Læsetid: 4 min.

Rosens navn er hvid

Leeds var store engang. Perioden fra 60erne og op til midten af 70erne var den gyldne æra, hvor holdet med den legendariske træner Don Revie i spidsen formåede at blive i top-fire i ni år. Fra årtusindskiftet gik det så gevaldigt ned ad bakke, men i weekenden fik fansene igen et glimt af klubbens gamle storhed
I søndags vandt tredjedivisionsklubben Leeds United 1-0 mod Manchester United. Her målscorer Jermaine Beckford (t.h.) og Patrick Kisnorbo.

I søndags vandt tredjedivisionsklubben Leeds United 1-0 mod Manchester United. Her målscorer Jermaine Beckford (t.h.) og Patrick Kisnorbo.

Darren Staples

9. januar 2010

Manchester Uniteds træner, Sir Alex Ferguson, var godt gal i skralden, efter at hans hold i søndags blev slået ud af den britiske pokalturnering. 1-0 til Leeds United, som til daglig huserer i tredjebedste række, League One, lød slutcifrene efter 90 minutter plus en hel del tillægsminutter. Fem af dem, faktisk, og disse kaldte Fergie med vanlig retorik »en fornærmelse mod fodbolden«. Scoringen blev sat ind af Jermaine Beckford, som rygtes på vej til Newcastle. Der var 9.000 tilrejsende fans på Old Trafford i weekendens derby, og blandt dem var stemningen euforisk. Eller »elektrisk«, som Sir Alex sagde til pressen. FA Cup'en har en høj stjerne på den engelske fodboldhimmel, og vores publikum er det bedste i verden, hævder de på West Yorkshire-egnen - hvor man hepper på Leeds eller holder kæft - mens de konstant puster nyt liv i den århundreder gamle fejde med arverivalerne fra Manchester.

Måske er det i virkeligheden derfor, Leeds drømmer om at avancere til Premier League. Så er de garanteret kampe mod United!

Landet tyndt

Morgenen efter Beckfords forløsende fuldtræffer til 1-0 - feltslagets slutresultat - kunne David Gaertner ikke få armene ned. Gaertner er PR-ansvarlig i Leeds United Supporters Club. Som hardcore tilbeder er han vant til at rejse landet tyndt hver weekend til ørigets grå yderkanter, men uagtet halvlege i fedtet føre, smattede plasticsæder og ru hals efter et par timers non-stop-slagråb fra betonlægterne - samt en usikker tilværelse med politiet i hælene - fejler den særlige Leeds-selvforståelse ingenting: Det er kun et spørgsmål om tid, før vi vrister os fri af League One og returnerer til legepladsen med de store drenge, hævder Gaertner.

Leeds var store engang. Perioden fra 60'erne og op til midten af 70'erne var den 'gyldne' æra, hvor holdet med den legendariske træner Don Revie i spidsen formåede at blive i top-4 i ni år. Senere snuppede Leeds Premier League-trofæet, i 1992, og ved årtusindskiftet nåede holdet semifinaler i både UEFA Cup'en og Champions League, som dog blev tabt til Galatasaray og Valencia. Da var der stadig penge at rutte med, så landsholdsspilleren Rio Ferdinand, der dengang spillede for West Ham, blev købt for 18 millioner pund. Siden gik det gevaldigt ned ad bakke, først finansielt og siden på grønsværen. Efter en tid i næstbedste række, The Championship, rykkede Leeds i 2007 ned i League One. Ud over myterne og historien har de 40.000 trofaste Peacocks-fans på Elland Road Stadion to ting til fælles: Vi er meget bedre end vores omgivelser, og vi hader Manchester United.

For Gaertner & Co. er Utopia lige rundt om hjørnet, for senere på måneden, i FA Cup'ens fjerde runde, skal Leeds møde London-klubben Tottenham Hotspur på White Hart Lane, og mens Gaertner har travlt med logistik og bespisning og dén slags til det glamourøse udebaneopgør, hygger man sig med Dante-referencer i slænget. Mandag morgen fik Gaertner nemlig følgende SMS fra en anden tro Leeds-væbner: »Første dag på arbejde i det nye år føles som regel som at være i Skærsilden. I dag er jeg i Paradis«.

Hadet mellem Leeds og United går langt tilbage. 'The Wars of the Roses' kaldes den serie af dynastiske borgerkrige mellem husene Lancaster og York, som rasede i anden halvdel af 1400-tallet. Målet var kongemagten over England, og det var den hvide rose mod den røde rose, Yorkshire mod Lancashire.

Det er derfor, Manchester United har rød spilledragt, og Leeds trakterer i hvidt, og tilbage i 1970'erne, hvor hooliganismen var på sit højeste, og halve stadions når som helst kunne eksplodere i masseslagsmål, var kampene mellem Leeds' Service Crew og Uniteds Red Army hyppigt på avisforsiderne. Efterhånden er der gået mainstream og ritual i den: Der findes stort set ikke dén engelske klub, der ikke hader enten Leeds eller Manchester.

Jo, det kræver sin mand at være Leeds-supporter. Som Gaertner empatisk fortæller:

»Jeg er heldig, at min kone også er fan af Leeds, men jeg kan forsikre dig om, at der er fyre derude, som forbliver singler, simpelthen fordi de ikke kan finde en kvinde, som vil finde sig i en mand, der farer frem og tilbage mellem obskure landsdele hver anden weekend.«

Stammeloyaliteten

Til gengæld vil Gaertner ikke bytte stammeloyaliteten med alverdens mammon, og når det gælder trofasthed, er The Whites i sin helt egen liga, især på udebane:

»Jeg tror, Hull tog 500 fans med til Wigan sidste uge. Så mange tager vi med, når B-holdet spiller. Vi havde 9.000 fans på Old Trafford, og havde det ikke været for vores larm og sang, ville stedet have lignet en kirkegård.«

Fergie var sur. Også han havde historien med sig. I hans æra er United ikke - på nær i søndags altså - røget ud af FA Cup'en til en modstander fra lavere divisioner, og vi skal helt tilbage til 1984, før United sidst tabte en match i den folkekære turnerings tredje runde.

Og værst af alt var reprimanden til de udvalgte 11 isprængt en salut til arvefjenden Leeds, som enhver Manchester-gut hader helt ned i fodsålerne:

»Det havde jeg ikke ventet,« sagde Fergie efter kampen. »Forberedelserne var gode, men jeg var chokeret over vores præstation. Vi startede ikke rigtigt, mens Leeds gjorde. De kæmpede som tigre, men det forventer man af ethvert team, som kommer til Old Trafford. Det er en kæmpe skuffelse. Mennesker kan altid overraske, men det her havde jeg ikke ventet. Jeg tror ikke, at nogle af mine spillere kan påstå, at de havde en god dag. Vi kom aldrig i gang, og kvaliteten i vores pasningsspil - ja, hele showet - var ringe. Leeds havde langt mere appetit på matchen end os. Man har brug for held, og Leeds havde det, men de fortjente det. De spillede faktisk rigtig godt.«

Spørger man David Gaertner lige nu om rosens navn, er svaret lige så træfsikkert som billetten til Tottenham Hotspur og White Hart Lane: Den er selvfølgelig hvid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu