Læsetid: 14 min.

Der findes ikke bipersoner

Der er ingen bipersoner i Jakob Ejersbos forfatterskab. For ham var alle mennesker hovedpersoner, skriver forfatteren Carsten Jensen om Jakob Ejersbo, som han kalder det største talent, dansk litteratur har set i flere generationer. Og betydningen af forfatterskabet synes da også at vokse posthumt med udgivelsen af hans store Afrika-trilogi
Der er ingen bipersoner i Jakob Ejersbos forfatterskab. For ham var alle mennesker hovedpersoner, skriver forfatteren Carsten Jensen om Jakob Ejersbo
28. januar 2010

Jakob Ejersbos første roman Nordkraft er tilegnet en pige, som døde kun 18 år gammel i 1985, Teri 'Hot' Shott. Hvem hun var, var der ingen af bogens læsere, der dengang vidste. Nu ved vi det. Hun var forlægget for Samantha, hovedpersonen i Eksil, det første bind i Ejersbos store Afrika-trilogi.

Teri 'Hot' Shott, der ligesom Samantha døde af en overdosis, var Jakob Ejerbos første, store fatale kærlighed, noget for evigt tabt, der alligevel ikke ville dø.

Som den eneste anden bog i Jakobs forfatterskab har også trilogiens afsluttende bind, romanen Liberty, en dedikation. Den er mere gådefuld. Garvey Dread og de fremmede. Men hvem er Garvey Dread? En privat person, et møde på Jakobs vej gennem livet, eller noget helt andet? Navnet Garvey Dread optræder i romanen. Det er den fiktive afsender, Trilogys sorte hovedperson, Marcus, skriver på pakkerne, når han sender banghi hjem til sin finske forbindelse. Men det kan jo ikke passe. En roman kan vel ikke være tilegnet et pseudonym, der kun eksisterer i hovedet på en af dens egne fiktive personer? Og hvem er de fremmede, der refereres til i tilegnelsen? Hvem var modtagerne af disse dedikationer? Eller sagt på en anden måde: Hvem skrev Jakob Ejersbo for?

Navnet Garvey findes og refererer til en virkelig person, Marcus Garvey, manden bag den panafrikanske rastafari-religion, som blev en så vigtig inspirationskilde for Bob Marley og reggaemusikken. Hans navn optræder også i sammenhæng med ordet Dread i titlen på en sang af den jamaicanske reggae-gruppe Big Youth, udgivet i 1975: Marcus Garvey Dread hedder sangen. Når romanens Marcus skriver Garvey Dread som afsender på sine pakker, så kræver det blot en smule kendskab til reggae-musikken at vide, hvem der har sendt dem, og det er ikke den for længst afdøde stifter af rastafari-religionen. Det er den lille hjemmegjorte pusher Marcus i Tanzania.

Dread betyder gudfrygtig, og det passer næppe på den ateistiske Marcus. Dread kan også betyde rædsel, og det passer bedre på den atmosfære af frygt, der fylder Marcus' liv i den ubarmhjertige afrikanske overlevelseskamp. Det er altså nogenlunde forståeligt, hvordan romanens Marcus når frem til pseudonymet Garvey Dread. Men er det af den grund mere forståeligt, at Ejersbo tilegner sin bog et pseudonym, som er halvt en afdød mytemager, halvt en sang og helt en fiktion?

Jeg ved, at det lyder nørdet med den her udførlige redegørelse for dedikationen i Ejersbos trilogi, men hav tålmodighed med mig, for jeg tror, jeg er på sporet af noget vigtigt. For det her er simpelthen den mærkeligste dedikation i dansk litteraturhistorie. Det er også en nøgle, ikke bare til Jakob Ejersbos værk, men til noget mere.

En uoverstigelig mur

Se nu bare anden del af dedikationen. Og de fremmede. Det er en sproglig kliché, som vi kun kender alt for godt, for den er blevet en del af det danske sprog. Det er det pegefinger-udtryk, vi bruger til at distancere os fra dem, der kommer til os udefra, indvandrerne og flygtningene, og låse dem fast i et os-og-dem-skema. Det er et ord, der bygger en uoverstigelig mur, bag hvilken vi gemmer og beskytter os. Jakob skyder lige igennem muren med sin tilegnelse, men jeg er ikke sikker på, at han i nogen politisk korrekt forstand ønskede at give en solidaritetserklæring til alle indvandrere, eller naivt troede, at det var dem, han skrev for. Jeg tror, han mente ordet i en anden og større betydning.

Hvad sker der, når man længes? Man bliver rodløs, eller rettere sagt stedløs, for vi har jo som mennesker ikke rødder, men fødder, og det er fødderne, vi bruger, når vi bliver grebet af længsel og må væk. Det kan være, det er et sted, vi må forlade. Det kan være, der er noget indeni os selv, der skal smeltes om. I en eller anden forstand involverer det en rejse, en ydre eller indre emigration. Verden er ikke længere god nok, som den er. Vi vil ikke længere fastholdes i dens greb, formes og begrænses af den. Den kendte verden er blevet fremmed for os, og følelsen smitter: Vi bliver selv som fremmede i jagten på de muligheder, vi anser for mere sande end alt andet.

Ingen kunne være mere forskellige end Liberty's to hovedpersoner, sorte Marcus fra Tanzania og hvide Christian fra Aalborg. Marcus fortæller i romanens begyndelse den løgn, at han ingen forældre har, og i en vis forstand er det sandt. Det klaustrofobiske familie- og stammemønster, han er født ind i, kvæler ham som menneske, og han må væk. Han drømmer om de hvides verden, og han forsøger at modellere sig selv om, så han passer til deres forventninger. Hele hans liv drejer sig om billetten til Europa, men i ventetiden må han overleve i et samfund, hvor alle værdier har måttet vige for overlevelsens nihilistiske imperativer. Han er dagligt tvunget til at genopfinde sig i en endeløs række af improvisationer, mens han søger sin egen lykke i en umulig navigering mellem to verdener.

Eksistentiel windsurfer

Christian vil det modsatte af Marcus og dog det samme. Han vil ikke længere være hvid, men i stedet leve som afrikaner. Han har følt en anden verdens puls, og han vil være en del af den. Også han forsøger at modellere sig selv om, og det er det, de har til fælles: De er ikke bare fremmede for den verden, de færdes i. De er fremmede i dobbelt forstand, Marcus for sin afrikanske baggrund, men også for den hvide verden, han så desperat vil optages i. Christian for den hvide verden, der ikke afføder andet i ham end en altomfattende livslede, men også for det Afrika, han tror, banker i hans blodårer, men som han ikke forstår at manøvrere i. De er begge to fremmedgjort med et ord, der for længst er gået af mode, og som engang betegnede åndstilstanden hos en middelklasse af semimondæne lediggængere, men denne fremmedgørelse er anderledes desperat og dramatisk, både indre og ydre, affødt af en globalisering, der får alle kendte verdener til at kollapse.

Marcus er ikke så meget rodløs som fod-løs: Han kan ikke flytte sig, uanset hvor meget han anstrenger sig. Han er et eksempel på det, den polsk-engelske sociolog og vismand Zygmunt Baumann allerede for mange år siden navngav som globaliseringens bagside, glokaliseringen, den proces, hvori Den Tredje Verdens indbyggerne bliver lænket til deres oprindelsessted, som de midt i en verden, der skilter med at være flydende og mobil, alligevel ikke kan forlade, fordi de alle steder nægtes et visum. Kun hvis de påtager sig flygtningens usikre status, kan de krydse de grænser, som i den rige del af verden intet betyder, mens de for den fattige udgør uoverstigelige barrierer. Christians status er den modsatte: han inkarnerer denne mobile, flydende verden. Han har ikke bare fødder, men også vinger, og dog er han ude af stand til krystallisere sit eksploderende superego om noget enkelt livsprojekt. Han er i stedet er en eksistentiel windsurfer suget op i en skypumpe af total mobilitet.

Jeg tror, det var det, Jakob mente, da han tilegnede sin bog til de fremmede, denne universelle tilstand, hvor Jorden er blevet en ukendt planet, og vi alle er tvunget til at genopfinde os selv. I den forstand er vi alle blevet sat i forfatterens situation: Vi arbejder konstant på den fiktion, der udgøres af vores eget jeg. Men intetsteds træder dette nye vilkår så stærkt frem som hos virkelighedens indvandrere, dem, det er så afgørende for det officielle Danmark at distancere sig fra, hvis vi fortsat skal opholde illusionen om vores helstøbte, betonagtige identitet som danskere. Det er derfor, Jakob bruger pegefingerudtrykket de fremmede. Han peger på os selv. Vi er alle sammen i famile med Marcus Garvey Dread, tvungne til at stykke stumper af drømme og fiktioner sammen og udgive det for vores eget navn.

Det er tilsyneladende nemt at rubricere Jakob Ejersbo litterært. Han synes at stå i en solid dansk tradition for realisme, der har været hos os i hundrede år, ofte som et sidespor, nogle gange marginaliseret af den toneangivende kritik, men altid med en høj stjerne hos læserne. Det nye skulle så være ambitionsniveauet: Et fremmed kontinent bliver inddraget, en dansker skildres i Afrika, men ellers er alt ved det gamle. Karen Blixen var der jo også, og der er selvfølgelig en afgørende forskel, ikke blot i genre, erindringskunst over for fiktion, eller fordi kolonialismen tilhører fortiden, eller fordi Karen Blixens yndlingsillusion, som hun både lever, trives og skriver på, forestillingen om afrikaneren som det oprindelige menneske, ikke lader sig opretholde trekvart århundrede senere i et allerede stærkt urbaniseret Afrika.

Men der er en endnu vigtigere forskel: Karen Blixen var kvinde, Jakob Ejersbo mand. Blixen har nok ikke været i seng med nogen af sine afrikanske protegéer. De vidende erotiske skildringer i Liberty, der i deres intensitet og påtrængende detaljerigdom næppe overgås i dansk litteratur, lader ingen tvivl, om Ejersbo også her havde gjort sin research grundigt. Han har bogstaveligt talt været inde i Afrika.

Et erotisk overfald

Det ville have været så fortvivlende nemt og fristende for en mandlig forfatter, også og måske især en nutidig, at falde for en ny og opdateret version af historien om den ædle vilde, den hedonistiske afrikaner, hvor krop og erotik smelter sammen i et ekstatisk, pulsende, pumpende nu, men Jakob Ejersbo falder ikke for fristelsen. Der er den scene, hvor Christian netop har opdaget, at hans kæreste Rachel har skjult for ham, at hun arbejder som prostitueret, og er fast besluttet på at afslutte forholdet, mens Rachel er lige så fast besluttet på at redde det. Hun tager ham i et erotisk overfald af nærmest voldtægtsagtige proportioner og efterlader ham en besvimelse nær af ekstatisk udmattelse. Vi ved, at det er en koldsindig kalkyle og ikke kærlighed, der driver hende. Vi ser Christian blive bedraget, og vi ser magtforholdene bag den kynisme, som ikke kun er Rachels, men vi hører også Rachels stumme, hjerteskærende bøn om frelse fra livet på Afrikas bund.

Det er Jakobs kunstneriske røntgenblik: lysår fra enhver sentimentalitet ser og skildrer han kynismen uden at blive smittet af den. Den, der er fattig på viden om verden, er til gengæld rig på illusioner. Den, der ved lidt, men ikke nok, bliver kyniker. Den, der som Jakob har gennemskuet verden, ser et mønster, hvor tragisk udvejsløshed brydes med håbefuld trods. Derfor er der ikke kun skarphed i hans blik, men også medfølelse.

Jakob Ejersbo kunne ikke slippe sine personer. Det må være grunden til, at han fik den usædvanlige ide inden for kun et halvt år at offentliggøre tre bøger, næsten 1.300 sider, en trilogi, men en usædvanlig trilogi, fordi den ikke består af tre fortløbende romaner, men af en fortælling, Eksil, der tydeligvis er en forvokset novelle, en novellesamling, Revolution, hvor næsten hver eneste novelle har rigeligt stof til en roman, og så endelig Liberty, den store, monumentale roman, der samler alle personer. Det er formålet med trilogien: Liberty's bipersoner skal også have deres historie, og det får de i Revolution. Det kan også siges på en anden måde: Der er ingen bipersoner i Jakob Ejersbos forfatterskab. For ham var alle mennesker hovedpersoner.

Det oversete og banebrydende

Ved tilendebragt læsning får man en usædvanlig association: at læse Ejersbo er som at surfe på nettet, og hermed vil jeg ikke lede tankerne hen på noget overfladisk, men på det forhold, at på nettet fører hvert link til hundrede nye links, der igen fører til hundrede nye links som et tæppe, der breder sig uendeligt i alle retninger, indtil det dækker kloden i en 1:1 gengivelse. Jeg tror, at dette er det oversete og banebrydende nye inden for rammerne af Jakob Ejersbo traditionelt udseende realisme, men man skal sidde med hele forfatterskabet foran sig for at se det.

Hvad bliver der af Christian, da han som en udstødt forlader Afrika? Han rejser ind i den verden, der skildres i Nordkraft, han optræder ikke i romanen, men det kunne han lige så godt have gjort. Skønt Nordkraft er skrevet syv år før Liberty, kunne den første roman i Jakobs forfatterskab være en epilog til den sidste. På samme måde kunne Eksil med dens skildring af den stofhungrende Samantha have stået som prolog til Nordkraft. Det hele hænger sammen hos Jakob Ejersbo, og for at bruge et mere gammeldags billede end internettet, så kan man også sammenligne hans næsten 2.000 sider store efterladte forfatterskab med et gigantisk gobelin, der uden faste rammer eller foreskrevne mål vokser i alle retninger.

Jeg kan ikke komme i tanker om nogle danske forgængere eller samtidige forfattere for den sags skyld, der var derhenne, hvor Jakob var. Jeg kan se, at et par yngre amerikanske forfattere befinder sig ved samme frontlinje. I Rick Moodys roman The Diviners er der heller ingen bipersoner. Den biperson, der optræder i det ene kapitel, bliver hovedperson i det næste. Det giver en radikalt anden komposition, men hensigten er den samme. Det var den også hos den nyligt afdøde forfatter David Foster Wallace, hvis hovedværk er en roman med den sigende titel Infinity, uendelighed. Wallace begik selvmord i september 2008, tynget af en følelse af utilstrækkelighed over for den enorme forpligtelse, han havde påtaget sig.

Forpligtelse er et godt ord, selv om det er et usædvanligt ord at bruge, når det kommer til en forfatter, men jeg tror, det passer på Jakob Ejersbo. Jeg tror, han havde en overvældende følelse af moralsk forpligtelse over for sit stof. Jeg tror, men jeg ved det ikke, at Jakob var et meget trofast menneske. Han var det i hvert fald i sin kunst. Han slap ikke sine figurer, før han var kommet rundt om dem og havde forstået dem. Han skildrede deres indespærring i roller, i sammenbrudte kulturer, på kontinenter, der til trods for deres vide horisonter alligevel kunne være fængsler, men han holdt aldrig op med at søge efter udveje på deres vegne. Han var solidarisk med deres udbrudsforsøg, deres stædige, somme tider selvbedrageriske, somme tider bevidst bedrageriske forsøg på at genopfinde sig selv, deres grundlæggende fremmedhed, fordi deres fremmedhed dybest set er et spejl for en verden, der har mistet sine pejlemærker. Han var frem for alt solidarisk med deres livsappetit, deres forslugenhed, for den var hans egen.

Jeg ved, Jakob Ejersbo for længst har indskrevet sig i litteraturhistorien. Og jeg synes, det er opløftende, et næsten profetisk tegn, at den store danske samtidsroman, alle fablede om i årtier, nu er skrevet, og den foregår i Afrika, på et andet kontinent, kort sagt i verden, og ikke i den nationale gummicelle. Men jeg tror, Jakob har indskrevet sig i endnu en historie: musikhistorien, og det skyldes ikke kun, at et Afrika uden musik kun er den halve historie. Der blev spillet Bob Marley ved hans begravelse, og det er også Bob Marley, der får lov at repræsentere håbets stemme i romanen, da Marcus' lille søn, der tilsyneladende er gået fri af den allesteds nærværende aids-smitte, bliver opkaldt efter en af Marleys sidste sange Redemption Song.

Jakob og Natasja

Jakob Ejersbo romaner har usædvanlige titler. Kun Eksil er konventionel. Nordkraft er et elektricitetsværk i Aaalborg, Revolution og Liberty er diskoteker i Moshi, store begreber i det 19. og 20. århundredes frihedskamp, men her betegnelsen for det eneste fristed i Afrikas overlevelseskamp, dansegulvet. Og det er det, der får mig til at tænke, at Jakob havde en åndsbeslægtet i Danmark, en søster i ånden, og det var ikke en forfatter. Det var reggae-sangerinden Natasja. Der er så mange oplagte paralleller imellem dem. De spændte over to kontinenter, Afrika og Europa. Natasja havde sudansk far og en dansk mor. De fandt begge et voksested, måske en slags fædreland i den jamaicanske reggae. De havde samme livsappetit, trods, talent - og fatale indre splittelse, som de begge forstod at udnytte kunstnerisk. I Danmark er jeg født hed Natasjas gennembrudsalbum med en håbefuldt citat fra den danske sangskat, og alligevel følte de begge med Marcus' ord til Christian, at de var »i det forkerte land«, uanset hvor de var. En blegfis i Sudan, i Danmark det sorte får, som Natasja sang. Blegfis var Jakob også i Afrika, og sort får i Danmark, jovist, for succes er ikke altid garanti for, at man slipper ud af outsiderrollen. Endnu en parallel, denne gang tragisk: De døde begge unge, kun ved begyndelsen til et uoverskueligt stort livsværk.

Da jeg første gang hørte Kim Larsen synge på dansk, tænkte jeg, nu har Osvald Helmuth fundet en arvtager. Da jeg første gang hørte Natasja synge på dansk, tænkte jeg, nu har Kim Larsen fundet en arvtager. Jeg tænkte ikke i tilsvarende baner, da jeg første gang læste Jakob Ejersbo. Jeg tænkte bare, her er det største talent, dansk litteratur havde set i flere generationer, og jeg sagde det heldigvis også højt i en tale, da Jakob fik De Gyldne Laurbær. Når jeg nævner dem begge, er det ikke kun på grund af lighederne mellem dem, men også fordi de engang ude i fremtiden vil få status som store folkelige danske kunstnere , en vital og levedygtig folkelighed så forskelligt fra den nuværende, som tænkes kan, fordi den er åben, modtagelig, foranderlig og frem for alt ærlig om sine egne indre svagheder og splittelser.

Der var en vise, jeg hørte som barn, og som er blevet med mig siden. Det er Osvald Helmuths Havnen om manden, der hver dag ved fyraftenstid cykler en tur langs Københavns kajer for at se på skibene og holde den lille flamme af udlængsel, der brændte i hans ungdom, ved lige. Han kender sin plads, han er så dansk i sin milde, modne resignation, der også indeholder en lille kerne af fortrydelse, som han knap nok tør sætte på ord. Ordene er simple, men Osvald Helmuths diktion gør visen fuld af undertoner. Jeg føler, at det er i denne mand i hans fyraftenstime og i visen om ham, at Natasja og Jakob bliver til. De er hans børnebørn, folkelighed under eksplosivt ændrede betingelser, mennesker, der fulgte udlængslens bud, men for hvem den også bliver tvetydig skæbne med sin egen høje pris. De er begge nydanskere i en anden forstand, end vi har vænnet os til at bruge betegnelsen. De er verdensborgere, på samme tid fremmede og hjemme overalt. Uden konfliktskyhed vedkender de sig deres indre brudlinjer og viser, at splittelse og disharmoni også kan være en ressource og kilde til vækst og blomstring.

Indtil for fem minutter siden var de vore samtidige, kun halvt beskrevne blade. Nu er de færdigskrevne, allerede en del af en forpligtende dansk kulturarv.

Når jeg tænker på Jakob Ejersbo, hvis værk jeg kender bedst, og det, han nåede at give, føler jeg taknemmelighed, ikke kun som læser, men også som menneske.

Jakob lærte mig noget nyt om livet, og han formåede at finde en form, der svarede til det, han ville sige. Noget større kan jeg ikke sige om en forfatter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" David Foster Wallace, hvis hovedværk er en roman med den sigende titel Infinity"

Der findes ingen sådan "sigende" titel i Wallace's forfatterskab. Der findes derimod et mesterværk med titlen Infinite Jest fra 1996.

Carsten Jensen skal iøvrigt have tak for (med brask og bram) at udnævne Ejersbos Afrika-trilogi til Den Store Danske Samtidsroman.

Et åg er løftet fra forfatternes skuldre. Nu behøver de ikke længere føle dårlig samvittighed over at skrive lige hvad de har lyst til.

Hverken bøn eller raserianfald
hidkalder fornuften
kun myter
alt for virkelige
skrevet med alle unge sonofres skrift
på min broders pande.

Asger Stig Møller 1965-2010

Pernille Bærendtsen

Kaere Carsten Jensen,

Fantastisk flot analyse. Slet ikke nørdet.

Danskere i Tanzania laeser Ejersbo, og der staar nu 3 lasede boeger paa min reol, som har vaeret gennem manges haender og rundt i TZ.

Og diskussionerne koerer - det ER noget af det bedste Afrika litteratur der er skrevet - men godt med dine betragtninger.

Takker ydmygt!

Pernille

Lars Rasmussen

For det første kan man komme i tvivl, om Carsten Jensen overhovedet har læst den roman af David Foster Wallace, som han ikke kan titlen på. Og skulle man få lyst til at være pedantisk kunne man måske ligefrem påpege, at Carsten Jensen burde redegøre for, hvad der er så "sigende" ved den opdigtede titel 'Infinity'. Glem det: det er et letkøbt forsøg på at gøre Ejersbo til en slags ny Blixen - her ét år efter hans romaner udkom. At sammenligne en dansker - om så hans ord får englene til at græde - med en amerikansk kultforfatter som Wallace uden grund er at bevæge sig på ufatteligt tynd is. Carsten Jensen antyder den sensitivitet, der adskiller Ejersbo fra 80'ernes ironi, og her er da også et vist slægtsskab med det amerikanske opgør med postmodernismen. Men så er den heller ikke længere. Ejersbos trilogi handler om Afrika. Det amerikanske opgør med postmodernismen er en kamp om den amerikanske sjæl.