Læsetid: 8 min.

Landadel er det nye sort i Storbritannien

Efter 13 år med Labour ved magten i Storbritannien er det igen blevet socialt acceptabelt sågar fashionabelt at klæde sig på som overklassen, at lyde som overklassen og spise som overklassen. Spørgsmålet er om denne stræben efter aristokratiske værdier også vil smitte af, når briterne skal til stemmeurnerne til foråret
Den nye landadel. De unge klæder sig igen i de traditionelle Barbour-jakker og Hunter-gummistøvler - som Geldof datteren Peaches til Glastonbury-festivalen. Men den aristorkratiske stil er ikke kun at finde i moden, på  tv kan man igen møde værter, der uden skam taler med den særlige dialekt, som afslører en privilegeret overklassebaggrund. Der er programmer om restaurering af aristokratiets landsteder, og på den gastronomiske front har den såkaldte gastro-pub genrejst den traditionelle britiske kogekunst. Og også i britisk politik prøver partierne at trække klassekortet. Spørgsmålet er bare, om det får effekt.

Den nye landadel. De unge klæder sig igen i de traditionelle Barbour-jakker og Hunter-gummistøvler - som Geldof datteren Peaches til Glastonbury-festivalen. Men den aristorkratiske stil er ikke kun at finde i moden, på tv kan man igen møde værter, der uden skam taler med den særlige dialekt, som afslører en privilegeret overklassebaggrund. Der er programmer om restaurering af aristokratiets landsteder, og på den gastronomiske front har den såkaldte gastro-pub genrejst den traditionelle britiske kogekunst. Og også i britisk politik prøver partierne at trække klassekortet. Spørgsmålet er bare, om det får effekt.

JONATHAN BRADY

9. januar 2010

Den flaskegrønne, tunge og stive oilskinsjakke, de uldne tweedtern, ridestøvlerne - dem med den brune kant foroven. Selv Storbritanniens moderedaktører er ikke meget for at indrømme det. Men nu er det officielt: Den britiske dronning og hendes lorder og baroners foretrukne uniform er igen blevet moderne. Popstjerner, moderedaktører og de unge og chikke kan nu spottes på festivaler og i gadebilledet udrustet som klassisk britisk overklasse.

Det bemærkelsesværdige er ikke så meget, at en tendens er vendt tilbage. Det bemærkelsesværdige er, at den er kommet af sig selv. Uden at traditionelle firmaer som Barbour og Hunter har gjort noget for at få modeikoner som modellen Kate Moss, popdatteren Peaches Geldof og Vouges Emma Elwick til at iføre sig de tunge gevandter. Ingen hip designer har ændret jakkernes traditionelle snit, ingen mode-spindoktor har solgt varen gennem forførende marketing.

»Hvad der er sket er, at i de seneste tre eller fire år er Barbours vildt praktiske, men ikke ligefrem sexede, glitrende eller, lad-os-være-ærlige, æstetisk smukke vokskåber - den slags man kan forestille sig William Hague eller for den sags skyld general Haig og diverse små William-og-Kater fare omkring rypehederne i - blevet stadig mere moderne. Og de er blevet moderne ikke på grund af noget, Barbour selv har gjort for at relancere, rebrande eller restrukturere, men på trods af det,« skriver moderedaktør for avisen The Times Lisa Armstrong.

Det landlige look er blevet så populært, at en nylig åbnet butik i Londons fashionable Soho-kvarter allerede har måttet lukke i en uge for at fylde de rippede hylder igen.

»Landstilen - de unge vil have den. De ifører sig dem tætsiddende. Små størrelser,« siger en salgsassistent i butikken J Barbour & Sons til The Guardian.

»Det er sjovt at se Barbour blive et modeprodukt. Jeg har altid associeret dem med jagt og fiskeri.«

Til fiskeri eller festival - salget går forrygende og stormagasinet John Lewis melder om en 80 procents stigning i salget af det klassiske mærke Barbour i sine butikker i 2009. Modeeksperterne er enige om, at jo mere overklasseagtigt - eller 'posh' - jo bedre. Sågar overskæg og monokler er dukket op igen.

»Der har for nylig været en veste-trend, en trend blandt meget unge mænd,« siger modejournalist Charlie Poter til The Guardian. »Der er noget med butterflies lige nu. Butterflies kan umuligt være andet end posh.«

Bredere tendens

Overklassetrenden er så iøjnefaldende, at den sågar har fået sit eget navn. En byboer med hang til landlig nostalgi og - måske - overklassens livsstil kaldes nu for en 'Hackney farmer' efter bydelen Hackney i London, hvor stilen især er udbredt. Hackney-farmerstilen er imidlertid kun den ydre del af tendensen, der synes at brede sig langt ud over mode- og kendis-verdenen. På tv kan man igen møde værter, der har fralagt sig den standardiserede BBC-accent og uden skam taler med den særlige dialekt, som afslører en privilegeret overklassebaggrund. Der er programmer om restaurering af aristokratiets landsteder, og på den gastronomiske front har den såkaldte gastro-pub genrejst den traditionelle britiske kogekunst. I en blanding af gammeldags pubstil og finere beværtning med hvid dug og højt til loftet er disse spisesteder blevet dundrende succeser med deres - lettere - nyfortolkning af retter som steak & kidney pie, lam med mintsauce og fish & chips samt desserter som sticky toffee pudding, crumbles og trifels.

Både stil, sprog og mad vidner om en tilbagevenden til det traditionelt britiske og om en genoplivelse - eller snarere accept - af den overklasse, som i tidligere tider var så forhadt i det britiske samfunds lavere sociale lag.

Spørgsmålet er, om accepten kun rækker til mode- og forbrugerområdet, eller om den har bredt sig til det politiske plan og de konservative værdier. I 1970'erne og 80'erne så Storbritannien en lignende omfavnelse af overklassens symboler efter en periode med Labour ved magten. Dengang var det modemærket Mulberry, der med succes lancerede det engelske jagt- og fiskerilook. I takt med, at premierminister Margaret Thatchers magt blev konsolideret i 1980'erne, fulgte en »tilbagevenden til det poshe - unge stabejser, Land Rovers - en fiks landlig stil«, ifølge historikeren Joe Moran.

Den nuværende genopliven af overklassens symboler kommer ligeledes efter en lang periode - 13 år - med Labour ved magten, hvor bl.a. overklassesporten rævejagt er blevet forbudt, og de rigeste er blevet pålagt ekstra skatter, mens universiteterne er blevet tvunget til at øge optaget af studerende fra offentlige skoler.

I mellemtiden har de yngre overklassedrenge David Cameron (konservativ leder), George Osborne (konservativ finansordfører) og Boris Johnson (Londons borgmester) sat sig på topposterne i det konservative parti. Labour har gentagne gange forsøgt at spille på deres privilegerede opvækst på bl.a. elitekostskolen Eton og Oxford Universitet. Senest henviste premierminister Gordon Brown til det ved at sige, at de konservatives skattepolitik, der lover lavere arvebeskatning for de rigeste, var »drømt op på Etons idrætsbaner« - en henvisning til hertugen of Wellingtons berømte citat om, at »slaget ved Waterloo blev vundet på Etons idrætsbaner«.

Indenrigsminister Alan Johnson - der blev opfostret af sin søster i en social bolig i London, og som forlod skolen som 15-årig - udtalte i et nyligt interview i The Sunday Times, at det såkaldte skyggekabinet består af »64 procent privatuddannede, 90 procent mænd og en større gruppe af millionærer, end man vil finde i de fleste grupper af 20 sammenbragte personer«. Han påpegede også, at David Cameron, Boris Johnson og George Osborne alle var medlemmer af den samme overklasse-drikkeklub i Oxford kaldet Bullingdon-klubben.

»Hvis de skulle vinde valget, ville man have en borgmester i London, en finansminister og en premierminister, alle fra en lillebitte klike,« sagde Alan Johnson og tilføjede, at det ville være lige så 'bemærkelsesværdigt', som hvis de tre poster blev indtaget af personer fra 'fagforeningen for kommunikationsarbejdernes Slough-afdeling'.

Internt i Labour er der imidlertid en debat om det fornuftige i at spille på de konservatives privilegerede opvækst i den kommende valgkamp, især fordi en ikke uvæsentlig del af Labour-parlamentarikerne selv er privat uddannede. I et suppleringsvalg i Crewe and Nantwich forrige år slog strategien nemlig grueligt fejl, da en gruppe Labour-tilhængere klædte sig ud i høje hatte for at fremhæve den konservative kandidats overklasserødder. Det virkede ikke.

»Der er intet bevis for, at det har nogen effekt på vælgerne at føre klassekrig,« siger professor Paul Kelly fra London School of Economics til Information.

»Der kan være nogen værdi i det, hvis det handler om at vække Labours desillusionerede kernevælgere, men den gruppe er ikke ret stor. Hvis Brown vil vinde valget, må han vende tilbage til New Labours strategi og vinde mellemklasse-England tilbage. Og her virker det ikke at føre klassekrig,« tilføjer han.

Den økonomiske krise og redningen af banksektoren for offentlige midler samt den såkaldte udlægsskandale, hvor nogle af de konservative parlamentsmedlemmer havde ladet skatteyderne betale for ting som eksempelvis rensning af en voldgrav og andehuse til deres private søer, kunne også tænkes at have frembragt en antielitær stemning. Alligevel fører de konservative stadig med ni procentpoint i meningsmålingerne: »Labours sociale og økonomiske base er forsvundet. Den kom fra produktions- stål- og bilbrancherne, som ikke længere eksisterer. New Labour vendte sig mod de nyrige, mod finansbyen, og de vælgere er nu blevet desillusionerede, efter at Labour har regeret gennem en meget lang periode,« siger Paul Kelly.

Rig og miljøbevidst

Kulturhistoriker Joe Moran fra Liverpools John Moores Universitet mener, at årsagen kan hænge sammen med, at de fleste briter i dag anser overklassen for at være relativt harmløs. Der er sågar tendenser i tiden, der taler for deres landlige livsstil, påpeger han.

»Overklassefolk forbindes ofte med miljøbevidsthed, med mad og kogekunst,« siger han.

»De er ikke tidens djævle. Det er bankfolkene, de globale forretningsfolk.«

Eksemplerne på miljøaktivister fra den britiske overklasse er mange, og øverst - i hvert fald i rang - står kronprins Charles, der i årevis har ført kampagne imod EU's regler mod krumme agurker og andre naturlige deformationer i økologisk produktion. Andre navne tæller miljøaktivisterne Zac Gold-smith, der er konservativ kandidat ved næste valg, og David de Rothschild - begge arvinger til millionformuer skabt af deres fædre James Goldsmith og sir Evelyn de Rothschild. Og der er navne som Tamsin Omond, der grundlagde kampagnegruppen Climate Rush, Franny Armstrong, igangsætter af CO2-kampagnen 10:10 og Leo Murray fra kampagnen Plane Stupid - alle med privilegerede overklasserødder.

Middelklassens tendens til at søge opad på den sociale rangstige ses altså også med omvendt fortegn gennem overklassebørnenes modreaktion.

»Ting er ikke lig med lykke,« siger David de Rothschild til Financial Times. »Jo mere lort du har, jo mere har du at bekymre dig om.«

Disse modtendenser har været med til at udglatte grænsen mellem de traditionelle klasser. De konservatives leder, David Cameron, har - ganske som Tony Blair og New Labour gjorde det i 1997 - forsøgt at nærme sig midten i britisk politik. Ifølge Paul Kelly har de konservatives grønne profil med en partileder, der ankommer til Westminster på cykel, været med til at få partiet til at fremstå mere moderne.

»Cameron har forsøgt at forny partiet og fået det til at fremstå mere på linje med tidsånden med sin grønne profil og sit syn på homoseksualitet. Det interessante er, om partiet rent faktisk har ændret sig; om han har kernevælgerne med sig. Det er her, klassekrigspolitikken kommer ind. Labour forsøger at vise, at det konservative parti ikke grundlæggende set har fornyet sig,« siger han.

Paul Kelly tror imidlertid, at den politiske mode ved forårsvalget 2010 vil være konservativ.

»En føring på ni procentpoint er jo ikke ingenting, og frem mod valget, tror jeg, at forspringet vil blive konsolideret.«

Hvor længe moden vil vare, er et andet spørgsmål. Alt tyder på et såkaldt 'hængeparlament' efter valget, hvor intet parti får flertal. Og de holder som regel ikke længe.

David Cameron håber sikkert på, at moderedaktør Melanie Rickey fra magasinet Grazia har ret, når hun forudser, at landstilen bliver en langvarig tendens: »Når først der hænger en Barbour i dit skab, så vil den aldrig forsvinde, nortset fra når du tager den på,« skriver hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pedro Delgado

Where's the news Sherlock? Enlighten me please!

Jeg mener...flipproletarer har vel altid eksisteret som fænomen?

Om dagens ret så står på butterfly, vest, lederhosen eller smækbuks er vel ikke et udpræget politisk produkt, men snarere et spørgsmål om almindelig varierende modetrend over tid.

Der kan altså gå lige lovlig meget "politisk læsen alt ind i ingenting" her på avisen.

Vibeke Nielsen

Nu er konservative arbejdere jo et meget gammelt fænomen i England. Dem - og deres smag - kan kulturhistorikere kunne skrive tykke bøger om.

I Danmark har vi dem såmænd også. De stemmer enten på et pænt borgerligt parti eller på Dansk Folkeparti, hvis leder altid har gjort meget ud af at fortælle, at hendes forældre i købmandsforretningen på Østerbro var konservative. Og de læser om de rigestes dyre fester og kjoler i Billed Bladet og kongefamiliens gøren og laden. Middelklassen har de samme interesser, men deres smag for overklassen er bare en lidt anden. Det handler mere om dyre restauranter end bling bling. Ældre dansk kitsch er billige kopier af den tyske adels luksusprodukter. Osv.

Kort sagt - der er intet nyt i det her. Det eneste nye er måske netop den britiske overklasses interesse for miljøet. Den vil sikkert kunne flytte flere stemmer fra tidligere venstreorienterede, der lader sig forblænde af den nye samvittighedsfuldhed. Måske kan de konservative her i landet høste fordele ved at alliere sig med adelige økobønder?

Det er vel bricolage snarere end overklasseidentifikation, og dermed ikke særlig betydningsfuldt? Tak for en god artikel.

Ligemaget hvad klasse en englænder har, så har de jordens dårligste smag i tøj, indretning, farver, og mad. Ingen kan slå dem i usmagelighed, måske lige amerikanerne i overfladiskhed.

Inger Sundsvald

Hans Jørgen Lassen:
”Sort? Hvad skal det nu betyde?”

Jeg måtte også tænke mig lidt om. Men så vidt jeg er orienteret om mode, så var sort den store modefarve i det forrige århundrede. – Bevar mig vel!

Når kvinder klædte sig i sort, så viste de åbenbart ”god klassisk smag”. Det var dengang. I dette århundrede er det åbenbart noget med ”landadel” – hvad det så end går ud på?

Man kunne også se "tendensen" hos mandlige politikere, som vist mente, at de fremstod mere seriøse end de var i sort. Der er vist reminiscenser. Prøv at kigge på Brian.

Svar til Hans Jørgen Lassen

"Det nye Sort" er, som Inger Sundsvald skriver, et slangudtryk, og beskriver noget som er oppe i tiden eller en tendens der er på vej. For en grundigere beskrivelse af etymologien bag, må jeg henvise til Dansk Sprognævn.

Debatvært
Espen Fyhrie