De er tydeligvis et par, som de kommer gående. Et smukt par. Men først og fremmest er det tydeligt, at de hører sammen. Når man taler med dem, mærker man, at de hele tiden har føling med hinanden, supplerer hinanden og ved, hvad hinanden tænker, og mærkeligt er det ikke, for de har arbejdet meget tæt sammen.
»Der findes ikke en sætning i hele bogen, som kun en af os har skrevet,« fastslår Alexandra Ahndoril.
Det er Hypnotisøren, hun taler om, parrets allerede vidt berømte krimi om Erik Maria Bark, hypnotisøren, der har svoret aldrig mere at hypnotisere, men som 10 år senere lader sig overtale til det, da en kvindes liv står på spil.
Historien om deres forfatterpseudonym, Lars Kepler, der dukkede op ud af det blå intet med denne bog, trak overskrifter i 2009. Det var godt stof, at der bag pseudonymet viste sig at gemme sig det velrenommerede forfatterpar Alexandra og Alexander Ahndoril - han senest kendt for sin opsigtsvækkende bog om Ingmar Bergman, hun for sine historiske romaner. En af disse er imidlertid en roman om Tycho Brahe, og det satte medierne på sporet, eftersom Johannes Kepler var Tycho Brahes elev.
Nu kommer romanen på dansk, omgærdet med det nødvendige hemmelighedskræmmeri. »Eksklusiv Proof Copy - ikke til salg«, står der i et blodrødt bånd hen over forsiden på interviewerens eksemplar.
Vanrøgtede børn
Hypnotisøren er en krimi, der overholder alle genrens forskrifter, men den er også en roman, hvor man fornemmer en holdning bag. For eksempel er der blandt alle forbryderne i værket - og de er mange! - kun én udlænding, en serber. Mange af forbryderne er desuden børn, og man tør slet ikke tænke på, hvor megen 'indvandrer-bandekriminalitet', der kunne være fyldt i sådan en historie. Men her er alle de afstumpede, hårdkogte møg- unger svenske. Man aner en bevidst hensigt?
»Vi ville væk fra klicheerne,« siger Alexandra Ahn- doril, »vi ville under ingen omstændigheder bekræfte fremmedfjendtligheden. Hellere se på, hvordan det normale er.«
»Hvis der sker noget grimt inden for det område, der opfattes som normalt, vender man blikket bort, der er ting, man ikke ser, eller man opfatter det som en 'tragisk misforståelse',« supplerer Alexander Ahndoril.
»Hvis man tror, at det er indvandrerne, som begår de fleste forbrydelser, så er det det, man får øje på. Men der findes vanrøgtede børn i alle klasser. I Sverige var der en gruppe unge, som slog en ung dreng ihjel. Det viste sig, at de alle var overklassebørn med masser af penge. De havde bare aldrig fået nogen omsorg.«
»De børn, vi skriver om, er forladte børn, det vi skriver er en kritik af deres forældre, ikke af børnene.«
»Aida og Nicki, de to bipersoner, som spiller en rolle i historien, er underklassebørn. Men de har hinanden, og det redder dem,« indskyder Alexandra Ahndoril.
Navne
Aida kom til at hedde Aida, fordi det er et smukt navn, og fordi Alexandra engang har kendt en, der hed det, fortæller Alexander Ahndoril.
»Navne kommer, når man skriver, man får ansigter på personerne, og ligeså med navne, de vokser i frem i ens fantasi.«
Sådan var det også med deres pseudonym, Lars Kepler. Det er dannet af to af deres valgslægtskaber, ud over astronomen Johannes Kepler, der har leveret efternavn, er det Stieg Larsson, som skjuler sig i fornavnet. Fordi parret beundrer ham, siger de.
Johannes Kepler opfatter de som en kriminalkommissær,« fortsætter de. »Tycho Brahe kunne ikke få sine observationer til at passe, fordi han havde sine forudfattede meninger. Han mente, at planeternes baner måtte følge den fuldendte form, cirklen. Men på baggrund af de få fakta, Kepler fik fra Tycho Brahe, var han i stand til at finde frem til den rigtige form på planeternes baner, nemlig at de er ellipseformede.«
Aftaler ved morgenbordet
Romanens blik på det svenske samfund ligger i forlængelse af god svensk krimi- tradition, og Alexandra og Alexander Ahndoril betragter da også ganske rigtigt forgængere som Sjöwahl og Wahlöö som forbilleder. Til dels. De er otroligt bra, mener de, men Ahndoril-ægteparret arbejder alligevel anderledes end dem, siger de. Sjöwahl og Wahlöö skrev hver andet kapitel i deres bøger, hvorefter de byttede. »Det mærker man,« mener det finlitterære Ahndoril-par. Deres arbejdsmetode har været en anden.
Ved morgenbordet aftaler de, hvad dagens afsnit skal handle om, så tager de hver en scene, skriver en time og efterlader huller i teksten, hvor de ikke lige har kunnet finde på noget. Derefter mailer de resultatet til hinanden og sætter sig hver især til at skrive videre på den andens oplæg.
»En time efter får man sin første tekst tilbage, og så er der allerede sket en hel masse. På den måde går det dobbelt så hurtigt, som hvis man skriver alene,« forklarer Alexander Ahndoril. »Normalt, når man arbejder på en tekst, må man lægge den fra sig og lade den lagre et stykke tid, før man kan se på den med friske øjne. Her får man hele tiden friske øjne.«
»Det er også en grund til, at det er godt at have en forfatter som Lars Kepler at skrive ud fra,« fortsætter Alexandra Ahndoril. »På den måde er vi befriet fra vores egne forfatterskaber. Vi har skabt os et meget konkret billede af Lars Kepler og har en klar fornemmelse af, hvordan han ville skrive og håndtere de scener, vi udarbejder sammen.«
Romanpersonerne væk
Men hvordan fandt de overhovedet på, at det var en kriminalroman, de ville skrive? Når de gik i gang med at skrive Hypnotisøren, var det fordi de begge på samme tid var færdige med de manuskripter, de arbejdede på, fortæller de.
»Vi har tidligere gerne villet arbejde sammen, og vi har også forsøgt det før, blandt andet har vi prøvet på at skrive dramatik sammen, men det gik ikke,« erklærer Alexandra Ahndoril, »vi var hverken enige om stil eller sprog.«
Nu var de imidlertid færdige med hver deres bog samtidig og følte begge den tomhed, der opstår, når man har afleveret et manuskript, fortæller de.
»Man er vant til træffe sine romanpersoner hver dag i måske tre år,« siger Alexander Ahndoril, »og pludselig er de væk.«
»Så tænkte vi, at hvis vi nu finder på noget helt andet,« fortsætter Alexandra Ahndoril, »så går det måske.«
Og så fandt de på en historie om Lars Kepler og gjorde ham af gode grunde menneskesky, eftersom det jo ikke var meningen, at publikum skulle finde ud af, hvem der gemte sig bag pseudonymet.
»Men han er konkret, vi skriver om det, han synes er spændende.«
Og det skulle være spændende. Derfor valgte de at skrive i præsens. De ville holde sig til genren, de ville skrive med cliffhangers, skrive filmisk, man skulle kunne se personerne for sig, siger de.
De opstillede en række regler. Man skulle kunne forstå, hvorfor de uhyggelige hændelser sker. Derfor er afsnittene om hypnose også meget detaljerede og i overensstemmelse med, hvordan hypnose foregår. Man er i stand til at følge med.
Og de ville have tempo. Noget af bogen foregår 10 år tilbage i tiden, men stadig her benytter forfatterne præsens.
»Vi var også interesseret i at undersøge, hvad der sker, når et menneske tvinges til at vende tilbage til fortiden. Ingen undgår sin skæbne,« konstaterer Alexander Ahndoril uheldsvangert.
Et andet genretræk, som Hypnotisøren overholder til punkt og prikke, er, at man ikke hænger en pistol op i første akt, uden at den affyres i tredje. Alle elementer, der indføres, skal bruges i udviklingen af handlingen, eller som Alexander udtrykker det: »Ingen dør må gå i baglås uden grund«. Men man må ikke kunne gætte løsningen.
Og så skulle bogen ende godt.
»I andre romaner kan man vende og dreje alting, man kan lade gåder hænge i luften, men i krimien har man behov for en lykkelig slutning. Ellers kan man ikke holde ud at læse om de forfærdelige ting, der foregår. Man må vide, at der er en vej ud,« mener de.
Mørkeræd
Desuden har Ahndoril-parret gerne villet vise, at man ikke fødes som et monster, forklarer de.
»Bliver man et monster, er det på den ene side resultatet af det, der er sket for én undervejs,« siger den ene.
»Men på den anden side ville vi også vise, at man har et valg. Man kan ikke bare skyde alting over på barndommen,« supplerer den anden straks.
- Ikke desto mindre er jeres bog blevet en temmelig blodig affære, hvor det ikke mindst går ud over børnene?
»Det var vi nødt til for vores ærligheds skyld. Vi har skrevet om det, vi selv var allermest bange for,« siger parret, der har tre små piger. »Det værste man kan forestille sig er, at der sker dem noget.«
Måske er det den rolle, krimien har, mener de, at være et spejlbillede af vores egen skræk - »men for underholdningens skyld,« understreger Alexander Ahndoril. »Hvis man læser om det samme i avisen, bliver man jo bare ked af det og bange. Her ved man, at det ikke er rigtigt, og at der kommer en løsning og et svar.«
Alexandra Ahndoril indrømmer dog, at rædslerne påvirkede hende selv.
»Jeg blev mørkeræd og måtte op og sikre mig, at dørene var låst,« smiler hun.
»Det er i virkeligheden umuligt at forstå, at man lever i et samfund, hvor overgreb af værste slags finder sted, men at der ingen national solidaritet er,« udbryder Alexander Ahndoril. »Det er svært at acceptere, at vi lever i så stor velstand og samtidig er så selviske. Der er 40 krige i gang i verden, og ingen engagerer sig. Vi vender ryggen til.«
Det skaber et brud i psyken, mener parret.
»Vi gør hele tiden det, vi ved er forkert,« siger Alexander Ahndoril, »eller vi gør ikke det, vi ved er rigtigt,« tilføjer Alexandra Ahndoril. »Hvad gør vi for at stoppe krigene?«
- Hvad skulle vi gøre?
Begge tøver et øjeblik, så svarer de:
»Arbejde politisk.«
»Måske er det derfor, vi er tiltrukket af krimien, det er en måde at bearbejde afmagten på,« tilføjer Alexander Ahndoril.
