Læsetid: 2 min.

Sæt ølvommen på plads

Britiske mænd kan nu med god samvittighed skylle pints ned, da et nyt mandekorset lover, at maven forbliver flad
Nu er det ikke længere forbeholdt kvinder at gå med tøj, der strammer ind og skubber op. Et nyt korset til mænd er designet til at få styr på ølvommen.

Nu er det ikke længere forbeholdt kvinder at gå med tøj, der strammer ind og skubber op. Et nyt korset til mænd er designet til at få styr på ølvommen.

8. januar 2010

LONDON - Med Bridget Jones-filmene fik kvinderne de 'skæmmende store underbukser', men inden da var korsetter og push up-bh'er allerede standardbeklædning for alle dem, der ønskede at mindske deres talje og 'booste' deres brystmål uden anden handling end en hurtig aflevering af kreditkortet. Nu kan også Storbritanniens mænd få drømmen om det perfekte vaskebræt-look opfyldt - helt uden at lægge kostbar fritid i fitness-centret. Den hæderkronede britiske kæde Marks & Spencer fejrer nemlig sit 125 års jubilæum med lanceringen af den såkaldte Bodymax - en stram elastisk undertrøje designet til at udflade den lille ølvom, som er prisen, mange britiske mænd over 30 år har måttet betale for deres forkærlighed for pubkulturen.

Ifølge M&S' tests under udviklingen af det første britiske mandekorset kan undertrøjen reducere livvidden med omkring 4 cm.

»Mænd bliver mere og mere bevidste om deres udseende. Det faktum, at Men's Health nu er det bedst sælgende mandemagasin, understreger virkelig den tendens,« sagde indkøbschef for M&S Dave Binns ved lanceringen.

»Vores Bodymax-produkter er blevet designet som et svar på dette, den giver mænd en hurtig fiks løsning på deres små buler på samme måde, som 'shapewear' giver kvinder«.

Parkeringsplads for øl

Undertrøjerne ligner til forveksling den klassiske hvide bomulds-t-shirt, blot i en langt mindre størrelse. Ifølge The Telegraphs Paul Clements, der har ageret testpilot for den nye opfindelse, er det som at »arbejde sig ned i en t-shirt, der er to numre for lille«.

Men stadigvæk lettere end time efter time på et løbebånd, men hvad var resultatet så? Jo, maven blev skam sat på plads.

»Med min mave spændt ind, fik jeg en positur, som man ville kunne parkere en pint på,« skriver han og fortsætter: »Snarere end den statuariske V-form, jeg havde håbet på, så jeg endnu mere deform ud end normalt. Korsettet understregede rullerne af fedt, der bølgede rundt om mine hofter og min lænd. (...) Dette var mere ydmygende og påtrængende end en scanner i lufthavnen. Nu har jeg ikke kun en lille ølvom, jeg har fået et kompleks, der matcher den«.

»Nu ikke så pivset,« vil erfarne kvinder måske sige, og Paul Clements forudser da også, at korsettet bliver et hit, »især hos kvinder, som er de største købere af undertøj til mænd over 36«. Efter selv at have spændt deres kurver ind i årevis, forestiller han sig, at det vil blive en for- nøjelse for dem, at spænde deres mænd ind i lignende udstyr.

På trods af den hårde kritik, tror M&S på produktet: »Jeg forudser, at 'shapewear' om få år, vil være en lige så grundlæggende del af mænds klædeskabe som slips og sokker,« siger Dave Binns.

Clements erkender da også, at der er fordele ved korsettet. For det første er det så varmt at have på, at man sandsynligvis vil svede adskillige kilo af.

»Og med presset, det skaber på din mave, får det dig til at tænke dig om en ekstra gang, før du tager en portion til,« som han skriver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu