Læsetid: 4 min.

'Den forbandede ungdom's far er død

Den gådefulde amerikanske forfatter J.D. Salinger efterlader sig et sparsomt forfatterskab med gevaldig kulturel gennemslagskraft
30. januar 2010

Litterær berømmelse er et tveægget sværd. Få forfattere kan siges at have erfaret og levet den lektie mere end den amerikanske Jerome David Salinger, der torsdag døde i sit hjem i Cornish, New Hampshire. Han blev 91 år gammel .

Det skulle blive en enkelt kort roman, der skaffede J. D. Salinger den eftertragtede litterære anerkendelse og med tiden også verdensberømmelse. Og det skulle blive den samme lille bog, The Catcher in the Rye (på dansk: Griberen i Rugen, senest oversat af Klaus Rifbjerg), der med tiden fik kultstatus og gled ind i den amerikanske populærbevidsthed i en grad, der vanskeliggjorde den lidt sære new yorkers ønske om at leve helt og aldeles i fred fra nysgerrige journalister og forstyrrende fans.

The Catcher in the Rye er med tiden blevet langt mere end blot en ungdomsroman fra 1950'erne. Den blev et ikon på en gryende ungdomskultur, og den blev misbrugt af John Lennons morder Mark Chapman, der bar bogen på sig, da han skød popstjernen i 1980.

Den sagnomspundne bog udkom i 1951 og genererede øjeblikkelig opmærksomhed med sin loyale og for datiden forbløffende ligefremme skildring af teenageren Holden Caulfields odyssé gennem New Yorks gader. På et tidspunkt, hvor Elvis stadig kørte lastbil, og hvor ideen om en selvstændig ungdomskultur var lige så verdensfjern som ideen om en mand på månen, virkede Salingers indfølte skildring af 16-årige Holden Caulfield både overrumplende og pirrende.

Læserne genkendte og elskede øjeblikkeligt den skeptiske, surmulende og selvmodsigende teenager, der vandrer i grænselandet mellem barndommens uskyld og voksenverdenens falske og hykleriske idealer og får nok af det hele og stikker af til New York for at opsøge sin elskede lillesøster.

Holdens skrøbelige trodsige og ironiske uafhængighed gjorde ham til en moderne efterkommer til Mark Twains Huckleberry Finn, mens hans melankolske tvivl og forsøg på at genvinde tabte eksistentielle fikspunkter gjorde ham til en litterær slægtning til Albert Camus' figur Meursault i romanen Den Fremmede.

Allerede i samtiden fik værket status af moderne amerikansk klassiker, men var alligevel i mange år ikke til at opdrive på de amerikanske biblioteker, der ikke brød sig om den realistiske sprogtone. Holden slynger om sig med 'goddams', mens et andet yndlingsord, 'phony' konstant tages i ed som et udtryk for Holdens desillusionerede domme over voksenverdenens hykleri og overfladiske idealer.

Salingers loyalitet mod sin hovedfigur kom nemlig også til udtryk i en for datiden lettere chokerende kompromisløs forpligtelse på at gengive teenagernes daglige tale og vendinger så loyalt som muligt, og det klarede forfatteren med beundringsværdigt gehør.

Afhørte nazister

Det blev romanen om Holden Caulfield, der skabte myten Salinger, men inden han ufrivilligt overskyggede sine egne værker, indledte han som så mange andre amerikanske forfattere sin litterære karriere med at indsende noveller til tidsskrifter som Esquire og The New Yorker. De litterære ambitioner blev midlertidigt lagt på is, da Salinger under Anden Verdenskrig tjente i kontraspionageafdelingen i Devon i Storbritannien, hvor han medvirkede i afhøringer af deserterede nazister. Senere deltog han også i landingen på Utah Beach under D-dagen.

Efter krigen oplevede Salinger sin første større succes, da The New Yorker antog novellen »A Perfect day for Bananafish« om den nærved apatiske Seymour Glass, der efter et tilfældigt møde med en lille pige på en nærliggende strand, skyder sig selv ved siden af sin sovende kone. Novellen blev retningsgivende for Salinger, der fortsatte beretningen om Seymour Glass' gådefulde selvmord i de to bøger Franny and Zooey og Raise High the Roof Beam, Carpenters, hvori han portrætterer den kunstneriske og højt begavede søskendeflok med efternavnet Glass.

Selvvalgt eksil

Med The Catcher in the Rye eksploderede Salingers popularitet, men det gjorde forfatterens ubehag ved berømmelsen desværre også. Først bad han om at få sit kontrafej fjernet fra nye oplag af succesromanen, men siden, allerede i 1953, forlod han barndomsbyen New York og lejligheden på Manhattan til fordel for en isoleret landejendom i østkyststaten New Hampshire, hvor han barrikaderede sig og afviste tilrejsende fans og beundrere med en tavs stædighed, der voksede til nærmest mytologiske dimensioner.

Ironisk nok forstærkede tavsheden kun interessen. Siden valgte Salinger også helt at indstille sine litterære udgivelser, men fortsatte ifølge rygterne med at skrive til skrivebordsskuffen. Kun lejlighedsvise søgsmål mod forfattere til biografier og en kort overgang også mod sin egen datter af andet ægteskab, der skrev en lidet smigrende fremstilling af sin fars kostvaner og dominerende temperament. har kunnet lokke den gamle forfatter ud af sit selvvalgte eksil.

»Der er en vidunderlig fred ved ikke at udgive,« sagde Salinger i 1974 i et sjældent, men ultrakort interview til Time Magazine. »Det er fredfyldt. Stadigvæk. At udgive er en frygtlig invasion af mit privatliv. Jeg kan lide at skrive. Jeg elsker at skrive. Men jeg skriver kun for mig selv og min egen fornøjelses skyld.«

Om Salinger har efterladt sig færdiggjorte manuskripter, og om de i så fald vil blive udgivet, afventes nu med spænding af fans og litterater over hele verden. I mellemtiden kan vi være taknemmelige over at have lært Holden Caulfield at kende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Preben B Knudsen

Flot artikel, Troels H! Super research. Vil anbefale arkivering af dine ord, så vi kan kalde dem frem, når der skal mindes. Tak.