Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kunstnere: Selvcensur er ikke et problem

Vi udøver ikke selvcensur, men frygter censur, lyder det fra kunstnernes egne organisationer. Nu vil de iværksætte en fælles undersøgelse, der skal skabe klarhed over problemets omfang
Kultur
30. januar 2010

Der er ingen problemer med selvcensuren i dansk kunstliv. Sådan lyder det enstemmigt fra en lang række kunstneriske foreninger, sammenslutninger og organisationer, der i går var inviteret til møde hos kulturminister Carina Christensen (K).

Her lod de i utvetydige vendinger ministeren forstå, at den foreløbige debat om selvcensur i dansk kunstliv har været fortegnet.

»Vi mener ikke selvcensur er et stort problem, men vi har derimod oplevet forsøg på regulær censur,« skriver de i en fælles pressemeddelelse som samtidig slår fast, at undersøgelsen fra Ugebrevet A4 – der oprindeligt satte gang i debatten – er lige dele »overfladisk, manipulerende og tendentiøs«.

»Fakta er, at der er ingen kunstnerorganisationer i Danmark, der har en verserende sag på deres skrivebord, som handler om selvcensur,« siger formand for Dansk Forfatterforening Lotte Garbers til Information.

Ny undersøgelse

Hun kalder debatten for en pseudodebat.

»Hvis vi endelig skal snakke om ytringsfrihed, er problemet ikke selvcensur, men decideret censur,« siger hun og peger på to aktuelle sager.

»Forsvaret har forsøgt at hindre udgivelsen af jæger-bogen, og Dansk Folkeparti har forsøgt at forbyde Helle Hinges lærebog. Her er der ikke tale om en pseudodebat, her er der tale om censur, og den type sager, skal vi være klar til at gå ind i«.

– Men det kan man vel også gøre, samtidig med at man anerkender, at der eksisterer en form for selvcensur, der udøver pres på ytringsfriheden?

»Selvfølgelig vil der altid kunne findes enkeltstående tilfælde, men det er vigtigt, at det signal, der udgår fra både kunstnere og minister er, at vi ikke vil ind i en debat om frygt, for det skaber nogle fjendebilleder, som simpelthen ikke er tilstede hos kunstnerne,« siger hun og uddyber:

»Jeg er sikker på, at der er rigtig mange – også kunstnere – der bliver forskrækkede, når de hører, at en øksemand har forsøgt at slå Kurt Westergaard ihjel. Men det er ikke det samme som at konkludere, at vi derfor går glip af noget dansk kunst på grund af selvcensur« siger Lotte Garbers.

Med til mødet havde kunstnerne en invitation til kulturminister Carina Christensen om at støtte en undersøgelse, der kan kaste bedre lys over det aktuelle – og reelle – omfang af censur såvel som selvcensur i Danmark. Lotte Garbers understreger at undersøgelsen skal foregå i regi af kunstnerne selv: »Armslængden skal sikres – ellers vil vi slet ikke være med,« siger hun.

En god debat

Umiddelbart efter mødet lod kulturminister Carina Christensen forstå, at hun er positivt indstillet over for at samarbejde med kunstnerne om en ny undersøgelse – og at der muligvis også kan findes kulturstøttekroner til projektet.

»Vi skal ikke stå for undersøgelsen, men kan vi være behjælpelige med noget, træder vi gerne til – og måske vi også kan finde en lille pose penge,« siger Carina Christensen, der erklærede sig helt enig i behovet for en bredere og mere dybdegående undersøgelse af problemet end den, Ugebrevet A4 har bedrevet.

»Er der et problem, skal vi finde ud af, hvor det ligger. Måske ligger det slet ikke i skabelsesprocessen hos kunstnerne, men i distributionsleddet, fordi galleriejerne ikke tør udstille værket, eller forlagene ikke vil trykke bogen. Eller også handler det slet ikke om censur, men bare om almindelige markedsmekanismer,« siger Carina Christensen, der ikke mener, at debatten har været overflødig.

»Vi har fået taget hul på en vanskelig dialog, som jeg håber vil fortsætte i det offentlige rum via kunstnerorganisationerne«.

rbs@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her