Litteraturen går (forhåbentlig) derhen, hvor den vil. På romanens vegne kan man dog få lyst til at muge ud i de uskrevne reglers nullermænd. Gribe kosten, feje frygt og spindelvæv ned fra loftet og stille sig i et åbent vindue.
Jeg tror på:
Mod til store armbevægelser og autoritet.
Genretyranni - forduft! Er det en historisk roman, en kærligheds-, ungdoms-, generations-, samtids-, whatnot roman? Må ingen tage sig af egne og andres indbildte og støvede kasser fyldt med blege spørgefniddermider.
Alvidende-fortæller-forskrækkelse - pak dig! Fortælleren skal ikke være en undskyldning for sig selv, han/hun/den behøver ikke at pege på sig selv eller klistre sig nærsynet op ad et par enkelte karakterer. Den alvidende fortæller er en autoritet. Punktum!
Jeg tror på:
Kraft til at skrive med hjerteblod og ikke med usynligt blæk, som kun kan læses i lyset af bestsellerlister (også kaldet Lørdagslotto) eller fremkaldes til lyden af anmeldersmasken (også kaldet russisk roulette).
Store lunger så flygtige moderetninger kan pustes upåagtet over skulderen - lad dem blot hviske om, hvad man (ikke) skal skrive om: Sig selv, historiske personer, sex, virkeligheden (som jo helt sikkert er semiotisk/psykologisk/neurologisk/sociologisk funderet), fremtiden, fortiden, slægten, tro, død, samtiden. Lad dem blot tiske om, hvordan man (ikke) skal skrive: Krøllet, ligefremt, enkelt, labyrintisk. Min skrift skal være hensynsløst min egen.
Jeg tror på:
Klare øjne, høj himmel og kort vej til den anden side af kloden.
Flere ord om politik, historie, åndelighed.
Nysgerrighed, alvor, eksistentiel eftertænksomhed.
Udsyn.
Pause fra parcelhuse og andre små psykiske rørelser. Pause fra mord. Fra selvhøjtidelighed, selvfedhed og fodsved.
Jeg tror på:
Ro til at slå en skævert og til at kløjes i uregerlige tekster.
Uforfærdet fortælleglæde.
Jeg tror på, at verden ville være mindre uden litteraturen i alle dens former. Og jeg tvivler ikke på, at forfattere, forlagsredaktører, anmeldere og læseklubkvinder over 45 er enige. På litteraturens vegne kan man dog godt få lyst til at lade januarstemmen gjalde: Fyr op under spaltepladsen, kulturkronerne, sendetiden, hyldemeterne, udgivelseshorisonten, e-bogs-teknikken og litteraturundervisningen!
De ni manifester
Læs her:
Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne
Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder
Hanne Richardt Beck: Pause fra parcelhuse, mord og fodsved
Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser
Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt
Hanne Marie Svendsen: Der må insisteres på, at sproget fungerer
Mads Eslund: Poesi skal ikke fimse
Pia Tafdrup: Forfatteren skal fortsat gøre det umulige
Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker
