Læsetid: 4 min.

Hurra for public service-kvaliteten!

Der kan være mange gode grunde til, at man i DR nu revurderer sendefladerne, udvikler programpolitikken og gør en særlig indsats for at hæve kvaliteten. Men de, som tror, at man kan finde en alment accepteret kvalitetsnorm, hører til blandt de kulturelt naive
Otto Leisner i 'Kvit eller dobbelt' - et program fra dengang, Danmarks Radio havde hele banen for sig selv.

Otto Leisner i 'Kvit eller dobbelt' - et program fra dengang, Danmarks Radio havde hele banen for sig selv.

Jan Jørgensen

15. januar 2010

Vi er mange, der hilser den seneste tids signaler fra DR om mere vægt på kvalitet og klassiske public service-dyder velkommen. Selv blandt de cirka 1.500.000, der om fredagen ser X Factor, må der være talløse, som med veneration tænker tilbage på Leisners På med pilen Palle og Kvit eller dobbelt. Lige så mange af de faste seere til DR's prisvindende dramaserier sidder sikkert hver søndag aften og længes efter TV-Teatrets store produktioner som f.eks. Sommer i Tyrol og Farinelli.

Hvis man hører til blandt dem, som ser på udsendelser om bonderøve og gætter med på, hvis hjem livsstilseksperterne gæster, går ens erindringer måske tilbage til Ingvald Lieberkinds dyreprogrammer og til hans kollega Svend Holm. Farmaceuten, der i fjernsynets barndom rådgav os om fjernelse af pletter på den plisserede nederdel.

Nærværende, mindst ringes kniplingsklædte rokokoskriver Metz kan i sine lørdagsklummer ikke betræde de statsradiofoniske gremier uden at give mig skylden for, at nogle af de klassiske dyder i slutningen af forrige århundrede blev ofret på monopolbruddets og konkurrencens alter. Og den anklage kan jeg ikke frikendes for. Men også jeg er, ganske som han selv, kommet så langt op i årene, at bakspejlet i livets køretøj begynder at fylde mere end forruden. Derfor ser jeg nu sammen med Ole Hyltoft frem til, at Pigekoret får en mere fremtrædende plads i sendeplanen, og skal Per Nørgaard og Poul Ruders suppleres med sømandsviser og mere Giro 413 for bedre at kunne præsentere bredden i dansk kultur, vil man ikke finde mig blandt protestanterne. Slet ikke hvis denne programpolitiske renæssance også vil give mere plads til de små, folkelige idrætsgrene og nogle faste magasinprogrammer om f.eks. Europa-Parlamentets arbejde, dansk billedkunst og kammermusik.

Ansvarsfri og ubunden er jeg som en anden alderstegen Fanden måske på vej i kloster, hvor jeg med de renfærdige kan samles i troen på kvaliteten som det afgørende kriterium for al public service. Blot den er i orden - siger de til hinanden - skal de mange tusinde fingre på fjernbetjeningsknapperne ude foran tv-skærmene nok finde frem til de rigtige programmer blandt kanalernes overflod.

Ikke så entydigt

Men jeg kan ikke helt frigøre mig fra min kætterske vantro og ugudelige, kulturelle relativisme. For er kvalitet så entydig, som dens fortalere hævder? Ja - dele af den er. Man kan f.eks. et langt stykke ad vejen som fagmand vurdere, om researchen i et journalistisk program er i orden eller utilstrækkelig. Der er også faglige retningslinjer og principper for, hvordan et godt interview skal være, hvordan historien i en dramaserie skal bygges op, og hvordan en god underholdningsudsendelse skal strikkes sammen. På disse og en række tilsvarende områder vil professionelle programmagere som regel kunne enes om, hvad der er skidt og kanel. Man kan et langt stykke henad vejen tale om en professionel produktions- eller afsenderkvalitet.

Ser vi på modtagersiden, altså der hvor lytterne og seerne befinder sig, er kvalitetsbegrebet imidlertid mere sammensat og uklart. Selv om vi danskere er et lille, homogent folkefærd, er de elementer, vi hver for sig bygger vores kvalitetsvurdering på, prægede af kulturelle forskelle mellem f.eks. hvor vi bor i, vores alder, uddannelsesniveau, beskæftigelse osv. - alt sammen noget, der lidt forenklet kan rummes i begreber som interesser, holdninger, værdier og smag.

Den selvsamme reportage fra krigen i Afghanistan vil af nogle blive dømt ude som et makværk på grund af dens ukritiske formidling af regeringens og forsvarets opfattelse, mens andre vil anse netop dette som et kvalitetstegn. Smagsdommerne på DR2 har varme fortalere, som anser det for en særlig kvalitet, at man her er fri for indforstået specialistsnak, mens kritikerne savner vurderinger fra folk med professionel, faglig baggrund. Ved udsendelser på områder, som jeg har et særligt kendskab til, irriteres jeg over, at tiden spildes med udpenslede forklaringer (i såkaldt øjenhøjde) af ting, jeg anser for almenviden, mens jeg på andre felter har svært ved at følge med. I begge tilfælde synes jeg, det er kvaliteten, det er galt med.

Drømmer sig tilbage

Der kan være mange gode grunde til, at man i DR nu revurderer sendefladerne og udvikler programpolitikken bl.a. med det formål at synliggøre en større afstand til de kommercielle kanaler. Også at man gør en særlig indsats for at hæve kvaliteten. Men de, som tror, at man kan finde en alment accepteret kvalitetsnorm, hører til blandt de kulturelt naive.

Nu er det måske slet ikke det, ambitionen går ud på. Flere håbefulde kommentatorer har anvendt vendinger som »genoplivning af gamle kvalitetsdyder«, »at vende tilbage til klassisk public service-kvalitet« og lignende. Det kan give bange anelser om, at mange af dem, som nu vejrer morgenluft, ikke ser fremad, men i virkeligheden drømmer sig baglæns til dengang, Danmarks Radio var alene på banen. Dengang man med sindsro sendte programmer, som imødekom de få dannedes behov for oplysning og kultur og ikke kerede sig så meget om, hvad der skulle til for at tilfredsstille de mange i folkedybet. I så fald er der ikke tale om naivitet, men om kulturpolitisk kynisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu