Læsetid: 5 min.

Sarkozy vil kanonisere Camus

50 år efter at den eksistentialiske romanforfatter kørte i døden, bør hans lig overføres til Pantheon, mener Frankrigs præsident. Forslaget har afstedkommet hidsig debat i fransk åndsliv, hvor mange forarges over den borgerlige Sarkozys skamløse udnyttelse af en af venstrefløjens og humanismens helt store helte
'Min far var en meget tilgængelig forfatter, som 
 folk kommer til at få et tæt forhold til. Han stiller de spørgsmål, som står helt centralt i vores tilværelse,' siger Albert Camus' datter, Catherine Camus. Hun bestyrer hans litterære arv, men har endnu ikke besluttet, om hendes fars lig må flyttes.

'Min far var en meget tilgængelig forfatter, som
folk kommer til at få et tæt forhold til. Han stiller de spørgsmål, som står helt centralt i vores tilværelse,' siger Albert Camus' datter, Catherine Camus. Hun bestyrer hans litterære arv, men har endnu ikke besluttet, om hendes fars lig må flyttes.

6. januar 2010

Albert Camus lignede ikke en forfatter eller filosof. Han havde en mytisk filmstjernes forpinte og fatale look. Og som en menneskelig myte kom han af dage i en alder af blot 47, da hans kraftfulde Facel Vega-sportsvogn pludselig skred ud på en isbelagt vej 150 km syd for Paris og tørnede mod et træ den 4. januar 1960. 50 år senere er Camus - forfatteren, modstandshelten, flanøren og målmanden - fremdeles en af verdens mest populære forfatterskikkelser. Og en af de vanskeligste af definere. Var han venstreorienteret eller libertarianer? Var han romanforfatter eller eksistentialistisk filosof? Var han modig humanist eller kynisk skørtejæger?

På samme måde som hovedpersonen i en af hans bedst kendte bøger - Den fremmede - er Albert Camus forblevet en outsider, og forsøg på at fortolke ham snævert eller putte ham i bås kan stadig skabe ballade.

Nu har selveste Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, som har været en begærlig læser af Camus siden sin ungdom, vovet sig ud i dette vanskelige terræn. Han ønsker at gøre krav på Camus på nationens vegne, hvilket indebærer, at forfatterens jordiske rester skal forflyttes til en plads i Pantheon, det sidste hvilested for den franske nations største sønner (og en enkelt stor datter). Og som man måske kunne forudse, har statschefens forslag udløst en vidunderlig fransk intellektuel storm. Hvor vover en højrefløjspræsident at stjæle en venstreorienteret helts lig? (Camus var i modsætning til Jean-Paul Sartre, hvis gode ven han var indtil udgivelsen af værket Oprøreren, aldrig en virkelig helt for Frankrigs venstrefløj, men lad det nu ligge.) Og hvor vover en antiintellektuel præsident at føre sig frem som intellektuel ligrøver og placere Den Store Outsider i templet for De Officielt Store og Gode.

Venskab og kvinder

Og endnu en storm risikerer nu at bryde ud i Frankrig som følge af en tv-film om det sidste tiår i Camus' liv, der havde premiere i aftes på kanalen France 2. På forhånd havde den fået fremragende anmeldelser, men det er faldet flere Camus-elskere for brystet, at filmens prisme for skildring af den store humanist i vidt omfang er hans ofte smertelige og hjerteløse relationer til kvinder. (Fra hans elskede analfabetiske mor til hans selvmorderiske hustru til hans officielle elskerinde - og adskillige veninder gennem hele livet.)

Filmskaberne har dog deres research i orden - de har bl.a. konsulteret Olivier Todd, forfatter til en af de bedste Camus-biografier, der er skrevet og kendt som BBC's flamboyante Paris-korrespondent i 1960'erne. Og selv er Todd også af den opfattelse, at Camus bør huskes som den modsætningsfulde og komplekse mand, han var - ikke som et humanistisk ikon eller et symbol på en 'ædel sjæl', ja ikke engang som filosof.

Todd insisterer på, at Camus »først og fremmest var forfatter« og »beherskede forfatterhåndværket fremragende« >med det mål at udtrykke livets absurditet og mystik.

»På et tidspunkt forsøgte han at formulere en meget fransk, meget litterær form for filosofi. Men han slog snart ind på en anden kurs. Allerede i en meget tidlig fase erklærede han: 'Jeg er ikke eksistentialist'.«

I den generelle kulturelle bevidsthed forbliver Camus dog ikke desto mindre sammenkoblet med Jean-Paul Sartre, som i over et årti var hans rival, ven og lejlighedsvise ledsager i de røgfyldte lokaler på Rive Gauches brasserier i Paris. Groft sagt hyldede begge mænd den opfattelse, at der ikke findes absolutte moralbegreber eller sandheder - kun de værdier og friheder, som mennesker skaber for sig selv.

Venskabet tog en brat ende, da Camus på tryk latterliggjorde de franske intellektuelles, herunder Sartres vane med at sidestille 'frihed' med kommunisme.

Camus, som kom til verden i en fattig, hvid familie i Algeriet, vakte også den franske venstrefløjs vrede ved at nægte at tage parti til fordel for efterkrigstidens voldsomme antikolonialistiske bevægelser. Han støttede dog heller ikke de hvide kolonialister, men opfordrede - måske naivt, måske polemisk - den franske hær og de arabiske uafhængighedsbevægelser til at kæmpe mod hinanden til døden og lade alle civile i fred.

En af de mest læste

Camus huskes navnlig uden for Frankrig som en slags Sartres udtrykte modbillede. Hvor Jean-Paul var fysisk grim, var Albert en flot mand. Hvor Jean-Paul skrev bøger under den nazistiske besættelse, sluttede Albert sig til modstandsbevægelsen. Hvor Jean-Paul kom til at tilbede stalinismens sære guder, maoisme og vold som politisk kampmiddel, forblev Albert en standhaftig modstander af enhver totalitarisme og vold.

I Frankrig har den dominerende venstrefløjsintellektualisme imidlertid indtil for relativt nylig foretrukket Sartre fremfor Camus. Centre Albert Camus i Aix-en-Provence, hvor alle forfatterens efterladte papirer opbevares, tiltrækker langt flere udenlandske end franske forskere.

Camus er dog fortsat en af de mest læste forfattere i Frankrig, selv om det længe har været mondænt i akademiske cirkler at nedgøre ham som en 'teenagerforfatter', som egner sig mere til klassesæt for skolebørn end som emne for sofistikerede studier.

Marcelle Mahasela, som bestyrer Camus-centret, siger, at problemet er, at Camus var for meget af en fritænker til at appellere til venstrefløjens filosoffer. »Han forsvarede ikke noget accepteret tankesystem,« pointerer hun. »Han var en anstødssten for tidens franske rationalisme og lod sig ikke indordne under nogen klar kategori.«

Datter bestyrer arv

Der er imidlertid tegn på, at Albert Camus omsider er ved at blive taget alvorligt i Frankrig - ikke som filosof, ganske vist, men som forfatter. 50-året for hans død har således resulteret i en sand syndflod af akademiske værker og sågar - hvilket er den ultimative ære i Frankrig - i et tegneseriealbum om hans liv.

Camus blev født i Mondovi i det daværende fransk Algeriet, i 1913. Hans far blev dræbt allerede det følgende år i slaget ved Marne. Hans analfabetiske og delvist døve mor forsørgede familien ved at arbejde som rengøringskone.

Alberts talent blev opdaget af en lærer, og han begyndte at studere på Université d'Alger, hvor han også stod på mål for universitets fodboldhold. Han erklærede senere - til sportshadende intellektuelles afsky - at han havde lært alt, hvad han vidste om livet og menneskeheden ved at vogte sit fodboldmål.

Efter at have arbejdet som journalist i Algier og i Paris samt taget del i modstandsbevægelsen under krigen, blev han forfatter på fuldtid. Hans berømmelse bygger i hovedsagen på de tre romaner: L'Étranger (Den fremmede, 1942), La Peste (Pesten, 1947) og La Chute (Faldet, 1956).

Spørgsmålet om, hvorvidt Den fremmede bør kanoniseres som en af den franske litteraturs absolutte hovedværker er dog stadig uafklaret. Beslutningen om, hvorvidt hans lig skal flyttes til Pantheon vil skulle træffes af hans efterladte familie, navnlig hans datter Catherine Camus, som bestyrer hans litterære arv. Hun udtalte denne uge, at hun ikke har besluttet sig endnu. Hun beklagede sig samtidig over, at de personer, som anklager Sarkozy for at 'misbruge' hendes far, samtidig selv »bruger min far som anti-Sarkozy missil.«

Men alt taget i betragtning, antyder hun, kan hun intet se til hinder for, hvorfor Camus ikke skulle hædres som en af Frankrigs største forfattere, side om side med Victor Hugo og Émile Zola.

»Min far var en meget tilgængelig forfatter, som folk kommer til at få et tæt forhold til,« siger hun.

»Han stiller de spørgsmål, som står helt centralt i vores tilværelse.«

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Skønt igen, at se Camus navn på tryk – men lige et lille men! Når John Lichenfield skriver: ” Hvor Jean-Paul skrev bøger under den nazistiske besættelse, sluttede Albert sig til modstandsbevægelsen.” En sandhed med modifikationer. Skal man tro Annie Cohen-Solal ( som er forfatter til den stort anlagte biografi: ”Sartre”) hævder hun, at Jean-Paul Sartre: ”Han var med, men samtidig var han udenfor.” Sartre deltog i redigering af undergrunds blade, og anti- nazi, skriverier i samme blade. I den forbindelse var han med i flere undergrunds grupper. En overgang tilsluttede han sig en gruppe som skulle påbegynde sabotage, men flere af gruppe medlemmerne blev arresterede, inden de kom rigtig i gang, og det hele løb ud i sandet!

Jean-Paul Sartres 'gode navn' i den franske frihedskamp skyldes vist mestendels hans kvindelige livsledsager Simone de Beauvoirs indsats..