Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne

1.

it is all gone. gone
Kristin Berget

Come on, dekade.
Inspirér mig!

2.

Deres midter­skilning gør mig vild.
Kirsten Thorup

I 10’erne dropper vi den billedlige sniksnak om ’bred’ og ’smal’ litteratur. For det er en falsk varebetegnelse (opfundet i anledning af salgstal, simpelthen), der på den ene side pådutter underholdningsfiktionen kunstneriske attributter og ambitioner, og på den anden side udgrænser skønlitteraturen som høj og fin og eksperimenterende. Hvis man kaldte en spade for en spade, som man siger, kunne man bedre spørge: 1: Er underholdningsfiktionens kulturelle reproduktion af præetablerede plotstrukturer, tankeformer og tematikker kvalificeret (underholdende!)? Og 2: Er skønlitteraturen god, det vil kort sagt sige kunstnerisk nyskabende? En krimi, der ikke er en dyt nyskabende, kan snildt være superb underholdningsfiktion = ikke (dårlig) skønlitteratur. (Dermed være ikke sagt, at en krimi ikke kan være (god) skønlitteratur, tag bare Mordet på Halland. Det er ikke genren, men graden af reproduktion, der afgør, om det er trivi or not. Men lad mig sige det sådan her: Sandsynligheden for, at en skønlitterær forfatter skriver en krimi, der er god skønlitteratur, er større end sandsynligheden for, at en krimiforfatter skriver en god skønlitterær roman.) Nå. Det var et lille sidespring. Videre. Et digt eller en roman, der genskaber idéen om et digt eller en roman – uanset om det så er et konceptuelt eller eksistentielt digt eller en punktuel eller fortællende roman – er hverken bred eller smal, men, tja, dårlig skønlitteratur. Som lillefingerregel! Tag min hånd! For så vidt som skønlitteratur er kunst, skaber den noget, som ikke fandtes i forvejen. Dette noget (som Roman Jakobsen kaldte ’poeticiteten’) betyder i bedste fald, at termerne (som ’skønlitteratur’ og ’kunst’ ... og ’poeticiteten’) opleves som utilstrækkelige. Som skrivende læser oplever jeg dette noget, uanset genre (og medie), som vildt inspirerende. Og som sagt, kære 10’ere, inspirér mig. Venligst.

3. Ak, den i Danmark så stædige, joviale og begrebsforvirrede kamp mellem x-antal modernismer og lokal-avantgarde bliver i 10’erne vemodigt pensioneret på den akademiske elefantkirkegård. Ergo kan dugfriske værker endelig blive læst i et piblende tidssvarende perspektiv af bare LIDT yngre (alder tænkes her som en mental faktor) kritikerkræfter m/k, der rent faktisk har aktuel teoretisk ballast og samtidsbelæsthed til at fatte, hvad der foregår for brillerne af dem, fordi de er bredt orienteret i alt fra postkolonialisme og queer til amerikansk postlanguage-poesi og svensk sprogmaterialisme – og oven i købet er selvstændigt kritiske over for disse (selv om man ikke skulle tro det, når man læser danske aviser) allerede for længst etablerede strømninger. Det bliver desuden blandt både digtere og kritikere en selvfølge at tænke i verdenslitteratur, og det betyder, at en ny flersproglig orientering buldrer babylonisk frem, trods gentagne tiltag til en dansk sproglov.

4.

i et stort klirrende UUUUUUUUUUUUUUUUU
Niels Frank

Vi, der i et eller andet omfang arbejder med konceptuel poesi (uindviede henvises med mange varme anbefalinger til Audiaturs katalog fra 2009), udvikler vores selvforståelse, så vi ikke må ty til barokke begreber som for eksempel allegori (se side 133: »Konceptuelle tekster er allegoriske tekster«) for at beskrive vores i øvrigt ret forskelligartede praksis. Vi har heftige debatter om materiale og metode i forhold til formgreb, hvilket i sidste ende – er jeg overbevist om – må føre til den humanistiske konceptualismes ømme, fair sejr over den antihumanistiske. Puf, væk er idéen om mennesketom, kønsneutral og, undskyld mig, kedelig skrift, for den er et fatamorgana, uanset hvor abstrakt eller kuratorisk, projektet end måtte være.
(Her skal det måske tilføjes, at min kedsomhedstærskel muligvis statistisk set er ret høj, hvad konceptuel poesi angår ...) Desuden kulegraver vi i fællesskab ordet: subversiv. Juhu!

5.

SCUM är en litterär text (’mästervärk’), ett manifest, en teori om patriarkatet, en (’spränglärd’) betraktelse över patriarkala tankesystem og idétraditioner. En utopisk, romantisk text (texter, tankar, teorier är annars sällan utopiska), en helt och hållet kompromisslös affär. Den tar sig rätten att vara omrimlig. Den är helt rimlig.
Sara Stridsberg
(Om Valerie Solanas SCUM manifest)

En gensidig mental afpatriarkalisering finder sted, senest i 2015. Bogstaverne lyser.

6.

De landskaber, som vises på kortene, spærrer udsigten for andre landskaber.
Pia Arke

En gensidig mental afkolonialisering finder sted, senest i 2016. Bogstaverne lyser, lyser.

7.

Før jeg blev erklæret krigsinvalid, led jeg af en ubehandlet væmmelse ved det økonomiske. Den væmmelse har jeg stadig ikke fået gjort noget ved.
Marianne Larsen

Ditto angående klasse. Senest 2017. Bogstaverne lyser, lyser, lyser.

8.

I am simply an artist
Shirin Neshat

Visse dele af poesiens dybe skepsis mod essenstænkning har med rette rettet sig mod jeget (som essens), og i Danmark har det affødt blandt andet dialogisk, polyfon, kollektiv, anonym, selvudslettende, jeg-løs skrift. You name it. Men nu er det på tide at medtænke det forhold, at denne form for (selv) kritik hænger uløseligt sammen med det, den kritiserer. Nemlig det hvide-vestlige-mandlige-heteroseksuelle-kristne/ateistiske-middelklasse/akademiske privilegium (undertegnede er i denne sammenhæng mindst lige så mandlig som en mand). Kritikken af jeget som essens gør op med en bestemt litterær tradition, nemlig den moderne vestlige, og kan paradoksalt nok ekskludere andre former for traditionsopgør. Og kan i hæmmende grad lukke munden på hende (hun er i visse sammenhænge undertegnede), der vidner med sin krop og skriver: Jeg.

9.

999
Unica Zürn

Ni romaner, skrevet uafhængigt af hinanden i 2019 i ni forskellige lande, fornyer med et slag genren på en uforudset og fuldstændig uigenkaldelig måde. (Hvordan kan man vide med sikkerhed, at det ikke sker?)

10.

Et flor af purunge, mandlige, danske feminister fniser i & ad skægget. For alvor. Senest 2020

De ni manifester

Læs her:

Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne

Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder

Hanne Richardt Beck: Pause fra parcelhuse, mord og fodsved

Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser

Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt

Hanne Marie Svendsen: Der må insisteres på, at sproget fungerer

Mads Eslund: Poesi skal ikke fimse

Pia Tafdrup: Forfatteren skal fortsat gøre det umulige

Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker