Læsetid: 4 min.

First Price til fattigrøve

Har De nogensinde haft et fornøjelsesbudget? Klummistens eget budget har til alle tider, som ung, som voksen og nu, hvor han i det mindste er yngre end sin forlægger, kun haft to poster, nemlig: Faste udgifter og Det, der er tilbage
23. januar 2010

Når man tager med en tysk færge på ruten Rødby-Puttgarden, ligger der brochurer fremme om alle de prisbillige indkøb man kan gøre på den behagelige overfart. Brochurerne er dansksprogede, men oversættelsen er nok lidt for bogstavelig. Engang jeg sad på sådan en færge og læste i sådan en brochure, blev jeg mødt af en indbydende overskrift. Få Deres fornøjelsesbudget til at strække længere, stod der. Nielsen, spurgte jeg mig selv: har De nogensinde haft et fornøjelsesbudget?

Det der er tilbage

Mit budget, til alle tider, som ung, som voksen og nu, hvor jeg i det mindste er yngre end min forlægger, har kun haft to poster, nemlig: Faste udgifter og Det, der er tilbage. Men ok., det har andre mennesker måske, i alt fald er der mange af dem, der virker mere fornuftige og økonomiske end mig. Da jeg gik i skole, kan jeg godt huske, at vi blev undervist i at lave regnskab. Man skulle bogføre sine indkøb, derved ville man blive i stand til at gennemskue sine vaner hvoraf nogle nok mest var dårlige, med unødvendige udgifter til følge. En post hed husleje for det lejede værelse, man kunne se frem til, når man kom ud af skolen engang. Alene den post kunne løbe op i hele 120 kroner. Der skulle også lægges penge til side til frisør. Hvis man erlagde den pågældende sum en gang om måneden, kunne man tilføje i parentes studsning, for det kunne man godt nøjes med, hvis man kom hos frisøren regelmæssigt og dermed, igen igen og vældig fornuftigt, sparede penge fordi en studsning naturligvis var mere prisbillig end en klipning. Bøger og blade formodede man også, at unge mennesker havde udgifter til. Måske bevilligede visse forvorpne unge mænd sig selv en kondompulje, men i så fald nok camoufleret i regnskabsbogen, måske som frimærker. Men jeg kan nu engang ikke huske en post, der hed fornøjelser. Måske forudsatte man, at ungdommen dengang havde tilstrækkelig sans for de gratis glæder, og derfor ikke behov for andre, men det stemmer nu ikke videre godt med min erindring. Så vidt jeg husker, var vi fuldkommen vilde med bananstik og disse hersens tolampersapparater.

Faste udgifter er faste udgifter, dem må man affinde sig med som et vilkår, så hvis man absolut vil have et fornøjelsesbudget, må man håbe, at budgetposten det, der er tilbage er stor nok. Skulle det vise sig, at det er den vist ikke, skal man skam ikke fortvivle, der er hjælp at få, f.eks. i butikskæden Spar, der for nogle år siden introducerede en særlig prisbillig serie af daglige forbrugsvarer med fællestitlen First Price. Hvis man holder sig til dem, når man køber ind, sparer man penge og får mulighed for, måske for første gang i ens liv, at lægge til side, så man kan oprette sit helt eget fornøjelsesbudget.

De pæne mennesker

Og man behøver ikke at skamme sig det mindste over at slæbe billigvarer hjem til husholdningen, for Spar har forsynet de enkelte varer med portrætter af pæne, almindelige mennesker. Ikke fotomodeller og den slags, det er ikke Spars mening at give os mindreværdskomplekser. Pæne og almindelige mennesker, som sagt. En køn, mørkhåret pige er så begejstret for kogt skinke, at hun bruger begge hænder, når hun propper skinkemellemmaden i munden. Saltkød er mest for herrer, i det aktuelle tilfælde en yngre mand i ternet skjorte. En lille glad baby, m/k, der lige har lært at spise selv, elsker simpelthen hamburgerryg. Far, m. skæg og forklæde, og datter hygger sig med to kilo hvedemel. En yngre kvinde, omkring de fyrre, rør selv sin kartoffelmos af prisbilligt pulver. Så bliver familien glade. Det er noget, vi alle sammen kan nikke genkendende til: madglæden.

Biksemad, 600 g.

Et andet eksempel har jeg sværere ved at genkende. Det er en yngre mand, dekorativt ubarberet, der mest ligner en filmstuderende eller en boganmelder på Weekend Avisen. Han har kastet sin kærlighed på en slags lakridsbolsjer ved navn Junglestykker. Nå, min forvirring kan selvfølgelig skyldes, at jeg aldrig har kunnet lide bolsjer. Direkte betænkelig bliver jeg dog, når jeg ser den lille purk, der reklamerer for jordbærgrød. Han mangler en fortand. Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor han mangler den fortand, men som vi ved ikke mindst, hvis man er daglig læser af denne avis kan det nemt føre for vidt at give sig ud i for mange spekulationer. Hvis galt skal være, kan man da også få et udmærket liv, selv om man skulle mangle en fortand. Men æblegrød er nu nok sundere. Ham, der spiser den, er en glad elektrikerlærling, der går til fodbold i sin fritid. Han ser gennemført sund ud. Det gør biksemadens smilende veninde ikke helt så meget, hun virker beskeden af type. Biksemad m. svinekød, 600 g. Humøret fejler ikke noget hos pigen, der reklamerer for 2 i 1, shampoo & balsam. Bortset fra at hun har vådt hår, er hun lige til at spise. Et lille livstykke, en pige, synes det er sjovt at pudse næse, derfor reklamerer hun veloplagt og pjankevornt for Lommeletter 10 stk. Der er dog en enkelt af reklamerne, jeg ikke er så glad for. En mand, der ærlig talt selv ligner en, reklamerer for karklude. Samtidig med at en køn, selvbevidst pige reklamerer for Luksus alt-mulig-klude.

Men ellers er det dejligt at ligne et almindeligt menneske, når man slæber varer hjem fra Spar. First Price til det almindelige, tænker man trodsigt. Naboerne skulle jo nødig tro, at man er en fattigrøv.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rachel Henderson

Den lille purk, der mangler en fortand, har nok en anden på vej.

Jeg tror jeg kan feje alle Bents betænkeligheder ved at købe bemeldte jordbærgrød væk , ved at minde ham om at det er helt normalt at børn fra 6-13 års alderen mangler en tand, snart her, snart der. Men bare rolig, de bliver snart afløst af de blivende tænder.

Find evt. nøglen til mysteriet her: http://www.tandlaegehuset.com/maelketand.htm
hvis du da ikke kan huske din egen barndoms tandudskiftning.

Søren Kristensen

Hvis du ligefrem drømmer om at imponere dine naboer, kan jeg anbefale at du bærer dine dagligvarer hjem i en Irmapose. Men husk at skifte den med jævne mellemrum ellers risikerer du at opnå den modsatte effekt.