Læsetid: 3 min.

Fly-film hængt til tørre hos anmelderne

'Kvinden der drømte om en mand' er både banal og tynget af klicheer, lyder dommen fra flere af landets filmkritikere
'Kvinden der drømte om en mand' er både banal og tynget af klicheer, lyder dommen fra flere af landets filmkritikere
21. januar 2010

Han er vant til gode anmeldelser, Per Fly, men i dagens aviser må den feterede filmmager kigge langt efter de rosende ord. Hans nye film, Kvinden der drømte om en mand, befinder sig ifølge de fleste anmeldere milevidt fra Flys tidligere bedrifter.

»Problemet er, at hans film fremtræder som en krukket konstruktion, der aldrig bliver levende eller vedkommende,« skriver Berlingske Tidendes Ebbe Iversen, der har svært ved at forstå, hvordan den samme instruktør kan have »betaget os med storværket Bænken, Arven og Drabet«.

Politikens anmelder Erik Jensen erklærer sig på linje med sin kritikerkollega, men anerkender dog samtidig Flys forsøg på at skildre »den altfortærende forelskelse og passion i sin nye og markant anderledes film«:

»Desværre vil han det så gerne, at den filmiske æstetik skygger for filmen trods Sonja Richters hudløse pragtpræstation,« lyder dommen fra Erik Jensen, der også mener, at filmen til tider bliver for fortænkt:

»Vi skal gennem konstruktionerne forstå, at dette er en kunstnerisk film af den franske skole, så pointen bliver et stykke skrigende kridt, der overskriver tavlen med filmens handling og troværdighed. Forværret af en slutning, der gør det svært at tage filmen alvorligt,« skriver Erik Jensen.

Banal og klichéfyldt

Kort fortalt handler Kvinden der drømte om en mand om den unge og smukke K, der plages af en tilbagevendende drøm om en fremmed mand. På en arbejdsrejse, som modefotograf, møder hun manden fra sin drøm, og hendes ellers perfekte liv med sin elskede Johan, deres fælles barn og et succesfuldt job trues af en skæbnesvanger og mystisk dragende forelskelse mellem de to fremmede mennesker. Forelskelsen udvikler sig til en besættelse, og da drømmen blander sig med virkeligheden, får deres møde fatale konsekvenser for fremtiden.

Filmens plot lyder måske både velkendt og lettilgængeligt, men Kvinden der drømte om en mand er ingen af delene, mener Børsens anmelder Morten Dürr.

»Dette er nemlig ikke den velkendte danske realistiske fremstilling af utroskab og gal kærlighed filmet med håndholdt kamera i jagt på en dokumentarisk troværdighed. I stedet er filmen symbolladet og æstetiseret som en fransk art house film fra 1960'erne,« skriver Morten Dürr, der nok anerkender Flys film som et »nybrud« i forhold til Bænken, Arven og Drabet - men desværre mest som et fejlslået nybrud:

»Kvinden der drømte om en mand er stil over indhold, og ser man udover æstetikken synes filmen banal og tynget af klicheer,« skriver Morten Dürr.

Heller ikke Informations egen anmelder Morten Piil mener, at Fly i sin nye film lever op til sit vanlige høje niveau.

»Per Fly har udlevet sin drøm af en film, og han har inden da givet os så store oplevelser, at det ville være småligt at bebrejde ham det. Men nøgternt betragtet, bedømt på egne præmisser, synes jeg Kvinden der drømte om en mand er en forbier,« skriver Morten Piil.

Og så noget ros

Mest begejstret for filmen er Kristeligt Dagblads anmelder Palle Schantz Lauridsen. Han tildeler filmen fem ud af seks stjerner og mener, der er tale om en »en meget velkontrolleret fortælling«, som er »kunstnerisk ambitiøs«, men også »noget prætentiøs bl.a. i slutningen, hvor hele historien får en radikal drejning, og forholdet mellem virkelighed og drøm noget fortænkt bliver sat på spidsen.«

Også hos Jyllands-Postens anmelder Johs. H. Christensen får Kvinden der drømte om en mand rosende ord med på vejen - dog først og fremmest på grund af Sonja Richters spil som hovedpersonen K, der ifølge Johs. H. Christensen er »en usædvanlig, modig, foruroligende - og åbenbart ekstremt gennemarbejdet præstation«.

Kvinden der drømte om en mand har premiere i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu