Læsetid: 6 min.

Giv nykritikken en ny chance

Nykritikken fik aldrig en chance. Måske kan den få den nu, hvor der er krise for litteraturstudierne. Krise og kritik hører som bekendt sammen. Og nykritikken vil sætte den studerende i stand til at skelne mellem god og dårlig litteratur - en skelnen, som markedet har ophævet
Hauge. Hans Hauge, lektor, dr.phil. ved Nordisk Institut på Aarhus Universitet, ønsker nykritikken tilbage. 'For de ting, som den gjorde op med, er alle igen dominerende. Neopositivisme og biografi,' skriver han.

Hauge. Hans Hauge, lektor, dr.phil. ved Nordisk Institut på Aarhus Universitet, ønsker nykritikken tilbage. 'For de ting, som den gjorde op med, er alle igen dominerende. Neopositivisme og biografi,' skriver han.

7. januar 2010

Ingunn Økland, litteraturkritiker ved Aftenposten, skrev før jul om, hvorledes litteraturvidenskaben er blevet sejlet agterud. Sådan lød indledningen: »Alle vil vekk fra en stivnet litteraturteori, men den sitter i ryggmargen på tusenvis av litterater landet rundt. Hvordan bytte ut form og struktur med livet og verden?«

Der er flere norske forfattere, der har givet udtryk for det samme. Blandt andet Tore Renberg. Vi har ikke helt været vidne til noget tilsvarende i Danmark. Derimod kan vi konstatere, at det er slut med teori inden for litteraturstudierne, eller at litteraturvidenskaben er stivnet. Undertiden er den en parodi på sig selv. Da jeg præsenterede mine studerende for en freudiansk tolkning, morede de sig kosteligt, og en anden gang viste jeg dem en indviklet model om fortællinger, lavet af en, der hedder M. Fludernick. De mistænkte modellen for at være en parodi. Jeg kunne kun give dem ret.

Med teori mener jeg French Theory. Det er titlen på en bog af den franske kritiker Francois Cusset, hvor han kortlægger importen af teori i USA og om dens afslutning. Theory var alt det, vi forbandt med dekonstruktion, diskursteori, konstruktivisme, nyhistoricisme, performativ teori, poststrukturalisme, semiotik og så videre. Theory havde til formål at gøre det svært at studere litteratur, og tekstteori skulle vise de studerende, at de ikke kunne læse en tekst.

Biografiens tilbagekomst

Der er utallige bøger om opgøret med teorien. Det er endnu vanskeligt at sige, hvad der kommer bagefter, eller om der i det hele taget skal komme noget. Vi kan under alle omstændigheder konstatere, at den biografiske metode er vendt tilbage. Litteraturundervisningens professionalisering begyndte med et opgør med biografismen. Dens afprofessionalisering falder sammen med biografiens tilbagekomst.

Nykritikken gjorde i sin tid op med den biografiske metode. Det nye ved den var, at litteraturstudiet ikke skulle være videnskab. Det skulle være kritik og evaluere litteratur og lære de studerende at skelne et godt fra et dårligt digt og se bort fra forfatterens intention og fra litteraturens virkning på læseren.

Måske kunne vi få nykritikken tilbage. For de ting, som den gjorde op, er alle igen dominerende. Neopositivisme og biografi. Disse to metoder er kulturradikalisme'ns. Brandes var jo først og fremmeste biografisk - og videnskabelig.

Jeg nåede lige netop at blive nykritiker. I et eller to år inden studenteroprøret blev jeg undervist af en ægte nykritiker, der havde gået til undervisning hos nykritikeren William K. Wimsatt på Yale. Han hed Erik A. Hansen. Jeg var godt forberedt fra gymnasiet, hvor vi var blevet opdraget til at læse på den måde, som Cleanth Brooks gjorde i The Well Wrought Urn. Vi kunne finde paradokser i digte, og hvis vi fandt dem, var digtet godt. Vi lærte, at man nærlæser for at kunne vurdere. Jeg blev også undervist af en F.R. Leavis-elev, og på den måde stiftede jeg bekendtskab med den særlige engelske form for litteraturkritik. Han hed Donald Hannah. Det var Leavis, der totalt ændrede studiet af engelsk litteratur efter Anden Verdenskrig. Hans kritik var en form for moralsk kritik, og for ham var litteratur samfundskritik. Og endelig fortalte fagets professor Thora Balslev Blatt os, at Wellek og Warrens Theory of Literature skulle være vores bibel.

Dr. Hansen, som vi kaldte ham, for han havde en ph.d., underviste i den ægte, amerikanske nykritik. Vi blev derfor fra begyndelsen af ham advaret mod den forvanskede nykritik, der var blevet introduceret af Johan Fjord Jensen i 1964.

Som bekendt fik nykritikken aldrig nogen chance i Danmark. Der var nogle få, der praktiserede nykritik, sådan som Fjord Jensen havde præsenteret den. Fjord tilførte nykritikken metaforen med 'strata' (lag) fra fænomenologien, og han brugte begreber fra gestaltpsykologien. Der gik, som sagt, ikke mere end et år eller to, så var det slut med nykritikken. Den blev det, man skulle tage afstand fra. Den var ahistorisk, og det var det værste, man kunne være. Den blev forvist, før den havde virket. Historien er velkendt. Der kom ideologikritik, freudianisme, hermeneutik og strukturalisme. Her begyndte den store import af teori, og det er teorien, der nu er stivnet.

Inden jeg går videre endnu et par citater fra Ingunn Øklands artikel. »Nærlesning, autonomi, strukturalisme, intertekstualitet, dekonstruksjon, diskursanalyse, kanon, pragmatisme, autentisitet, intensjonalitet: I sentrum av dette faget finnes det en hard kjerne av begreper som i dag har fått et litt støvete og livsfjernt preg. Det samme gjelder fagets grunnvoll. Tiden er nok ute for å påstå at litteratur og teori som unektelig er skapt i den vestlige verden har krav på status som allmenn. Bare for få år siden laget tre ansatte en ny bok om Vestens viktigste verker med overskriften Verdenslitteratur. Asiatisk og afrikansk litteratur ble behandlet i bisetninger. Utdatert er også ideen om at fransk og amerikansk litteraturteori kan brukes på bøker fra et hvilket som helst land og en hvilken som helst epoke.«

Fiktionsfri fiktion

Det er sandt, at de begreber, som hun nævner, har fået et støvet og livsfjernt præg. De studerende afslører det straks. De ser, at de ikke kan bruge teori til noget på det nye universitet.

Økland synes at tænke på postkolonialismen, hvis kritik af det universelle hun indirekte henviser til. Igen er det min erfaring, at poko fascinerer de studerende. Men postkolonialismen er det, man kalder 'the last post'. Den er en del af den omfattende Theory og vil forsvinde - langsomt - men sikkert sammen med de andre teorier.

Hen imod slutningen af sit indlæg nævner Ingunn Økland modtagelsen af de første tre bind af Karl Ove Knausgårds selvbiografiske 'roman fleuve' Min kamp. Hun anklager en kritiker for at undlade at tage stilling til de etiske problemstillinger, som romanserien rejser. Hvor langt kan man gå? Hvor privat kan man være? Kritikeren er er produkt af den gamle teori. Den kritiserede kritiker tager ikke stilling til den slags, fordi det har med det biografiske at gøre, siger Økland, der vil have den biografiske metode tilbage. Hos Knausgård er der ingen leg med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Romanen fiktionaliserer ikke, men er udtryk for ekstrem realisme eller fiktionsfri fiktion. Økland antyder, at litteraturteorien intet kan stille op med en roman som Knausgårds. Det har hun ret i. Det biografiske er mit stikord til nykritikken. En nykritiker ville straks afvise Knausgårds roman.

Litteraturen som erkendelsesform

Kunne man genindføre nykritikken eller for første gang indføre den?

Den ville være en kritik af den videnskabeliggørelse, der finder sted på humaniora. Den ville være et alternativ til gold narratologi, kold kognitivisme og politisk korrekt neodarwinisme. Den ville også passe til en fremtid, hvor færre og færre vil læse litteratur. Nykritiske læsninger er ikke videnskabelige, men kunstneriske og håndværksmæssige. Dernæst er nykritikken en poetik, det vil sige et forsvar for poesien som tænkning. Ikke mange læser lyrik længere. Der er brug for at forsvare litteraturen som erkendelsesform. Og det formår nykritikken. Francis Fukuyama havde ret i, at det, der er godt for markedet, ikke er godt for kunsten. Går det dårligt for kunsten, går det værre for kunstvidenskaberne, der tvinges til at forvandle sig til forvaltere af oplevelsesøkonomien og begivenhedskulturen. Disse to er det sorte hul, hvori litteratur og god musik forsvinder. James Joyce er turisme i Irland.

Endelig vil nykritikken sætte den studerende i stand til at skelne mellem god og dårlig litteratur. Denne skelnen har markedet ophævet. Det vil blive muligt at befri litteraturstudierne fra kulturstudierne. Nykritikken fik aldrig en chance. Måske kan den få den nu, hvor der er krise for litteraturstudierne. Krise og kritik hører som bekendt sammen.

Hans Hauge er lektor, dr.phil. ved Nordisk Institut på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

det siges jo

at mange dialektiske materialister, og de fleste positivister, mener at:

udøvelserne af kønsakterne ikke er ( og næppe kan være ): også udøven videnskab.

det er vel derfor at de som oftest er så skeptiske, så kritiske, så afstandtagende

overfor stjernetegnsfilm.

og siger: sådan noget er næppe videnskab, kan næppe være videnskab.

de gode gamle dage genkommer

historikere, semiologer, semiotikere

( også nogle af de af dem som er materialister ? )

varsler om

de for mange vesterlandske arbejdere så forbløffende tider, hvor andre videnskabsfolk og kunstnere,fagligt aktive, fagforeningsfolk osv., "til venstre for enhedslisten", kunne yttre sig og endda bevare eller opnå god løn og gode liv (1946-1980 );
vi mistænkte dem dog for bare at være (skabs)stjernetydere eller (skabs)eksistentialisme, og altså næppe virkelige kommunister.

og nykritikken

og middelalderen;

at de alle og hver minsanten genkommer;

men hvis/når jo så vel ( kun ? ) som de ( rene ? ) farcer ?