Læsetid 4 min.

Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker

Lad os ikke nøjes med det, der ligner virkeligheden; vi er alligevel begrænsede af vores fem veldefinerede sanser, og verden rummer mængder af begivenheder, sanserne slet ikke kan opfange, skriver Merete Pryds Helle
Lad os ikke nøjes med det, der ligner virkeligheden; vi er alligevel begrænsede af vores fem veldefinerede sanser, og verden rummer mængder af begivenheder, sanserne slet ikke kan opfange, skriver Merete Pryds Helle
21. januar 2010

1. Et årti er ganske kort. Men langt nok.

2. Frihed. Absolut frihed; enhver forfatter må hver dag, i hver sætning og i hvert digt eller hver fortælling være fuldstændig fri af konventioner. Fri af forestillinger om, hvad litteratur er eller bør være, det være sig 'realistisk litteratur', 'den brede fortælling', 'avantgarde', 'det urimede digt', 'det frie digt' (digtet er ikke frit, hvis det på forhånd er gennemtænkt, hvordan det skal være være frit).

Hvor meget man end forestiller sig, at den litteratur, man skriver, vil være ny, er allerede tanken om, at den skal være ny, en spændetrøje for tanken og forestillingsevnens frie bevægelse.

Ikke kun ordet skal være frit, også tanken bag ordet skal være fri, men gennemtænkt. Frit, men ikke tilfældigt, medmindre man forsøger sig med tilfældigheden som en gennemtænkt strategi for at erobre friheden.

Tro ikke, det er nemt; man tror altid, at det er frihed at forholde sig til det umiddelbart forestående som den norm, der skal brydes i frihedens navn, men det, der skal brydes, er langt mere omfattende, det er måske ens egen måde at tænke verden på. Frihed kan være at tage traditionen på sig, lige så meget som at kaste den fra sig; hver gang forfatteren tænker 'Sådan kan man da ikke skrive', skal man forsøge at skrive sådan. Hver gang man tænker 'Det her ved jeg virker i teksten', skriver man noget andet.

3. Etik. Det er ikke ligegyldigt, hvad man skriver. Alle tekster, også de abstrakte, har et indhold. Alle tekster videregiver et livssyn, og det livssyn bør forfatteren forholde sig til; mener forfatteren virkelig, at mennesket er sådan, som det bliver beskrevet?

Det er nemt at skrive om det kuldslåede, ulykkelige menneske, der har de og de mangler i forhold til resten af menneskeheden. Men findes det menneske? Er der virkelig tomme mennesker i verden, der mangler noget i forhold til deres omgivelser? Ulykke findes, ja; og en kuldslået tilværelse, ja. Men også det menneske, der lever fuldt igennem den ulykkelige tilværelse. Det nytter ikke noget, at forfatteren tager sine læsere i hånden og de sammen nikker over De andre, De beskrevne. Hvis forfatteren mener sig bedre end sine personer, må forfatteren stå frem som et menneske, der mener sig bedre end andre mennesker. Trænger vi ikke til personer, der er klogere og har mere livsfylde end deres forfattere?

4. Bør litteraturen forandre verden?

Man kan sige; i vor tid er det den absolut mest radikale handling at sætte sig i en stol og læse en bog. Det er at skabe et fællesskab mellem bevidstheder båret af sproget og tanken og indlevelsesevnen. Det er næsten nok til at forandre verden; men det er ikke ligegyldigt, hvad der står i bogen. Litteraturen trænger ind i andres tanker; så hvad er det, vi som forfattere vil lukke derind?

Misforstå mig ikke; skriv gerne om menneskets ondskab, grusomhed og skyggesider, men vær bevidst om at bogens handling er en handling i verden, som forfatteren må stå inde for.

De andre er ikke de andre, de er os selv i et andet format.

Litteraturen afhænger ikke kun af forfatterne, men også af læserne; først når litteraturen bliver læst, får den betydning; først når der læses, bliver der handlet radikalt. Alt det, man ikke gør, når man læser, gør at læsningen kan forandre verden. Alle de tanker, der formidles som bølger gennem de læsende, et stort litteraturfantasitankehav, der skyller omkring i vores bevidstheder, kan være en tsunami, der virkelig mærkes.

5. Al magt til fantasien.

Man kan betragte litteraturen på to måder; som et spejl, hvori læseren ser sig selv, eller et vindue, hvorigennem læseren ser noget uden for sig selv.

Jeg har lige skrevet, at de andre ikke er de andre, men os selv i et andet format.

Men de andre er også de andre, vi er ikke kun spejle for hinanden. Litteraturen skal sparke døren op, så der er frit udsyn. Litteraturen skal skyde spejlet i stykker, som kunsteren Pistolettos enorme ødelagte spejle på Biennalen i venedig 2009;

Litteraturen skal ikke kun få læseren til at genkende sin egen erfaringsverden, men udvide den erfaringsverden.

Her kommer fantasien ind.

Vi kan skrive alt.

Alt er muligt, alt findes i skriften.

Lad os ikke nøjes med det, der ligner virkeligheden; vi er alligevel begrænsede af vores fem veldefinerede sanser, og verden rummer mængder af begivenheder, sanserne slet ikke kan opfange.

Lad litteraturen fange det.

Med fantasien.

Med ordet.

Med tanken.

Manifestet siger : Tænk. Skriv. Læs.

Også i dette årti.

De ni manifester

Læs her:

Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne

Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder

Hanne Richardt Beck: Pause fra parcelhuse, mord og fodsved

Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser

Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt

Hanne Marie Svendsen: Der må insisteres på, at sproget fungerer

Mads Eslund: Poesi skal ikke fimse

Pia Tafdrup: Forfatteren skal fortsat gøre det umulige

Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu