Det er svært at tale om Christoffer Boes nye film, thrillerdramaet Alting bliver godt igen. Ikke fordi det er en dårlig film - for det er den bestemt ikke - eller fordi den er svær at forstå eller forholde sig til - for det er den heller ikke. Men filmen er så fuld af hemmeligheder og spor og vildspor, at det bedste faktisk vil være at se den uden at vide for meget om den.
Da jeg en kold vinterdag sidder over for den 35-årige instruktør - der i øvrigt lige er blevet færdig med optagelserne til en ny, no budget-film, The Beast - på en mondæn café på Østerbro, kan jeg ikke lade være med at spørge om, hvordan vi dog skal kunne tale om Alting bliver godt igen uden at afsløre alt for meget af handlingen, der i løbet af sine 90 minutter tager nogle drejninger, som nok vil komme bag på de fleste.
»Man kan kredse om, hvad den gerne vil,« siger Boe, der er en mand af mange ord, og som ikke har svært ved at formulere sig omkring sine ideer og film.
Thrillerens muligheder
»Og den vil gerne to ting, og det er så den balancegang, jeg håber, vi har fundet, men det er knald eller fald: Den skulle gerne have thrillerens spænding og drive og karakterfremdrift, som består af paranoia og konspirationsmuligheder, og det skulle gerne fremtvinge en helt anden følelse, som på mange måder er tæt knyttet dertil, og det er kærlighed, tab og lidelse. Ængstelsen, spændingen og fremdriften - bruge thrillerens muligheder til faktisk at fortælle, jeg vil ikke sige en anden historie, men en historie, som er grundsubstansen i alle de film, jeg laver: Mødet med kærligheden og tabet af kærligheden og de fejl, vi begår i mødet med kærligheden.«
Alting bliver godt igen, der har været fire år undervejs, handler om filminstruktøren Jacob Falk (Jens Albinus), der kæmper med at færdiggøre manuskriptet til sin nye film, samtidig med at han sammen med sin kone, Helena (Marijana Jankovic), venter på at skulle adoptere en lille dreng, Serge, fra Tjekkiet. Men en aften kommer Jacob til at køre en ung mand, soldaten Ali (Igor Radosavljevic), ned, og han bliver blandet ind i en mildest talt speget sag om danske soldaters uhyrlige overgreb på fanger i Afghanistan.
Det er udgangspunktet for filmen, der ikke er helt lige så enkel, som den lyder, og som foregår på flere tids- og forståelsesmæssige planer, hvilket den sammen en uhyre gennemarbejdet og stiliseret lyd- og billedside har tilfælles med Boes to første film, Reconstruction (2003) og Allegro (2005).
Flere fortolkninger
Jeg fortæller Christoffer Boe, at jeg bestemt mener, at jeg regnede filmen ud ca. halvvejs, og jeg kommer med min fortolkning af det, der sker. Men den køber han ikke helt.
»Jeg føler, at mange har deres egen nøgle til den, og det er jeg meget glad for,« siger han.
»Jeg ville ikke lave den ene store, centrale nøgle, som alle fik udleveret ved rulleteksterne, og så kunne de sidde i biografen og sige til hinanden, 'jeg fandt den også', mens andre ville være frustrerede og sige, 'jeg fandt ikke nogen nøgle'. Der vil altid være dem, som ikke finder en nøgle og synes, det er en lortefilm. Men de, som finder en nøgle til Alting bliver godt igen, vil se, at den har sin egen størrelse, form og farve. Man kan sammenligne dem og snakke om dem, men filmen har forhåbentlig spændvidde nok til at kunne favne en række fortolkninger.«
Alting bliver godt igen har sit udgangspunkt i nogle samtaler, Christoffer Boe havde med vennen og kollegaen Christoffer Guldbrandsen i tiden inden, Guldbrandsens kontroversielle dokumentarfilm om Danmarks krigsindsats i Afghanistan, Den hemmelige krig (2006), blev sendt på tv.
»På det tidspunkt var jeg ved at færdiggøre Offscreen, som var mit første forsøg på at vende kameraet væk fra mit eget, indre parallel-København og kigge lidt mere på virkeligheden omkring mig i et møde mellem virkelighed og fiktion,« siger Boe.
Krigen rager os en papand
»Guldbrandsen er jo dokumentarist og kan fortælle mange spændende historier. Jeg blev tændt på ideen om at skulle fortælle en historie om Danmark i krig. Det er en fantastisk historie, fordi den bryder så meget med vores selvforståelse, og der er en masse store temaer i det.«
Christoffer Boe havde dog svært ved at 'knække koden' og gøre historien vigtig og relevant nok for sig selv.
»Det kan godt være, at der i Informations spalter diskuteres for og imod krigen, og at Georg Metz skriver, at det er et coup d'état, og at den borgerlige regering er magtkorrumperet. Men krigen rager jo de fleste danskere en papand, hårdt sagt. Jeg fandt ud af, at jeg heller ikke selv var så optaget af den. Jeg har svært ved at investere mange følelser i de soldater. Det er ikke min historie. Min historie er mere, at jeg sidder i Danmark og kan se, at vi er i krig og har svært ved at relatere til det. Og det var den historie, jeg på mange måder prøvede at fortælle.«
Derfor er krigen ikke kun en 'MacGuffin' i Alting bliver godt igen. En MacGuffin var det udtryk, som thrillergenrens mester, Alfred Hitchcock, brugte om det element, der drev handlingen i hans film fremad, men som filmene egentlig ikke handlede om.
Krigen bliver vores egen
»Der er jo forskellige typer MacGuffins,« siger Christoffer Boe. »Nogle gange er en cigar jo også bare en cigar. Det behøver ikke at være et fupnummer. Grunden til, at krigen ikke bare er en MacGuffin, er min lille banale pointe om, at krigen også bliver også vores egen, fordi vi læser vores egne teorier og historier ind i den. En krig koster mange menneskeliv og penge, men krigen er også et spejl på, hvordan vi ser os selv: For eller imod? For eller imod staten, for eller imod opgaven, for eller imod demokratiet eller den aktive bekæmpelse af terrorisme, for eller imod Bush, Amerika eller samarbejde?«
Men Boe medgiver, at han ikke var interesseret i at lave en straight politisk thriller om Danmark i krig.
»Og det er jeg glad for, fordi den har Danmarks Radio jo lavet. Det var Forbrydelsen II, og jeg synes, at det ville se skidt ud i min egen selvforståelse, hvis jeg efter fire års arbejde var kommet med en film, der lignede Forbrydelsen II. Så var jeg nok ikke helt det sted, jeg selv troede, at jeg var.«
Boe er inspireret af den franske nybølge i 1960'erne, især billedstormeren Jean-Luc Godard, som Boe flere gange refererer til i Alting bliver godt igen: En filmplakat på en væg, et navn på en person. Men også amerikanske paranoia-thrillers fra 1970'erne og mestre som Billy Wilder og Hitchcock - plakaten til Alting bliver godt igen er mere end inspireret af plakaten til Vertigo (1958) - har påvirket den danske filmskaber.
Berigende oplevelser
I det hele taget betyder film meget for Christoffer Boe. På et tidspunkt i Alting bliver godt igen siger Jacob Falks producent, Håkon (Nicolas Bro), til instruktøren, at »det er jo bare en film«, hvortil Jacob svarer: > »Hvis det bare var en film, ville det jo for fanden være en lille smule meningsløst.«
Har Boe det selv sådan med filmmediet?
»Selvfølgelig er en film også bare en film,« siger han.
»Det er noget helt kon- kret. Det er også et job og en industri. Der er nogen, der skal se det, og det er i sidste ende underholdning. Og samtidig er det så meget mere, fordi jeg virkelig tror på mediet og elsker mediet og selv har haft nogle oplevelser, hvor jeg føler, at det har været med til at definere, hvem jeg er. Jeg tror ikke på, at vi kan blive bedre mennesker af at se en masse film, fordi faktum er, at diktatorer også ser film.«
Men Boe tror på, at vi kan forandre os gennem mødet med film og kunst.
»Vi bliver eksponeret og oplever og registrerer verden på en måde, vi slet ikke havde forestillet os. Man opdager sider af sig selv, man ikke før har oplevet. Det er jo det, der er så fantastisk. Man gennemlever følelser, man slet ikke har været udsat for endnu. Det er fuldstændig vanvittigt at kunne føle tab og kærlighed, inden man rigtig selv har oplevet det, simpelthen bare fordi man ser en film og oplever det gennem mediet. Når det er bedst. Det er selvfølgelig mest, mens man er ung, man oplever det, mens man, når man bliver ældre, i stedet genkalder sig nogle følelser, man før har haft. Men det kan også være en meget stærk og berigende oplevelse.«
'Alting bliver godt igen' har dansk premiere i morgen og bliver anmeldt her i avisen
