Læsetid: 4 min.

Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser

Det vil ikke undre mig, om den ægte litteraturs indhold og mulighed ligger i os af egen kraft - klar til brug nu og om ti år, skriver Vibeke Grønfeldt
Det vil ikke undre mig, om den ægte litteraturs indhold og mulighed ligger  i os af egen kraft - klar til brug nu og om ti år, skriver Vibeke Grønfeldt
21. januar 2010

At fremskrive de brede strømninger og det iøjnefaldende ligner tit helvede her på jord. Og ville sikkert være det på næsten alle områder.

Til gengæld er det meget lettere, end det er at se, hvor vi er netop nu, i det skridende, nu, jo nærmere kernen, jo mere tomt. I en lagdelt og flydende virkelighed. Eller for at være konkret - hvor jeg er.

Det er en erfaring, jeg gør hver eneste dag, også ved skrivemaskinen, hvor det alene drejer sig om at kunne se selv og på den måde måske finde en væren, der ikke kan iagttages. Eller rettere stræbe efter det, da opgaven har samme problem, som det vil volde at finde et ståsted og derfra give jorden et puf.

Vanskeligheden ved at se, hvor litteraturen er nu, for ikke at nævne hvor den eventuelt vil være om ti år, er mig ikke fremmed, og redningskransen i form af > konsekvensberegningens ensporede vej frem - eller tilbage - > mod tavshed > og tomhed er velkendt.

Inden for den tankegang overdøver massemedierne allerede selve tanken - og sproget, ordet, hvis betydning er underlagt larmen og farten. Flere og flere og flere løber i samme retning på samme tid. Men, men ... tanken er der.

Flodbølgen tager mere og mere med; den skrivende og den læsende, mennesker, meninger og > den samtale, den litteratur, der ligger inden for rækkevidde.

Men før jeg ved af det, vender vinden, og det hele buldrer med samme kraft i en anden retning.

Det bliver lettere at tro på nedrivning, end på opbygning. Tiden i sig selv synes mere og mere knap, og livet er et andet sted. Retningsvisere erstatter ord. Og selv om de skiftevis peger til højre og venstre, så er de entydige.

Der er ikke noget håb, kun retning.

Pastichernes pastiche

Litteratur fremskrevet efter den pil kunne være pastichernes pastiche. Det er let at forestille sig nye fremskrivninger af Jesu kønsliv, efterkommeres efterkommeres succes eller fallit. Flere brande, flere ulykker, mere lykke. Og at elektroniske tilbud om fantastiske samlemoduler til ti gange fantastiske fortællinger bliver let tilgængelige: Man tager musen og sætter flueben for genre og handling. Tid og sted. > Antal personer, alder, vold, slagsmål, erotik, mord, dødsfald og så videre i rivende karruselture.

Pjat og nonsens plejer at fylde en del.

Tanken er der endnu. Og flodbølgen river ikke restløst alting med, der er det ved siden af og under overfladen, det usynlige og anderledes og uventede, som ikke engang ville kunne ses fra trædestenen uden for det hele, fordi det først stofløst skal spire og folde sig ud.

Beviset ligger der i form af afdøde forfatteres levende værker. Efter beregningerne skulle det ikke være muligt, at vi alene på dansk har et utal af levende stemmer, > direkte henvendelser til den, der læser. Samtidighed: > Blicher, I. P. og H. C., ikke at forslemme, Bang, Skram, Kidde, Dam. Og mange, mange flere også nulevende forfatteres stemme. Det er svært at begrænse rækken af beviser, skønt et navn havde været nok. Det ligger i, at vores og andre landes sprog kan rumme store oversættelser af > Josefus, Cervantes, Joyce. > Måske også samtidighed for læseren anno 2010. Ikke i noget ydre, beregneligt, men i tanken og dens trappetrin, sproget, som hverken kan ses eller måles udefra og alligevel har størst varighed.

Litteraturen er i det enkelte, originale værk, ikke i strømninger. Dens væren er lige så uventet, som enhver ny person, der kommer til verden. I nye verdner af tanker, der søger sprog.

Lige så reel min bekymring er ved lyden af markedet og radioen og fjernsynets litteraturprogrammer med mindre og mindre tillid til det enkelte og rette ords kraft, ved synet af > bestsellerlister, julegavepaller og > andre folks læsestof er, lige så falsk er den heldigvis også. Det er netop de andre, jeg bekymrer mig for. Dem, jeg ikke kender. Jeg ved jo godt, at min egen bevidsthed > altid vil høre hjemme i sproget på den ene eller den anden måde. Prosa, digte, stakåndede remser. Og når de mest stakåndede remser taber pusten, vil der muligvis være luft at hente i lange bevægelige og bevægende tankerækker. Næsten enhver tanke vil kunne finde afsæt i eksisterende litteratur. Det er nok ikke muligt at tænke sig til en, der ikke kan - før den er skrevet. Og bliver læst og kommer bag på læseren med befriende selvfølgelighed. >

Det vil ikke undre mig, om den ægte litteraturs indhold og mulighed ligger i os af egen kraft - klar til brug nu og om ti år.

De ni manifester

Læs her:

Mette Moestrup: 10 fra hoften til 10’erne

Martin Glaz Serup: Vi ønsker os litterære fejder

Hanne Richardt Beck: Pause fra parcelhuse, mord og fodsved

Vibeke Grønfeldt: Alle skriver, ingen læser

Knud Romer: Manifester er kun til for at blive brudt

Hanne Marie Svendsen: Der må insisteres på, at sproget fungerer

Mads Eslund: Poesi skal ikke fimse

Pia Tafdrup: Forfatteren skal fortsat gøre det umulige

Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu