Tekst og tegninger i blæk og blod

De skaber voldsomme reaktioner igen og igen, de danske Muhammed-tegninger, og i fredags rettedes verdens øjne endnu en gang mod tegneren Kurt Westergaards hjem i Viby, efter at en 28-årige dansk-somalier var trængt ind i hans hjem med en økse. Wester-gaards tegning blev genoptrykt i seks aviser og overfaldet udløste over 600 artikler verden over.

Så det er yderst relevant stof, ph.d. Dennis Meyhoff Brink sidder med på sit kontor på Københavns Universitet, hvor han siden august har forsket i religionssatirens historie ved Institut for Kunst- og Kulturhistorie. Afhandlingen bliver det første værk, der kulegraver den euro­pæiske religionssatire gennem 300 år, og giver et kulturhistorisk grundlag, som nutidens kontroversielle satire kan forstås og vurderes ud fra.

Dennis Meyhoff Brink smiler ad en tegning fra 2006, der ligger foran ham. Tegningen stammer fra forsiden af det tyske satiremagasin Titanic og viser verdens dominerende religioner i form af store fallosser, der er linet op ved siden af hinanden. Og dog. For mens kristendommen er vældig potent, står det sløjere til med jødedommen og buddhismen, og islam er rent sat ud af spillet. Nederst i højre hjørne er en gul trekant: »Vær venlig at sætte ild til tegningen her.«

»Det spændende ved den er, at den iscenesætter noget, som både østlige og vestlige forfattere påpeger: Nemlig et muslimsk mindreværdskompleks over for vesten, som har indtaget en økonomisk, videnskabelig og kulturel førerposition. Satiren hiver det mindreværdskompleks ned på det kropslige plan, hvilket giver den komiske effekt. Samtidig antyder den, at man også kan identificere sig for meget med sin religion – og at det kan give problemer«.

Tegningen fra Titanic er ét eksempel på de senere årtiers religiøse satire, og den slags læses typisk på to måder i dag, påpeger Dennis Meyhoff Brink. Enten opfatter læseren satiren som en krænkelse og reagerer voldsomt, som det igen og igen er tilfældet med de danske Muhammed-tegninger eller i f.eks. i England, hvor satire over kristendommen har oppisket sindene. Eller også ser læseren satiren som en genre, der er intimt forbundet med europæiske idealer om oplysning og ytringsfrihed og dermed også med grundlæggende værdier i vores kultur, som ingen forurettede følelser skal lægge låg på.

Men satire er meget mere end det, og begge holdninger er ifølge Dennis Meyhoff Brink lige forkerte og ensidige. For historisk er det »fuldstændig uoplyst«, når intellektuelle, politikere og menigmand hævder, at satire er et redskab i oplysningens tjeneste. Hvad de sårede følelser angår, så er det ingen naturlov, at mennesker føler sig krænkede på deres Guds vegne. Tværtimod er de voldsomme reaktioner et »sprængfarligt« produkt af det 20. århundrede, siger Dennis Meyhoff Brink.

Middelalderholdning

Den danske offentlighed blev taget på sengen, da Muhammedkrisen ramte Danmark i 2006. Europa havde kun få erfaringer til at guide debattører og politikere gennem konflikten oven på et århundrede, hvor religionssatiren i det store og hele var gået i glemmebogen til fordel for den politiske satire, forklarer Dennis Meyhoff Brink, og det er blandt grundene til, at han skriver sin ph.d.

»Det er ikke sikkert, at vi kunne have forhindret konflikten, selv om vi havde kendt til de historiske erfaringer. Men vi kunne have handlet og diskuteret på et mere oplyst grundlag. Det er ikke til at finde en bog, der giver en sammenhængende beskrivelse af religionssatirens historie siden oplysningstiden, men havde vi haft den, så kunne vi lynhurtigt have set, at det for eksempel er noget vrøvl, at satire i særlig grad skulle være et oplysningsfænomen,« siger han.

Karen Jespersen, Flemming Rose og Anders Fogh Rasmussen er ifølge Dennis Meyhoff Brink blandt dem, som har bidraget til at skabe en opfattelse af, at satire først og fremmest hører hjemme i en oplysningstradition. Ideen er, at satirikeren er oprøreren, der udstiller Gud og afslører religiøse autoriteter, mens modsætningen er et middelalderunivers præget af religiøse dogmer, hvor ordet aldrig er frit. I virkeligheden er det umuligt at fæstne satiren til én bestemt funktion i samfundet. Samtidig begynder religionssatirens historie netop i den såkaldte mørke middelalder, som de prominente stemmer vil skille den fra.

»Fader Bacchus, som er i kopper, helliget være god vin. Komme din ødelæggelse. Ske dit tumult, som i koppen således også på kroen. Giv os i dag vor daglige drik.«

Satiren har eksisteret siden antikken. Men den religionssatire, som driver gæk med de store monoteistiske religioner, starter, da Europa bliver kristent i den tidlige middelalder. Her laver munkene parodier over fadervor ved folkelige fester. I domkirken i Köln iscenesætter de gudstjenester i anledning af Palmesøndag. Men i stedet for at hylde Jesu’ ankomst til Jerusalem, fejrer menigheden hans æsel med iiiaaa-råb og højtidelige prædikener. Midt i middelalderens officielle alvorskultur fungerer satiren som en ventil for folket ved at degradere det hellige til det profane og det ophøjede til det dyriske.

Præstens bøvsekunst

I tiden omkring reformationen deles Europas religiøse landkort i to, og mens kampene bølger mellem protestanter og katolikker, skifter satiren karakter. Satirikeren er ikke længere en del af det, der grines ad. Nu retter han angrebet mod en fjende, som skal dæmoniseres, fortæller Dennis Meyhoff Brink, mens han finder en tegning frem. Den er gullig og grumset og viser Luther og djævlen. De to er smeltet sammen til et fabellignende monster, hvor teologens hoved er en sækkepibe, som djævlen spiller på. Tegningen er katolsk og viser Luther som djævelens instrument og ikke som guds talerør. Den er et udtryk for satirens dæmoniseringsform.

»Her er der ikke tale om oplysning, men snarere om en skræmmekampagne. Satiren afslører næppe en sandhed og fungerer ikke via et argument. Den forbinder slet og ret to billeder, som derefter lever sammen i vores erindring. Det svarer til, at reklamefolk i gamle dage satte en letpåklædt dame på køleren af en rød Ferrari. Folk vidste godt, at hun ikke fulgte med, men forbandt alligevel Ferrari med letpåklædte damer. Den slags virker under rationalitetens oplyste sfære,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Og den polemiske satire bliver ved at dominere i århundrederne, der kommer:

»Det første Lord Peter (den katolske kirke) gjorde, var at købe et stort kontinent… som han solgte til sine kunder med samme succes igen og igen og igen,« revser den protestantiske præst og forfatteren til fortællingen Gullivers Rejser, Jonathan Swift, for eksempel katolikkernes ide om skærsilden: Det er i virkeligheden et sted, den katolske kirke har opfundet med det ene formål at tvinge penge ud af sine undersåtter, som betaler for at komme hurtigere igennem forgården til himmerrige.

Men ikke al satire tager parti. Samme Swift slår gerne ud efter alle og alt, han finder latterligt. Hvorfor skal vi tro på, at præster er begavet med en særlig åndelig inspiration, som gør dem til superliga blandt verdens sansende væsener? Hvad er ånd i virkeligheden andet end luft, spørger han og svarer selv: Intet! Prædikekunsten er en bøvsekunst, hvor det gælder for præsten om at fylde sig med mest muligt luft forinden. Derfor ser man ofte de fine herrer stå med åben mund i modvind eller endda med en blæsebælg i enden på hinanden.

Satire-renæssance

Én ting er satirens funktion i Europas samfund gennem tiderne. Noget andet er den modtagelse, som tegningerne og de satiriske værker får af folket og magthaverne. Dennis Meyhoff Brink bruger blandt andet gamle dages blasfemianklager og -paragraffer i sin kortlægning af de forskellige tiders reaktioner, og de mørnede skrifter taler deres klare sprog om, hvordan samfundet bekymrer sig om satiren på forskellig vis fra epoke til epoke. I middelalderen gælder frygten Gud. Hans hammer vil falde over den, der træder den almægtiges ære for nær. Under reformationen er det ikke kun Gud, men også kirken, som satirikeren risikerer at krænke, og i oplysningstiden ændrer fokus sig igen.

»Oplysningstiden er stærkt bekymret over den fremvoksende ateisme. Hvis der ikke er nogen Gud, hvad er så op og ned, er der ondt og godt, er der sandt og falsk tilbage? Magthaverne er bange for det fuldstændige anarki, og det kan man læse i blasfemiparagraffer og i traktater omkring beskyttelse af kristendommen: Satiren skulle nu ikke kun begrænses for at beskytte guds ære, men først og fremmest for at opretholde samfundsordenen,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Og med oplysningstiden er historien næsten fremme ved i dag. Efter den følger en periode, hvor samfundets elite bliver stadig mindre religiøs. I stedet vender satirikeren sit spottende blik mod den folkelige naive tro på Gud og paradis, indtil religionssatiren stort set ebber ud ved indgangen til det 20. århundrede.

Da satirens renæssance skyller ind på tærsklen til det 21. århundrede, står Europa med håret i postkassen. Første dønning kommer med Salman Rushdies Sataniske Vers i 1988. Men milepælen for en ny religionssatirisk tidsalder bliver for alvor slået i, da Jyllands-Posten trykker Muhammed-tegningerne i september 2005. Lige så uventede reaktionerne er, lige så hurtigt kortslutter debatten i følge Dennis Meyhoff Brink:

»I Danmark råbte Anders Fogh hurtigt: Ytringsfrihed! Og senere talte han meget om oplysningstiden. Det er også rigtigt, at religionssatiren blomstrede i oplysningstiden, men det er vigtigt at huske, at satire også er blevet brugt imod oplysning og demokrati, både af religiøse og sekulære magthavere. Vi skal passe på, at vi ikke siger, at noget er satire, ergo er det oplysning, ergo er det legitimt. Det er der ikke historisk belæg for.«

Sprængfarlig identitet

Jesus er en nøgen surfer skæv af røgelse. Med udbredte arme, et sagligt smil og en slåbrok, der hvirvler om kroppen, glider han over det azurblå hav i den østrigske forfatter Gerhard Haderer satiriske værk Das Leben des Jesus. Haderer, derimod, hvirvles ind i en retssag, som indløser en dom for blasfemi på seks måneders fængsel in absentia, da satiren udkommer i Grækenland i 2005. Samme år, men et par tusind kilometer mod nordvest, må profeten lide den tort at blive forvekslet med en seksuel afviger; en ægte voksenbaby, der tænder på at gå med ble. Det sker, da BBC lancerer musicalen Jerry Springer: The Opera. Resultatet er vrede demonstranter, som marcherer i gaderne, klager i titusindvis og adskillige trusler om sagsanlæg for blasfemi.

Mens Dannebrog brænder i Mellemøsten, starter også troende kristne deres satire-kriser på det europæiske kontinent. Og selv om voldelig opstand og vrede demonstrationer er to forskellige måder at tackle fornærmelser på, har de følelsesladede reaktioner noget til fælles, mener Dennis Meyhoff Brink.

»Over hele verden ser vi en tendens til sammensmeltning mellem os selv og det, vi tror på. Mange er i lige så høj grad danskere eller muslimer, som de er skolelærere eller forældre. Den udvikling er også drevet af den politiske dagsorden, som har ændret sig fra at handle om fordelingspolitik til at handle om værdier og især identitet. På det religiøse område er det ikke længere guds ære, der skal beskyttes mod satire, men religiøse gruppers identitet. Dermed er samfundet med til at svække menneskers evne til at skelne mellem sig selv og det, de tror på.«

Og de europæiske samfund fortsætter ufortrødent med at knytte båndet tættere mellem det enkelte menneske og dets generelle holdninger. Blandt andet ændrede England sine blasfemiparagraffer for ganske få år siden. Nu er det ifølge lovteksten strafbart »at opildne til had mod personer« på baggrund af deres religion.

Dét fokus gør satiren sprængfarlig. For jo stærkere, det enkelte menneske føler sig stødt på sine personlige manchetter, hver gang en blasfemisk vits træder hans tro for nær, desto flere vrede demonstranter vil vi se i gaderne. Dennis Meyhoff Brink vifter med de gamle love mod blasfemi: Gud, kirke og fædreland har de beskyttet gennem tiderne, men aldrig religiøse gruppers identitet.

»Vi har alle en tendens til at opfatte vores følelser som naturlige. Men det er ingen naturlov, at mennesker skal føle sig personligt krænkede, fordi nogen gør grin med deres tro – den lektie lærer historien os. Det er en del af et modefænomen, som er kommet, og som højst sandsynligt forsvinder igen en dag. Derfor er det også noget, vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor skal en identitet egentlig diktere, hvad vi må gøre grin med?«

Om et par år er Dennis Meyhoff Brink færdig med sin afhandling. Den vil støve historien af og forhåbentlig trække sløret fra det 20. århundredes vildfarelser omkring den kontroversielle satire. Medmindre andre kommer først. Forskeren smiler: »Det er egentlig et oplagt emne at lave en satire over.«

paradoks@information.dk