Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt

Hver fugl synger med sit næb, og det ville være surrealistisk, hvis de lød ens, skriver Knud Romer i et antimanifest

Kultur

21. januar 2010

Hver fugl synger med sit næb, og det ville være surrealistisk, hvis de lød ens, skriver Knud Romer i et antimanifest

Et litterært manifest? For det nye årti? Manifester minder mig om Jeg gik mig over sø og land - og alle dem, som klappe kan, de har hjemme i klappeland. Hoppeland, fløjteland - der er ikke noget, som kunne ligge mig fjernere end at lege med.

Litteraturen skal sætte ting til debat! Gu skal den ej. Nu skal den gode historie tilbage i litteraturen! Det siger du ikke. Litteraturen handler kun om sig selv og sproget! Nå, gør den det. Den slags er til for folk med hang til ideologiske dogmer - og det er nok ikke tilfældigt, at en mand som André Breton, der skrev Det surrealistiske manifest, var kommunist.

Alle manifester er proletariatets diktatur - og lige som Det Kommunistiske Manifest ude på at skabe kæft, trit og retning, hvor det store fællesskab og partiet og gruppen taler gennem den enkelte, som gør sig til en passiv reproduktion af de andres ønsker og krav: 'Jeg fulgte bare ordrer ...'

På den måde kan man sige, at det er den perfekte funktionærlitteratur, og jeg har i min tid i reklamebranchen forfattet mange manifester for virksomheder, hvor medarbejderne blev hjernevasket i overensstemmelse med en forretningsmæssig mission og vision og et værdisæt - gerne i 10 paragraffer - som de skulle lære udenad og kunne fremsige i søvne. De vil nemlig ikke kun have din arbejdskraft, de vil æde din sjæl - du må ikke findes som selvstændigt tænkende individ med en egen vilje og mening om noget som helst: firmaets mand.

Dræbende etiketteringer

Manifester dyrker mønstergentagelsen og forvandler alting til klicheer - det ville være lige som at udfylde en krydsogtværs at skrive ud fra det. Det er genrelitteratur, og der er ikke noget mere dræbende end etiketteringer - naturalister, impressionister, ekspressionister - thank you for reducing me to a cultural stereotype, som de siger. Det var farligere for Dylan Thomas at blive udsat for surrealisterne i London end at drikke sig ihjel. Hvis han var blevet surrealist, havde det være enden på hans forfatterskab. Frankfurterskolen var tæt på at ødelægge Walter Benjamin, og disko gjorde det af med flere musikere end aids.

Manifester er kun til for at blive brudt, og desuden kan man slet ikke tale om litteraturen som en samlet størrelse med en eller anden retning og overordnet betydning. Lige så lidt, som der hersker nogen 'tidsånd' - det hører fortiden til at dyrke essentialistisk åndshistorie - og den store rorfører er gudskelov afgået ved demokratiet og det multikulturelle samfund og almindelig kritisk bevidsthed. Der findes andre end dig selv - med andre værdier og udtryksformer og fremtidshåb. Væn dig til tanken, hr. Manifest - og dig også: www.kulturkanon.dk.

Litteraturens balancegang

Man kan selvfølgelig sige, at krimien og - overraskende nok - fantasy har været den store sællert i de sidste 10 år, men det er mere et emne for litteratursociologi at beskæftige sig med og forklare i bagklogskabens spejl. Desuden er det fjollet at dele ting ind i dekader - det svarer til de 10 punkter, eller alle gode gange tre - og det er lige så vilkårligt som bogstavernes rækkefølge i alfabetet.

Det betyder ikke, at man kan undgå det doktrinære og stereotypien og gentagelsen, som manifester står for - genren - etiketter er vinduet, vi ser verden igennem, og lige som afdelingerne i Fona: Blues, klassisk, kriminer og biografier, action og romantisk komedie. For overhovedet at sige noget som helst og være forståelig benytter jeg mig af faste vendinger og fælles referencer - nogle af dem mere snævre end andre, men ikke så det udelukker for mange - og pointen er også hørt før, ellers ville man slet ikke kunne læse det.

Men det er min egen sag, og litteraturen er en balancegang mellem den stereotype mønstergentagelse og den individuelle overskridelse, som T. S. Eliot sagde det i sit manifest: Tradition and the Individual Talent.

Det sjove ved T. S. Eliot er, at hans navn næsten giver toilet baglæns, og her kan man passende skylle sine manifester ud. Hver fugl synger med sit næb, og det ville være surrealistisk, hvis de lød ens.