Læsetid: 4 min.

Lousiana reddet på stregen

I sidste øjeblik før 2010-sæsonen fik kunstmuseet i Humlebæk et designfirma som ny sponsor og kunne i går præsentere en udstillingskalender, der blandt omfatter videokunstens darling, der (delvis) har taget navn efter Pippi Langstrømpe
I sidste øjeblik før 2010-sæsonen fik kunstmuseet i Humlebæk  et designfirma som ny sponsor og kunne i går præsentere en udstillingskalender, der blandt omfatter videokunstens darling, der (delvis) har taget navn efter Pippi Langstrømpe
8. januar 2010

Jensen er et fint navn, ellers er der vel ikke så mange danskere, der vælger at blive ved med at hedde det, selvom man sagtens kan købe sig et nyt. Anderledes i kunstens verden, hvor ens navn også er ens 'brand'. Der kan det være en fordel at have et bemærkelsesværdigt navn, og sådan et har den schweiziske kunstner Pipilotti Rist taget sig. Det er direkte inspireret af Astrid Lindgrens dynamiske pige med fletningerne, Pippi Langstrømpe. Egentlig hedder hun Charlotte.

Pipilotti Rists udstilling Homo Sapiens Sapiens, som åbnede i går, er et flagskib i kunstmuseet Louisianas udstillingsprogram for 2010, som museets direktør, Poul Erik Tøjner, ved samme lejlighed præsenterede for pressen. Men det vigtigste for ham var nok, at han samtidig kunne præsentere en ny hovedsponsor, designfirmaet Bodum, til afløsning af DONG Energy, som under indtryk af finanskrisen ikke desto mindre havde forlænget sit sponsorat med et ekstra år til og med 2009.

»Nok kan man sige, at DONG og Louisiana passede til hinanden, fordi begge har noget med olie at gøre,« spøgte Tøjner, idet han henviste til henholdsvis DONG's salg af olie og naturgas og Louisianas oliemalerier, Men gassen gik af ballonen og fik overtaget. Han synes, at Bodum som designfirma er mere på linje med kunstmuseets indhold. Bodum vil nu flytte sit skandinaviske hovedsæde til en ejendom, som ligger få hundrede meter fra Lousiana.

Som en iskiosk

Lousiana er et privatfirma, en selvejende institution, med statstilskud. Poul Erik Tøjner overtog ledelsen efter museets legendariske skaber, Knud W. Jensen, i 2000. Det var store sko at fylde ud for den tidligere kunstanmelder ved Weekendavisen, men museet har fortsat et meget stort publikum, cirka en halv million om året, heraf adskillige udlændinge, som valfarter til dets internationale udstillinger, men krisen har kradset med røde tal i 2009, og der budgetteres også med underskud i 2010. Økonomien er stærkt afhængig af publikumstræffere, som dog ikke er den eneste parameter. Kvaliteten er den anden, og den må der ikke slækkes på.

»Budgetteringen er altid kun et kvalificeret gæt,« siger Tøjner. »Det er som at have en iskiosk, hvor sol og regn spiller ind på indtjeningen, eller at drive et forlag, hvor successer som Potter og Ejersbo kan få det til at tordne derudad.«

Lousianas økonomi er et konglomerat. Budgettet er på 120 millioner kroner, staten giver de 30, Bodum fem årligt i foreløbig to år, Den Obelske Familiefond giver halvanden million hver år i tre år til koncerterne, Nykredit sponsorerer en samtidsudstilling om året i tre år, ligeledes med halvanden million, Panduro Hobby sponsorerer Børneafdelingen og undervisning (hvor der fremover skal samarbejdes med Tate i London), Konica Minolta er teknisk sponsor, dagbladet Politiken mediesponsor, og Realdania arkitekturudstillingerne. Andre sponsorerer ny- erhvervelse og diverse aktiviteter.

Resten dækkes hovedsageligt af billetindtægter og salg fra museumsbutikken, og endelig er der tilskud fra to fonde, som Knud W. Jensen oprettede, og hvis indtægter beror på obligationsafkast og blandt andet også en del af Gyldendals afkast. Tilskuddet afhænger derfor af konjunkturerne og er nærmest »en kassekredit, vi kan trække på,« forklarer Poul Erik Tøjner. Louisiana, Gyldendal og Politiken benævnes ofte som Bermuda-trekanten, der regnes for en væsentlig magtfaktor i dansk kunstliv.

Mentalt løft

Lousiana er langt fra den eneste kunstinstitution, der har røde tal på bundlinjen. Det samme gælder f.eks. århusianernes kunstmuseum ARoS, som har beklaget sig over, at det bliver forfordelt af statens tilskudsordning.

»Tøjner siger til Information, at nok har Louisiana et stærkt 'brand', men det var ikke helt let at skaffe en ny sponsor. Han ansøgte hos mange, de fleste havde lovord til overs for museet, men takkede nej. Bodum reddede Louisiana i sidste øjeblik. Det betyder ikke kun noget for driften, men har givet medarbejderne »et mentalt løft af dimensioner«.

Han fortæller også, at der i år ikke kommer en arkitekturudstilling som den, man havde stor succes med i fjor, men der planlægges en dobbeltudstilling, Living, over temaet i 2011. Til gengæld holder man et seminar med nogle af verdens førende arkitekter, et lukket seminar for fagfolk, som skal være en biennal begivenhed til inspiration for deltagerne, men også til fremtidige arkitekturudstillinger på Louisiana.

Udstillingskalenderen for 2010 omfatter ud over Pippilotti Rist særudstillinger af den franske fotograf og tekstkunstner Sophie Calle og den tyske maler Anselm Kiefer som den fjerde af 'firebanden'; Polke, Richter og Baselitz, der tidligere er udstillet. Tøjner griber sig i at kalde Per Kirkeby for tysk kunstner, fordi denne på en vis måde hører med her. Derudover kommer der udstillinger om kunst og mode, Warhol og Edvard Munch (sammenstillet) samt en udstilling, hvor store, klassiske maleres farvevalg sættes under lup.

Louisana har i nogen tid kørt med aftenåbning, og det vil museet fortsætte med, idet der kommer flere og flere, selvom der ikke har været råd til markedsføring.

I gulvhøjde

Pressemødet afsluttes med, at vi føres hen til Pippilotti Rists udstilling, som skal ses som et paradisisk himmelhvælv, mens man ligger på gulvet. Videokunsten fører ellers en lidt hensygnende tilværelse på museerne, men museumsinspektør Anders Kold forklarer, at hun er bannerfører for genren, en 'videokunstens darling,' som forholder sig specifikt til de rum, hun skal operere i. Han erindrer sig en udstilling, hvor man først hører noget uden at se det. Derefter skulle man bøje sig ned og fik så øje på et menneske, som forsøgte at kommunikere gennem et knasthul.

Pipplotti Rist er selv til stede, iført en orange kedeldragt. Hun er så eksklusiv, at hun ikke giver interview ved pressemødet, men man kan stille spørgsmål.

- Er det sandt, at du har taget dit navn efter Astrid Lind-grens Pippi Langstrømpe? spørger vi barnenysgerrigt.

Det bekræfter hun. »Men jeg tog det allerede, før jeg blev kendt, da jeg endnu studerede i Wien,« fortæller hun.

- Hvorfor?

»Fordi jeg altid var højrøstet og støjende,« siger hun med et smil.

Seneste har hun lavet en film, Pepperminta, som klart er inspireret af Pippi Langstrømpe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu