Læsetid: 3 min.

Sammenbrud

Vi jagtede en skurk for at skrive historien om Port Au Prince undergang og fandt først hvad vi søgte, da vi fik nyheden om, at hvis du er en de heldige og holder ud, så er hjælpen på vej og derhjemme venter mor og far
Tilbage igen. Med historien om redningen af den danske FN-medarbejder Jens Tranum Kristensen kom nyhedsdækningen tilbage på et velkendt spor.

Tilbage igen. Med historien om redningen af den danske FN-medarbejder Jens Tranum Kristensen kom nyhedsdækningen tilbage på et velkendt spor.

Marco Dormino

22. januar 2010

Nyhedshistorier er bygget op omkring forestillingen om en velordnet verden, fordi journalisterne følger aktantmodellen, når de skal fortælle deres historier.

Som for eksempel historien om Michael Falch [subjekt], som TV2 kørte søndagaften. Han var flyttet til Tåsinge [hjælper] for at finde ro og fred [giver] og få inspirationen til en ny plade [attrået objekt] frem for at lade sig drage af alkoholens fristelser [modstander]. En af den slags nyhedshistorier, som bekræftede mig i, at Danmark står endnu og nok blive stående på samme sted et godt stykke tid fremover.

Men modellen passer desværre ikke på alle historier. Ganske foruroligende, så passede den ikke på jordskælvet i Port-au-Prince, som var for ubegribeligt til at katastrofen kunne presses ind i bekvemme antagelser.

Journalisternes problem var, at der i de første fem døgn manglede en central figur: Modstanden. Men selv om der virkelig blev gjort en ihærdig indsats på nyhedsredaktionerne for at finde en skurk, så var anstrengelserne forgæves.

TV-avisen forsøgte at caste udlejerne af transportfly til nødhjælps organisationerne i skurkerollen, fordi prisen steg voldsomt med den pludseligt stigende efterspørgsel på fly af især IL 76 typen den russiske traktor. Jersild prøvede i sit talkshow at få Birgitte Ebbesen fra Røde Kors og Micheal Gylling Nielsen fra Læger Uden Grænser til at sige noget anfægtet, men uden held. Man holdt sig til at tale om »at trykke på den store knap« og andre tekniske metaforer for hjælpearbejdet.

Naturen som skurk

Let presset bemærkede Gylling Nielsen dog 40 minutter inde i nyhedstimen, at Haiti er et af verdens fattigste samfund. Et faktum, som jævnligt dukkede op i nyhedsstrømmen. Dog uden, at katastrofen blev en overbevisende parallel til oversvømmelsen af New Orleans, hvor modstanderen var den svigtende stat. Men i Haiti var der jo nærmest ingen statsmagt før katastrofen og da slet ikke nu.

Da hjælpen var lang tid om at nå frem, måtte Anders Ladekarl fra Røde Kors på skærmen og forklare, at man altså »ikke kunne bygge nye lufthavne«, hvilket virkede plausibelt, så heller ikke hjælpeorganisationernes eventuelle svigt kunne bruges.

En oplagt skurk ville ellers have været naturen, som den har været det i de cirka 200 år, der er gået siden jordskælvet i Lissabon. Før ødelæggelsen af Lissabon var man tilbøjelig til at give gud skylden for dommedag. En vinkel som den amerikanske evangalist Pat Robertson forsøgte at genoplive på CNN med sin udmelding om, at dette var guds straf, fordi det Haitianske folk havde indgået en pagt med djævlen.

Men efter Lissabon har moderne mennesker overvejende sat naturen på modstanderens plads. For eksempel i forbindelse med tsunamien hvor støttesangen Så små vi er fabulerede hjælpeløst over menneskets lidenhed .

Opbyggeligheden

Naturen var dog stort set fraværende i dækningen. Der var ingen geologer, ingen naturvidenskabelige foredrag om teutoniske plader, ingen historier om varslingssystemer eller mangel her på. Man kunne finde et klip på DR update hvor Jesper Theilgaard gennemgår de naturvidenskabelige årsager til katastrofen.

I stedet stirrede vi ind i det totale sammenbrud.

Endelig søndag aften kom historien, der genetablerede aktantmodellens orden: Redningen af danskeren Jens Tranum Kristensen, der havde ligget fastklemt i ruinerne i ikke mindre end fem døgn.

21 søndag brugte syv-ti minutter på at følge forældrenes lettelse. Og mindst fem minutter dagen efter på at vise en skål i mousserende vin ved det første livstegn i form af en e-mail.

Sagkundskaben i form af en overlæge fra Riget forklarede, at Jens Tranum (subjekt), at miraklet var held (hjælper) i uheld (modstander). Derfor var han blevet reddet (giver) og fået livet (objekt). Åbenbart i modsætning til de angiveligt 50.000, der havde været så uheldige at miste dét.

Katastrofen endte således som en opbyggelig historie, der fortalte, at hvis du er en af de heldige og holder ud, så er hjælpen på vej og derhjemme venter mor og far. Men hvis du er uheldig og tilfældigvis er født i et samfund uden infrastruktur, så dør du, når verden styrter sammen.

TV-avisen, TV 2 News, CNN

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu