Læsetid: 8 min.

Litteraturens glemte kvinder

Mange af Romantikkens kvindelige forfattere er forsvundet ud i glemslen, fordi litteraterne, der alle var mænd, ikke har skrevet om dem, siger Lise Busk-Jensen, der den 19. februar forsvarer sin disputats om Romantikkens forfatterinder på Københavns Universitet. Her fortæller hun om en verden i litteraturen, der næsten var blevet glemt og om hvorfor
Kvindefrigørelse. Lise Busk-Jensen har været overrasket over at finde så megen kvindelig kritik af kvindefrigørelse i Romantikken, men samtidig viser det også, at der fandtes en selvstændig kvindebevidsthed, der kunne tage kritisk stilling til Det Moderne Gennembrud, mener hun.

Kvindefrigørelse. Lise Busk-Jensen har været overrasket over at finde så megen kvindelig kritik af kvindefrigørelse i Romantikken, men samtidig viser det også, at der fandtes en selvstændig kvindebevidsthed, der kunne tage kritisk stilling til Det Moderne Gennembrud, mener hun.

Kristine Kiilerich

14. januar 2010

76 kvindelige danske forfattere, som ingen kender! Så mange forfatterskaber gennemgår Lise-Busk Jensen i sin disputats, Romantikkens forfatterinder. Interesserer man sig for litteratur, har man hørt om den danske forfatterinde Thomasine Gyllembourg, men måske mest fordi hun var mor til dramatikeren Johan Ludvig Heiberg; og kender man bare lidt til kvindebevægelsens historie, kender man også Mathilde Fibigers brevroman Clara Raphael. Resten har glemslen mere eller mindre sænket sig over.

De er heller ikke lige gode alle sammen, erkender Lise Busk-Jensen, »men det har givet mig en sikkerhed på, hvad kvindernes temaer er, at jeg kender dem alle sammen. Jeg kan se, at de bedste af dem samler op og bygger oven på bredden i kvindeforfatterskaberne.«

Hun har også fået fastslået, i hvor høj grad kvindernes litterære niveau hænger sammen med det niveau, kvindekønnet i det hele taget befinder sig på, siger hun. Og hun har opdaget, hvor meget det betyder for et forfatterskab, at der er et bredere miljø og en reception omkring det.

»Hvis man læser Gyllembourg alene over for Oehlenschläger eller Blicher, så undrer man sig over, hvor anderledes hun er. Men hvis man er blevet vant til de kvindelige problemstillinger, så fremstår hun langt mere naturlig.«

Andenrangs mænd

Som et eksempel på det litterære miljøs betydning nævner Lise Busk-Jensen gennembrudsforfatterne Erik og Amalie Skrams vidt forskellige reaktion på fru Gyllembourgs breve. Erik Skram var vildt begejstret over dette begavede kig ind i intimsfæren, men da han anbefalede dem til Amalie, var hun ikke synderligt imponeret, det var i hvert fald ikke sådan, hun ville skrive!

»Kvinderne forstod endnu ikke at spejle sig i hinanden. Selvfølgelig var det vigtigt for en kvinde i Det Moderne Gennembrud som Amalie Skram at gøre op med fortiden, men det gør mændene også. De starter imidlertid med at beundre deres forgængere, før de gør op med dem, kvinderne starter på et nulpunkt. De tager afstand fra deres formødre og identificerer sig i stedet med deres mandlige kolleger, de vil kunne gøre det lige så godt som dem.«

»Som moderne feminister har vi en forestilling om, at frigørelsen bare har gjort stadige fremskridt, men i Romantikken fik kvinderne en positiv identitet i intimsfæren, som de mistede ved Det Moderne Gennembrud. De blev andenrangs mænd.«

Lise Busk-Jensen har været overrasket over at finde så megen kvindelig kritik af kvindeemancipation i Romantikken, men samtidig viser det også, at der fandtes en selvstændig kvindebevidsthed, der kunne tage kritisk stilling til Det Moderne Gennembrud, mener hun.

Nedladende

Receptionen har ligeledes haft afgørende betydning for, at vi har glemt Romantikkens forfatterinder.

»Når kvinderne ikke når så langt frem som mændene, er det, fordi litteraterne, som alle var mænd, ikke har skrevet om dem,« konstaterer Lise Busk-Jensen lakonisk og fortæller, at de mandlige kritikeres nedladende behandling af kvindelige forfatterskaber fortsatte helt op til omkring 1970, hvor den nye kvindebevægelse tvang litteraterne til at tage kvinderne med i litteraturhistorien.

»I begyndelsen, fra omkring 1830, skrev mændene paternalistisk og imødekommende, men omkring 1860 var der kommet så mange skrivende kvinder, at de blev betænkelige. Herfra begynder de at nedgøre kvindernes litteratur, en tendens man kan finde reminiscenser af helt op til Oluf Friis, der var professor i litteratur ved Københavns Universitet 1957-64. I hans bidrag til Dansk Litteratur Historie (1965) skriver han om Thomasine Gyllembourg, at man må grave novellernes interessante psykologiske figurer frem gennem lag af slagger. Og hun er den eneste, han medtager, end ikke Mathilde Fibiger er med.«

Lise Busk-Jensens pointe er, at kanon altid vil være en dobbelthed af, hvad der er den bedste litteratur, og hvad der interesserer samtiden.

»Så jeg er spændt på, hvordan det ser ud om hundrede år, om kvindernes litteratur har fået sin plads i litteraturhistorien. Dens status er betinget af, om der er nogen, der skriver om den. Man spejler sig nemlig i litteraturen, mandlige anmeldere spejler sig også,« siger hun og nævner, hvordan en mandlig anmelder i 1860erne affærdigede en bog af en kvindelig forfatter med bemærkningen: »Der er ingen mænd her, der er interessante!«

Seksualiteten

Når man læser om romanerne, falder det i øjnene, hvor fremtrædende en plads seksualiteten indtager. Incest er et genkommende tema?

»Det er rigtigt, at man så anderledes på incest i Romantikken. Den franske antropolog Claude Levi-Strauss konstaterede jo, at incesttabuet er patriarkatets grundlov, og det gås der til angreb mod. Mathilde Fibigers roman Minona, er i så henseende et generalopgør med patriarkatet. Minona vil ikke finde sig i, at hun ikke kan elske sin bror. Hun ender med at dø af det i håb om at forenes med ham i himlen. Hvilket man kan opfatte på to måder: Enten kunne kvinden ikke bekæmpe patriarkatet, eller også evakuerer hun heltinden ud af virkeligheden, så hun kan realisere sin længsel i himlen.«

»Mathilde Fibiger gik videre end de fleste, i mange andre romaner bliver incesten ikke realiseret eller det viser sig, at de elskende alligevel ikke er søskende!«

»Men seksualiteten kunne i det hele taget flyde friere i teksterne før Freud. Det fysiske var knyttet til familiedannelsen, adskillelsen af det fysiske og åndelige var så selvfølgelig, at en Kamma Rahbek kunne skrive om, hvordan hun kærtegnede sin ven, Christian Molbech, uden at det virkede påfaldende. Man tænkte ikke så meget over den fysiske komponent i venskabet. Kamma Rahbek følte sig fri til at vise alle mulige følelser, fordi et fysiske, forhold på forhånd var udelukket.«

»Måske er det omvendt i vore dage,« funderer Lise Busk-Jensen: »Det er lettere at have et fysisk forhold, men sværere at sige Jeg elsker dig. Måske er det blevet sværere at finde dækkende udtryk for sine følelser?«

Genre og socialhistorie

Når man læser Romantikkens forfatterinder, falder det i øjnene, hvordan deres valg af genre følger den socialhistoriske udvikling. Lise Busk-Jensen understreger, at der er tale om en middelklasselitteratur, fordi middelklassens kvinder var dem, der overhovedet havde mulighed for at skrive bøger. Fra Oplysningstiden arver de to positioner: Husholdningen (på landet) og salonen, svarende til bonde- og adelsstanden.

»Udgangspunktet er to linjer: Landhusholdningen og adelen. Heraf opstår en husmorlitteratur engelske Jane Austen er mit eksempel her og en salonlitteratur, hvor jeg analyserer franske Mme de Staël. Begge peger frem mod Romantikken. Austens Emma passer sin gamle far, men drømmer om et bord, man kan skrive ved, sidde omkring og snakke om litteratur og kultur, noget, der bliver et emblem på Romantikkens intimsfære. I den blandes de to genrer. Fru Gyllembourg, den fremmeste hjemlige repræsentant, dyrker samtalen omkring bordet, kunsten og det sociale liv, sfærerne flyder sammen, selv religionen ville glide i baggrunden, mente hun, den ville blive optaget i kunsten, ligesom Gud var i naturen. Kvinderne identificerer sig i samme forbindelse ofte med madonna. Manden repræsenterede Gud Fader, så kunne de vel selv komme på lige fod med manden ved at være madonna.«

»De dyrkede intimsfæren, hvor manden var overhoved. Men patriarken skulle være af den rette støbning, set med kvindeøjne, og det kunne godt bringe dem på kollisionskurs med virkelighedens mænd. Ingen mand ville nogen sinde sige sådan! fnøs en anmelder over fru Gyllembourgs forsøg på at konstruere den rette patriark ved via bifigurer at vise, hvordan mænd ikke burde være. Men hun gjorde egentlig blot det sammen som mændene, når de forsøgte at tegne den ideale kvinde i kontrast til fordærvede bifigurer.«

Guvernanteromanen

Lise Busk-Jensen viser, hvordan den såkaldte guvernanteroman, der er næste stadium, voksede frem efter 1850, hvor Danmark havde fået en grundlov.

»Før Grundloven kunne embedsmænds ugifte døtre få understøttelse fra kongens partikulærkasse, hvis deres far døde, efter Grundloven skulle folk forsørge sig selv. Nu måtte middelklassekvinderne finde et erhverv, derfor voksede kravene om uddannelse til kvinder. I guvernanteromanen begynder kvinderne at overveje, at de skal ud af familien, men i første omgang kommer de i stedet ind i en anden familie som guvernanter.«

I den danske litteratur er der mange kvinder, der senere vender hjem til moderen, eller til en plejemor, fortæller Lise Busk-Jensen. »Det er attraktivt at blive reintegreret i familien, det er et mål for en del af de danske forfatterinder.«

Emancipationsromanen

Anderledes i emancipationsromanen, som er tredje og seneste stadium.

»I 1869 skriver Fibiger i Den ensommes Hjem om, hvor vigtigt det er for kvinderne at få deres eget hjem, også selv om de er enlige. I de 20 år fra 1860 til Det moderne Gennembrud bliver emancipationsromanen den dominerende kvindelitterære genre, men den ender ofte tragisk. Først efter 1885 kan en forfatter som Erna-Juel Hansen skrive om kvindelige hovedpersoner, der er selvforsørgende og lever i papirløst samliv. Romantikkens emancipationsprojekter går under. De vover sig videre end guvernanteromanens lighedsprojekt, men muligheden for at virkeliggøre visionerne var ikke til stede, og kvinderne var ikke interesserede i at opgive deres domæne i intimsfæren.«

»Den velgørenhed, som der siden er blevet gjort så meget nar af, kom sig af, at middelklassekvinderne mente, at intimsfærens goder skulle udbredes til folk, der manglede dem, forældreløse børn, fanger og syge på hospitalerne,« påpeger Lise Busk-Jensen.

»I virkeligheden var dette den første form for emancipation.«

Med lønarbejdet og massesamfundet sker jo faktisk det samme igen: Det er fortsættelserne af husarbejdet ud i samfundet, der bliver til lønarbejde: sygepleje, kogekunst, rengøring med videre.

»Det giver god mening i mine øjne. Man må lægge sig i forlængelse af historien, for man kan ikke andet. Vi vokser ikke ind i paradis, man må i stedet finde noget positivt at gå ud fra. Her har det moderne været for hurtig til at forkaste det, der gik forud. I slutningen af Det andet køn mener Simone de Beauvoir eksempelvis, at den nye kvinde vil blive helt ny, »kvinden skal finde det ukendte«, skriver hun og trækker dermed modernitetslinjen helt tilbage til den franske digter Arthur Rimbaud, hvem citatet skyldes. Men det er typisk, at Rimbaud ikke kunne fordrage sin samtidige, George Sand, en af Frankrigs største forfattere på det tidspunkt. Den nye kvinde var et fantasifoster, de kvinder, de havde, brød de sig ikke om.«

»Også den nye kvindebevægelse har levet med den forestilling: Nu gør vi op med det hele, og så kommer der noget helt nyt, men sådan er det ikke.«

Romaner er vigtige

»Romaner kan spille en betydningsfuld rolle, fordi de følger udviklingen og forsøger at fortolke den. Det er vigtigt, at man ikke lever i én verden ideologisk og i en hel anden økonomisk set. Måske er det et af problemerne i dagens indvandrersamfund, at fortolkningen ikke følger med. Det er nemlig en vigtig del af at føle sig hjemme, at ens livssituation kan bearbejdes. Romanen kan vise de mønstre, man lever i, og man kan prøve-leve deres muligheder og begrænsninger i den. Jo bedre litteratur, jo dybere indsigt får man ved at spejle sig.«

»På den baggrund kan man jo spørge, om det ikke er et problem, at litteraturens rolle svækkes til fordel for mediernes forenklede paradigmer om succes og fiasko, rigtigt og forkert, sort og hvidt,« siger Lise Busk-Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg læste artiklen igennem på grund af min trang til masochisme - jeg skulle lige se endnu engang, hvad det er jeg som mand skal føle mig skyldig og brødebetynget over m.h.t. mit køns undertrykkelse af kvinder i 1800-tallet.
Jeg studsede over denne passus: "Den franske antropolog Claude Levi-Strauss konstaterede jo, at incesttabuet er patriarkatets grundlov, og det gås der til angreb mod. Mathilde Fibigers roman Minona, er i så henseende et generalopgør med patriarkatet."
Jeg kan ikke lide det lille ord "jo" - det indicerer jo, at der er tale om et alment anerkendt faktum, hvilket det bestemt ikke er. Incesttabuet er stort set generelt for alle menneskesamfund, foruden at der næsten alle vegne i dyreriget er mekanismer, herunder psykologiske mekanismer, der forhindrer incest. Det er der rigtig gode grunde til, for befolkninger/bestande som bedriver incest, vil efterhånden blive genetisk svækkede. Hvis nogen påstår, at incesttabuet specielt er knyttet il patriarkatet, så betyder det i mine øjne blot, at vedkommende er en utroværdig fabulant. Derfor kan jeg absolut ikke føle sympati med det angivelige oprør mod patriarkatet der ligger i at forsvare sex mellem søskende eller mellem f.eks. mor og søn. Det er lige så skadeligt som pædofili. Det giver i mine øjne en god grund til at romaner med dette tema glider ud i glemselen.