Læsetid: 5 min.

Da Elvis døde

I august i 1977 indtraf to næsten ufattelige begivenheder på én dag. En dag der endte i fnis og stjernedrømmeri
9. januar 2010

Sommeren 1977 boede vi i en treværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri i Taastrup. Min kone forsørgede os, mens jeg skrev bøger, som ingen ville udgive. Jeg passede vores to børn og skrev videre, derfor lagde jeg beslag på et af værelserne helt alene, så jeg havde plads til mit bord, min rejseskrivemaskine, et lille kakkelbord til min kaffe og lænestolen, hvor jeg sad og skrev førsteudkast i hånden. Jeg havde dårlig samvittighed over at råde over et helt værelse, når de bøger jeg skrev alligevel aldrig blev udgivet, men min kone insisterede på det. Børnene sov i det andet værelse, selv sov vi på madrasser, som vi arrangerede langs vinduet inde i stuen.

Der kom et brev

Posten kom tidligt den dag, der lå allerede et brev til mig, da vi lige var stået op. Det var endnu et brev fra et forlag. Et par måneder før havde jeg sendt et manuskript til det samme forlag og fået det retur. Men denne gang accepterede jeg ikke bare afslaget, som jeg plejede. Det kunne ikke passe, tænkte jeg. Derfor havde jeg givet børnene tøj på og gik i piskende regnvejr hele vejen op på posthuset og sendte manuskriptet til forlaget en gang til. Og da jeg var kommet hjem igen, med vores våde og forkomne børn, besluttede jeg mig for, at hvis jeg ikke havde heldet med mig denne gang, så ville jeg finde mig et almindeligt arbejde. Jeg var seksogtyve år gammel, både min egen og min kones familie opfattede mig som arbejdssky og uduelig, og selv om min kone ikke sagde noget om det, led hun under det. Det gjorde jeg egentlig ikke selv. Jeg var altid blevet opfattet som sær og utilpasset. Det havde ikke gjort mig ydmyg, snarere hovmodig.

Der er brev fra forlaget, sagde jeg til min kone, der var begyndt at rulle sengetøjet sammen. Hvorfor lige i dag, sagde hun ærgerligt. Det havde jeg glemt, men nu huskede jeg, at jeg skulle hente min storebror ude i lufthavnen klokken to. Han skulle bo hos os nogle dage. Både min kone og jeg var sikre på, at brevet fra forlaget var endnu et afslag. Men det var det ikke. Forlæggeren skrev, at han havde rundsendt mit manuskript til alle forlagets konsulenter, og at han gerne ville udgive bogen det følgende forår. Den oplevelse, at ens første bog bliver antaget til udgivelse, er der ingen forfatter, der nogensinde glemmer igen. Det er som en rus, der i intensitet svarer til at blive forældre for første gang.

Besked til storebror

Vi hørte radioavis, mens vi spiste morgenmad. Min kone havde ferie. Det var den morgen, vi hørte, at Elvis Presley var død. Det gjorde selvfølgelig indtryk på os. Vi var begge lige lovlig unge til at være fans af ham, faktisk var der ingen af os, der brød os om ham. Men så kom jeg til at tænke på, at min storebror jo var Elvis-fan. Han havde sikkert ikke hørt det, nede i Spanien havde han næppe hørt radio, heller ikke på flyet. Så det måtte blive mig, der ikke bare skulle fortælle ham, at hans lillebror nu var blevet rigtig forfatter, men også at hans store idol, Elvis, var død. Vi forstod det nærmest sådan, at han døde af fedme. Af piller og fedme. På de nyeste billeder, man havde set af ham, og også i fjernsynet, så han forfærdelig ud. Stor og fed, besværet, som om han ikke havde kunnet skide i flere dage.

Det var mærkeligt at se storebror i lufthavnen. Cowboybukserne med de usikre ben indeni, den grønternede skjorte under den lette sommervindjakke, det skæve hoved, glad og veloplagt som altid, selv om han aldrig kunne finde ud af noget som helst praktisk. Mens jeg så ham gennem lufthavnens store glasruder, undrede det mig, at han overhovedet havde kunnet finde ud af både at tage på en charterrejse og komme hjem i ét stykke. Elvis er død, fortalte jeg ham med det samme. At jeg selv skulle have udgivet min første bog, ville jeg først fortælle ham, når vi var kommet hjem. Det fik ham til at se fåret ud. At Elvis overhovedet kunne dø, var ufatteligt. Men han sagde ikke noget særligt om det, mens vi kørte hjemad. Han sagde tillykke, da jeg fortalte ham om min bog, ikke mere. Det var to ufattelige begivenheder på én dag, Elvis død og mig som kommende forfatter. Elvis vejede tungest for storebror.

Før tæppefald

Tænk at Elvis er død, sagde han senere, mens vi drak den ene af de to flasker vin, han havde med til os. Halvanden liters flasker i bast, købt i lufthavnen dernede. Den var næsten sort og smagte surt. Da vi lige havde åbnet den anden flaske også, blev Georg meget træt, det var lige alt det, at han selv kunne vakle ind på mit arbejdsværelse, hvor vi havde redt op til ham. Det forvirrede min kone, at han allerede ville lægge sig, klokken var ikke mere end ni om aftenen. Men jeg kendte jo storebror, han havde aldrig været rigtig rask.

Da vi selv skulle i seng, var både jeg og min kone blevet temmelig fulde. Jeg prøvede om jeg kunne læse på flaskerne, hvor høj alkoholprocent vinen holdt, men det stod ingen steder. Af en eller anden grund lå vi i sengen og rullede os af grin. Vi kunne ikke holde op. Når en stor stjerne dør, sagde jeg vittigt, opstår der straks en ny. Jeg tænkte på Elvis og på mig. Først på Elvis, så på mig, af høflighed måske. Han var en flødebolle, sagde min kone, en fedtbolle. Den der dragt med den høje krave, sagde jeg, lignede allerede i forvejen noget, et lig har på. Det havde min kone ikke tænkt på, hun gentog bare, at Elvis var en flødebolle og en fedtbolle. Nu var han død. Det er min storebror desværre også.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer