Læsetid: 6 min.

Den store enigheds tid er forbi

Vi har det, man kan kalde en splittelse mellem en politik, der kun handler om at opnå genvalg og en række politiske udfordringer, som ikke kan løses på det niveau, hvor politikerne skal vælges. Eksempelvis klimaproblemerne, siger den tyske sociolog Ulrich Beck
30. januar 2010

Det koster liv, det koster dyrt, og det koster rigtig meget dårlig samvittighed. Det er en skandale, og vi ved, det er en skandale. Vi ved, hvad der skal gøres, men vi ved også, det ikke bliver gjort: »Det store spørgsmål er, hvorfor vi ikke får en klima-revolution?«

Dette spørgsmål bliver stillet af den tyske sociolog Ulrich Beck i et tomt undervisningslokale på Københavns Universitet en eftermiddag i januar. Der ligger sne i Botanisk Have ovre på den anden side af vejen. Beck indleder sine svar på engelsk, men slår hurtigt over i tysk. Han har om formiddagen holdt åbningsforelæsning på Dansk Sociologkongres 2010, og nu fortsætter han med at stille spørgsmål:

»Hvorfor får vi ikke en økologisk storm på hovedkvarteret? Klimaforandringerne er en udfordring på niveau med krig, fattigdom og undertrykkelse.«

Ulrich afbryder sig selv for at svare: »Den centrale indsigt er, at klimaforandringer er et problem for eliterne. Det er defineret af og for de videnskabelige og politiske eliter. Selv i Tyskland, som regner sig for et særligt grønt land, er det ikke et problem, som optager folk på gaden. Og selv i den tredje verden, hvor konsekvenserne er synlige og tydelige, er det ikke en folkesag. Der er med andre ord en splittelse mellem den sociale dagsorden og klimadagsordenen.«

Det er ifølge Beck ikke kun problemet, som er formuleret af eliterne. Det er også løsningerne. Det er svært at sige, hvad folk skulle kræve i klimakampens navn, hvis de virkelig ville gennemføre en revolte.

»Men klimaforandringer kan ikke isoleres til et spørgsmål om klima. De dækker over en ekstrem global ulighed, som det er på tide at se i øjnene. Det illustrerer tydeligt, at vi må tænke politik helt forfra. Det sociale må på globalt plan tænkes sammen med klimaforandringer.«

Manden og lyset

Vores vestlige forventninger passer ifølge Ulrich Beck ikke længere til verden. Vi søger nationale svar på verdensomspændende spørgsmål. Vi forventer løsninger fra folkevalgte nationale parlamentarikere på problemer, som kræver fælles global handling.

Han illustrerer det med en vittighed:

»En mand står om natten og leder efter sin pung under en gadelygte. Han ved godt, at han har tabt den et andet sted. Men alligevel leder han dér. Da han bliver spurgt, hvorfor han leder dér, svarer han: Det er det eneste sted, jeg kan se noget ...«

Således også med de vestlige borgere: Vi kræver til valgene i vores lande, at politikerne tager sig af finanskrise, indvandringsstrømme og klimaforandringer, som de ikke har en chance for at gøre noget ved. Vi ved det godt, men det er det eneste sted, vi kan kræve.

Vi vil alle sammen have demokrati, men er demokrati overhovedet stadig muligt? Din bog Magt og modmagt i den globale tidsalder afsluttes med en nekrolog over demokratiet?

»Det er muligt, ja, og det er stadigt nødvendigt. Men vores demokratiske forventninger er skarpt adskilt fra vores politiske problemer. Hele vores politiske system er bygget op omkring nationale partier, nationale institutioner, nationale aviser, national forskning og nationale valg.«

Hvad betyder det?

»Der er ikke store løsninger på de store problemer, kun dårlige svar på store spørgsmål. Men vi har på den anden side ikke nogen stor diskussion om en opfindelse af politik på et overnationalt niveau. Vi har det, som jeg vil kalde en splittelse mellem en politik, der kun handler om at opnå genvalg og en række politiske udfordringer, som ikke kan løses på det niveau, hvor politikerne skal vælges. Det passer ikke mere sammen. Den største udfordring i dag er at bringe de to niveauer sammen igen.«

Men vi må også erkende, at vi ikke kan forholde os til alt. Nu sidder vi og ser på Haiti og bliver bevidste om alt det, vi ikke ved. Lige før blev vi under klimatopmødet også bevidste om alle de konsekvenser, vi ikke kendte af den globale opvarmning. Kan vi rumme de globale problemer uden at blive afmægtige?

»Det er en af de første reaktioner: Vi kan ikke gøre noget. Denne globaliserede situation er en total overbelastning af os. Man opdager, at man ikke ved noget om de andre, og at man slet ikke har kompetence til at blande sig i deres politiske spørgsmål. Vi taler om ting, som vi hverken har oplevet selv eller ved noget nærmere om. Det er pinligt. Disse forhold gør os forlegne.«

Men vores forlegenhed ændrer ikke verden. Vi bliver ifølge Beck nødt til at overkomme vores begrænsninger:

»Indtil nu har vi sagt, at vi kun kan overskue vores eget nærområde, og at vi må lade fjernere egne ude af betragtning. Så det overbelaster os totalt, at vi nu skal forholde os til dem, der er længst væk, og tale med dem. Men det ændrer ikke ved, at vi er tvunget til at forholde os til resten af verden nu. Problemer som terrorisme, globale risici, forurening og alt muligt andet kræver, at vi lærer at forholde os til nye helheder og gentænker det politiske.«

Ulrich Beck har længe advokeret for et nyt verdensborgeskab. Det er ikke idealistisk og intellektuelt, men realistisk og påkrævet. Drømmerne er dem, der fornægter den ny kosmpolitisme:

»Tidligere drømte intellektuelle om verdensborgerskabet. Man havde idealer om en skøn global samtale. Det er ikke den kosmopolitisme, der møder os i dag. Den er beskidt, den kommer nedefra, og den er tvingende. Det er problemer med våbensalg, narkohandel, organiseret kriminalitet, overnationale selskaber og finanstransaktioner, som kræver, at vi agerer politisk på et nyt niveau. De dagsordener styrer os, hvis vi ikke styrer dem.«

COP15

Man kan se det netop overståede klimatopmøde i København som en øvelse i global handling. Og mange har set den øvelse som en fiasko:

»Klimaforskerne har været ekstremt dygtige til at få klimaet på dagsorden. Det er en meget vanskelig øvelse, som nu er lykkedes. Klimaforskerne bliver på den måde naturvidenskabernes dommedagsprofeter. Men de skal være forsigtige med at tro, at indsigt i katastrofen nødvendigvis fører direkte til politisk handling.«

Hvorfor?

»Det skaber forkerte forventninger, som fører til store skuffelser. Hvis man har den indstilling, at indsigten i sandheden skal resultere i øjeblikkelig politisk handling, er der ikke langt fra et globalt diktatur. Så har vi en slags global undtagelsestilstand, som fra et demokratisk perspektiv er uacceptabel. Vi må huske på, at det her er spørgsmål, som griber ind overalt i folks liv: fra mad til deres daglige transport. Det bliver nærmest et politisk problem at blive skilt, fordi to husstande udleder mere CO2 end én. Vi må huske på, at demokratierne er med til at skabe opbakning og fundament for handling på lang sigt, men ikke lige med det samme.«

Hvordan ser du COP15 i det perspektiv?

»COP15 var ikke en fiasko, som mange ønsker at sige. Det var en øjenåbner. En øjenåbner til et nyt landskab for global politik, hvor udviklingslande som Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien indtager magtfulde roller. Og vi kan ikke drive forhandlingerne med vores gamle begreber.«

Den vestlige verdens overherredømme er ifølge Beck forbi. Det har det været længe, men indtil mødet i København kunne vi lade som om, vi ikke vidste det. Han forklarer det med en ny vittighed:

»De andre accepterer ikke en aftale, som er bestemt af os. Det er, som om de rige lande har holdt en stor fest på et dyrt traktement. De har haft det rigtig sjovt, men så kommer tømmermændene. Så åbner de døren for de fattige lande og siger: Kom ind, kom ind. Lad os dele regningen. Men sådan går det ikke længere. Det er læren fra København.«

Hvordan omsætter man den lære positivt?

»Det er meget svært, fordi vi må erkende, at vi ikke kan blive enige. Vi kan ikke engang blive enige, når vi sidder og diskuterer hjemme ved aftenbordet. Hvordan skulle vi så kunne blive enige? Men vi andre kan heller ikke længere diktere præmisserne, som de andre skal skrive under på. Diskussionen om klima hører sammen med diskussionen om vestens historiske dominans og kolonialismen. Det synes vi måske ikke er så farligt relevant. Men det synes de. Og hvis man skal nå en aftale efter København, kommer man ikke uden om, at vi må lære at overtage hinandens perspektiver. Vi skal se os selv, som de ser os og omvendt. Og vi skal lave kompromisser. For vi kan ikke blive enige alle sammen om det hele. Det er der, vi starter. Og det er lektien fra København.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Orkestret om bord på Tiitanic valgte også at spille videre, siges det. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det er under alle omstændigheder en god historie.