

Men hvad er det så man bør gøre? Bl.a. at gøre op med en række myter. Einstein sagde engang, at man ikke kunne løse problemerne med den tænkning, der havde skabt den. Det gælder både regeringen og store dele af skolens parter; ikke mindst lærerne, læreruddannelserne og dele af den pædagogiske forskning. Den første myte der rimeligvis bør aflives handler om, at det primært er med brug af regler og incitamenter at man laver en bedre skole. Det virker banalt, men når man har en hammer i værktøjskassen ser man søm alle vegne. Det kender vi ikke mindst fra Finansministeriet. Men for det første har en række af de krav om nationale test, bindende trin- og slutmål, elevplaner, kvalitetsrapporter, forbud mod gruppeeksamen, konkurrenceudsættelsen gennem øget frit valg etc. tilsammen tegnet et billede af en skole, spundet ind i statsligt mikromanagement ofte fordoblet i kommunernes egne ordninger. Og ofte suppleret med en bemærkning om, at det er som om ingen føler ansvar derude som det omtrentligt hed i et oplæg fra regeringen til Globaliseringsrådet i 2005. Skolen og lærerne blev klemt i en sandwich mellem politisk styring og forbrugerorienterede forældre. Det har ikke just genrejst læreren som autoritet. Men derimod bidraget til, at skolelederen bruger megen tid på budgetlægning samtidig med, at de føler sig koblet af den strategiske skoleudvikling i kommunen. I det perspektiv fremstår planerne for afbureaukratisering ikke alene defensive (det havde været mere modigt at påtænke en forenkling af styringen), men også som mere af det samme. Fortegnet er bare et andet. Det kommer jeg tilbage til. For den anden myte er nemlig, at skolen skal have fred, og lærerne udvises noget nær blind tillid og det glade barn slippes fra af plagen fra PISA-undersøgelserne og den sorte skole, som man nu og da kan høre nogle melodramatisk betegne regeringens skolepolitik. Her er det som om initiativlyst, gode viljer, kreativitet og lokal selvstændighed rækker.

360-graders eftersyn

Men det gør det ikke. Ingen af de to strategier er virkningsfulde i et nationalt perspektiv. Måske her og der lokalt, og måske for nogle elever. Derfor er det væsentlige i statsministerens såkaldte 360-graders eftersyn, ikke at det er et eftersyn, men at det som en 360-graders øvelse er forpligtet på en sammenhængende analyse. Og dermed en strategi som svar. Det er andet end at løse problemer med quick fixes. En sammenhængende analyse vil vise, at hverken regeringen, kommunerne eller lærerne alene står med trumfen i hånden. Dertil er magten over det som sker i klasseværelset alt for spredt. Ideen om at der gives simple løsninger på komplicerede problemstillinger er nok kontraktpolitisk attraktiv, men hverken holdbar eller langsigtet. Derfor er der brug for et nyt partnerskab om skolen som modspil til de sidste otte års konflikt og ensidighed. Et nyt partnerskab kan ikke basere sig på at fjerne unødige regler. Hvis spørgsmålet er unødige regler er svaret professionalisering. Mere frihed til lærerne, en stærkere selvstændig platform for skolelederne etc. forudsætter professionalisering, hvis ønsket er et langfristet kvalitetsløft.

Brug for andet og mere

Der er ikke så lidt at tage fat på, ikke med udgangspunkt i problemer alene, men med udgangspunkt i skolens muligheder, i en »drøm om skolen« for nu at bruge statsministerens egen vending. En professionalisering adresserer nemlig ikke alene lærernes uddannelse og forskningen i skolens problemstillinger, dens karakter og relevans og den lange vej til undervisningen. Professionalisering peger også kritisk på lærerkulturens stærke holdningsmæssige forankring, på den manglende ledelsesmæssige feed back på lærernes undervisning. Det peger på læreren som en autoritet, der ikke alene er blevet talt op, men også i ekspertise og selvbevidsthed, forstår sig som sådan. Det peger på arbejdsformer, arbejdsvilkår og ret og pligt til efter- og videreuddannelse, herunder den kommunale og fagpolitiske stimulering af efterspørgslen efter ny viden. Og hermed på overenskomster og kommunalpolitik. Det betyder 99 ud af 100 gange mere end en pålagt national test, der ikke er implementeret. Derfor er der ikke alene brug for et eftersyn, men et nyt partnerskab. Ja, man fristes til at sige, at en forudsætning for det læseløfte statsministeren gav vore børn er, at skolens partnere giver hinanden et skoleløfte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu