Læsetid: 9 min.

Hold dig i cool i Carthagena

Colombias 200-års jubilæum i år frembyder den perfekte festlige kulisse for udforskning af de storslåede strande og den pittoreske koloniale arkitektur langs landets caribiske kyst - et område, der i dag skønnes sikkert for turister
Salsa. Går man på gaden, kan man ikke undgå at bemærke, i hvor høj grad cafeerne er sprængfyldte af vallenato, den særlige colombiansk-caribiske rytme, som er en form for salsa, men med toner af gammel tysk harmonika som drivende for melodien.

Salsa. Går man på gaden, kan man ikke undgå at bemærke, i hvor høj grad cafeerne er sprængfyldte af vallenato, den særlige colombiansk-caribiske rytme, som er en form for salsa, men med toner af gammel tysk harmonika som drivende for melodien.

Rodrigo Arangura

8. januar 2010

»Jeg håber, du vil kunne lide min båd,« siger Sergio, medejer af Agua Hotel i Cartagena, da han fører os ud i den ventende taxa. Jeg er på vej til en af byens to lystbådehavne, hvor hans yacht afventer vor ankomst. Da jeg først er undervejs, går det op for mig, at hverken chaufføren eller jeg selv ved, ved hvilken af disse to marinaer fartøjet ligger ved kaj.

2010 markerer 200-året for Colombias uafhængighedserklæring fra Spanien og festlighederne vil strække sig over det meste af året. Cartagena selv har undergået en opblomstring i de sidste års løb og fremstår nu som en af de mest charmerende destinationer i hele Caribien.

Så charmerende faktisk, at jeg kun forlader byen med yderste modvilje. Alene Agua Hotel er et fantastisk sted. Det har til huse i et 1600-tals palæ, som Sergio og hans partner, Gustavo, har omdannet til et sted, der både er deres hjem og et udsøgt femværelses hotel. Og så ligger det helt uden at skilte med sin eksistens i selve hjertet af Cartagenas gamle by. Bryllupsrejsende kan i Aguas sofistikerede omfavnelse let komme til at glemme sig selv i dagevis, drysse rundt i dets indre gårdhave eller slå sig nede ved dets safirfarvede swimmingpool på taget, mens hviduniformerede tjenere holder strømmen af cocktails flydende. Og de vil sandsynligvis hellere end gerne forsage omverdenen bare en dag mere for et par drinks på Café del Mar med dens beliggenhed på toppen af bymuren ved solnedgang, før cafeen samme aften skifter ham og bliver til en til af denne bys mange fantastiske restauranter.

Den bedst kendte af disse madtempler er La Vitrola, og at reservere bord her vil sandsynligvis kræve hjælp fra din hotelvært. Til stamgæsterne hører flere notabiliteter fra Colombias kulturelite, herunder Fernando Botero, Colombias mest berømte maler og billedhugger (kopier af hans værker fylder alle souvenirbutikker i Carthagena), og Gabriel García Márquez, landets mest agtede forfatter, som dog ellers tilbringer det meste af tiden i Mexico. Det må dog siges, at selv om stedet vibrerede af cubansk jazz, så var maden altså ikke ekstraordinær.

En alternativ plan for aftenen kan begynde med den højloftede bar på Sofitel Santa Clara Hotel, et tidligere kloster, hvor travlheden er langt mere hektisk end på Agua. Blandt attraktionerne er en King Size-pool og en tam tukan i haven. På pladsen udenfor ligger Juan del Mar, en restaurant, som angiveligt er berømt for sine fisk- og skaldyrsretter.

Sikkerheden

Et endnu mere intimt hotel denne gang kun med tre værelser i et lidt mere medgørligt prisleje er Casa Carretero. Det ligger i Getsemani, et kvarter, der støder op til Den Gamle By. Her er kirkerne mere ydmyge og gaderne smallere. Turistflokkene fra Det Caribiske Havs krydstogtskibe (jo, de lægger til i Cartagena) vover sig almindeligvis ikke ind i Getsemani, men det er så deres fejl.

I Getsemani besøger jeg Café Havana, som er propfuld af turister og lokale, der skyller øl og mojitos i sig, fører livlige samtaler eller sidder og rokker til rytmerne fra et live band. Hele sceneriet får mig til at tænke på et nyligt besøg i Cubas hovedstad. Som Cartagena er Havana en by, mange rejsende vælger at passere forbi. De afskrækkes eller i amerikanernes tilfælde: bremses af politik. I Colombia er den afskrækkende faktor naturligvis sikkerhedsaspektet.

Den årtier lange borgerkrig mellem FARCs marxistiske guerillaer, diverse højreorienterede paramilitser og regeringsstyrkerne er ikke forbi, selv om bølgen af vold og kidnapninger er stilnet af, siden Álvaro Uribe blev præsident i 2002. Hvortil kommer, at Colombia fortsat er verdens førende eksportør af kokain. Men faktisk anses langt det meste af landet især den caribiske kyst og de centrale dele af hovedstaden, Bogotá for sikre nok for turister nu om stunder. Dog tilrådes forsigtighed efter mørkets frembrud, ligesom det frarådes at køre på afsides veje i landdistrikterne eller på anden måde forvilde sig for langt væk fra der, hvor turisterne plejer at flokkes.

Ud over politiske forviklinger og kolonial arkitektur har Havana og Cartagena også andre ting til fælles, herunder store portioner af rom, musik og dans. Går man på gaden, kan man ikke undgå at bemærke, i hvor høj grad caféerne er sprængfyldte af vallenato, den særlige colombiansk-caribiske rytme, som er en form for salsa, men med toner af gammel tysk harmonika som drivende for melodien.

Cartagena handler ikke om sight-seeing i traditionel forstand. En tur til Convento de la Popa nogle få kilometer ud for byen skæmmes af en slyngel af en taxachauffør, som forsøger at opkræve en ti gange så høj pris for turen (en tvist, der først løses, da jeg foreslår en politimand som mægler), men er afgjort strabadserne værd, alene på grund den fantastiske udsigt over byen og havnen. Dog vil jeg advare om, at stranden her ikke er indbydende. Faktisk er dette sted så vindblæst, at man snarere føler sig hensat til Nordsøkysten end til Barbados.

Det meste af denne en by er som bygget til spadsereture. Og skulle man blive træt af de Bougainvillea-draperede trægallerier, kan man jo altid hænge ud på Plaza Simon Bolivar, hvor man med stor sandsynlighed støder på optrædende dansere og musikere i den lille park. Eller man kan indtage en kop kaffe eller en øl på Plaza de San Pedro Claver og bare betragte strømmen af forbipasserende. En middag på Restaurant San Pedro blev gjort mere spændende ved synet af gæster, der ankom til et high society-bryllup i den kirke lige overfor, som giver pladsen dens navn.

Er man interesseret i lokalt kunsthåndværk, er der rige muligheder i de grottelignende butikker, som er hugget ud af voldene på Bovedas ved Santa Clara. Pas på dog på de emsige flokke fra krydstogtsskibene og tag Dem endelig også i agt for falske Botero-papirvægte og bogstøtter, der synes at formere sig som kaniner.

Sikkert privatliv

Nå, men det lykkes at finde den rigtige lystbådehavn. Den slanke og sexede motoryacht har plads til 10, men om bord er denne dag kun kaptajnen og hans makker. Vi glider forbi den chokerende moderne skyline på Bocagrande, den L-formede landtange, som er spækket med de højhuse, som er det foretrukne sted for velhavende colombianere at bo og boltre sig, når de besøger byen. Derefter kommer et par 1700-talsforter opført i sten af spanierne, som var lede og kede af piraters ustandselige belejringer af Cartagena (Sir Francis Drake var en af disse). Langsomt begynder havet at antage den farve, man ville forvente i Caribien, samtidig med at mangrovekysten viger for strækninger af hvid sandstrand. Vi nærmer os øen Baru, en af flere i det farvand, som kendes som Corales del Rosario National Marine Park. Det ligger 45 minutter syd-vest for Cartagena hvis man altså sejler med en båd så hurtig som vores.

Hvis Agua i den gamle by tilbyder sensuel stilhed, satser dets søsterejendom her mere på diskret luksus. Her er blot tre stråtækte casitas, men de har deres egne private pools. Og selv om disse ikke imponerer ved deres størrelse, vidner disse ferieboligers storslåede beliggenhed her højt over havet nedenfor om ufatteligt overskud.

Stien til casitaerne er temmelig stejl og lang. Men inden man slår ind på den, får man først tilbudt et glas myntevand. Enten ved bådebroen, der har hvilestole og trin ned til en svømmetur eller i den lounge og spiseplads, som ligger under et enormt udspændt stråtag.

Havet her er af en farve, De næppe har set før som om flormelis var hældt i turkis for at skabe en mælkeagtig grøn, og det er oversået med småøer og skjulte strande. Spørg Aguas folk, og de vil med glæde tage Dem med på en udflugt til en sådan mindre strand for en dag eller bare en time og give Dem mulighed for at opleve en smule Robinson Crusoe-ensomhed.

Privatlivet synes således sikret. Lige indtil en mand dukker op og tilbyder dig halskæder og armbånd. Han må have padlet hertil på et surfbræt, så jeg føler mig forpligtet til at købe.

For vore bryllupsrejsende fra før vil det være svært at finde et mere oplagt rejsemål end Agua Baru, som overgår selv de fjerneste øer i Thailand og Filippinerne i tropeidyl og eksotisme. Den eneste anke skulle være den enerverende høje kakofoni af fugleliv, der opstår ved solopgang.

Efter to dage i mit Baru-paradis vender jeg tilbage til Cartagena og kører i fire timer mod nord langst kysten op til Venezuelas grænse. Jeg passerer den store industri-havn i byen Barranquilla (hvorfra sangerinden Shakira kommer fra) og Santa Marta og Sierra Nevada-bjergkæden bag denne. Da bjergerne dykker ned mod havet, begynder Tayrona National Park, som jeg har tænkt mig at udforske den følgende dag.

Først skal jeg dog lige finde Koralia Beach Hotel, som en af mine venner har fået anbefalet af selveste Shakira. Det er hipt og flippet, siger han, men du vil elske det.

Hotellet drives af Patricia Nieto og hendes bror Pierre, og Koralia består af en samling funky indrettede bungalows langs en bred og øde strand. Fra kysten, på en klar dag kan man se de sneklædte bjergtoppe i Sierra Nevada. De fleste måltider her er vegetariske, og man må tage, hvad man kan få (Patricia rejste for nylig til Tibet for at konvertere til buddhismen). På andendagen må jeg dele Koralia med 30 yoga-typer, der er samlet til en eller anden minikonference, der har noget at gøre med solpletter og humørudsving.

En slange i Paradis

Jeg kunne udmærket have været den oplysning foruden, som hotellets massageterapeut, Dani der i øvrigt er i verdensklasse betror mig om, at meget store boa-kvælerslanger fra tid til anden trænger ind på hotellets grund. Min stråtækte bungalow er charmerende, men betydeligt mindre sikret imod sådanne ubudne gæster end min casita på Baru.

Indtil for nylig var en stor del af Tayrona-reservatet krigszone. I 2003 blev otte udlændinge kidnappet af guerillaen, og tre af reservatets ledere blev myrdet alarmerende hurtigt efter hinanden. I dag synes disse farer at have aftaget så meget, at regeringen vover at satse på at fremme turismen i parken. Efter en dag med Bernardo forstår jeg hvorfor.

Han insisterer på, at jeg står tidligt op nok til, at vi kan være der ved parkens indgang ved åbningstid kl. 8. Den tur, han har i tanken, vil tage otte timer og en stor del af den vil gå op ad en smal sti af gamle sten lagt af præcolumbiansk indianere. Stien stiger kraftigt gennem den ækvatoriale regnskov til Pueblito, resterne af en by, hvor der boede Kogui-indianere indtil spaniernes ankomst. Der er ikke meget tilbage af den nu ud over et par stenterrasser, men det er hele turen herop, der tæller.

I Pueblito gør vi holdt for at fortære nogle ret klamme tunsandwich, før vi indleder nedstigningen ad forskellige stier gennem skoven. I hælene på os følger en gruppe canadiske og tyske backpackere, der har lidt svært ved at fatte, at Bernardo eksperimenterer med en rute, han aldrig har taget før. Vi ender på en af de mange skjulte strande, der kanter Tayrona Park. Med skyggefulde palmer og store, glatte rullesten for enden af korte forbjerge er dette sted blandt de mest fortryllende kyster, jeg nogensinde har set.

Tilbage i Cartagena afbrydes min rejse brat af et punkteret dæk og derpå af adskillige militære vejspærringer. Men jeg ender med at konkludere om mit ophold i Colombia, at det har leveret en perfekt kombination af nye kulinariske oplevelser, nye niveauer af dolce vita-dovenskab, en hel del nye venner og kun en enkelt dags anstrengende motion. Og frem for alt er jeg blevet introduceret for Cartagena, der givetvis må være Caribiens mest fantastiske by (ved siden af Havana, muligvis.)

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu