Læsetid: 3 min.

Jazz'ens 'Mr. Taste' er død

Forleden døde trommeslageren Ed Thigpen, 79 år gammel og efter næsten 40 år som københavner
Forleden døde trommeslageren Ed Thigpen, 79 år gammel og efter næsten 40 år som københavner
18. januar 2010

Det er ikke længere rigtigt, at København er 'Jazz Center of Europe', men det er rigtigt, at man i jazzcirkler altid taler respektfuldt om de byer i Europa, som tiltrækker fremtrædende amerikanske jazzmusikere som borgere, og når det nu er sådan, så vil der nu ikke længere tales helt så respektfuldt om København som før.

Forleden døde nemlig trommeslageren Ed Thigpen, 79 år gammel og efter næsten 40 år som københavner.

Thigpen havde en lang karriere i jazzen bag sig, da han i 1972 fik bopæl her. Han blev født i Chicago, voksede op i Californien og spillede lokalt, til han i 1951 fik sæde i trompetisten Cootie Williams' orkested, der bl.a. var husorkester på flere store New York-klubber. I 50'erne spillede han imidlertid også med flere små grupper - Johnny Hodges', Blossom Dearies eller Toshiko Akiyoshis - hvor det gjaldt om at holde volumen ret langt nede, men intensiteten tilsvarende oppe, og det var på den baggrund, han var et naturligt valg for pianisten Oscar Peterson og bassisten Ray Brown, der i 1959 stod og manglede en trommeslager. Med dét job var Thigpen sikret ikke blot et kvarters men seks års uafbrudt verdensberømmelse.

Det var ikke, at Thigpen revolutionerede noget ved jazztrommespillet under opholdet i trioen. Det var snarere, at de tre musikere sublimerede et udtryk af fuldstændigt uimodståeligt, men totalt behersket swing, dog sådan at urkraften til det hele kom fra granitfjeldet Peterson selv. Ofte opstod spændingen i trioen, fordi de tre lagde sig på forskellige sider af slaget, Peterson for det meste foran, Brown oftest efter og Thigpen næsten altid lige på. Samtidig var Thigpen eksemplarisk til at iscenesætte Petersons arrangementer med behændige, afspændte men alligevel præcise indsatser - bedst, faktisk, når han fik lov at styre forløb, hvor rytmen vekslede mellem det statiske og det motoriske. Trioen var så at sige i stand til på én gang at spille kammerjazz, der kunne gøre sig i en hotellounge, og bagved lade et nådesløst eksprestog true med at køre tilhøreren over, til overflod demonstreret på den legendariske Night Train-indspilning.

Efter Peterson-tiden var Thigpen fast mand hos Ella Fitzgerald, som Peterson-trioen ofte havde akkompagneret i Norman Granz' talrige og forskellige udbud af koncerter med sine musikere, og den kombination af diskretion og og meget medlevende swing, der skulle leveres bag den store dame, var noget Thigpen sagtens kunne yde.

Udsøgt kvalitet

I 1972 slog han sig med i Danmark, både af arbejdsmæssige og familiemæssige grunde, og han boede i mange år i en lejlighed i Bager-stræde. Herfra passede han opgaver både i Danmark og rundt om i verden, og han begyndte at undervise, især på Musikhögskolan i Malmö. Ikke mindst i pædagogens rolle kunne han rulle hele sit repertoire ud, og det var som følge af dét, at han først i København for alvor begyndte at tage big band-spillet op. Thigpen var ikke en trommeslager, fra hvem al rå kraft kom i big band-sammehæng. Han var afhængig af en stærk dirigent, og dem fandt han to af i Købehavn, landsmændene Thad Jones og Ernie Wilkins. Han var medlem af Jones' første orkester efter DR Big Band-tiden, Eclipse, og siden af Wilkiins' berømte Almost Big Band, hvori hans intense, præcise men stadig relaativt neddæmpede stil passede perfekt.

Han prægede også mindre danske grupper ledet af f.eks. Svend Asmussen eller Bent Jædig, han ledede gruppen Action-re-Action med Palle Mikkelborg, og i de senere år fik han selv lyst til at være i kapelmesterrollen med yngre musikere fra den danske scene som medspillende, Tomas Franck, Jens Winther, Carsten Dahl og Jesper Bodilsen, ligesom han minderigt blev sat sammen med tenorkæmpen Joe Lovano af det danske Stunt-selskab.

Han bar i mange år tilnavnet 'Mr. Taste', hvilket i jazzsammenhæng ikke nødvendigvis kun er en ærestitel. Den antydede, at han ikke var en musiker, der som samtidige instrumentkolleger som Max Roach eller Roy Haynes blandede sig meget aktivt i solistens spil, men snarere var en, der tilpassede sig. Det sidste var nu heller ikke rigtigt, for fra hans diskrete intensitet, der dybest set havde Basie-trommeslageren Jo Jones som den mest oprindelige inspiration, strålede der altid en særlig kraft, og så var hans spil med viskere af en helt udsøgt kvalitet og elegance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu