Det litterære flagskib er blevet en synkende skude

Ved efterårsreceptionen på Borgens Forlag i 2008 blev den samlede medarbejderstab foreviget på et gruppebillede. Billedet viste 37 smilende ansatte. I dag, mindre end to år efter, er der kun 11 medarbejdere tilbage. Og smilet er stivnet.

Borgens Forlag, der i årtier har været kendt som forlagsbranchens litterære flagsskib, er i dag rykket faretruende tæt på et forlis. Den succesrige bogklub med bøger om krop, sind og ånd er solgt til Gyldendal. Den toneangivende skønlitterære redaktion, der har fostret nogle af Danmarks største forfattere, er skrumpet fra tre stillinger til en enkelt deltidsmedarbejder. Og det navnkundige lyriktidsskrift Hvedekorn, som i en menneskealder har været et pejlemærke for ny dansk poesi, er afhændet til forlaget Rosinante.

Samtidig er også forfatterne begyndt at forlade Borgen, som i det nye år selv forlader villaen på Valbygårdsvej til fordel for mindre og billigere lokaler på en ny adresse i Valby.

Det hæderkronede forlag er i frit fald. Men hvad er gået galt? Niels Borgen, der har stået i spidsen for forlaget siden 1991, har tidligere udpeget den aktuelle økonomiske krise som hovedårsagen til Borgens problemer, men han har ikke ønsket at uddybe sine synspunkter over for Information i forbindelse med denne artikel.

»Vi har ikke lyst til at dissekere os selv i offentligheden. Vi er nu trukket i arbejdstøjet og vil gerne have arbejdsro,« lyder Niels Borgens kortfattede kommentar.

Et familiedrevet forlag

Borgens Forlag har skiftet adresse flere gange, men forlaget har aldrig skiftet hænder. Det er på alle måder et familieforetagende - undfanget på Jarl Borgens køkkenbord på Gl. Kongevej i 1948 - og siden videreført af hans egne børn. Familien er forlaget, og skal man tro de mange udsagn fra forlagets tidligere medarbejdere, er Borgen på mange måder også som en familie. Villaen på Valbygårdsvej, der i mange år har været forlagets base, er prydet med Jytte og Jarl Borgens imponerende private samling af nutidskunst, der blandt andet rummer adskillige værker af den danske kunstner Poul Gernes. Og forlagets 90-årige gamle stifter Jarl Borgen lægger eftersigende stadig dagligt vejen forbi forlaget for at sove middagslur på sit kontor.

Ifølge Hans Henrik Schwab, der var ansat på Borgen som lyrikredaktør fra 1990-1996, er Borgens særlige ånd og omgangstone et særsyn i forlagsbranchen.

»Selvforståelsen er, at alle medarbejdere er del af én stor familie,« siger han:

»Da jeg første gang skulle købe en lejlighed, modtog jeg for eksempel gratis juridisk rådgivning af forlagets faste jurist, og da man samtidig kendte en bygmester, blev han også lige bedt om at bese lejligheden. Jeg tror sågar, jeg kunne have lånt penge til udbetalingen, hvis det havde været nødvendigt,« siger Hans Henrik Schwab, der hverken før eller siden har oplevet en arbejdsplads, som i dén grad har overskredet den almindelige relation mellem medarbejdere og arbejdsgivere.

»Der er engang én, der har sammenlignet Borgen med en østers. Hvis man er ude, kommer man ikke ind, og hvis man er inde, kommer man ikke ud. Det er lidt lige som med en religiøs bevægelse. Det er ikke meningen, man skal forlade Borgen igen. Derfor blev Jarl også skuffet, da jeg i sin tid sagde op,« siger Hans Henrik Schwab.

Guldkalven

Flere tidligere medarbejdere hæfter sig dog samtidig ved bagsiden af den familiære facon og anfører, at de tætte bånd til medarbejderne samtidig har gjort ledelsen tøvende over for at træffe ubehagelige, men nødvendige beslutninger.

Det mener blandt andre Dennis Støvring, der i 2009 frivilligt forlod Borgen, efter 38 år - fra 1975 som medlem af bestyrelsen og fra 1995 som chef for produktionen af bøger i samtlige forlag under Borgen inklusive bogklubben.

»Borgen har altid haft en stor omsorg for sine medarbejdere. Da bogklubben blev solgt i 2008, var det således med den begrundelse, at det var den eneste måde, man kunne redde forlaget på, hvis ikke man skulle ty til afskedigelser,« siger Dennis Støvring, der ikke desto mindre betegner netop frasalget af bogklubben som »fatal«.

»Borgen var længe om at erkende faresignalerne, og til sidst var forlaget så økonomisk trængt, at ledelsen anså det som den eneste løsning at sælge bogklubben fra. Men det betød samtidig, at man skilte sig af med guldkalven. Bogklubben var en af de mest indtægtsgivende aktiviteter i forlaget. Det var bogklubben, der var med til at holde forlaget på benene,« siger han.

Mæcenvirksomhed

Uanset hvem man taler med i forlagsbranchen, er sympatien for Borgen intakt. Alle betoner forlagets særlige funktion som branchens litterære væksthus, som stedet, hvor små, smalle forfatterskaber vokser sig store og brede. Igennem årene har forlagets prioritering af dansk skønlitteratur og lyrik, ikke mindst i form af tidsskriftet Hvedekorn, nærmest grænset til mæcenagtig virksomhed, mener tidligere lyrikredaktør på Borgen fra 1996-1998 Agnete Stjernfelt.

»Borgen har altid vidst, at det ikke kunne betale sig af udgive lyrik, men alligevel er de fortsat med at gøre det af oprigtig interesse for området. De har haft det mod, andre forlag ikke har, til at give unge lyrikere en chance, og dermed er de kommet til at spille rollen som en af dansk litteraturs største talentfabrikker,« siger hun med henvisning til forfattere som Benny Andersen, Soya, Michael Strunge, Pia Tafdrup, Dan Turèll, Morten Søndergaard og Niels Lyngsø, der over årene alle helt eller delvis er udkommet på Borgen.

Foruden ny dansk skønlitteratur og lyrik har Borgen historisk specialiseret sig i fagbøger om billedkunst og Anden Verdenskrig samt i bøger om krop, sind og kosmos.

»Jarl Borgen udgav bøger om yoga, før der var nogen, der overhovedet kunne stave til det herhjemme - simpelthen fordi han interesserede sig for emnet. Der er mange andre forlæggere, som senere har taget 'det alternative' op som sådan en rugbrødsmaskine, der bare skal tjene penge ind til forlaget, men på Borgen var udgivelseslinjen båret af en personlig interesse og ikke af kold beregning,« siger Agnete Stjernfelt.

Hans Henrik Schwab er enig i, at Borgen aldrig har været kendetegnet ved forretningsmæssig kynisme. Men han understreger, at Jarl Borgen selv var træt af at blive kaldt idealist, fordi han mente, det kun fangede ét aspekt ved ham.

»Han fremhævede altid, at hvis ikke han havde været forretningsmand, så ville han ikke have kunnet drive forlaget så lang tid,« siger Hans Henrik Schwab.

Men de senere år har forlaget ikke som tidligere formået at vinde på gyngerne, hvad det har tabt på karrusellerne, vurderer tidligere produktionschef på Borgen Dennis Støvring.

»Forlagets regnskab har altid balanceret lige omkring den røde streg. I nogle år er det gået op, og i andre år er det gået ned. Men de sidste par år har Borgen tjent for få penge på de titler, der skulle bære alt det andet. Sondringen mellem de tabsgivende og de indtægtsgivende titler kunne have ligget på et bedre sted,« siger han.

Nuværende forlagschef på Thaning og Appel, Anders Mejlbjerg, var fra 2005-2007 salgs- og marketingschef på Borgen. Han blev mødt af flere overraskelser, da han første gang satte sine fødder på forlaget.

»Det kom bag på mig, at man havde så mange medarbejdere og så mange faste udgifter, og det kom bag på mig, at man ikke havde større omsætning. Det var ikke det indtryk, jeg havde, inden jeg startede på forlaget,« siger Anders Mejlbjerg, der betegner Borgens nuværende situation som »et stort tab for forlagsbranchen som helhed«.

Som en mulig forklaring på Borgens problemer anfører han, at forlaget sandsynligvis har spredt sig over for mange genrer, ligesom forlaget ikke i tilstrækkelig grad har været klar til at møde udfordringerne fra det nye, liberaliserede bogmarked, mener han.

»Bogbranchen har igennem de seneste år oplevet en gennemgribende omlægning til et liberaliseret marked med frie bogpriser. Det er en udvikling, jeg personligt bifalder, men det er ikke alle i branchen, der har været lige begejstrede og lige dygtige til at omstille sig, og Borgen er et eksempel på det sidste. Man har været så bundet af traditioner og af det gode forhold, som forlaget i en menneskealder har haft til landets boghandlere, at man måske har forsømt at forfølge de nye muligheder, som liberaliseringen har ført med sig,« siger han.

Den vurdering er Jan Wass, tidligere marketingschef på Borgen fra 1996-2004, enig i.

»Forandringerne i bogbranchen har været meget hurtige, og i dén proces har Borgen ikke været tilstrækkelig omstillingsparat,« siger Jan Wass, der samtidig peger på fraværet af en stærk, professionel ledelse som et afgørende problem for forlaget.

»Der, hvor det går galt, er, at man ikke har forstået at knytte en ledelse til huset, som kunne forstå at bringe forlaget ind i en ny tid og inspirere redaktørerne. Helle Borgen er en dygtig redaktør, men som direktør er det ikke hende, der har tegnet forlaget. Og Niels Borgen, som jeg har kendt i mange år og holder af, har heller ikke evnet at gøre det.«

Fra bibliotekar til direktør

Niels Borgen er oprindelig uddannet bibliotekar og var leder af Lystrup Bibliotek under Århus Kommunes Biblioteker, da han i 1981 blev bedt om at vende hjem for at videføre familieforetagendet i Valby. I første omgang fik han ansvaret for Borgens voksende edb-bogsprogram, men overtog efterhånden flere og flere ledelsesfunktioner, indtil han i 1991 blev udnævnt til adm. direktør.

I bogen Forlæggersnak berører Jarl Borgen selv generationsskiftet på forlaget og lader ane, at det ikke var hans oprindelige plan at lade sit livsværk føre videre af hverken Helle eller Niels Borgen.

»Med 10 års mellemrum fik jeg to højt begavede medarbejdere, der begge havde de evner og det overblik, der kunne have gjort dem til mine efterfølgere. Begge forlod mig. Hvor meget det skete af lyst til det andet, de gik ind til, eller fordi de ikke kunne holde mig ud, kan jeg ikke objektivt bedømme,« skriver Jarl Borgen i bogen.

I stedet blev opgaven med at videreføre forlaget tildelt hans to børn - en beslutning, Jarl Borgen også beskriver i sin bog:

»Det må have været hårdt for dem både at skulle fastholde den for længst stedfundne frigørelse af afhængighedsforholdet til deres forældre og samtidig fagligt gå i lære sammesteds. Begge havde fået egne identiteter som henholdsvis afdelingsbibliotekar og translatør i spansk.«

Ifølge Hans Henrik Schwab er der ingen tvivl om, at arven fra Jarl Borgen har været svær for ikke at sige umulig at løfte.

»Jarl Borgen var en ener. Han er en af de få, jeg ligefrem vil bruge ordet geni om, fordi han havde så stor forståelse for både den mindste kunstneriske detalje og den overordnede forretning. Det er en helt usædvanlig kombination, jeg ikke har oplevet andre steder. Og enhver, der bliver bedt om at gå i hans fodspor, vil få det svært.«

Alligevel er det for forenklet, når nogen alene forsøger at forklare Borgens nedtur med børnenes manglende lederevner, mener Hans Henrik Schwab.

»Jeg synes, det hører med til billedet, at Jarl trak sig tilbage i 1991. Så man kan ikke bare sige, at i det øjeblik han trak sig tilbage, begyndte alting at gå ned ad bakke. Niels og Helle har trods alt drevet et velfungerende og rentabelt forlag i knap to årtier, inden det her sker. Og de har haft flere progressive tiltag. Da jeg i 1996 skiftede til Lindhardt og Ringhof, var Borgen for eksempel lysår foran, hvad angår avancerede it-systemer,« siger han.

Uanset hvor forklaringen på Borgens problemer skal søges, står én ting fast. Med den seneste fyringsrunde og frasalget af bogklubben er forlaget med ét banket knap 40 år tilbage i tiden.

»Borgen er i dag stort set samme størrelse, som da jeg kom til i 1971,« siger tidligere produktionschef Dennis Støvring, der ser med bekymring på forlagets fremtid.

»Det er mit håb, at det kan fortsætte som et mindre forlag med færre udgivelser, for der er stadig brug for et forlag som Borgen. Men min bekymring går på, om de kan klare sig i konkurrencen. For hvis der ikke er økonomi til vovemod, kan man forestille sig, at der er andre forlag, der vil være stærkere,« siger Dennis Støvring.

For Hans Henrik Schwab repræsenterer Borgens nedtur samtidig et farvel til en række hæderkronede principper i forlagsbranchen.

»Borgens Forlag har altid været båret af to overordnede principper: 'Vi stjæler ikke andre forlags >forfattere og medarbejdere, og vi går ind for den faste bogladepris'. Begge principper er jo i dén grad blevet overhalet af udviklingen på bogmarkedet,« siger han og tilføjer:

»I en moderne og ubarmhjertig krig er der ikke længere plads til gamle gralsriddere.«