Læsetid: 6 min.

Tegnefilmen har fået en uventet renæssance

Da computeranimerede film brød igennem i 1990’erne, lukkede alle Hollywoods tegnefilmsstudier på stribe. Nu har Disneys skelsættende nye tegnefilm, ’Prinsessen og Frøen’, givet den håndtegnede animationsfilm et livskys
Da computeranimerede film brød igennem i 1990’erne, lukkede alle Hollywoods tegnefilmsstudier på stribe. Nu har Disneys skelsættende nye tegnefilm, ’Prinsessen og Frøen’, givet den håndtegnede animationsfilm et livskys
22. januar 2010

Ser man bort fra den aktuelle beboer af Det Hvide Hus, har Amerika ikke i mange år set et stærkere eksempel på forandring end Tiana, den gæve og bedårende heltinde i Disneys nye tegnefilm. Det var også på høje tid: Der skulle gå 72 år fra Snehvides opdukken i film-historien, før Tiana blev Disneys første sorte prinsesse.

Tianas historie – en musicaludgave af den klassiske eventyrfortælling om prinsessen og frøen, men omsat til jazztidens New Orleans – fik premiere i amerikanske biografer før jul, og ud over at nedbryde kulturelle skel repræsenterer filmen også et dristigt kommercielt træk fra Disney, der som så mange andre Hollywood-studier i årevis har haft svært ved at række ud imod et minoritetspublikum med en stadig større købekraft.

Bag den evige debat om kulturelle milepæle er filmen imidlertid også blevet et markant symbol på et helt andet plan, om end dette er gået stort set upåagtet hen. Det handler også om Tianas udseende – dog ikke om hendes etniske baggrund, men om, hvordan hun blev til. Billedet, der illustrerer denne artikel, blev nemlig tegnet i hånden.

Men er det nu så revolutionært? Ja, det er det faktisk. For selvom vi alle er vokset op med traditionel, todimensionel animation, siden Walt Disney gjorde tegnefilm populære i 1930’erne, er Prinsessen og frøen den første håndtegnede film fra dette studie i over fem år.

Fyret og smidt ud

Denne lange pause er resultatet af en bevidst politik. Da computergeneret animation, såkaldt CGI, bragede ind på scenen med Pixars kæmpesucces, Toy Story, skete der et hastigt styrtdyk i indtjeningen på traditionelle tegnefilm. Disney udsendte en række film, der endte som fæle flops – deres titler, Fantasia 2000, Atlantis og Skatteplaneten er så godt som glemte i dag. I 2004 mente selskabets daværende chef, Michael Eisner at kunne konstatere, at publikums smag havde ændret sig, hvorfor den gamle håndtegningsmetode måtte droppes helt.

Eisners ryk blev straks fulgt af alle rivaler, og i 2006 havde Hollywood, Mickey Mouses fødested, ikke et eneste tegnefilmsstudie tilbage. Mange af de gamle håndtegnere blev fyret uden videre, mens andre lod sig omskole til den fagre nye computerteknologi. Tusindvis af kreative karrierer blev smidt på lossepladsen. En hel kunstart syntes dømt til at uddø.

I dag i tegnefilmsstudiet Mouse House i Burbank, Californien – hovedkvarter i det globale underholdningsimperium, som blev bygget på håndtegnet fantasi – hersker der endnu i dag en stille vrede over, at den kunstart, som gav verden alt fra Pinocchio til 101 dalmatinere, Jungle-
bogen og Løvernes Konge blev vraget så skammeligt. Men der er også stolthed over, at den nu igen har rejst sig fra de døde.

»Fyringerne af håndtegnere var en likvidering. Det føltes i al fald som at dø,« husker John Musker, medinstruktør af Prinsessen og frøen.

»På et tidspunkt besluttede de sig sågar for at kassere de skriveborde, vi sad ved, og smide vores skitsepapirer ud. Det var utrolig sørgeligt. En helt kunstart fik skylden for at en håndfuld film ikke havde tjent penge nok.«

Netværk truet

Den store omhu, som er blevet ofret på den nye film, repræsenterer en klar æres­oprejsning for Musker og hans medanimatorer. En af dem, Andreas Deja, havde arbejdet for Disney i tre årtier, da håndtegning pludselig blev bandlyst. Han husker, hvordan det kastede ham ud i en alvorlig livskrise.

»Det var en af de dystreste dage i mit liv,« siger han. »Jeg elsker at lave tegnefilm, og har altid lavet tegnefilm. Pludselig havde jeg ingenting.«

Hvis håndtegnede animationsfilm skulle forsvinde helt i bare et par år, frygtede Deja og andre, at det kunne blive en logistisk umulighed at vende tilbage, fordi der så næppe ville være en stor nok talentpulje til at lave større satsninger. Traditionelle tegnefilm er et omfattende kollektivt projekt, der involverer flere niveauer af tegnere og instruktører – superviserende animatorer, chefanimatorer, animatorer, farvelæggere, clean-up-assistenter, baggrundstegnere etc. – for at frembringe de 24 tegninger, som hvert sekund af filmen kræver.

Denne proces, som blev udviklet og perfektioneret af den store pioner Walt Disney selv, er blevet sammenlignet med masseproduktion ved et samlebånd, men det er snarere som et komplekst maskineri, hvor de mange enkelte tegnere griber ind i hinanden som tandhjul. For at nå til tops i dette hierarki må man først tjene sine sporer gennem mange år i juniorpositioner, og selv korte perioder med inaktivitet risikerer at gøre det umuligt at starte hele maskinen igen.

»At lave tegnefilm er en håndværksmæssig færdighed, som gives videre fra tradition til tradition,« siger Ron Clements, medinstruktør af Prinsessen og frøen.

»Jeg har aldrig selv kendt Walt Disney, men jeg har lært meget af mennesker, der kendte ham. Jeg havde min læretid under Frank Thomas, en af Walts ’ni store’ – det var ham, der tegnede spaghettisekvensen i Lady og vagabonden. Så vi vidste, at hvis var uvirksomme for længe, ville de gamle samarbejdsnetværk forsvinde for muligvis altid.«

Ironisk nok kom Disneys beslutning om igen at vendte tilbage til håndtegnede animationsfilm i forbindelse med studiets overtagelse af rivalen Pixar, hvis talent for at popularisere CGI oprindeligt blev til det dræbende stød imod de håndtegnede film. I 2006 blev John Lasseter, den tidligere Toy Story-instruktør, Disneys nye animationschef og i sin første tale til sine medarbejdere lovede han at genoplive den tilsyneladende uddøde kunsart.

Lyriske kvaliteter

»Johns holdning var altid, at det var en dårlig idé at droppe tegnefilm. Kravet om, at de nye tegnefilm skulle skabe lige så store kassesuccesser som de nye CGI-film var efter hans mening ikke rimeligt,« siger Peter del Vecho, producer på Prinsessen og frøen.

»Lasseter mente – med rette, hvis du spørger mig – at grunden til, at Disneys håndtegnede film fra perioden fik fiasko, ikke havde spor med mediet at gøre. Det var simpelt hen, fordi de var ringe film.«

Prinsessen og frøen blev i al hast splejset sammen af to andre eksisterende projekter, hvoraf den ene byggede på en børnebog af E.D. Baker, hvori en piger kysser en frø i håbet om at blive til en prinsesse, men i stedet ender med selv at blive en frø. De gamle håndtegnere, hvoraf mange var arbejdsløse, blev opsporet og genansat. »Det var som magi,« fortæller Deja. »Jeg gik fra dystre dage til ren halleluja.«

Når man ser slutproduktet bliver man da også mindet om den vedvarende charme ved et medie, som skønt det kan forekomme antikveret og artificielt, ikke desto mindre kan frembringe film, som er både mere ’ekspressive’ og ’virkelighedstro’ end deres computerskabte rivaler. Selv efter alle disse år kæmper CGI stadig med at skildre mennesker realistisk – personerne i sidste års succesrige storsatsning, Up, ligner f.eks. rene karikaturer, hvorimod Tiana og hendes medskabninger virker langt mere menneskelige.

»Noget af det charmerende ved tegnefilm er, at den er uperfekt,« siger Mike Surrey, en af filmens ’superviserende animatorer’.

»Faktisk er computeren så præcis, at man ved CGI er nødt til at bruge lang tids efterbearbejdelse for at gøre resultatet uperfekt. Håndtegnede film føles mere romantiske. De har lyriske kvaliteter, fordi de i højere grad gør brug af kunstnerisk intuition.«

Filmens øjensynlige succes – den har allerede indspillet 100 millioner dollars i USA alene – har nu overtalt Disney til at give grønt lys for nye håndtegnede storsatsninger hvert andet år. En nyversionering af Rapunzel skal ramme biograferne allerede senere i år, mens en ny Peter Plys-film er på et forberedende stade.

Hvilket alt sammen munder ud i en renæssance, der kan forekomme uventet, når man ihukommer Hollywoods historiske tilbøjelighed til at skrotte kunstformer (sorthvid eller stumfilm), som synes at have passeret sidste salgsdato. Skønt der er masser af filmteknologisk varm luft – efter Avatar forudsiger mange den todimensionelle films snarlige død – er Prinsessen og frøen en triumferende demonstration på dyderne ved en af de meget gammeldags måder at gøre tingene på.

film@information.dk

Prinsessen og frøen får dansk premiere den 11. februar

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu