Læsetid: 5 min.

Vreden er en omvej til ømhed

Anmelderne var lige dele begejstrede og forvirrede over Lars Skinnebachs 'Enhver betydning er også en mislyd'. I går løb den med Montanas Litteraturpris 2009. I et eksklusivt interview fortæller forfatteren her for første gang om sine tanker med den stærkt eksperimenterende bog
Lars Skinnebach afsluttede sin takketale med at læse op fra sit vinderværk, 'Enhver betydning er en mislyd'.

Lars Skinnebach afsluttede sin takketale med at læse op fra sit vinderværk, 'Enhver betydning er en mislyd'.

Kristine Kiilerich

16. januar 2010

»Jeg bliver helt ydmyg, når jeg tænker på, hvem der ellers var nomineret.«

Vinderen af Montanas Litteraturpris 2009, forfatteren Lars Skinnebach, lægger ikke skjul på, at det betyder noget at vinde en litterær pris på 100.000 kroner. Særligt når man gør det foran kolleger, man sætter pris på og respekterer. Men selv en pris kommer med en pris. For som titlen på hans digtsamling postulerer: Enhver betydning er også en mislyd.

»Jeg er først og fremmest utrolig glad og stolt. Men skal jeg pege på en enkelt mislyd, må det være, at den er opkaldt efter et firma, og at markedskræfterne på den måde er trængt helt ind i litteraturens verden. Det er en lille mislyd - men jeg er til at købe!,« siger Lars Skinnebach.

Det er en genstridig bog, dommerkomiteen bag Montanas Litteraturpris har valgt til årets prisvinder. Enhver betydning er også en mislyd er et sammensurium af romanfragmenter, digte, popsange, dagbogsoptegnelser og erindringer, samlet under den drilske genrebetegnelse 'genrer':

»Jeg skal ikke kunne sige, hvad man som læser egentlig får ud af at fortabe sig i en så splittet og genremæssigt retningsforstyrret bog som denne,« skrev Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen, der som flere af sine anmelderkolleger udtrykte lige dele begejstring og forvirring over bogens eksperimenterende tekststykker.

Selv er Lars Skinnebach da også godt klar over, at han har skrevet en bastard af en bog, der udfordrer læserne til det yderste. Men han afviser, at den skulle være »genremæssigt retningsforstyrret«.

»Bogen er en opfindelse af en ny genre, jeg kalder 'genrer'. Og eftersom det er mig, der har opfundet den, kan den pr. definition ikke være retningsforstyrret. Den lever fuldt og helt op til sit formål,« forsikrer han.

Overtages af markedet

Han medgiver derimod gerne, at bogen er fyldt med mislyde, der skurrer i ørerne:

»Men jeg håber selvfølgelig også, den giver mening - og at den måske kan være med til at sætte en refleksion i gang, som er mere åben, end man er vant til i andre, mindre fragmenterede bøger,« siger Lars Skinnebach.

Han peger selv på en række tematiske spor, der løber tværs igennem bogens 10 afsnit.

»Et af de betydeligste spor er at vise, hvordan markedet mere og mere æder sig ind på vores livsområder. I bogen kan man læse sætninger som: 'Hvad er din brugsværdi i aften, skat', 'Vi lever i den kapitalinteresserede tidsalder' og 'Jeg er et nyliberalistisk lædersvin med strålende, stjålne øje',« siger han og fortsætter:

»Det er alt sammen eksempler på en sprogbrug, der viser, hvordan identiteten langsomt overtages af markedet, og heri ligger også en politisk modstand mod samfundets overforbrug - eller i hvert fald en diskussion af, hvorvidt det er den værdi, vi ønsker at bygge vores samfund på.«

Demonstration

De samfundskritiske udråb gør, ifølge anmelderne, Skinnebachs tekster til noget af det nærmeste, man for øjeblikket kommer »en politisk poesi på kvalificeret tankemæssigt niveau«. Men forfatteren er selv forbeholden over for at tage netop den betegnelse på sig.

»Jeg har det underligt med det ordvalg, fordi politik sådan set ikke er noget, der har optaget mig særlig meget. Men jeg forstår godt, hvad der menes, og jeg forstår det særlig godt i forhold til Jenny Tunedals læsning,« siger Lars Skinnebach med henvisning til Aftonbladets svenske litteraturanmelder, der tidligere på ugen deltog i en paneldebat på Testrup Højskole, hvor hun brugte termen 'demonstration' til at udlægge teksten i Enhver betydning er en mislyd. Og det er ikke noget dårligt ordvalg, mener Skinnebach.

»Teksten er en demonstration på den måde, at den demonstrerer en afmagt, nogle udråb og nogle aggressioner, der retter sig mod en række samfundsmæssige institutioner og gestaltninger, som man som læser må forholde sig til. Og det kan jeg godt se noget politisk i.«

- Så i den forstand kan man godt tale om din bog som en form for politisk poesi?

»Det vil jeg mene, men ikke som et formuleret politisk program, mere som et objekt, man kan reflektere politisk ud fra.«

Den diskrete tale

Karakteristisk for Lars Skinnebachs stemmeføring er den aggressive, henvendte stemme, der kværner løs med en blanding af »vrængende samfundskritik og sofistikeret metapoesi«, som det formuleres i indstillingskomiteens nominering. Samme aggressive henvendelsesform kendetegner flere af Skinnebachs tidligere værker, men spørger man ham selv, er den skingre og højt- råbende stil ikke den mest fremtrædende i Enhver betydning er også en mislyd - og heller ikke den væsentligste:

»Hvis der endelig er en stemme eller et humør, som er væsentligt i bogen, så er det 'den diskrete tale'. Der står allerede i det første genrestykke, at 'hvis jeg ikke råbte så højt, ville du ikke opdage min diskretion'. Så al mislyden, vreden og aggressionen bliver en vej til nedenunder at finde en tale, som er diskret og omfattet af ømhed,« siger Lars Skinnebach.

- I nomineringen tales der om, at du udøver 'digterisk terror', anmelderne har fremhævet, at du 'kaster med verbale brosten', og i den tekst, der hedder 'KBH Dybbølsgade', taler du selv om 'at opretholde sammen-bruddet i inspirationen'. Kan man læse din bog som en sammenbruddets poetik?

»Ja, det tror jeg godt, man kan. Bogen har i hvert fald skrevet sig i retning af sammenbrud og mislyd i et forsøg på at se, hvad det kan kaste af sig af betydning. Der sker et grammatikalsk sammenbrud i bogen. Der er tekster, der beskriver de politiske systemers sammenbrud. Og der sker gradvist et genremæssigt sammenbrud, så bogen efterhånden må opgive at tildele tekststykkerne genrebetegnelser. Sammenbruddene finder sted på stort set alle planer, og det eneste håb, jeg ser i forhold til de mange sammenbrud, er, at der som sagt - indbygget i bogen - er et forslag til en ny, diskret kommunikation, der fungerer på nogle helt andre præmisser.«

Afholdsmand

For halvandet år siden besluttede Lars Skinnebach, at han ikke længere ville drikke alkohol. Den tid, der før gik med at pleje tømmermænd, skulle nu i stedet bruges på at pleje familien og forfatterskabet. Den nye sobre linje synes allerede at have haft en gavnlig effekt på produktiviteten. For nylig indgik Lars Skinnebach således en mundtlig aftale med undergrundsforlaget Afterhand om at udgive fire nye bøger inden for de næste fire år. Den første udgivelse bliver en blanding af »essayistik og rituelle digte«, men aftalen med Afterhand kommer ikke til at betyde et egentligt brud med Gyldendal, hvorfra hans seneste bøger er udkommet.

»Der er mere tale om sådan nogle ekstradigte, hvor det vigtigste kriterium er, at de skal være færdige til tiden,« siger han.

Den slags digte har det med at cirkulere i den lyriske undergrund uden for alvor at komme til syne på det kommercielle marked. Men med prisen på 100.000 kroner skulle der også være lidt at tære på den kommende tid. Selv er Lars Skinnebach i hvert fald ikke i tvivl om, hvad pengene skal bruges til.

»Til at skrive for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu