Alt det man kæmpede for er glemt igen

Det konservative norske tidsskrift Minerva har netop offentliggjort Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen som dokumentation og i sympati med det nylige attentat i Kurt Westergaards hjem. På samme baggrund har Norges næststørste avis den konservative Aftenposten nu også valgt at trykke fem af tegningerne. For 50 eller 100 år siden var en sådan udmelding med al sandsynlighed kommet fra et tidsskrift, hvis politiske observans lå til venstre for midten. Det mener den norske professor i idéhistorie ved Universitetet i Oslo, Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Han står netop nu over for at færdiggøre et forskningsprojekt - der skal blive til en bog - omkring 1900-tallets kulturkamp mellem de værdikonservative og de kulturradikale i Norge. Og for ham er der ingen tvivl. Ytringsfriheden har i størstedelen af 1900-tallet været de venstreorienteredes kæphest. Forankret i naturvidenskabens rationale og den franske oplysningstid og i opposition mod traditionerne og religionen har man frem til 1980'erne set en stærk bevægelse blandt de venstreorienterede intellektuelle om individets ret til at ytre sig. En bevægelse der startede med danske Georg Brandes og senere i 1900-tallet blev videreført af norske forfattere som f.eks. Helge Krog, Arnulf Øverland og Sigurd Hoel. Blandt politikerne spillede helsedirektør Karl Evang en central rolle. Folk der troede på det frie menneskes udfoldelsesmuligheder og på, at vores moral skulle forankres i virkelighedens verden og relatere til virkelige problemstillinger. Med videnskaben i hånden i form af rationel argumentation skabte man således meget af det, man i dag forstår ved det moderne oplyste samfund.

»Man kan ikke overvurdere betydningen af det naturvidenskabelige udgangspunkt rent politisk. Det står som et kæmpe springbræt for samfundet i en udvikling væk fra troen på fordomme og traditioner. En udvikling som venstrefløjen stod i spidsen for og som har defineret det politiske landskab,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

I nyere tid skulle det billede dog vise sig, at blive en del mere broget, selv om det kulturradikale tog kørte for fuld damp i starten af forrige århundred. I 1920-30 tog man således kampen op mod den traditionelle moral og kristendom og tog således syvmileskridt i forhold til individets frigørelse. Efter krigen kom turen så til den seksuelle frigørelse. En begivenhed var i den sammenhæng skelsættende. Den debat der fulgte oven på Agnar Mykles - der i dag regnes som en af Norges største forfattere i det 20. århundrede - bog Sangen om den røde rubin. En bog der indeholder realistiske og ganske drastiske skildringer af sex. De udpenslede beskrivelser gjorde, at Agnar i 1957 blev anmeldt af Rigsadvokaten og sammen med sit forlag, Gyldendal, blev trukket igennem en lang og opslidende retssag.

»Den retssag skabte en enorm polarisering mellem dem, der forsvarede det traditionelle samfund, religionen og hvad de så som evige værdier, den kulturkonservative position, hvor traditionen var noget helligt, der skulle værnes om med respekt, over for dem der i højere grad vægtede ytringsfriheden,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Det var altså kristendom, tradition og gud i det ene hjørne og de kulturradikale i det andet. I den kamp brugte førnævnte Karl Evang den videnskabelige forskning som et centralt argument. Det skete konkret i form af den berømte Kinsey-rapport - en omdiskuteret opgørelse over faktiske seksualvaner i USA. Evang understregede således med dette udgangspunkt i debatten, at der ikke måtte være for stor afstand mellem den faktiske virkelighed - den virkelighed som folk lever i - og de moralsk krav, man stiller over for befolkningen.

»Rationaliteten må være det gennemgående princip, der er styrende. Vi kan ikke bygge vores samfundsmæssige normer på videnskaben, men vi kan med afsæt i videnskabens udfoldelse af faktiske forhold orientere vores moral, så den ikke eksisterer uafhængigt herfra. Ideal og virkelighed, skal gå hånd i hånd, mente Evang,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Radikal liberalisme

Man indledte således et hårdt angreb mod evige værdier i form af den traditionsbaserede moral. Men man stod samtidig på venstrefløjen for en meget radikal form for liberalisme, som ikke er set i samme udstrækning siden. Herfra lød det dengang, at selv det værste, mest afskyelige, man kunne forestille sig blev nødt til at komme frem i offentligheden, ellers ville det fungere som en destruktiv understrøm i forhold til den frie debat. Der var ikke noget, der ikke skulle se dagens lys, heller ikke selv om man fandt det direkte frastødende.

Og det var måske netop den indbyggede liberalisme, der i samspil med en række andre faktorer gjorde, at man pludselig på venstrefløjen senere vente sig væk fra det rationelle som det mest værdifulde argument. Et skift som Ebbestad Hansen så ske i 1980'erne i takt med, at samfundsvidenskabelige forståelsesformer fik stadig stærkere gennemslagskraft i samfundsdebatten. Idéen om 'den anden' - respekten for de fremmede - bliver nu central. En tendens der f.eks. var meget fremtrædende inden for antropologien. Fremmede kulturer og mentaliteter skulle forstås på egne præmisser. Samtidig så man i postmodernismen en stigende kritik af den almene fornuft som argument. Denne kulturrelativisme og fornuftskritik fik alvorlige følger for den kritiske fornuft og det kulturradikale oplysningsprojekt.

»I mødet med fremmede kulturer som ofte har, hvad man kan kalde stærke førmoderne livsformer og mentaliteter, fastholdt man ikke den kritiske indgangsvinkel. Henvisningen til evige værdier, traditioner og religion, som de kulturradikale har kæmpet så hårdt imod inden for den norske kultur, bliver nu pludselig forsvaret ud fra tanken om, at 'den anden' skal have ret til at være, som hun er. Man skal vise 'respekt',« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Venstrefløjen laver således, præcist som den kritiserede højrefløjen for, et skel mellem 'dem' og 'os'. Ganske vist med et andet fortegn, men stadig et skel, der stod i vejen for, at man kunne forlange en tilpasning til de værdier, som man på venstrefløjen ellers har kæmpet så hårdt for. Man blev fanget i dilemmaet mellem den kritiske rationalitet og accepten af den andens ret ud fra idéen om det frie menneske.

»Man er gået alt for langt i en misforstået accept af forskellighed på venstrefløjen. Således ser man nu i Norge, at de kulturradikale forsvarer den katolske kirke. I Klassekampen (norsk venstreorienteret avis, red.) viser man nu forståelse for klart reaktionære samfundsdebattanter og en katolsk præst har fået en fast klumme. Det virker i en historisk optik mere end almindeligt paradoksalt,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Ytringsfrihed

Samtidig ser man i Norge, at også ytringsfrihed nu pludselig bliver problematiseret. Det er ikke længere en selvfølge, at man kan sige, hvad man har lyst til. Og måske endnu mere overraskende er det ikke, som det var tidligere, de intellektuelle på venstrefløjen, der står vagt om den frie ytring. De holder derimod deres mund. Det gør de, ifølge Ebbestad Hansen, fordi de er låst fast i en gordisk knude, hvor den liberale del af det venstreorienterede udgangspunkt er i en tilsyneladende uløselig konflikt med den undertrykkelse som denne liberalisme medfører. Den konflikt lammer venstrefløjen. Derfor kommer den direkte kritik fra en kultur til en anden aldrig rigtig til udtryk, selv om man ved at tie, ifølge Ebbestad Hansen, accepterer de undertrykkende mekanismer og de irrationelle og traditionsbundne strukturer, andre kulturer indeholder.

»Spørgsmålet, man må stille sig, er, om det er godt nok at sige, at en modernisering skal komme indefra, eller om det er vores pligt at blande os - også selv om det står som en direkte kritik af en given kultur,« spørger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Ser man på det historisk, er svaret, ifølge Ebbestad Hansen, et rungende ja. Det er en klassisk venstrefløjssag at formulere en kritik over for dem, der vil begrænse det moderne menneske på baggrund af traditioner og religiøs metafysik.

- Men i både Norge og Danmark er det vel højrefløjen, der nu primært taler om f.eks. ytringsfrihed, som noget vi skal slås for?

»Det er akkurat det, der er sket. Det er en mærkværdig udvikling. For selvfølgelig skal vi respektere hinanden som mennesker, men vi må samtidig formå at forbinde det med en kritisk rationalitet. De to ting skal indgå i et dialektisk forhold, hvis det moderne samfund skal lykkedes,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Farlig tavshed

Respekten for andre må således aldrig skygge for kritikken af undertrykkelse eller umenneskelige traditioner i andre kulturer. En kritik som Ebbestad Hansen mener er 'farlig' at overlade til henholdsvis det højreorienterede Fremskrittspartiet i Norge og Dansk Folkeparti i Danmark.

Men man kan simpelthen ikke finde sin ben i Norge. Venstrefløjen har haft store problemer med at udvikle en måde, hvorpå man kan tale kritisk om 'det fremmede'. Og den tøven man har set, har åbnet banen for, at højrefløjen kunne komme ind og sætte sig tungt på de værdiområder, som venstrefløjen tidligere har været stærke forkæmpere for.

»Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig også er den kritiske rationalitet, der driver højrefløjen. Men eftersom der ikke fremstår noget egentligt modsvar fra venstrefløjen, så er den rationalitet, der ligger indbygget de facto i den kritiske position gået til højrefløjen,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Den udvikling er så blevet yderligere forstærket af, hvad man kan kalde den politiske logik. Når man ikke har klargjort, hvad man selv synes, så ligger det naturligt i det politiske spil, at man stiller sig i opposition til, hvad ens politiske modstandere gør. Så når højrefløjen råber 'kritik', så er det naturlige politiske svar på venstrefløjen 'accept'. Det bliver så yderligere forstørret af det faktum, at der i kritikken af andre kulturer ligger en holden fast ved det man har, hvilket venstrefløjen jo længe havde kæmpet imod. Det man, ifølge Ebbestad Hansen, bare ikke har fattet er, at traditionen, man kæmper for her sådan set er den, som venstrefløjen i stor udstrækning selv havde været med til at skabe. Men den indre politiske dynamik gør altså, at man agerer Rasmus modsat.

- Men kritikken gik og går vel også meget langt? Det er vel stadig venstrefløjens opgave at påpege, når højrefløjen går over stregen - at kritisere kritikken?

»Jo. Men de andres kritik må ikke eliminere ens egen. Respekten skal være der, men ikke betingelsesløst. Derfor skal det ske i et dialektisk forhold. De vestlige samfund bygger jo på en evig dialog og kritik af undertrykkende mekanismer. Det er en grundsten. Den skal ikke opgives, fordi nogle siger noget, som vi ikke kan lide at høre,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Udfordringen

Det er netop udfordringen ifølge Ebbestad Hansen. Holdninger skal også kunne holde til modvind. Og som Evang er inde på, er det bedre, at alt kommer på bordet, end at noget får lov at ligge skjult. Det er kernen i vores kultur, noget som andre kulturer må lære at acceptere.

»Det er klart, at når det bliver en grov, vulgær hetz, så skræmmer det. Det vækker associationer, og man har - med jøderne i baghovedet - lyst til at lægge afstand. Det er 100 procent forståeligt. Men man må bare som kulturradikal alligevel stå fast og sige, at undertrykkende mekanismer, der tager udgangspunkt i religion og tradition ikke er noget vi bryder os om,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Men højrefløjen argumenterer ud fra det nationale og henviser til 'vores' værdier som noget evigt gyldigt, som noget traditionelt. Dermed bliver deres argumentation ikke rationel.

- Når et begreb som ytringsfrihed bliver bøjet ind under den parole, så mister det vel reel mening?

»Det er jo præcist det, der er farligt. Og præcis derfor er der behov for en anden form for kritik. En der komme fra venstrefløjen. Men man er paralyseret. Derfor kan højrefløjen lykkes med at gøre ytringsfrihed til et spørgsmål om tradition og frihed til et spørgsmål om nationalitet og så dække det hele ind under et angreb på islam,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Og så kan man ifølge Ebbestad Hansen lige pludselig, som i Schweiz, se et forbud mod minareter ud fra et spørgsmål om traditioner, hvilket ifølge Ebbestad Hansen blot viser, at rationaliteten mere er taget til fange af højrefløjen end egentlig elsket. Undskyldningen er hele tiden en rationel kritik af islam, en kritik som venstrefløjen ikke magter at matche.

Kan en sidste forklaring på den manglede kritik være, at Norge i lighed med Danmark har været så homogent et samfund, at tankerne omkring det rationelle aldrig før er blevet til et nationalt spørgsmål. At vores ideologi har været mere teori end praksis i et mere globalt perspektiv?

»Det er klart, at når man i Norge - som i Danmark - lige pludselig bliver et multikulturelt samfund, hvilket i sig selv er en positiv udvikling, så bliver mange ting kastet op i luften. Og vi skal nu håndtere en helt ny mangfoldighed samtidig med, at vi stadig kritisk og kontinuerligt diskuterer, hvordan vores samfund skal hænge sammen,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.

Kampen for frihed og demokrati stopper således ifølge Ebbestad Hansen ikke pludselig i det multikulturelle samfund, tværtimod. Den bliver nu bare udfordret fra to fronter, både de mere konservative kræfter med udgangspunkt i vores egen kultur, og i de traditioner og forestillinger om grænserne for menneskets udfoldelse, som ligger i mange fremmede kulturer. Der eksisterer således nu både reaktionære kræfter med udgangspunkt i islam såvel som den kristne tro, der hævder en ret til at fastholde deres traditioner omkring begrænsningen af menneskets frihed.

- Og i den sammenhæng har man som kulturradikal sat respekten før rationaliteten, hvor det måske burde være omvendt?

»De to ting skal gå hånd i hånd. Respekt og kritik er to sider af samme sag. Det har venstrefløjen glemt. Herved har man svigtet det mål, man oprindelig kæmpede for,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.