Vi der elsker te

Man kender det skam godt. Det er ikke altid, man gider være som alle de andre. Man føler trang til at konvertere bare til et eller andet. Deres Nielsen føler ingen trang til at iklæde sig burka eller at skifte den gode, kommunale kristendom ud med en anden religion. Hvis han gjorde, risikerer han, at Guds Straffedom, i form af genboen, biskoppen for Lolland-Falsters stift, vil ramme ham. Men for seks år siden, næsten på dato, besluttede jeg alligevel at blive konvertit om end på et mere beskedent område af tilværelsen. Jeg besluttede at forlade den hedenske kaffedrikkerstamme, som jeg har tilhørt lige siden min nørrejyske barndom, og i stedet blive tedrikker, hvor chancen for at komme i himlen måske ikke er mere sikker, men afgjort vil være mere velfortjent. Dette skrives ganske vist med en kop af fru Ida Rosas kaffe inden for rækkevidde, men her er der jo tale om et af den slags små frafald, man godt kan tillade sig, når man ellers er rettroende. Selv Kendte Alkoholikere, der annoncerer med at de ikke drikker mere, under sig vel en enkelt pils i ny og næ?

De sande venner

Jeg ved altså af personlig erfaring, hvad det vil sige at være konvertit. Især i begyndelsen er man mere hellig end paven selv, og det kan selvfølgelig være grunden til, at man må lægge øre til alle mulige fordomme, uforskammetheder og rene ondskabsfuldheder. Hvad så? spørger folk, er du så også gået over til campari med juice? Dit foretrukne mærke i rom er vel så Gay Mountain, hi hi? Jo, De har ganske ret, folk kan simpelthen ikke få ind i hovedet, at man bare har skiftet den nationale tjæremokka ud med civiliseret te, de tror fandme man er blevet bøsse! Men så er det da godt, der findes venner ude i verden, der forstår én. Jeg tænker på Facebook. Her er der en gruppe, der hedder Vi der elsker te. Den har jeg meldt mig ind i. Det skulle jeg måske aldrig have gjort, for godt nok elsker jeg te, men jeg gider ikke høre på alle mulige gode råd om hvordan man skal gøre, hvis man er så aparte, at man vil have mælk i teen. Eller hvor man kan købe den bedste te. Den slags skal jeg nok selv finde ud af. Så for at opretholde en vis maskulin identitet har jeg nu også meldt mig ind i en anden Facebookgruppe, nemlig Gruppen til bevarelse af de brune værtshuse.

Den bedste tid

Der er det særlige ved at være rettroende, at det kan være meget svært at holde de andre rettroende ud. Hellere én hedning i hånden end ti frelste høns, der nidkært holder øje med, om man nu også opvarmer tekanden forskriftsmæssigt før selve brygningen. Måske kan man ligefrem gå så vidt som til at sige, at det kun er sjovt at være rettroende, når man er omgivet af hedninger? Alt det pjevverfis man skal høre på, når man er i selskab med andre af den rette tro og overbevisning! Sådan var det også på venstrefløjen i gamle dage. Samme fløjlsbukser, samme strikkede vest, samme hageskæg og samme åndssvage pagefrisure. Poul Kjøllerkloninger hele banden. Samme fire akkorder på guitaren, samme kæreste med pandebånd og matchende stjernetegn, samme indforståede snøft når én sagde, at Revolutionen var uundgåelig, diletariatets proktatur eller hvad det hed, jvf. en anden Nielsen en snarlig realitet. Senere er hippiepelsen skiftet ud med centerleft-habitjakke, men hvad fanden, vi bliver jo alle ældre. Når Bob Dylan, som netop nu i radioen, kan snøvle sig igennem sin version af Når lygterne tændes, skulle der vel heller ikke være noget i vejen med gamle hippier, der har sikret sig en solid placering i det etablerede samfund som offentligt ansatte på chefniveau eller som præster, pædagoger og gymnasielærere. Af sidste slags sad jeg engang over for en i toget ovre i Jylland et sted. Han hørte Beatles i sin walkman, som det hed dengang. Han jublede af fryd og undskyldte over for mig, medpassageren, at han ikke kunne styre sig. Det gør ikke noget, sagde jeg venligt. Det var nu den bedste tid, sagde han så. Joe, det syntes jeg vist også. Sådan da. Der er ikke noget i vejen med at blive ældre, det er naturligt. Der er heller ikke noget forkert ved at være trofast over for sin ungdoms musik, det er en menneskeret at mene, at alt, hvad der er kommet senere, er noget bras. Trofasthed er en god ting, en dyd. Derfor kan man vel heller ikke sige at der noget galt med Lars Hedegaard så længe han stadig gør brug af marxismen som analysemodel. Og det gør han jo, det har han selv sagt i fjernsynet. Det gjorde han sikkert også dengang, han var chefredaktør på Information for mange, mange år siden. Skam få den, der bebrejder andre, at de holder fast ved det gamle. Skam ligeledes få den, der ikke forstår at følge med tiden og at udvikle sig. Yeah, yeah, det var godt nok. Men det er nu på den anden side sjældent at ungdommens musik, og ungdommens glød, holder hele livet. Tit overlever den kun som et kært minde. Det ved vi jo.

Ikke et livsindhold

Man kan sige uendeligt meget godt om te. Det er ikke lyv, jeg elsker virkelig te. Men i en vis forstand er det selvfølgelig bare noget, man drikker. Ikke et livsindhold. Så jeg er så småt begyndt at spekulere på, om der ikke findes en eller anden anden måde at gøre sig interessant på? Bare et eller andet, der lægger passende afstand til den gemene hob, som man jo ikke rigtig gider høre til. Jeg har tænkt på at starte en ny gruppe på Facebook. Os der ikke gider være med i samfundet, skulle den hedde.

refleks@informaiton.dk