I det nye årti bliver litteraturredaktører og anmeldere mere selektive, der spildes ikke længere spalteplads på det ligegyldige. Væsentlige bøger drages frem af glemslen og får et efterliv. Der skaffes økonomiske muligheder for, at forlagene kan opbygge backlister, så kvalitetslitteratur - herunder klassikerne - altid er tilgængelige. Makulering af gode bøger bliver anset for økologisk uacceptabelt, og udgivelsespolitikken er ikke mere afhængig af skiftende kommercielle strømninger. Der satses på bøger med substans, bøger, der kan provokere og udfordre, gøre læseren klogere på sig selv og verden, mens ordene pirrer både følelser, sanser og tanker. Det kan være klassikere eller nutidens litteratur, smalle digtsamlinger eller krimier og gedigne spændingsromaner. Men der må insisteres på, at sproget fungerer i alle genrer.
Ordene er forfatterens byggemateriale, hvis der sjuskes med det, falder hele værket sammen.
Manifester forgår, litteraturen består
Tættere vil jeg ikke gå på et manifest. Kloden er rund, verdensrummet uendeligt, og manifester sætter vejskilte op og udstikker retninger og ruter. Hvorfra? Fra det gamle, som skal ryddes af vejen. Hvortil? Til det nye, som snart ligger tilbage som det gamle. Det kan være inspirerende at vandre i flok, måske under en kritikers eller litteraturteoretikers banner. At føle sig udvalgt og med på noderne. Tramp, tramp. Vi bringer fornyelsen. Men kun i en kortere periode - det viser litteraturhistorien. Manifester forgår, litteraturen består, og den lader sig ikke afgrænse og inddæmme. Dens væsen er at vise det mangetydige, afdække falske sammenhænge og derudfra måske tøvende give et bud på, hvordan brudstykker kan samles og vise nye muligheder for en livsorientering.
Nej, litteraturen lader sig sjældent fange ind i et manifest, den stritter imod, går sine egne veje og vildveje, vil ikke spærres inde og blokeres. Skriveprocessen er en opdagelsesrejse i sproget og verden, en afprøvning af forfatterens egne holdninger. Fiktionen vil undertiden noget helt andet, end forfatteren forestillede sig. Den kreative kraft må den skrivende være ærlig over for, både af respekt for sig selv og for læseren. Når alt kommer til alt - og det gør det jo midt i kaos og forvirring - er en virkelig god bog en tillidserklæring fra et menneske til et andet.
De ni manifester
Læs her:
Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne
Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder
Hanne Richardt Beck: Pause fra parcelhuse, mord og fodsved
Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser
Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt
Hanne Marie Svendsen: Der må insisteres på, at sproget fungerer
Mads Eslund: Poesi skal ikke fimse
Pia Tafdrup: Forfatteren skal fortsat gøre det umulige
Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker
