Læsetid 5 min.

Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder

Vi ønsker os stærke grupperinger og fraktioner, vi ønsker os litterære fejder, vi ønsker os nogen at være uenige med, der selv har noget på spil, nogen, der selv kan noget, nogen, der selv vil noget - andet, skriver Martin Glaz Serup
Vi ønsker os stærke grupperinger  og fraktioner, vi ønsker os litterære fejder, vi ønsker os nogen at  være uenige med, der selv har noget  på spil, nogen, der selv kan noget,  nogen, der selv vil noget - andet,  skriver Martin Glaz Serup
21. januar 2010

Jeg var ude at gå i sneen på isen i bugten, alene, under den finske vintersol, der lyste som, ja, papirfabrikken, jeg kunne se, Sunila Oy, tegnet af Alvar Aalto, i lang tid gik den for at være verdens smukkeste fabrik, projektører og lamper over det hele og røgen fra den enorme skorsten, som et fyrtårn, også når solen er væk, er der lyst, fabrikken er i gang hele døgnet, hele døgnet kommer enorme blokvogne læsset med store stammer, hele døgnet kører de tomme derfra, forbi portvagten, der er noget Charlie og Chokoladefabrikken over det sted, noget smukt og umuligt, monomant og monumentalt. I næsten en time havde jeg trampet rundt i den opulente sne og diskuteret med mig selv, hvor skal litteraturen bevæge sig hen i det nye årti, hvordan kan et manifest for den se ud. Dagbladet Information ville gerne vide det. Jeg spekulerede på, om det var varmere eller koldere end minus 20 grader, jeg spekulerede på, om det ville være muligt at få fat i damen, der bestyrede saunaen, jeg ville gerne i sauna igen samme aften, man tænker godt i en sauna, det er noget med det kolde og det varme, der mødes. De pludselige og hyppige skift, og for hver gang kan man tolerere mere varme, mere kulde, nøgen, direkte fra sneen til det ophedede træduftende mørke, og tilbage igen, det var, som der groede en skal eller et skjold omkring mig, som om sneen var det skjold, når jeg lå i den, som om dampen var det skjold, når jeg sad i den, et skjold eller en hinde, der ligesom isolerede mig fra alt det andet og på den måde fik mig til at se det klarere, fik mig til at tænke over det, som om det ikke havde noget med mig at gøre, som om alt det andet var uafhængigt af mig, hvad det muligvis også var; hvad det muligvis også er; det kolde, det varme, det kolde, det varme og mig, der sad indeni og så ud. I den time, som jeg gik dér, følte jeg mig alene og vågen og på fødderne, hvordan skal man sige det, i gang, for at holde varmen, det gik ikke at stå stille, mine sko var nye, yakokseskind fra Ecco, men damen i butikken havde ikke haft ret, de blev kolde før minus 20 grader, allerede omkring minus ti ville jeg sige; alene, som en slags bagpost, hvis det er det modsatte af en forpost, langt væk, der var to kilometer til det nærmeste supermarked, og fabrikken, jeg stod og kiggede på, var lige blevet genåbnet. Den skulle have være skilt ad og sendt til Kina, men nogen havde ombestemt sig, lige før jeg var ankommet, og nu arbejdede cellulosefabrikken igen på højtryk. Det er ikke alt for mange år siden, at fabrikken udledte sit spildevand direkte og urenset i bugten; Petri Pietiläinen, min kontaktperson, ham der havde tildelt mig arbejdsopholdet i Villa Kantola, hvor jeg var taget hen for at skrive om alt det, jeg havde svært ved at skrive om, imens jeg var midt i det, Petri var vokset op her, han fortalte om en sommer, hvor fabrikken af en eller anden årsag havde ligget stille. Da den startede op igen. Hvordan bugten blev fyldt med døde fisk, fisk med bugen opad overalt, lige her hvor jeg stod og fumlede med kameraet i min mobiltelefon, jeg ville åbenbart dokumentere etellerandet. Pludselig - hvis jeg havde været i en tegneserie eller en knaldroman, havde jeg hoppet, jeg tror i stedet jeg skreg eller udbrød: ÅH! - jeg hørte en mægtig støj fra en Landrover, der nærmede sig bagfra, her, midt på isen, og en anden bil fulgte efter. Jeg anede ikke, hvad de lavede der, de passerede mig, lidt efter kom de tilbage, de kørte i cirkler og skabte tydeligvis en slags arena, en slags bane, måske beregnet til at køre om kap, hvis jeg havde haft bedre tid, kunne jeg have undersøgt det. Lad mig komme hjem, sagde jeg til mig selv, der var ikke så langt, jeg kunne sagtens gå. Det er interessant, som sneen dæmper alting, lydene, ingen dufte, bortset fra fabrikkens ramme lave lugt, der hele tiden hænger der, farverne forsvinder under sneen. Jeg tænkte på et manifest, jeg samme dag havde læst i Dagens Nyheter, skrevet af Anna Hallberg; I Italien, skrev hun, har udtrykket White Christmas givet navn til en udrensning af illegale indvandrere i den norditalienske by Coccaglio. Det tilhører også vores samtidshistoriske virkelighed, skrev hun. Det har hun ret i. Det var enden på en længere tankerække, Anna er klog. Da jeg kom ind og fik min hætte af og min hat af og min hue af, og efter at jeg havde fået min jakke af og mine to trøjer af og skulle til at tage mine sko af, gik det op for mig, at de var døde, min smukke yakokse, helt færdig. Øv. Jeg fandt noget papir og skriblede hektisk noter til senere brug, det nærmest sortnede:

Hvor skal litteraturen bevæge sig hen i det nye årti, hvordan kan et manifest for den se ud?

1. Vi vil konstant knytte nye forbindelser mellem det dokumentariske og det fiktive.

2. Det dokumentariske; ja; andre slags undersøgelser - istedet for at undersøge, hvad man kan sige, vil vi undersøge, hvad der bliver sagt.

3. Temporalitet og situerthed, det specifikke modsat det tilsyneladende generelle og tidsløse og almene bliver vigtigt for os.

4. Kontekst og situation bliver vigtigt for os.

5. Det pronominale; STEDET kommer til at indtage en vigtig plads hos os.

6. I en globaliseret verden bliver litteraturen globaliseret, derfor vil vi foretage en radikal omfortolkning af HJEMSTAVNEN.

7. LYDEN kommer til at til at indtage en vigtig plads hos os.

8. Vi ønsker os overskud, overraskelse, lyst og kraft, ærlighed, humor, aggression.

9. Vi ønsker os stærke grupperinger og fraktioner, vi ønsker os litterære fejder, vi ønsker os nogen at være uenige med, der selv har noget på spil, nogen, der selv kan noget, nogen, der selv vil noget - andet.

10. Thomas Bernhard, Pier Paolo Pasolini og Lars Norén, hvis dagbøger alle bør læse, bliver vigtige forfattere for os.

11. I det hele taget, forfattere, der ikke prøver at regne den ud, ikke prøver at give kritikere og forlæggere og læsere og boghandlere og redaktører det, de gerne vil have, det kender de jo allerede, hvad brug har de for det, de bliver vigtige for os; os, der vil give dem noget andet.

De ni manifester

Læs her:

Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne

Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder

Hanne Richardt Beck: Pause fra parcelhuse, mord og fodsved

Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser

Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt

Hanne Marie Svendsen: Der må insisteres på, at sproget fungerer

Mads Eslund: Poesi skal ikke fimse

Pia Tafdrup: Forfatteren skal fortsat gøre det umulige

Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu