Nyhed
Læsetid: 2 min.

Stephensen-farcen fortsætter

Ni arbejdstimer var der imellem fyringerne af Jon Stephensen. Denne gang er det filmselskabet Zentropa, der har skilt sig af med den tidligere teaterdirektør. Kilder hævder, Susanne Bier står bag. Det benægter Zentropa-chef Peter Aalbæk, der dog erkender at lyve 400 gange om dagen
Kultur
9. januar 2010

»Det er rædselsfuldt. Jeg har pebet helet formiddagen,« siger Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen.

I dag har han måttet erkende, at den tidligere direktør for teatret Gasværket efter en enkelt arbejdsdags ansættelse ikke længere er omverdenschef i filmselskabet.

Da Ekstra Bladet fortalte nyheden, afviste Peter Aalbæk ellers historien.

»Altså, tror du, jeg er idiot? Jeg ansætter og fyrer da ikke en mand samme uge«, sagde han.

Men det var altså ikke desto mindre lige netop, hvad der skete. Jon Stephensen, der for nylig blev fyret som teaterdirektør, fordi han havde modtaget tvivlsomme konsulenthonorarer ved siden af sin direktørløn, blev endnu en gang fyret.

Meget lidt heroisk

Ifølge Peter Aalbæk er det »interne stridigheder«, der har ført til beslutningen. Og nærmere vil han ikke komme det.

»Den slags er aldrig smukt og egner sig ikke til at blive hængt op i flagstangen. Det er altid ækelt og meget lidt heroisk og har det bedst under gulvtæppet,« som han siger.

Ifølge Ekstra Bladet skyldes fyringen, at flere topfolk i Zentropa var rasende over ikke at være blevet informeret om ansættelsen i første omgang.

Ifølge avisen skulle blandt andre filminstruktør Susanne Bier, der er aktionær i selskabet, havde været stærkt utilfreds. Og flere kilder siger til Information, at det skyldes Biers kæreste, Jesper Winge Leisner. Han var producent på Gasværkets forestilling Elsk mig i Nat, der indbragte Jon Stephensen de kontroversielle konsulenthonorarer, og han har ved flere lejligheder undsagt Stephensen, efter dennes fyring.

Men ifølge Peter Aalbæk står Susanne Bier ikke bag fyringen.

»Hun er ikke personalechef i Zentropa og bliver det ved Gud i himlen heller aldrig,« siger han.

- Det er ikke hendes skyld, at det er endt sådan her?

»Nej.«

- Det er der mange, der tror.

»Ja, men der er også mange, der tror, at jeg går rundt i Herfølge om aftenen i dameunderbukser.«

400 løgne om dagen

Hvordan kan det være, at du i første omgang dementerede historien om fyringen i så klare vendinger?

»Jeg bliver jo nødt til at lægge røgslør ud, indtil jeg ved, hvad vi skal gøre. Jeg kan jo ikke fortælle, hvad vi overvejer. Og der står jo ikke i min ansættelseskontrakt, at jeg skal fortælle sandheden.«

- Hvordan kan vi så regne med, at du fortæller sand-heden nu?

»Det kan I heller ikke. Jeg er jo ikke offentligt ansat. Jeg er en firmaleder, der indrømmer, at jeg lyver 400 gange om dagen. Så kan man jo tro på mig eller lade være.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Susanne Bier eller Jon Stephensen.

Ifølge en pressemeddelelse fra Zentropa har Lars von Trier hyret Jon Stephensen til at promovere sin næste film, Melancholia.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her