Læsetid: 9 min.

Når soldater skyder efter kakerlakker, bliver det farligt

Krig består af fem procent rædsel og 95 procent kedsomhed. Den kloge soldat forstår at tackle krigens tomhed. Den mindre kloge ødelægger, chikanerer eller dræber uskyldige, hvis det går rigtig galt
Myrdet af kedsomhed. Amerikanske soldaters massakre på den vietnamesiske landsby My Lai i 1968 er et af historiens værste eksempler på, hvad der kan ske, når dybfølt kedsomhed nedbryder en deling soldater indefra. Massakren kostede 400 civile livet.

Myrdet af kedsomhed. Amerikanske soldaters massakre på den vietnamesiske landsby My Lai i 1968 er et af historiens værste eksempler på, hvad der kan ske, når dybfølt kedsomhed nedbryder en deling soldater indefra. Massakren kostede 400 civile livet.

22. januar 2010

Junglen er tyk og grøn. Så tæt, at soldaterne knap kan tilbagelægge en kilometer om dagen. Alligevel maser de sig frem gennem løvet og de oversvømmede rismarker, dag ud og dag ind. Glor ud i luften, spiser deres dåserationer, kigger på uret, tæller timerne og venter på, hvornår kedsomheden får ende, og de må tage hjem. Året er 1968, vi er i Vietnam under krigen, og kompagni Charlie fra den amerikanske hærs første bataljon kom i december. Nu er det marts. Krigens monotoni har for længst sænket sig over kompagniet undtagen i de øjeblikke, hvor rædslen slår ned. For Charlie har allerede mistet adskillige mænd. Derimod har de ikke fået et eneste glimt af fjenden. Skoven sluger Viet Congs partisanerhær, og amerikanerne mærker dem mest, når en nedgravet mine går i luften og sprænger benene af endnu en kammerat. Så sitrer luften af ubestemmelig fare.

Mange år senere fortæller veteranen Tim OBrien om junglens atmosfære i en dokumentar.

»Åh, vi var bange. Vi var bange for Pinkville, for hele området. Uh, det var et dystert, fjendtligt, affolket sted. Vi gik fra landsby til landsby, og der var aldrig nogen mennesker. Forladt, men alligevel var der ulmende bål. Det var åbenlyst, at folk boede der. Det var et sted, hvor man døde. Minerne lå tæt, men der var intet håndgribeligt at rette et angreb mod«.

Men en dag er det slut med at vente. Viet Cong er i landsbyen My Lai, og der skal de nedkæmpes. Kompagni Charlie ankommer tidligt om morgenen den 16. marts. Det lykkes dem ikke at identificere én partisan. I stedet jager de mænd, kvinder og børn ud af landsbyens skure og hytter. Så går de amok.

La cafard er fransk og betyder kakerlak. Men ordet har også en anden betydning. Det dækker over en følelse af dyb meningsløshed og frustration, og Fremmedlegionens soldater opfandt det efter sigende for et par århundreder siden, da de kedede sig så bravt i Nordafrika, at de begyndte at skyde kakerlakker for at fordrive tiden. Men selv om betydningen er gammel og næsten glemt, er la cafard en del af forklaringen på, hvorfor kompagni Charlie eksploderer og skyder omkring 400 mænd, kvinder, og børn i My Lai den 16. marts 1968.

Sådan tolker i hvert Paul Otto Brunstad begivenhedernes gang. Han er forsker og stabspræst ved det norske forsvar og mener, at der er god grund til at støve begreber som la cafard af, når Norge, Danmark og klodens andre nationer sender soldater til verdens brændpunkter.

Massakren i My Lai er et af historiens værste eksempler på, hvad der kan ske, når dybfølt kedsomhed nedbryder en deling soldater indefra. Og det kan gå galt igen, hævder forskeren, hvis ikke ledere, politikere og militære organisationer er opmærksomme på kedsomhedens årsager og faresignaler. Derfor har Paul Otto Brunstad og kollegaen professor Bård Mæland skrevet bogen, Enduring Military Boredom, der kortlægger den militære kedsomhed.

Krig er fem procent rædsel og 95 procent kedsomhed, erklærer forskerne i det indledende kapitel, der slår ned på kedsomheden gennem verdenshistoriens krige. Når fjenden ikke er i sigte, skal ventetiden slås ihjel, og det har soldater brudt hovederne med, så længe der har været krig på kloden.

»Smith & Wesson (revolvermærke) var faderen. Kedsomhed var moderen. Hvilket afkom forventer du med den slags forældre?«, lægger Brunstad og Mæland ud med et eksempel fra skyttegravene under de russisk-tyrkiske krige i 1800-tallet, hvor den russiske roulette så dagens lys som et desperat svar på kedsomheden.

Andre soldater har fundet andre løsninger gennem tiden. Den amerikanske borgerkrig byder også på kedsomhed, men metoderne til at bekæmpe den er forfinet. Baseball, wrestling og boksning er populære adspredelser, og biblen er den mest læste bog i sydstatssoldaternes lejre. Første Verdenskrig sparker til kreativiteten i de endeløse timer i frontlinjens søndersprængte landskab: Billeder snittes i kridt, træ og i de tusinder hylstre fra patroner og granater, der flyder over alt.

Dødens lillebror

I vore dage keder soldater sig også. Paul Otto Brunstad og Bård Mæland har indsamlet og studeret materiale fra en række moderne konflikter fra Balkan til Afghanistan. I takt med at forfatterne graver sig tættere på nutiden, graver de sig dybere ind i det menneskelige sind. For én ting er ventetid og kedelige rutiner. Noget andet er la cafard.

»Den slags kedsomhed har at gøre med en persons indre velbefindende og kan ikke reduceres til ydre faktorer. Problemet er intimt forbundet med en fundamental følelse af tomhed og meningsløshed«, forklarer bogen den dybfølte kedsomhed, og fra Bergen uddyber Paul Otto Brunstad over telefonen:

»Det er en sindstilstand, hvor du ikke føler, at du gør en forskel, din gerning har ingen mening og uanset, hvordan du handler, kan du ikke bryde monotonien. Det er apati«.

Dødens lillebror, la cafard, ennui moderne eller eksistentiel kedsomhed. Den frygtede sygdom har mange navne og flere årsager. Soldater er trænet til at slås. Når de ikke får muligheden, kan meningsløsheden overvælde dem, viser forfatterne i et feltstudie, Bård Mæland foretog af norske soldater i Kosovo i 2000-2001.

»Wow! Du må være sindssyg at have meldt dig til sådan en mission, midt i skudlinjen!«, fortæller en soldat, at kammeraterne i Norge mailer til ham, men virkeligheden er en anden: »Der var så stille og roligt, at jeg var flov over at sige, hvad jeg faktisk lavede der«, indrømmer officeren. Hverdagen går med at sikre kirker, styre trafikken og patruljere i gaderne. Soldaterne fører endeløse diskussioner med de civile om hunde, der er løbet væk, og hvem, der skal have jobbet på den lokale benzinstation. Holdet troede, de tog til Kosovo for at »bidrage til verdensfreden og den internationale orden«. Som dagene går med trivielle opgaver, spreder »en følelse af meningsløshed og mangel på udfordringer sig«.

Meningstabet skaber problemer i Kosovo. Som kedsomheden tager til, spirer en ny racisme frem og isolerer soldaterne fra de lokale. Romaerne er ikke meget bedre end de hunde, de jager og skyder i området, fortæller en soldat og fortsætter: Han og kammeraterne »har problemer med at se sigøjnerne som mennesker,« får forskeren at vide. Paul Otto Brunstad peger på kedsomheden som en vigtig faktor bag stemningsskiftet. Den stjæler identiteten, fordi soldaten ikke bruger sin faglighed, og det giver et behov for at skabe ny mening. I den proces er befolkningen det oplagte gidsel.

»Du har brug for noget at hænge din hat på, og derfor begynder du at opbygge et fjendebillede. Det er en genvej til rigtig destruktive aktiviteter, for når du omtaler dele af den lokale befolkning som dyr, er næste skridt, at du også behandler dem som dyr,« siger Brunstad.

I bogen illustrerer forfatterne deres pointe ved at trække på den internationale forskning. Ét studie giver kedsomheden sine aktier i skandalen fra Abu Ghraib i 2004. Fængslet lå 30 kilometer uden for Bagdad og var krigens glemte bastion. Cheferne kom sjældent på besøg, ingen interesserede sig for den afsondrede plet, og ingen hjalp de unge soldater med at forstå deres vigtige rolle i både fængslet og krigen, efterhånden som meningsløsheden indfandt sig i en rutinepræget hverdag. Resultatet blev de fotos af misbrugte fanger, hele verden snart lærte at kende.

Kedsomheden gnaver. Alligevel har hverken Norge eller Danmark nogensinde haft sit Abu Ghraib eller My Lai. Spørgsmålet er, hvad der stopper kedsomheden, før den løber løbsk, når Nordens konstabler, sergenter og officerer er på mission?

Kreativ kedsomhed

I 2005 gjorde 15 norske soldater tjeneste i Afghanistan. En del sad i bjergstatens nord, hvor de udviklede regionen langs Turkmenistans grænse, mens andre fungerede som spejdere fra Kabul. Fælles for dem var imidlertid, at de hver dag åbnede en lille bog, de havde med fra Norge. Her funderede de over kedsomheden, som de oplevede den i krigen mod Taleban. Bård Mæland og Paul Otto Brunstad stod bag projektet, og i dagbøgerne fandt de en del af svaret på, hvordan norske soldater bremser den svære kedsomhed.

Soldater keder sig også i Afghanistan. »Tiden går langsomt, og tingene bliver kedelige,« skriver én soldat i sin dagbog og ekkoer på den måde hele studiegruppens følelser: Ud af de 15 soldater nægter kun én enkelt, at missionen nogensinde keder ham. Derimod stikker kedsomheden aldrig dybt. Soldaterne får stoppet følelsen, før den bliver til la cafard, og metoden er enkel:

»Jeg løser problemet ved at bruge min fantasi. Jeg gør mig selv til hovedperson i en fiktiv historie og former selv min fremtid som helt i historien. Andre gange planlægger jeg nye ture, eller projekter, jeg vil begynde på, når jeg kommer hjem,« forklarer en soldat.

Som yin og yang har kedsomheden to sider. Enten leder tomheden ind i mørket, men den kan også »blive en værdifuld ressource,« skriver forskerne i bogen. Kedsomheden »beriger livet, fordi den åbner døren til refleksion og fantasifuldhed«. Med andre ord lykkes det de norske soldater at nå kedsomhedens konstruktive potentiale.

Sociolog Claus Kold var i en årrække ansat ved Forsvarsakademiet, hvor han skrev en ph.d.-afhandling på baggrund af feltstudier i Kosovo. Her sidder han en vinterdag ved et check point med soldater fra den danske KFOR-styrke. Sammen glor de ned på vejen, der løber mellem de to byer Mitrovica og Potok. Sådan er det hver dag, og hver dag gentager samme rutine sig. En bus kommer forbi check pointet. Den har stort set de samme passagerer med, de kender kontrollen og har hverken løbesedler, ulovlige våben eller pengemidler på sig. Alligevel skal bussen gennemsøges og passagerne kropsvisiteres. En af soldaterne peger på sin kammerat på vejen og siger til Claus: »Se ham dér. Han skal til at splitte bussen ad. Jeg synes fandme, det begynder at ligne chikane«.

Konflikten i Kosovo er kompleks, siger Claus Kold. Det opdager soldaten, hver gang han træder ud i virkeligheden for at løse en opgave. Men når han skal hjem og fortælle om det nye, han har erfaret, er der ingen kanaler, hvor hans viden kan afsættes, eller også bliver han afvist af sine overordnede. Pointen er, at mange officerer fastholder en disciplin, der forhindrer soldaten i at bruge sine erfaringer til at tilpasse opgaven og ændre på rutiner, så de giver mening. Situationen bliver kun værre, fordi opgave-løsningen ikke fra starten tager højde for, at missionen er indviklet. Soldaterne bruger det meste af deres uddannelse med at grave huller, skyde geværer og køre i piranha på øvelsesterrænet. Det forbereder dem ikke til operationer, der i langt højere grad handler om at analysere konfliktmønstre og mægle mellem etniske grupper.

»Det check point, jeg sad på, var renset for oplysninger om parterne, kulturen, religion og politik. Vi sad i en boble, hvor soldaterne ikke havde kendskab til konflikten udenfor og ikke kunne opsøge viden om den, og det gav eksistentiel kedsomhed,« konkluderer Claus Kold.

Samme erkendelse spreder sig i disse år som ringe i vandet fra militærforskningens højborg i USA og ud i det amerikanske militære uddannelsessystem. Paul Bartone er seniorforsker ved Center for Technology and National Security Policy i Washington. Han er den forsker, nordmændene trækker på i deres beskrivelse af kedsomheden og dens konsekvenser i Abu Ghraib. Skandalen var netop blandt de afgørende begivenheder, der satte gang i tankerne hos den amerikanske militære organisation, fortæller Paul Bartone i telefonen. Lige nu overvejer militærstrateger, hvor trykket skal lægges på uddannelsen af de amerikanske styrker i fremtiden:

»Seniorstrateger ser indgående på balancen mellem traditionelle kampstyrker og det, vi betegner som kampstøtte-enheder, der inkluderer specialister som militærpoliti, kommunikationsenheder og civil-militære enheder. Alle disse ikke-traditionelle kampstyrker er blevet langt vigtigere, efterhånden som vi udfører en række missioner, der ikke har at gøre med kamp fra at opbygge nationer til de fredsbevarende og fredsskabende operationer,« siger Paul Bartone og tilføjer i samme åndedrag sin egen holdning til problematikken:

Vægten må skifte, så soldaterne i højere grad hives væk fra øvelsesterrænet og ind i klasseværelserne til timer i sprog og kultur. Den vurdering er forskeren ikke ene om. Fra de indledende træningsskoler til de højeste uddannelsestrin på militærakademierne blæser vinden nye veje i USA .

»Ét eksempel er, at alle officerer og kadetter skal have mindst ét fremmedsprog. Det krav var der ikke for bare et par år siden. Det her er store forandringer i den måde, vores militære organisation gør tingene på, og de sker ikke fra den ene dag til den anden, men du kan allerede se det skiftende fokus,« siger Paul Bartone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Når militæret bruger egne ”eksperter” til, at undersøge militære sager, går der hurtigt ged i foretagendet. Det viser denne artikel med al tydelighed. Skræmmende er det så mange personer fra så forskellige forskningsmiljøer levere samme pseudo beviser; pseudo problemstillinger, og ender i samme spand lort. For militærets ”eksperter” retter naturligt ikke opmærksomheden ved ondets rod – krigen. Det er krigen der afstumper og ikke kedsomheden. I artiklen bliver tingene vendt om, og vi få at vide, at normaliteten for en soldat er ”at slås”, og når denne såre normale adfærd ikke udløses, så begynder den ukontrollerede vold for alvor. Vi må altså godt være kritiske overfor katastrofer som My Lai, men vi må ikke stille spørgsmål ved krigen! Nu er det altså sådan at soldaterne ikke ”nøjes” med at dræbe, børn, babyer og voksne ved My Lai, de voldtog og massakrerede deres ofre. Drabene var delvis på ordre fra den ansvarlige officer, voldtægterne og de personlige grusomheder var på egen regning. Disse handlinger blev ikke udført p.g.a. kedsomhed. De blev først og fremmest mulige på grund, af den magt man få, når man har et våben i hånden, og står over for værgeløse civile. Dernæst blev de muligt gennem den forstyrrelse af normaliteten som krigen selv skaber gennem de omvendte moralbegreber. I krig er det ikke alene forkert, at dræbe, men det er påskrevet. En ting til og det er meget vigtigt. Der var soldater der var med ved My Lai som ikke deltog i grusomhederne, ikke fordi de kede sig mindre end de andre soldater, men fordi det var dem inderligt imod at begå den slags uhyrligheder, ligesom de havde deres empati intakt. Jeg har set interview med nogle af disse mænd, og det var helt almindelige mennesker. De var hverken bedre, eller dårligere begavet end gennemsnittet. Nogle var ateister andre troende, det de havde til fælles var, at de ikke kunne tilføje andre unødige lidelser.
Vi lever i en tid hvor militære værdier vinder mere og mere genhør, og kun få taler imod. Det burde vække bekymring, og jeg tænker med nostalgisk længsel på de dage, hvor alvorligt tænkende mennesker, talte den militære ide midt imod og jeg kan ikke lade være med at anbefæle et par bøger fra ”dengang”. Bøger der handler om hvordan man undgår krig og våben:
Henry Miller: ”Myrd Morderen” & Aldous Huxley: ” Hvad har de tænkt at gøre ved det? Et indlæg om den konstruktive fred”.
PS: Og så kan det undre, at journalisten ikke stiller et eneste kritisk spørgsmål, hverken til de mange informanter, hun snakker med, eller til sin egen tekst!

Sanne Maja Funch:

."Alligevel har hverken Norge eller Danmark nogensinde haft sit Abu Ghraib eller My Lai."

Er det noget Sanne Maja Funch tror, eller er det noget hun ved?

Sandheden er det første offer i en krig, og det er altid først når krigen er forbi at befolkningen gradvist får at vide, hvad der egentlig foregik.

Hvis Sanne Maja Funch virkelig tror, at hun har fuldt overblik over, hvad de danske og norske soldater foretager sig i Afghanistan, er hun mere naiv end NATO tillader...

Thomas H. Pedersen

Jeg vil så komme med den påstand at det ikke var kedsomhed men at de havde mistet en del soldater og ikke set fjenden. Frustrationen over ikke at finde en fjende, fik det til at gå udover civil befolkning. Desuden havde mange af soldaterne et misbrug af stoffer og jeg mener også at den manglede støtte hjemmefra har meget at sige.
Mange af de soldater som kom hjem havde ingen problemer med hvad de lavede i Vietnam, det var folkene derhjemme som gjorde at de begyndte at få problemer med psyken og misbrug af rusmidler.
Hvis det var kedsomhed ville mord og voldtægt være et meget større i Danmark end den er i dag.

Claus:

pga. du står med en våben, og den magt den giver, betyder ikke at man begynder at voldtage og slå ihjel. Manglende disiplin og et kæmpe stofmisbrug har nok banet vej for de forbrydelser som blev begået ved My Lai.
Problemer er også at USA (og UK i dag) bruger kriminelle som soldater de får valget mellem 4 år i fængsel eller 4 år i hæren, derfor vil det aldrig sket i dag at en massakre som My Lai vil blive begået af Danske eller Norske soldater.

Per Thomsen:

eftersom ingen har kunne finde den historie du så brændende ønsker, opfordre jeg dig til at tage ned til Irak og Afghanistan for at lede efter dine ”krigsforbrydelser” begået af Danske soldater. Hvis du finder en histore som tyder på at danske soldater har begået krigsforbrydelser så vil jeg give dig en million.

Stanley:

Ja hvis bare militæret i div. Lande ville være mindre bureaukratiske og soldaterne ville få en bedre løn så ville der ikke være lejesoldater. Hvorfor være lejesoldat i Afrika når man kan være soldat i sit eget land?.

Claus Oreskov

@Thomas H. Pedersen.For mig ,at se er problemet stædig krigen selv! Og så lige en ting, når vi snakker om My Lai er det også som symbol, på de mange lignende overgreb, der er begået i alle krige, til alle tider, af alle slags mennesker og nationaliteter. Desværre beskytter din nationalitet dig ikke for krigens påvirkninger (gid det var så simpelt) og min påstande er til stædighed, at det er krigen der afstumper! Har man først fattet det bliver neste spørgsmål: Hvordan undgår man krig! Og ikke hvordan undgår man kedsomhed!

Thomas H. Pedersen

Nej du har ret, der er også idioter i Danmark og Norge men de bliver for det meste sorteret fra inden udsendelsen (selvom det er svært når der mangler folk).
Jeg har selv været i krig og været i et land med krigslignende tilstande.
faktisk har jeg ikke haft det bedre efter jeg er kommet hjem. selvfølgelig er det en traumatiske oplevelse at miste venner og at de bliver såret.
krig er noget lort det kan vi godt blive enig om men desværre vil der altid være krig.

Jeg vil mene at danske soldater er gode til at komme kedsomheden til livs, vi har computer med film og spil til at få tiden til at gå inde i lejren. desuden er mange soldater håndværker så kreativiten er stor. desuden skader lidt træning heller ikke.

Kære Thomas H. Pedersen

"Mange af de soldater som kom hjem havde ingen problemer med hvad de lavede i Vietnam, det var folkene derhjemme som gjorde at de begyndte at få problemer med psyken og misbrug af rusmidler."

Der tager du grundlæggende fejl. Misbrug af rusmidler er også et symptom på PTSD.

Undersøgelser fra "Combat Stress" en britisk organisation, der på privat basis behandler soldater for psykiske kampskader og har eksisteret siden 1. verdenkrig, har i deres seneste tal afsløret, at der går 14 år fra en veteran træder ud af forsvaret, og til at den pgl. melder sig med PTSD.
Det baserer sig på en statistik omfattende over 100.000 veteraner, hvor den yngste er 19 og den ældste 103 år.

Det er en meget langsom og snigende sygdom, og som følge deraf vanskelig at behandle, idet den efter længere forløb bliver kronisk. De fleste lider i stilhed i flere år, inden de søger hjælp.
Så hvis vi skal følge resultaterne af denne statistik, kan vi altså regne med at de første generelle tegn på danske krigsdeltagelse viser sig i år 2015, og derefter en kraftigt stigende kurve, der afspejler hvor alvorlig krigsindsatsen har været.

PTSD opstår nemlig alene på grund af følgende:

Den udløsende faktor er eksponering til en livstruende begivenhed, der har udløst stærk angst, eller hjælpeløshed i forbindelse hermed.

http://www.combatstress.org.uk/pages/ptsd_faq.html

Man burde faktisk gøre sådanne link til pligtlæsning for udsendte soldater....