Læsetid: 9 min.

Manden, der drømte om nøgne kvinder

Historisk set har filmkameraets øje altid været en mands uanset, hvem, der har stået bag linsen. Det er det stadig. Filmsproget kender kun ét ord for en nøgen kvinde, og det er tæt forbundet med sex, mens mandens nøgenhed som regel udtrykker sårbarhed. Vi er omgivet af nøgenhed, men har aldrig været mere konservative i vores forståelse af den. Derfor kan den stadig provokere os i film
Historisk set har filmkameraets øje altid været en mands uanset, hvem, der har stået bag linsen. Det er det stadig. Vi er omgivet af nøgenhed, men har aldrig været mere konservative i vores forståelse af den. Derfor kan den stadig provokere os i film
22. januar 2010

Da fotopioneren Eadweard Muybridge i 1887 udgav bogen Animal Locomotion, var det kun med et videnskabeligt formål for øje. Den tidligere guvernør af Californien Leland Stanfort havde hyret fotografen til at afgøre et væddemål for sig om, hvorvidt en hest i galop lettede alle fire hove på en gang eller om den altid havde ét ben på jorden, og Muybridge udviklede derfor et særligt kamera, der var i stand til at tage en hel serie billeder af hesten i bevægelse inden for få sekunder. Resultatet blev så overvældende og opsigtsvækkende, at han udvidede repertoiret til også at inkludere billeder af bisonokser i løb, hoppende heste, nøgne mænd i alle mulige situationer og sågar nøgne kvinder i gang. Billederne blev samlet og kommenteret i Animal Locomotion, og bogen blev sammen med Charles Darwins Arternes oprindelse blandt verdens mest læste videnskabsbøger.

Det gik dog ret hurtigt op for borgerskabet, at bogen blev brugt til andet end videnskab. Det var andet end hestene i den bog, der interesserede husarerne, så forlaget følte sig efter adskillige genoptryk nødsaget til at sende bogen på gaden i en mere lødig udgave, hvor de nøgne kvinder var redigeret bort mændene fik lov at blive. Men det siger næsten sig selv, at den udgave solgte utroligt dårligt.

Muybridge, der i øvrigt skød sin kones formodede elsker og blev erklæret lettere hjerneskadet efter et styrt med en hestevogn, blev med den revolutionerende kamerateknik anset for at være filmmediets fader og dokumentationen af bevægelser gav ham også en bred anerkendelse som videnskabsmand. Men med Animal Locomotion gjorde han også to andre næsten lige så vigtige filmvidenskabelig opdagelser, der dog i dag synes endnu mere banale og indlysende end hestens svævende hove: Kvindelig nøgenhed og det erotiske går altid hånd i hånd. Kvindelig nøgenhed og det erotiske sælger. I filmhistorien står det ikke til at rokke.

Meget lidt har ændret sig, siden Muybridge lavede de allerførste film og i går var det også den unge, smukke skuespiller Sonja Richter, der løb med al opmærksomheden i lanceringen af Per Flys nye film. Allerede i de allerførste klip, der slap ud til pressen engang i december, stod det klart, at filmen ville indeholde scener af Richter uden en trævl på kroppen, og siden har det handlet ligeså meget om hendes nøgenhed. som at Danmarks mest populære filminstruktør er klar med en ny film. Her er Sonja Richter nøgen, hed en artikel i B.T. eller Nøgen Richter viser kvinders begær, hed en anden på dr.dk dog uden hverken at vise eller tale om nøgenhed. Der er fænomener, der aldrig går af mode.

»Vi er jo alle husarer,« siger manuskriptforfatter og underviser på Filmskolen Mogens Rukov.

»Det nøgne antænder det erotiske hos alle mennesker, og det erotiske er jo en fuldkommen vanvittig kraft hos mennesker måske den stærkeste udfarende kraft, vi over hovedet har. Det udnytter og udforsker filmskaberne naturligvis.«

Nøgenhed og erotik

Modsat kunsthistorien har filmhistorien haft svært ved at adskille nøgenheden fra det erotiske. Den erotiske kraft i kameraets ultimative naturalisme har været for stærk, for det er helt grundlæggende i vores kultur at forbinde nøgenhed med sex.

»Det er nærmest umuligt at adskille nøgenheden fra det erotiske,« siger sociolog Stine Josefine Frederiksen, der har forsket i nøgenkultur.

»Selv hos naturisterne er man nødt til at adskille det ved at have et nedfældet regelsæt for, hvordan man agerer aferotiseret uden tøj på. For eksempel må man ikke kommentere hinandens kroppe eller gå tæt på hinanden eller danse uden tøj på.«

Således er det også svært for lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet Peter Schepelern at komme i tanke om filmhistoriske eksempler på kvindelig nøgenhed, der ikke på den ene eller anden måde udtrykker erotik. Selv om Schepelern er kendt for at kunne ryste tusindvis af filmtitler og anekdoter ud af ærmet, kan han nærmest kun komme i tanke om Vredens Dag af Dreyer, hvor en ældre kvinde tortureres i en kælder i bar overkrop.

»Det virker ikke så erotisk, men det hænger ikke sammen med scenens alvor. Havde det været en ung Lisbeth Movin, der havde siddet i kælderen i sine bedste dage havde det sikkert haft en anden klang,« siger Peter Schepelern og forklarer, at filmens grundlæggende fascinationskraft er at vise et syn, vi ikke kan se.

»Derfor er nøgenheden på film næsten altid tæt forbundet med det erotiske og seksualitet, og kvindelig nøgenhed er næsten altid udtryk for noget ophøjet og idealistisk det har det været siden helt tilbage fra den klassiske kunst.«

Filmhistorisk nøgenhed

Allerede da filmmediet bliver til i slutningen af 1890erne, er det forbudt at vise Full Frontal Nudity, og bortset fra lumrer franske postkort, skal man helt frem til i 20erne, før man ser decideret nøgenhed på film og her var det af pornografisk karakter. Pornofilmen har levet sit eget indbringende liv siden, men først i 1933 kan publikum opleve nøgenhed i en mainstreamfilm. Det sker med den tjekkiske verdenssensation Ekstase, der viser en enkelt nøgenscene, hvor den helt afklædte skuespillerinde Hedy Lamarr bader i en skovsø. Det gav voldsomme reaktioner fra alle de store amerikanske filmselskaber, der uden at gradbøje fænomenet efterfølgende forbød enhver form for nøgenhed i alle film med den såkaldte Hays Code, der fungerede helt frem til 1960.

»I filmen har den erotiske kraft altid været en lille smule ufin,« siger Peter Schepelern og fortæller, at det forhold også altid har gjort sig gældende for filmenes karakterer.

»I al sin victorianske enkelthed er det en hovedregel i bunker af film særligt amerikanske at let påklædte eller afklædte og flamboyante kvinder er skildret som moralsk set anløbne mennesker.«

Først i slutningen 50erne og begyndelsen af 60erne begynder man for alvor at kunne tematisere det erotiske, og det er først, her nøgenheden igen dukker op, men i mainstreamfilmene er det nøgne stadig en svært håndterlig størrelse. Den første engelsksprogede mainstreamfilm, der viser en afklædt kvinde er Michael Powels Peeping Tom fra 1960, og af netop denne årsag ødelagde filmen Powels karriere. Senere blev Peeping Tom genudgivet af Martin Scorsese, og den anses i dag for en af de vigtigste af efterkrigstidens engelske film.

I de mere intellektuelle film reagerede publikum dog ikke helt så voldsomt på nøgenhed, og her begyndte man langsomt at tematisere det erotiske.

»Som i Bergmans ultra dystre Tystnaden, fra 63, hvor to søstre rejser igennem et krigsoprustende mærkeligt land,« fortæller Peter Schepelern.

»Det hele handler om gudstavshed og den slags eksistentielle tematikker, men den indeholder et par meget dristige sexscener, og filmen blev sjovt nok én af de mest populære film i hele den svenske filmhistorie. Filmmediet er et sanseligt medie, så nøgenscener giver pote det må man konstatere.«

Bortset fra enkelte undtagelser er det først i 70erne, at nøgenheden for alvor bringes ind i filmen og med kritikersucceser som A Clockwork Orange, Sidste Tango i Paris og Midnight Cowboy bliver den en kunstnerisk succes. I 80erne og 90erne bliver det helt normalt at se nøgenhed båret frem af blockbustersucceser som 9 1/2 uge og teenagekomedier som Porkys, men Peter Schepelern mener, at den tendens har bevæget sig i den modsatte retning op gennem 00erne.

»Nøgenhed er forblevet stærkt tabuiseret. Der var en periode i 70erne, hvor vi troede, at det skulle til at være en naturlig del af filmen, men det forsvandt helt engang i slutningen af 90erne, og selv om det virker helt aparte og underligt, er det en helt klassisk del af amerikanske film i dag, at når vi ser et ungt par vågne op efter at have haft sex hele natten, har de tøj på eller svøber et tæppe omkring sig, når de står op,« siger Peter Schepelern.

»Der er en klar nypuritanisme, der foreskriver, at vi ikke kan have en kvinde, der er så anløben, at hun stiger direkte op af sengen med elskeren og styrer med frontal nøgenhed ud mod beskueren. Det kan godt være, at det ville se naturligt ud, men så kan filmen bare ikke ses af 80 procent af markedet på grund af censuren.«

Den nypuritanske tendens er dog ikke helt så tydelig i de mere kunstneriske og de europæiske film, hvor Lars Von Trier i 1998 skrev filmhistorie ved at vise ikke bare full frontal nudity, men erektion og decideret penetration. Det er senere blevet gentaget af filminstruktører som Michael Winterbottom og Vincent Gallo.

Det mandlige blik

Men der er et altoverskyggende fællestræk ved nøgenheden i filmhistorien: Det er næsten kun kvinder, der viser sig helt nøgne, og nøgenheden er næsten altid erotisk.

»Filmen viser altid det mandlige blik,« siger sociolog Stine Josefine Frederiksen, der har analyseret den visuelle fremstilling af kvinder og mænd i film og blade.

»Man filmer og fotograferer mænd og kvinder meget forskelligt og kameraet er altid en mand. Kvinder er således som regel fotograferet tættere på end mænd, og altid langt mere erotisk. Når man viser en kvindelig nøgenhed, er det som regel altid unge, smukke kvinder, men mænd må gerne være grimme og gamle, selv om de skal filmes, og hvis en mand fremstår lækker og smuk på film, så er det som regel for at beskrive ham som homoseksuel. Så selv, når mænd skal seksualiseres, er det med et mandligt blik.«

Den svenske idéhistoriker og kønsforsker fra Stockholm Universitet Niclas Järvklo har en lignende analyse af filmsproget, men deler nøgenheden op to faste udtryk: Sexisme realisme.

»En grim eller fed kvindekrop vises aldrig på film, hvorimod mænd sagtens kan optræde tykke med store maver og hængende balder, og det er klart en objektiverende måde at fremstille kvinder på,« siger Niclas Järvklo

»Med hensyn til realisme, så bruges nøgenhed ofte i et forsøg på at fange autenticiteten, men problemet ved denne måde at vise realisme på opstår hos os publikummet og vores forhold til en nøgen krop.«

I filmen er tilskueren en belurer, der smugkigger ind i en ellers usynlig verden, som også Peter Schepelern forklarede, og det betyder ifølge Järvklo, at vi altid er forlegne over nøgenheden.

»Så i stedet for at blive trukket ind i universet af en stærk nøgen mand, fniser vi af den berømte skuespiller, der nu har smidt tøjet,« siger Niclas Järvklo og forklarer den forlegenhed ved, at der ikke findes realistisk nøgenhed omkring os.

»Selv om vi lever i en verden konstant omgivet af nøgenhed i dag, er vi mere konservative om nøgenheden end nogensinde før. Den offentlige nøgenhed er altid gennemredigeret, retoucheret og korrigeret, og det betyder, at den realistiske nøgenhed bliver ved med at ramme os så hårdt, når vi bliver præsenteret for den.«

Et sted, hvor nøgenheden dog kan fungere i realisme er ifølge Niclas Järvklo, når den bliver brugt til at udtrykke sårbarhed. Mennesket er et helt utroligt sårbart dyr uden tøj på, og intet synes at beskytte det.

»Tænk på filmbilleder fra Anden Verdenskrig og Holocaust. Nøgne mennesker, der jages på gaden og klædes af foran soldater det er noget af det mest smertefulde man kan se,« siger Niclas Järvklo og eksemplificerer yderligere med Cronenbergs film Eastern Promises fra 2007, hvor Viggo Mortensen kæmper mod to russere i en sauna uden tøj på kroppen. De samme to eksempler på den sårbare nøgenhed giver Mogens Rukov:

»Den slåskamp er en af filmhistoriens mest forfærdende. Der er ingen seksuelle under- eller overtoner det handler om, at mennesket er nøgent og fuldstændigt sårbart,« siger han og fremhæver især sårbarheden som det filmisk set interessante ved nøgenheden

»Den type nøgenhed er mere ekspressiv. Det erotiske er viklet ind i en forståelse af nøgenhed, som vi kender for godt. Det er jo det første, der falder os ind, når vi oplever et nøgent menneske eller selv bliver overasket nøgen. Det forbindes med en skam eller en angst for at vise sig som et kønsvæsen jeg må ikke vise mine kønsdele.

Er den erotiske nøgenhed mindre fin?

»Næ, det synes jeg ikke. Men det har ikke den samme ekspressive mulighed i sig, fordi det er så selvindlysende.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu