Læsetid: 9 min.

'Jeg er hverken leder, bølle eller diktator'

'Bøger er min eneste fornøjelse,' siger John Lydon fra Sex Pistols. Mener forsangeren i et band, der forandrede vores kultur, at bøger er vigtigere end musik?
Johnny Rotten i et radiostudie i år. Hans tænder er ikke lige så rådne, som dengang de gav ham tilnavnet 'Rotten', men der er stadig et stort mellemrum i overmunden.

Johnny Rotten i et radiostudie i år. Hans tænder er ikke lige så rådne, som dengang de gav ham tilnavnet 'Rotten', men der er stadig et stort mellemrum i overmunden.

Matt Crossick

4. januar 2010

»Jeg kan ikke drikke af en kop med skår i,« siger John Lydon. Hvabehar?

Manden, der snerrede og spyttede sig gennem min tidlige pubertet, vraget med det piggede hår, der så ud, som om han lige var kravlet op ad rendestenen, der råbte rendestenens sprog og fik mødre over hele landet til at brokke sig ved strygebrættet, som fik politikere til at tordne, kirkesamfund til at demonstrere og borgere til at gå løs på sig, kan ikke drikke af en kop med skår i? »Nej,« siger Lydon sagligt. »For alle infektionerne kommer derfra.«

Han har lige opdaget, at han har glemt sine antihistaminer derhjemme. Det skal siges, at det ikke lige er det stof, man først kommer i tanke om, når man tænker på Sex Pistols eller deres tidligere forsanger, men jeg har allerede fået et chok over, at det radmagre, skrigende og spyttende væsen, nu ser lidt onkelagtig ud med sit smarte grå jakkesæt og sorte slips. En flamboyant onkel, bestemt, af den slags som kan få alle på gulvet til en boogie efter julemiddagen, men helt klart venligsindet. Smilet, som ikke længere er den tandgyser, der skaffede ham øgenavnet »Rotten«, men stadig har et stort hul, hvor der burde sidde en tand, er varmt. Men det er studiet i det sydlige London, hvor han øver med sit gamle band Public Image Ltd, og hvor jeg sipper til en kop te, ikke.

Meningitis

»Jeg skrantede tit som barn,« siger han. »Da jeg forleden besøgte et af de boligbyggerier, hvor jeg voksede op, slog det mig, at det måske var grunden til, at jeg tit var syg.« Det var det måske. Lydon voksede op som søn af indvandrere fra Irland i det, der nu ville blive betragtet som et slumkvarter i Finsbury Park. Ifølge hans selvbiografi, Rotten, delte hele familien et enkelt soveværelse, og køkkenet måtte de dele med gigantiske rotter. Der blev taget bad én gang om måneden, med koldt vand og sprit.

Selvom punken senere blev overtaget af utilfredse børn af middelklassen, var der intet påtaget over Lydons fordring på fattigdom. De »holidays in the sun«, som han sang om i Sex Pistols, var omtrent lige så sandsynlige som en tur til Mars.

Måske var det rotterne, der var skyld i den meningitis i rygmarvshinderne, han fik som syvårig. Han lå på hospitalet i et år, og da han blev udskrevet havde han mistet hukommelsen. Han kunne ikke kende sine forældre eller brødre, men hans mor sad ved hans sygeleje og forsøgte at lære ham alt, hvad han havde glemt. Det er meningitis, der har gjort ham lidt pukkelrygget og givet ham det maniske blik i øjnene. Det var også meningitis, der gjorde ham bange for at falde i søvn om aftenen, hvilket han stadig er, og måske også har givet ham migræneanfald: »Jeg får forfærdelig ondt i hovedet, hvis jeg læser i længere tid,« siger han med den uforlignelige accent, der altid vil lyde af London. »Bøger er min eneste fornøjelse.« Hvad?! Siger forsangeren i et band, der forandrede vores kultur, og i et andet, der var så radikalt, at det stadig påvirker nye bands, at bøger er vigtigere end musik? »Ja,« siger Lydon. »Jeg mener, at det skrevne ord er mere vægtigt. Musik er en simulation af et eller andet, men sproget er det største, vi har.«

Keats

Det er bestemt sandt, at Lydons vigtigste bidrag til fænomenet Sex Pistols ikke var musikalsk. Han snarere skreg end sang teksterne, og han spillede ikke noget instrument. Men det er også sandt, at de stadig - 33 år efter at de skabte sensation i Storbritannien, og 31 år efter at de gik i opløsning i en mudderpøl af bitterhed og intern strid - lyder forbløffende friske. Det er også sandt, at det lykkedes for Public Image Ltd, som Lydon dannede, efter at Sex Pistols døde i 1978, at være noget så sjældent som musikalsk innovative. Der var både fuldtræffere og forbiere, men noget af det er stadig hypnotiserende.

»En baggrund som digter hjælper,« siger Lydon. Jeg har lige fortalt ham, at mens han sang om anarki i Storbritannien, sukkede jeg over Keats i et pænt hus i Guildford, hvortil han svarede, at han læste Keats i et socialt boligbyggeri i Finsbury Park. »Jeg kan tælle versefødderne,« siger han og tilføjer: »Så er jeg der allerede.« Det var selvfølgelig Lydon, der skrev sangene, der blev til hymner for en hel generation, og som måske bedst lader sig opsummere med titlen på en af dem: »I Wanna Be Me« (Jeg vil være mig). Han begyndte at skrive teksterne til det, der senere skulle blive Public Image Ltd, mens han var på Sex Pistols' sidste, fatale turné i USA:

»Jeg går til musikken på samme måde, som jeg går til bøger,« siger Lydon og tilføjer: »Jeg vil have det bedste ud af den. Jeg vil ramme det rigtige. Det kan gøre, at man får ry for at være svær at arbejde sammen med.« Det kan det bestemt.

Gudbenådede skabninger

Det er 16 år siden, at »Pil«, som han kalder bandet, sidst har optrådt. Den aktuelle inkarnation, som er bragt sammen med henblik på en kort turné, består foruden Lydon udelukkende af nye medlemmer. Han har tidligere sagt, at han holdt mere af dette band end af Sex Pistols. Mener han stadig det? Lydon tager et dybt hvæs af sin cigaret (han har også, hvilket gør mig lettet, åbnet en dåseøl) og tøver lidt: »Det er et svært spørgsmål, fordi dem, der var med i Sex Pistols, befinder sig herinde,« siger han og trommer på hjertet: »Og sangene er der også, men der er så mange tragiske elementer i det. Og så var der så mange restriktioner, at vi ikke rigtig kunne fortsætte. Vores manager var helt sikkert en dødvægt. Det føltes faktisk lidt som en albatros. Her er jeg altså nødt til at sige, at jeg hverken er leder, bølle eller diktator, for jeg har brug for, at andre forstår, hvad jeg laver, og selv bidrager, hvis det skal blive en succes. Hvis jeg bliver overladt til mig selv, vil jeg være fristet til at lave musik, der er så svær at lytte til som overhovedet muligt.«

Det ville han måske, men noget af Pil's musik, som først lyder underlig, har også haft fantastisk stor betydning. Det er svært at forestille sig Red Hot Chili Peppers, Massive Attack eller Prodigy uden. Lydon nikker:

»Jeg kan høre, at der stadig udkommer plader, der efterligner vores stil, men de tilskriver ikke os æren.« Gør det ham stolt? »Nej, jeg er lidt irriteret over det, for jeg har aldrig i mit liv gjort noget for at være ligesom andre. Oasis irriterer mig. Det er stemmen, der går mig på. Han kunne selv have fundet på noget.« Men alle kan da ikke være originale, vel? »Der er,« siger Lydon alvorligt, »ingen grænser for, hvor vores hjerner kan føre os hen. Hvis Gud findes, er vi gudbenådede skabninger.«

Stakkels Sid

Hvis Gud findes! Tidligere hørte jeg Lydon sige »Gud velsigne dig« til en eller anden. Tror manden, der forsøgte at smadre det britiske establishment (for ikke at tale om monarkiet), på Gud? »Altså, vi har endnu ikke fået designet ham rigtigt.« Og så begynder han på et større udfald om, hvordan alle religioner er »politiske strukturer med henblik på at bevare og inddæmme samfundet«, og at der bag os er »klar energi«, at han er fascineret af insekter og dyr (han har lavet flere naturprogrammer til tv, for ikke at nævne et lille program ved navn I'm a Celebrity, Get Me Out of Here!), og at han nu har »så mange tanker i hovedet på én gang«, hvilket tydeligvis er sandt. Som 53-årig er han tydeligvis stadig så energisk, nysgerrig og fuld af liv, at det virker tragisk, at Sex Pistols set i bakspejlet er kommet til at repræsentere død og ulykke. Gør det ikke?

»Stakkels Sid,« siger Lydon. Han sammensunkne kropsholdning viser tydeligt, at det stadig plager ham, at vennen og bandmedlemmet Sid Vicious døde af en overdosis, efter at hans kæreste Nancy havde lidt en voldsom død. »Når man begynder at tage heroin på grund af selvmedlidenhed, er det slut,« siger han. »Gud skal vide, at jeg begræder den dag, jeg fik Sid med i bandet. Han følte sig så isoleret, stakkels gamle Sid, for han var ikke den skarpeste kniv i boligblokken. Det bedste ved ham var hans humor, men den forsvandt, da han blev medlem af Sex Pistols.«

Humor og vrede

I selvbiografen Rotten og i Julian Temples dokumentarfilm om Sex Pistols, The Filth and the Fury, fortæller Lydon om humoren i bandet, der var inspireret af så forskellige britiske komikere som Ken Dodd og Tommy Cooper, og om den engelske holdning, at man selv i sin værste stund bør le. Han taler faktisk om Sex Pistols som en slags varietémusik, hvilket måske vil komme bag på dem, der tog skældsordene mod det pæne samfund alvorligt. Var vreden ægte eller ej?

»Den var ikke tvungen,« siger Lydon. »Malcolm McLaren troede, at det var poesi uden indhold. Han syntes, at det virkede kunstnerisk. Nej, Malcolm, du er nødt til at komme og se, hvordan folk som os bor.« Klart, men Lydon har talt om, at hans familie var kærlig, og at han, selvom han blev smidt ud af skolen, overvejede at blive lærer, og han har talt om værdier i arbejderkvarterer, som nu er forsvundet, så hvorfor var han vred? Han tøver. »Øh, skolesystemet, tror jeg,« siger han. Tror du det? »Jeg vil også tilføje præsterne. Det er mere eller mindre det samme. En hel del autoritære figurer.« Øh, ja. Men han var jo også kun 19 år gammel.

Ondsindet skiderik

'Johnny Rotten' var selvfølgelig en persona. Han var en figur, der var ret kraftigt inspireret af Shakespeares Richard III, har Lydon indrømmet. Han var også en figur, der var i alvorlig fare for at blive til en karikatur.

Rotten døde, da Sex Pistols døde, og da McLaren nægtede Lydon retten til at bruge navnet, men en udgave af ham levede videre. Han har i næsten 30 år boet i Los Angeles med sin kone Nora. Han har lavet film og tv. Han har lavet I'm a Celebrity, Get Me Out of Here! (angiveligt til velgørenhed) og reklamer for smør (»Ikke store penge, men det var hylende morsomt, fordi produktet var så politisk ukorrekt.«) Han har doceret om samfundseliten. Og nu har han i omkring halvanden time uden at holde et øjebliks pause doceret over for mig og af og til modsagt sig selv.

»Jeg er en ondsindet skiderik, det har jeg altid været,« skriver han i Rotten. Efter min mening tager han fejl. Efter min mening er han en ret sød mand, der som teenager blev kastet ind i rampelyset, og som siden da har brugt sit liv på at komme sig over det, hvilket er lykkedes ham takket være en familiemæssig stabilitet, der er sjælden selv uden for underholdningsbranchen, og som i de seneste år måske har manglet lidt fokus og måske af og til kan være lidt usammenhængende at høre på, men som, når alt kommer til alt, faktisk har forandret - virkelig forandret - en kultur. Hvor mange kan sige det?

© The Independent og Information
Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Ja, sjovt at en fyr der startede ud som en der ville gøre oprør mod det britiske samfund er endt som en ægte britisk excentriker, en institution i det britiske samfund. Systemet virker trods alt.

Jimmi Thøgersen

Jeg vil nu mene, at John Lydon aldrig har været en, der ville gøre oprør mod det britiske samfund, med mindre det kunne indtjene ham nogle penge. Og det gjorde det så for en kort tid, mens han legede Johnny Rotten og spillede punk-forbillede.

Punken tog livet af sig selv flere gange - kollektivt selvmord fra alle de, der blev besatte af at identificere "posers" og "sell-outs", snarere end de, der angiveligt var det.

Så snarere end at udråbe John Lydon som nogen af delene, vil jeg sige, at han og resten af slænget skal have den ros, at de var med til at udbasunere ideologierne og livsstilen til hele verden mere end de fleste på den tid. Men Lydon selv havde vel aldrig reelt intentioner om at være en del af den.