Læsetid: 3 min.

Pausemusik

I modsætning til ord fristiller musikken lytterens egen tanke­gang, med mindre komponisten dikterer noget bestemt
8. januar 2010

Det sker ikke så sjældent midt under en radioudsendelse, at der går kludder i maskineriet. Og en stemmer udbryder: »Vi har et teknisk problem. Vi arbejder på at løse det, og i mellemtiden spiller vi noget musik«.

Det sker endda i et musikprogram som i en skræk for tomrummet. En symbolsk handling for at afværge sjælens nødråb.

Selv arbejder musikken nødvendigvis med pausen, lydens særlige stilhed, som den oplader med en betydning, skabt af forløbets inerti og forventning.

Et eksempel med magisk virkning er Schuberts

Klaversonate i B-dur (1828), noget af det sidste han skrev, med den lange førstesats, der insisterende vedbliver at variere sit tema omkring en pause. Temaet præsenteres straks, molto moderato, fulgt af en lavmælt buldren i bassen. Og så dette ophold, dvælende, åndeløst, hvorpå temaet genoptages.

Om det er livet, der fint huserer, eller det er døden, der bebudes, er lytterens personlige valg – eller oplevelse af netop dobbeltheden, som det så tit forholder sig i den store musik. Bevægelsen er bevægende, fortsættelsen vil ingen ende tage og må ikke ophøre.

Har man i tidens løb hørt flere forskellige pianister fremføre sonaten, erfarer man, hvor forskelligt en pause, paradoksalt nok, kan formuleres, hvor talende tavsheden er, alt efter hvem der taler.

Forstærker en tilstand

Varighed er et relativt begreb. Sviatoslav Richter har den i sin hule hånd, og den er stor og skøn. I modsætning til ord fristiller musikken lytterens egen tankegang, med mindre komponisten har dikteret, hvad han selv har tænkt på, sådan som Mahler kan finde på at gøre, praktisk nok, så man ikke falder hen, når han i sin tredje symfoni bliver ved i det uendelige. Den kan også forstærke en tilstand, man selv medbringer, f.eks. det mismod, Carlos Drummond de Andrade bidrager med:

Noget sørgmodigt i den fjerneste krog.
De sagde til mig at det var Chopin.
Kvinden med de lårtykke arme
sad og hamrede i det hårde tandsæt
under det venligt blafrende lys ….

Han giver sig til at tænke på ubetalte regninger og andre vanskeligheder, men klaveret så at sige bider i ham:

Jeg drog Chopin ind i mit mismod
og over det gule og sorte tandsæt
flagrede mine bekymringer som sommerfugle.

Peter Poulsen har oversat digtet »Musik« i Verdens­fornemmelser og andre digte af Andrade. Her er det ikke så store hænder, men lårtykke arme, der trykker musikken af.

Pausens landskab

Poesi forholder sig indirekte og altså også direkte til musik, med tydelige eksempler hos Rainer Maria Rilke, der mere patetisk end den ironiske brasilianer udbryder

Bestyret mig, musik, med din rytmiske harme!/
Høje bebrejdelse, rejst foran hjertet, som aldrig/
følte nær bølgende nok, men skåned sig. Dér, mit hjerte:
se dog din herlighed. Slår du dig altid til ro med ringere svingning …

Her kræver overjeget en betydeligt stærkere opmærksomhed end hos den, der bare lader sit tilfældige mismod råde og ikke slipper højere emotioner bevægende fri end et vissent savn af elskov. Der tales om en ’orglende ånde’, der kan fylde de øverste hvælvinger.

I digtet Til musikken kalder Rilke musikken »du sprog, hvor sprogene ender«. Det står for følelsens ændring til »hørbart landskab«.

Ikke nogen tosset formel for musik. Hørbart landskab. Vandringer i en pastorale som i forskellig programmusik, risikable eller tilfældige ture som frigænger i indre scenerier eller omslyngende millioner i en stor favnende bevægelse. Bevægelse fremfor alt.

Men hvad er bevægelse værd uden pause, uden viden om ophøret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu