Læsetid: 4 min.

Jazzpirater fra Andorra holder liv i bagkataloget

Mens de store etablerede pladeselskaber lader hånt om jazz-genudgivelser, har et selskab fra Andorra set muligheden i at genudgive cd'er fra jazzens guldalder - på mere eller mindre legal vis
13. januar 2010

Ser vi på fænomenet genudgivelser i jazzsammenhæng, kan vi konstatere, at denne kulturpolitiske forpligtelse nu varetages, ikke af rettighedshaverne, heller ikke af det offentlige, men af ansigtsløse pirater med tilholdssted i Andorra.

Jazz sælger ikke så godt som pop og rock og efterlades altid i en skammekrog, når store grammofonselskaber slår sig sammen med andre store selskaber og bliver til store koncerner, der ikke vil sende et produkt på gaden, som ikke kan sælges i mindst 100.000 eksemplarer, og det kan meste jazz fra 60'erne og 70'erne ikke. Ingen løfter derfor øjenbrynene, når mystiske selskaber med base i Andorra begynder at udsende dét, de store ikke selv mener kan betale sig at udsende. Piraterne kan kun spores til Andorra, fordi de på deres netdistributions hjemmeside opgiver en postboksadresse dér. Ikke desto mindre synes de at have en pænt stor ekspertviden om jazzen mellem 1950 og 1970, for de valg, de foretager, når de ryggesløst kopierer gamle indspilninger og udsender dem i nye covers, er gode og rigtige og attraktive for de nørder, der trods alt findes verden over, og som man jo let kan nå via nettet. Det pulser nu ud med cd'er fra det lille skattely i Pyrenæerne. Musik med jazzens største kunstnere, både genudgivelser af de store selskabers værker fra dengang samt nye, hidtil ukendte europæiske radiooptagelser med de samme kunstnere fra den samme periode. Og hele tiden opretholdes balancen: Cirka hver anden udgivelse er lovlig, fordi musikken er indspillet for mere end 50 år siden, men den anden halvdel er det altså ikke.

Andorranerne kalder deres moderselskab Disconforme. De distribuerer cd'erne herfra samt fra to selskaber i Barcelona, Absolute Distribution og Jazz Messengers.

Svært at afgøre

Ud over at udsende en del materiale, som andre har retten til, består andorranernes synder i, at alt udsendt materiale, legalt som illegalt, er digitalt ubearbejdet, ofte dårligt redigeret og udstyret med coverdesign, -noter og -billeder, som også er stjålet, og som der heller ikke betales for. Til gengæld er det let at nå kunderne, for distributionen fra Andorra er forbilledlig.

Om man virkelig står med en cd fra det andorranske pirateri i hånden, er heller ikke nemt at vide. Bagmændene skjuler sig bag et væld af små delselskaber, som altså alle fås fra de tre distributører, men som har mange og ofte officielt lydende navne: Lonehill, Gambit, Jazz Door, Jazz Lips, Jazz Collectors, American Jazz Classics, Free Factory, Wax Train Records, Rare Live Recordings og en hel del flere. Der kommer nye selskaber, som der kommer nye cd'er. Udgivelserne fra omkring nytår giver et fingerpeg om, hvad det er, der optager de mystiske andorranere med den gode musikalske smag, men den dårlige samvittighed: lutter vedkommende musik, kunstnerisk eller historisk velmotiveret til at blive gjort tilgængelig igen.

Først en samlet udgivelse af samtlige titler fra The Lenox Jazz School Concert (Free Factory) i 1959, hvor fremtrædende jazzfolk samledes på et konservatorium i Massachusetts for sammen med klassiske musikere at spille musik, der delvist var baseret på temaer skrevet med europæisk partitur- musik som inspiration. Ornette Coleman er den helt centrale figur i disse optagelser. I samme boldgade: Modern Jazz Quartet-kaptajnen John Lewis' musik med et tysk symfonisk ensemble på European Windows (American Jazz Classics). Tre udgivelser med John Coltrane, to, fra Graz (Jazz Lips) og Milano (RLR), fra en Europaturné i 1962, samt én af hele hans sidste koncert på Newport festivalen i 1966 (Free Factory) - aldrig før ude på cd og en meget omdiskuteret koncert.

Den, der vil med helt ind i musikerens personlige værksted, skal anskaffe dobbelt-cd'en med trompetisten Clifford Brown (RLR), der øver sig og spiller temaer hjemme i stuen på både klaver og trompet. Vil man kun høre pianisten Bill Evans, når han er i selskab med trompetisten Chet Baker, findes alt, hvad de spillede sammen, på The Complete Legendary Sessions (American Jazz Classics).

Er man træt af at rode med tre cd'er, når man vil have fat i tenorsaxofonisten Booker Ervins berømte veloplagte Songbook Sessions, kan man nu få dem alle tre på en dobbelt-cd på Jazz Lips i stedet for det oprindelige Prestige. På samme måde med guitaristen Jim Halls møde med alle sine musikalske venner ved en hyldestkoncert for ham i New Yorks Town Hall i 1991 (!): nu på en dobbelt-cd, også fra Jazz Lips - alt storslået kammermusik. Og det samme publikum vil værdsætte en hel aftens meget lang koncert med Gerry Mulligan, Paul Desmond og Dave Brubeck fra Berlin i 1972 (Jazz Row), ligeledes på en dobbelt-cd og desuden på DVD.

Stor kavalkade

Der skal også to sammenhængende cd'er til at rumme Charles Mingus-gruppens vellykkede koncert med Eric Dolphy i Salle Wagram i Paris i 1964 (Jazz Collectors), mens der skal hele tre cd'er til at rumme den store kavalkade af fremtrædende jazzmusikere fra alle jazzens epoker, der spillede i forskellige sale, da Newport- festivalen i 1972 rykkede ind i New York (Wax Train). Og et firfoldigt, velkomment album er der også: Trommeslageren Shelly Mannes vestkystkvintet i fri dressur på Black Hawk-klubben i San Francisco i 1959 (American Jazz Classics). Endelig en virkelig raritet på Jazz Plaza Music, klarinettisten Jimmy Giuffres indspilning med Jimmy Rowles fra 1959, Ad Lib, her for første gang på cd. Alt dette altså blot et udvalg af, hvad Disconforme-bagmændene har sendt ud omkring nytår. Om en måned kommer der en ladning mere.

Kommer der da slet ikke noget fra de etablerede, gamle selskaber? Jo da, EMI fejrer guitaristen Django Reinhardts 100-års-dag den 23 januar ved at sende en box med hele 20 cd'er dækkende perioden 1928-1950 på gaden, Djangologie. 20 cd'er uden et eneste forklarende eller fortolkende ord om denne gigant i den tidlige europæiske jazz.

Piraterne fra Andorra stjæler da i det mindste altid de originale covernoter - eller lader nogle nye forfatte af eksperter, ingen ganske vidst kender.

www.disconforme.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu