Læsetid: 1 min.

Naja Marie Aidt fremhæves i Time Magazine

Naja Marie Aidt fremhæves i Time Magazine som en novelleforfatter i tråd med Tjekhov og Joyce i anledning af udgivelsen af en ny amerikansk antologi over europæisk litteratur 2010
Kultur
23. januar 2010

Den amerikanske forfatter Aleksandar Hemon har samlet bidrag fra 35 europæiske forfattere i antologien Best European Fiction 2010 og dermed skabt et vindue ind i europæisk litteratur nu og her for det amerikanske publikum.

En af de forfattere, de amerikanske læsere vil få øje på gennem antologien, er den danske forfatter Naja Marie Aidt. Hun bidrager med novellen 'Bulbjerg' fra novellesamlingen Bavian fra 2006, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2008.

Novellen vækker også begejstring i USA. I anmeldelsen af antologien i Time Magazine er det netop Aidt, som trækkes frem.

»Der foregår voldsomme ting i Danmark,« skriver anmelder Radhika Jones, der kort gennemgår novellen, der, som titlen antyder, tager udgangspunkt ved Bulbjerg i Thy.

Smertelig universel

Den lokalitet er ingen hindring for Jones, der beskriver novellen som smertelig universel og drager paralleller fra Aidt til blandt andre Anton Tjekhov og James Joyces novellestil.

Beskrivelsen af Aidts novelle som universel ligger i tråd med Zadie Smith's overordnede vurdering af tekstsamlingen i forordet til antologien. Samlingen repræsenterer ifølge Smith ikke en særlig europæisk agenda, men god litteratur, der er essentiel for vores erkendelse af verden.

Best European Fiction 2010 indeholder også bidrag af blandt andre Jon Fosse, Victor Pelevin, David Albahari og Jean-Philippe Toussaint

Aleksandar Hemon: 'Best European Fiction Series', udkom januar 2010 på Dalkey Archive Press, University of Illinois

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her