Læsetid 5 min.

Ikke at kigge nogen i øjnene er en måde at overleve på

I en mørk fortælling om, hvordan angst og undertrykkelse gentager sig, giver den estisk-finske forfatter Sofi Oksanen stemme til to kvinder under og efter Sovjetunionens besættelse. Estland mangler at få nedskrevet sin egen historie, mener Sofi Oksanen, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris
Sofi Oksanens roman 'Renselse' beskriver to generationers kvinder i forskellige kapitler af Estlands historie: den ældre kvinde, Aliide, som kæmper for at klare sig under Sovjetunionens besættelse i 1940'erne og 50'erne, og den unge kvinde, Zara, der er offer for menneskehandel i starten af 90'erne. Den fortsatte undertrykkelse er bindeleddet. Ligesom spørgsmålet om, hvem der har retten til et menneskes fortælling.

Sofi Oksanens roman 'Renselse' beskriver to generationers kvinder i forskellige kapitler af Estlands historie: den ældre kvinde, Aliide, som kæmper for at klare sig under Sovjetunionens besættelse i 1940'erne og 50'erne, og den unge kvinde, Zara, der er offer for menneskehandel i starten af 90'erne. Den fortsatte undertrykkelse er bindeleddet. Ligesom spørgsmålet om, hvem der har retten til et menneskes fortælling.

28. januar 2010

»Det er ærgerligt, jeg ikke får tid til at se København, nu jeg er her,« siger Sofi Oksanen og skæver ud af tagvinduet hos forlaget Rosinante på Købmagergade.

»Jeg har kun været i København én gang tidligere. Min mor tog mig hertil, da jeg var 10-11 år for at give mig en ferie, som kunne være med til at danne mig. Hun syntes ikke, alle mine ferier skulle bruges i det tidligere Sovjet,« siger Oksanen med et smil, som trækker op i den tunge makeup.

Sofi Oksanen er opvokset i Finland med en finsk far og en estisk mor og har derfor et nært forhold til Estland og den del af Europa, der ligger på den anden side af Den Finske Bugt. Trods morens forsøg på at vende hendes opmærksomhed mod vest, udspiller hendes første bog på dansk, Renselse, sig også med centrum i Estland.

Romanen beskriver to generationers kvinder i forskellige kapitler af Estlands historie: Den ældre kvinde, Aliide, som kæmper for at klare sig under Sovjetunionens besættelse i 1940'erne og 50'erne, og den unge kvinde, Zara, der er offer for menneskehandel i starten af 90'erne. Den fortsatte undertrykkelse er bindeleddet. Ligesom spørgsmålet om, hvem der har retten til et menneskes fortælling:

Et gennemgående spørgsmål i Renselse er, hvem der har ret til et menneskes og et lands fortælling. Som i dette uddrag fra bogen: »Selv om det var Zaras ansigt, der kunne ses på Pashas video, fortalte den ikke noget om Zara, men om Natascha, den måtte aldrig nogensinde blive en fortælling om Zara. Zaras egen historie var et helt andet sted, Nataschas historie var på båndet.«

Hvordan volden fortsætter

»Det var et klart sigte med romanen, at kvinderne skulle være centrale,« fortæller Sofi Oksanen med en langsom, men sikker stemme.

»Jeg har ofte hørt myter og sange om modstandsbevægelsens mænd, men ingen af disse heltegerninger ville være sket uden kvinderne. De skjulte mændene og kom med mad og medicin til dem fra gårdene. Kvinderne havde på den måde en nøgleposition og ydede aktiv modstand. Jeg valgte derfor at fortælle historien om modstand og krig ud fra kvindernes og hjemmets perspektiv i stedet for fra slagmarken og skoven.«

Lige så meget som Renselse er en historie om kvinder i krig, er det ifølge Oksanen en historie om vold og overgreb.

»Jeg tog fat i årene 1940'erne og 50'erne og 1991-92, fordi jeg ville beskrive mekanismer relateret til køn og vold på tværs af tid. Disse perioder er ustabile tidspunkter i estisk historie, og kvinder er ofte særligt sårbare i den slags situationer,« fortæller Sofi Oksanen om den tidslige ramme for historien.

»De to nedslag i tid viser, hvordan volden fortsætter. Da Sovjetunionen brød sammen, troede folk, det var en mulighed for en ny start. Ingen havde forestillet sig, hvad det ville bringe med sig, som for eksempel menneskehandel, der er blevet et af de helt store problemer i øst i dag.«

At se ned

Som en del af arbejdet med bogen har Sofi Oksanen læst og beskæftiget sig med undersøgelser af og beretninger om kvinder, der har været udsat for vold og voldtægt under krig.

»De kvinder, der blev udsat for seksuelle overgreb under besættelsen, og de kvinder, der er ofre for menneskehandel nu, har meget ens oplevelser og reaktioner. De undgår at se andre i øjnene og ønsker hele tiden at vaske sig. Det overraskede mig, hvor ens mønsteret er på tværs af nationalitet, tid, kultur og religion,« forklarer Sofi Oksanen om bogens gennemgående renselsesmotiv.

Oksanen ønsker dog ikke at beskrive sine hovedpersoner som ofre. Ligeledes afværger hun, at skyld eller skam skulle være et hovedtema i bogen.

»Mange har set dette som en historie om skam, men det var ikke min umiddelbare hensigt.«

»Det med ikke at ville se hinanden i øjnene og at ville vaske sig som reaktioner på et traume, kan man selvfølgelig godt se som handlinger ud af skam. Men jeg ved ikke, om det er så entydigt. Måske handler det lige så meget om overlevelse som om skam. At lade være med at kigge nogen i øjnene er en måde at klare sig på,« forklarer hun og henviser til tilbagevendte esteres beskrivelse af at komme til Estland efter at have været deporteret til Sibirien.

»Én beskrev, hvordan folk var begyndt at undgå at se hinanden i øjnene. Det var den samme reaktion, selv om det ikke var relateret til seksuelle overgreb. Men det var jo også en form for overgreb.«

Estlands egen stemme

Sofi Oksanens bog er også udgivet i Estland, men hun er usikker på, hvordan den vil blive modtaget. Hun beskriver blandt andet, hvordan Lukas Moodyssons film Lilja 4-ever ikke fangede et baltisk eller russisk publikum, som den gjorde med det vestlige.

»For dem er det bare endnu en hverdagshistorie. Hvorfor skulle man fortælle en historie om en helt almindelig skæbne? På den anden side siger krimier, som er populære her, heller ikke østeuropæere så meget. Hvorfor skulle man læse om en politimand, som er en helt, når man aldrig har mødt en, der var?«

Trods kulturelle uoverensstemmelser er Oksanen ikke tvivl om, hvorfor historierne fra øst alligevel skal fortælles.

»Mange i Finland og slet ikke folk på min alder ved særlig meget om det område af Europa. Det er problematisk, for du kan ikke forstå Ruslands situation i dag, hvis du ikke kender historien om Sovjetunionen. Men problemet er, at estisk historie ikke kan læres i skolebøgerne. Sovjetunionen ødelagde de enkelte landes historie ved at gøre den nationale historieskrivning ulovlig. Disse landes historie må derfor beskrives, hvis Europa skal kunne forenes,« siger Sofi Oksanen.

Den fraværende nationale historie præger også den enkelte esters personlige fortælling.

»Alle offentlige historier som film, aviser, bøger og sladder, hvorudfra vi skaber vore egne historier og løgne, forsvandt under Sovjet. Hvordan skal man så kunne skabe sin egen identitet, når man ikke har noget materiale?«

Sofi Oksanen er dog tøvende på spørgsmålet om, hvorvidt hendes bog kan blive en del af det materiale.

»Det kan jeg ikke selv svare på. Men det har uden tvivl været et af mine mål.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu