Som forfatter udforsker jeg virkeligheden gennem kunsten, samtidig med at der i værkerne frembringes en egen virkelighed, et eget univers. Jeg oplever det som en tvingende kraft ud fra min tid at forsøge at forstå den verden, jeg er sat i. Forstå, hvad der sker mellem mennesker og i mennesket, men ikke mindst de eksistentielle betingelser.
Som borger må jeg efter bedste evne skelne mellem de informationer, jeg bombarderes med. Der udsendes en strøm af ubrugelige og forfalskede oplysninger med det ene formål at fordreje og fortie, for at politikere kan blive siddende på magten og lande beholde deres tilkæmpede position i verdenssamfundet længst muligt. Som borger har jeg efterhånden indset, at der er en grund til, at vi alle helst skal holdes hen i uvidenhed. Jeg prøver at tage stilling, men må gang på gang erkende, at præmisserne er falske. At skulle navigere mellem organiseret løgn eller ren fortielse er et vilkår, jeg deler med andre. Våben, der bekriger fakta, er mange – så meget vigtigere bliver det for mig som forfatter at forstå.
Afsky, vrede og undren over de givne forhold er en vigtig motor. Jeg forsøger at forstå, og denne fortsatte søgen er drivkraften bog for bog.
Hvor deponerer vi vores sjæl?
Litteraturen må gå i dybden, fordi der er behov for en modvægt til det, der (masse)produceres i underholdningsøjemed. Litteraturen må tale et andet sprog end det, der i øvrigt tales og skrives – skønt ordmaterialet er det samme. Digtet, dramaet, novellen eller romanen begynder i ordløs undren, bliver en vag anelse og så et første udkast, der samtidig betyder udskillelse af alt andet. Det indledende arbejde med en litterær tekst giver et skræmmende indblik i porøsiteten, hvor man blot har fornemmelsen af at synke igennem. Siden opnås den hårdhed, der afgør, om det skrevne er bæredygtigt. Isen må have en vis tykkelse, før vi begiver os ud på den og teksten ligeledes sin krystalliseringsgrad.
Tiden beder om korte og let tilgængelige tekster. Tiden beder om underholdning, om konsumerbare ’produkter’, og det let fordøjelige mødes af glubende appetit. Vi skal ikke nægtes underholdning, som er en del af livet, men døgnets underholdning er ikke alt. Hvor deponerer vi vores sjæl, hvis vi ikke også kan gå i dybden?
Det kan vi i de allerede kendte litterære genrer, men måske også i hidtil usete genrer, i lyd-bøger, i værker, der krydser og blander kunstarter. Behovet for forståelse er ikke gået tabt. Mennesket vil gerne være et bevidst væsen, det har ikke noget ønske om at forholde sig ligegyldigt til tilværelsen. Vi skriver blogs, benytter twitter etc., enhver kan i dag finde sit forum på nettet, men vi sætter stadig Shakespeares stykker op, genudgiver Proust, oversætter klassikere og læser H.C. Andersen for de mindste. Værker, der kræver koncentration og fordybelse stik modsat – eller netop på trods af – den turbulens, vi befinder os midt i. Værker, der har noget så sjældent som universel gyldighed. Værker, vi finder vigtige for vores liv, fordi de åbner vores øjne eller giver os nye vinkler at betragte fra, så vi får mod på at handle og måske ligefrem ændre tingenes tilstand.
Mennesket lever og indretter sig, fordi det forestiller sig en fremtid og ikke ønsker samfundet lagt i ruiner. En aktiv indsats skal der til! Men i hver generation findes der nogle, der kæmper. Muligvis bliver de i perioder færre, men de er der og slår træfsikkert til, som når den politiske magt sætter grænser for kærligheden, og de elskende finder en udvej, der måske er en omvej, men dog en vej.
At skrive afhænger af at kunne lytte til det, der umiddelbart høres, men også af at lytte til noget fjernere liggende. Et værks skønhed kan ikke forklares ud fra samfundsmæssige behov, den må overskride disse behov og være noget andet. Netop det æstetiske udtryk er under radikal forandring disse år, til dels påvirket af de nye medier. Æstetikken kan ikke være et program i sig selv, men bevidstheden om en teksts udformning er ekstremt afgørende, da et værks autenticitet ikke mindst aflæses af det æstetiske udtryk. Måden, hvorpå der arbejdes med det æstetiske, afslører, hvorvidt etikken er udviklet. Den lader sig ikke indkredse, men vil være til stede som et engagement, hvor forfatteren har investeret sig selv.
Kvalitet uafhængig af nytte
Den litterære kvalitet er uafhængig af nytte. Noget kalder på én, og man skriver sig derhen uden tanke på, om det er gunstigt netop nu, det giver sig selv i processen, hvad der skal stå på papiret, men er ikke kendt før. De grundlæggende valg afhænger af interesse og fascination. En hengivenhed over for det, man skriver om og til akten i sig selv, er nødvendig. Litteraturen må ganske enkelt bevæge sig hen, hvor det brænder på hos forfatteren, og der er altid opdagelser at gøre. Grundbetingelsen er at forholde sig lysvågen til verden og at lægge stemme til det, man fornemmer er vigtigt, og det, der er interessant for den skrivende, har i bedste fald også interesse for andre.
Forfatteren må ikke opgive at prøve at forstå. Det tilhører nødvendighedens sfære at skaffe sig indsigt. Forfatteren skal følge sit hjerte og fortsat gøre det umulige ... Det er det, en forfatter går ind til.
Bære vand
i en si,
fragte det videre
i krukker uden bund,
servere det i fade,
hvorfra det fordamper.
Drikke af det her
i store slurke,
uafbrudt
De ni manifester
Læs her:
Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne
Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder
Hanne Richardt Beck: Pause fra parcelhuse, mord og fodsved
Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser
Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt
Hanne Marie Svendsen: Der må insisteres på, at sproget fungerer
Mads Eslund: Poesi skal ikke fimse
Pia Tafdrup: Forfatteren skal fortsat gøre det umulige
Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker
