Læsetid: 6 min.

'Jeg er nødt til at tale, så længe jeg lever'

Clara Kramer fortalte aldrig sine børnebørn hele sandheden om, hvad der skete, da hun overlevede Holocaust i en krybekælder - frelst af den fordrukne og upålidelige Hr. Beck. Den usandsynlige overlevelseshistorie er nu på tryk i en ny bog, der indeholder dele af den unge Claras dagbog
Clara Kramer fornyligt på besøg i den kælder, hvor hun for 70 år levede i skjul for nazisterne  i 20 måneder. Hun smuglede sine dagbøger ud, og dele af dem udkommer nu i en ny bog.

Clara Kramer fornyligt på besøg i den kælder, hvor hun for 70 år levede i skjul for nazisterne i 20 måneder. Hun smuglede sine dagbøger ud, og dele af dem udkommer nu i en ny bog.

Gads Forlag

26. januar 2010

ELIZABETH, NEW JERSEY »Hvordan blev denne bog til«, spørger jeg, og mener den bog, Clara Kramer har skrevet i en høj alder - den bog om at overleve Holocaust, som udkommer på dansk i denne uge. Men Clara Kramer er allerede tilbage i krigstiden. Selvom hun er over 80 nu og bor i et fredsommeligt villakvarter i lillebyen Elizabeth, New Jersey, så er springet ikke langt til den 15-årige Clara hjemme i landsbyen Zolkiew i Polen.

»En 15-årig pige med lange fletninger,« som Clara udtrykker det, og en pige, der med forældre, lillesøster og flere andre jødiske familier søgte tilflugt i en krybekælder - og beskyttelse hos den utilregnelige og alkoholiserede Hr. Beck.

Mod alle odds overlevede både Clara og hendes dagbog. Og alle historierne fra dengang er stadig påtrængende, alle indtrykkene, lydene, lugtene står stadig skarpt for hende 70 år senere. Sammen med atten andre jøder på flugt boede hun i 20 måneder i en bunker, der var gravet ud i Hr Becks kælder.

Her gravede hun og de andre børn kælderen dybere med gamle gryder og pander; og det står i dag stadig klart, hvor ulideligt varmt der blev om sommeren, hvordan hun levede med tørsten, sulten og stanken fra det hul, de brugte til lokum.

»Min mor sagde: 'Du skrver en dagbog'. Jeg sagde: 'Mama, de slår os ihjel alligevel'. Jeg troede ikke, vi ville overleve. Men hun svarede: 'Der er nogen, der vil finde den og vide, hvad der blev af dig'.«

Og dagbog skrev hun, i adskillige kladdehæfter, det første ternet og de næste linjerede, indkøbt og doneret af Hr. Beck sammen med en blå uudviskelig blyant, der stadig kunne læses tydeligt mange år senere. Om alt fra Hr. Becks affære med naboen til SS-folkenes natlige drukture i rummet lige over deres hoveder.

Hæfterne blev smuglet på maven med ud af Polen og gennem flygtningelejre i Østrig og Tyskland efter krigen. I en af lejrene mødte Clara sin kommende mand, en anden Holocaust-overlever, og hun blev uddannet sygeplejerske.

Siden flyttede parret til USA og havnede i Elizabeth (en halv times togtur fra New York), hvor hendes mand fik arbejde i byggebranchen sammen med flere andre bekendte fra lejrene.

»Vi overlevere flytter altid i grupper. Vi har ingen familie, men vi har venner,« som Clara siger.

Men præcis som den blå blyant var heller ikke minderne til at viske ud, og da Clara for godt 20 år siden fik indopereret en pacemaker på grund af problemer med hjertet, begyndte hun at tænke på, hvad der skulle ske med kladdehæfterne. Hæfterne havde ligget i en bankboks gennem årtier, mens hun og manden begyndte på en helt ny tilværelse og fik to sønner og siden fem børnebørn. Jeg tænkte ved mig selv: »Jeg har denne dagbog, og mine børnebørn kan ikke polsk. Hvad skal der blive af den? Først tænkte jeg på Israel, men 90 procent af overleverne flyttede jo netop dertil. Der er ingen i Israel, som benægter, hvad der foregik - jeg har selv boet der. Men her i landet er det anderledes, så jeg besluttede at oversætte dagbogen og give den til Holocaust-museet i Washington,« husker Clara Kramer:

»De sendte et takkebrev, og så hørte jeg ikke mere i årevis.«

For tre år siden kom der imidlertid et opkald fra den lokale synagoge og besked om, at nogen søgte Clara Kramer. En filminstruktør i Holland havde sat en mand ved navn Stephen Glantz til at lede efter børnedagbøger fra krigens tid, og nu var han blevet særligt optaget af Claras og kunne se en bog for sig.

Mødet blev begyndelsen på godt et års intenst samarbejde. Clara Kramer berettede, og Glantz skrev, hun læste og rettede og berettede endnu mere.

Opgaven var ikke ny, for gennem 27 år har Clara Kramer været leder af et Holocaust Center på det lokale Kean University tæt ved hendes hjem i New Jersey og har fortalt sin historie til alle - fra ph.d-studerende til skoleelever i 12-13-års alderen.

»Vi sad til en fest med flere af de andre overlevere, og da var en ny bog lige kommet ud - skrevet af en amerikansk professor fra Chicago, som benægtede Holocaust. Vi var lamslåede, for vi er jo stadig i live, og vi er øjenvidner!« siger hun med fortørnelse og fortsætter mere jordnært:

»Hvis man er jøde og har et problem, så går man til rabbineren, og tilfældet ville, at vores rabbiner underviste på Kean. Han sagde: 'Hvis I vil betale og donere, så vil vi med glæde huse et Holocaust Center'. Vi begyndte med at undervise lærere, og netop på den tid blev det obligatorisk i New Jersey at undervise om Holocaust, så der var et behov,« husker hun.

Med udgivelsen af sin egen bog har hun fået vished for, at historierne vil leve videre, også når hun og de andre overlevere ikke selv lever mere.

»Der er jo mange bøger, og folk læser dem. Jeg var i staten Rhode Island, hvor min medforfatter Stephen Glantz er vokset op. Først var jeg med i et tv-show, og derefter kørte vi langt ud på landet - virkelig langt der lå kun et enkelt hus hist og her, men pludselig var der en boghandel,« husker hun og ser helt lykkelig ud:

»Man kan næsten ikke få øje på nogen boliger, men midt i det hele ligger der en boghandel med seks medarbejdere. Det var sommer, døren stod åben, jeg skulle signere min bog, og der var kø så langt, jeg kunne se. Der var masser af børn, og jeg kunne høre dem sige: Bedstemor dit, bedstemor dat. Jeg hørte også en bedstemor sige til et barn: 'Nu skal du give damen hånden, for dette er din chance'. Jeg blev helt rørt og genert, og min mand kunne ikke komme over det i ugevis.«

Budskabet i bogen er enkelt, siger hun: »Had ikke. For dit had ødelægger dig præcis som dine ofre.«

Krigen lærte tillige den unge Clara, at det er let at tage fejl af ven og fjende, for grænsen er flydende, hjerteveninder trækker sig i tavshed, når man pludselig går med armbind og jødestjerne, og gamle skolekammerater kan betyde døden for dem, man elsker. Men samtidig »fandtes der mennesker, som var villige til at risikere alt for at redde andre,« som hun siger. Ud af de ca. 5.000 jøder i Claras landsby overlevede kun ca. 60.

Hun har dog aldrig fortalt sine egne børnebørn historien fra ende til anden. Men både de og sønnerne kender den alligevel, for Clara Kramer har besøgt deres skoler og talt i deres klasser: »Da de var små og ikke ville spise eller opføre sig ordentligt, plejede jeg at sige til dem: 'Da jeg var på jeres alder ... 'Stort set alle mine venner er overlevere. Og det er det samme for vores børn, anden og tredje generation holder også sammen. Bogen er først og fremmest til dem. Jeg kom jo og talte på deres skoler i stedet for at fortælle det direkte til dem. Det var måske for traumatisk. Så de har fået historien lidt ad gangen, og så begyndte de selv at blive nysgerrige og udspørge mine venner: 'Hvad skete der? Hvordan overlevede I?' Jeg kan mærke, at de er meget stolte af mig.«

Nu er Clara Kramer og hendes generation »på vej ud«, som hun siger:

»Men jeg håber at kunne fortsætte længe endnu. Jeg havde en svigerinde, som var i Auschwitz, og som oplevede ethvert muligt helvede på jord. Sammenlignet med hendes var min historie det rene paradis. Hun havde også et utroligt sprogtalent og talte engelsk som en indfødt.«

Svigerinden kunne imidlertid ikke få et ord frem, når hun stod ude hos skoleeleverne:

»Hun forsøgte flere gange, men hun brød sammen. Hun kunne aldrig tale om det. Jeg er nødt til at tale, så længe jeg lever - for min søster kan ikke. For mig er det enhver overlevers pligt. Nogle magter det ikke, men jeg kan, så jeg må gøre det.«

I bogen håber den unge Clara Kramer hele tiden på en mirakuløs hændelse, for: »Jeg troede på alle bibelhistorierne, jeg er en rigtig romantiker,« som hun siger.

Nu har hun fået den - med syv årtiers forsinkelse: »Bogen har givet mig mulighed for at fortælle min historie igen til et endnu større publikum i endnu flere lande. Tænk at min dagbog blev smuglet hele vejen fra Polen, doneret til et museum og siden fundet igen. For mig er denne bog et mirakel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu